Beskrivelser (Jeg har selv skrevet teksten)

Ed til Hitler

Frikorpset aflægger ed.

De danske frivillige som måtte have meldt sig til frikorps Danmark, i den tro at det var en dansk enhed, må man formode at de den 5. August 1941, ville stille spørgsmålstegn ved dette. Denne dag skulle de danske frivillige aflægge ed til den tyske øverstbefalende Adolf Hitler.

Som en af de første ting de danske frivillige skulle øve, var parade samt eksercits.
Den 5. August 1941, skulle korpset aflægge ed. I den forbindelse var der inviteret en række gæster til at overvære højtidligheden. De danske frivillige var opstillet i tre fløje i kaserne gården (Langenhorn), da Gruppenführer Hans Jüttner, var ankommet blev den Finske ryttermarch spillet af politiorkesteret. Herefter var det kommandør C. P. Kryssing, som indtog den SS pyntede talerstol.
Han overlod korpset til Gruppenführer Hans Jüttner, som klokken 12.00, skridtede fronten af. Den danske fane blev bragt ind i gården, og kommandør C. P. Kryssing, beordrede de frivillige hjelmene af, hvor efter de rakte højre hånd op til ed, og gentog kommandøren.
’Jeg sværger ved gud denne hellige ed, at jeg i kampen mod bolchevismen, vil yde den tyske værnemagts øverstbefalende ubetinget lydighed, og at jeg som tapper soldat til enhver tid, vil være rede til at sætte mit liv ind for denne ed’.

Efter eden, var det Gruppenführer Hans Jüttner, som holdte en kort tale. ’Det har altid været skik ved sådanne lejligheder, at vi sender en hilsen til vore fører Adolf Hitler, men jeg vil i dag samtidig hilse den danske konge(Christian den 10) og sige ham tak, fordi han har givet tilladelse til at disse unge mænd, har fået lejlighed til at komme herned og kæmpe side om side med de tyske soldater’.

Endnu engang gik kommandør C.P. Kryssing, på talerstolen og sagde ’Såvel hele frikorpset som jeg selv vil gøre, hvad vi formår, vi vil hverken gøre Danmark eller Tyskland skam’.
Herefter var eden slut, og de respektive gæster og officererne gik til officerskasinoet.
Omkring 40 gæster var inviteret til middag, Hitlerjugend repræsentanter, Hamburgs civile forvaltning, det tyske nationalsocialistiske arbejder parti (NSDAP) samt flere fremtrædende tyske admiraler og generaler var til stede, foruden fra Dansk side, Orlogskaptajn og DNSAP stabsleder, Svend Wodschow, samt redaktøren for ’den danske stemme’ i Hamburg, H. Wolff Jürgensen. Hamburg’s generalkonsul Marius Yde, havde sendt sin stedfortræder Greve Erik Knuth.

Siivertsi-Februar 1944

’’Vejen tilbage den glemmer jeg aldrig, det var som en vandring gennem dødens dal. Her havde kampen raset med en voldsomhed og vildskab for kun få timer siden, men nu var alt så roligt og stille, at det gjorde ondt. Ikke en vind rørte sig og ikke en kvist bevægede sig, det var dødens stilhed som herskede uhyggeligt. Skæbnesvanger og knugende.

Bag mig havde jeg den nedbrændte landsbys rygende ruinhob og foran lå en åben strækning, hvor granaterne havde gennempløjet hver fodskred jord, et kraterlandskab-fantastisk, men dystert. Længere forude stod skovbræmmen med væltede træer og nøgne træstammer, berøvet kviste og grene af granatsplinter og kugler. Her lå i broderlig forening, tyskere, russere og danskere, så fjernt fra hjemlandet. Hvad var det for en mærkelig skæbne, som havde bragt mænd til dette trøsteløse sted for at dø ?.

Langt de fleste var så frygtelig lemlæstede, savet i stumper og stykker af granatsplinterne på de mest fantastiske måder, så det trodser enhver beskrivelse’’.

Kampen om landsbyen Siiveetsi i februar 1944 i Estland, var særdeles hårde og brutale.

Situationen på dette tidspunkt var at russerne den 14. januar 1944, havde indledt offensiven fra Oranienbaum sektoren i det nordlige Rusland. En særdeles dygtig og stærk russisk hær havde presset Tyskerne på tilbagetog.

Tyskerne og herunder de danske frivillig i Regiment Danmark, havde forskanset sig i den gamle Barokby Narva siden sidst i januar 1944. Fra tysk side løb paraloen, hertil og ikke længere, nu skulle den russiske offensiv stoppes.

Siivertsi

Tyske tropper og deres allierede, havde lagt frontlinjen på den vestlige side af Narowa floden( fra Finske bugt i nord til Peipus søen i syd). Ved Narva havde man et brohoved ind på østsiden af floden.

I starten af februar 1944, iværksatte russerne et angreb i det nordlige af Narowa floden, angrebet blev slået tilbage, det var dog kun et spørgsmål om tid før russerne ville angribe igen.

Angrebet kom den 11. februar 1944, imellem landsbyerne Riigi og Siivertsi, 3000 russere gik over isen. De dannede et brohoved ved byen Siivertsi(Nord for Narva ud imod Narowa floden).

For tyskerne var det katastrofalt hvis det lykkedes russerne at erobre Narva by, da man i så fald ville have kontrol over hele området.

Styrker fra Rgt. Danmark blev sendt nordpå for at nedkæmpe de fremrykkende russere. For størstedelen af danskerne blev de indsat den 13. februar 1944.

’’En morgen blev ordren givet, marchberedt og alle 117 mand blev purret ud, en hastig optælling og gennemgang af mandskabet og af våben og udrustning. Et par  korte kommandoråb og vi svingede ud og formerede kolonne.

Vi fulgte hovedvejen der fra Narva fører mod vest til Hungerburg og Jöhvi.

Granaterne faldt jævnt langs vejbanen og sprøjtede frostsne jordknolder og hvinende granatsplinter om ørerne på os.

Vores opgave var sammen med resterne af 1. bataljon, her på højre fløj at foretage et modstød og kaste russerne tilbage over floden. Vi var gået i stilling bag en lille skov.

Midt på eftermiddagen, som tusmørket faldt over engene, kom ordren : ryk frem og søg føling med russerne. Gruppevis og med behørig afstand, gik vi forsigtigt frem mod nordøst i retning af Narowa floden. Fremad gik det over enge, og sumpe, på baggrund af den hvide, så kompagniet ud som en sort blyant, der i en lang linie kravlede over et mægtigt folieark’’.

I landsbyen Paklamae, lå den danske Sturmbannführer Knud Schock med hans hollandske enhed SS. Pz. Jäger abt. 54. Enheden blev sat ind i kampen ved Siivertsi den 12. februar 1944. På vej ud af sin Sturmgeschütz for at dirigere angrebet, blev den tidligere kaptajn i det danske forsvar dræbt. Modangrebet fra de hollandske frivillige ebbede ud med tabet af kommandøren.

’’Maskingeværerne smældede derovre fra skoven, som små stjerneskud trak fosforprojektilerne deres lysstriber i mørket. Der blev en længere pause i russernes beskydning, dels var de ikke klar over hvor i mørket vore stillinger var placeret og dels svarede vore våben ikke igen. Der var blevet stille på slagmarken, vinden havde lagt sig og på den let overskyde himmel, blinkede et par ensomme stjerner.

Atter en ordre, ryk frem til ca. 100 meter fra skovbrynet, anvend al mulig forsigtighed, hold forbindelse til højre og venstre og afvent signalet til angreb. Terrænet blev mere sumpoet, ganske vist havde frosten bundet sumpen, men mellem tuer og buskads lå sneen højt og besværliggjorde vores fremtrængen.

Flere huse kom i brand ovre i landsbyen (siivertsi). Som en komet der farer over himlen, steg lysraketten op og udløste sig i en regn af forskellig artede stjerner, den blev besvaret til højre og venstre-signalet til angreb.

Maskingeværerne begyndte som på kommando at bjæffe over hele fronten.

Skoven var nået, larmen fra alle de mekaniske våben var frygtelig herinde imellem træerne, de kæmpende råbte, de sårede skreg om hjælp og de døende rallede. Mørket rugede tæt mellem stammerne og gjorde det vanskeligt at holde forbindelsen mellem grupperne vedlige, vanskeligt at skelne ven fra fjende.

Endelig ! Vi var nået gennem skoven og foran os lå den brændende landsby.

Ilden rasede, knitrede og bragede i de tørre træbygninger og flammeskæret lyste viden om.

Ude til venstre i skoven, var der blevet så mærkeligt stille, det var som om kampene var ophørt, måske var der ikke flere tilbage, der kom kun et skud nu og da. Derimod tog kampen til bag de nu nedbrændte huse, det var sikkert den afgørende runde om kirkegården, som blev indledt’’.

Den omtalte kirkegård, blev der udkæmpet hårde kampe på, og flere danske frivillige faldt her. Mange skudhuller i jerngravkorsene vidner i dag om hårdheden.

(Familie til en af de faldne) Da jeg var i begyndelsen af 20’erne tilbage i 60’erne, der fik jeg en interesse i at vide omstændighederne omkring da min far faldt. Jeg var til noget komsammen med nogen tidligere frivillige, og kom i kontakt med en fra min fars kompagni. Han havde været med da min far faldt, han ville ikke fortælle hvordan det var sket, blot at han var faldet. Hen på aftenen da vi havde fået mad, og festen gik godt, fik jeg hældt en masse snaps på ham, og efterfølgende fortalte han mig det. Han sagde direkte at min far var blevet ramt i hovedet da de lå om kæmpede på den gamle kirkegård. Han var blevet fragtet i bevidstløs tilstand til lazaret, her tog de hans hjelm af, og da de gjorde det løftede de nærmest hovedskallen af… han var herefter død’’.

’’De første spæde tegn på den nye dag viste sig i øst, det mørke og dunkle var begyndt at vige for en grålig mere lys tone. Langsomt trængte lyset frem og afslørede omgivelserne, jeg blev forbavset så nær floden (Narowa) var, næppe 150 meter fremme kunne man skimte dens isdækkede flade. Foran flodbredden som her faldt stejlt ned mod vandet, var et system af stillinger, der måtte russerne være. Den anden bred var ganske flad og bevokset med småskov og krat, de mørke punkter derude på isen var sikkert faldne russere, skudt under deres forsøg på at forcere floden.

117 mand rykkede ud til kamp, men kun 4 mand kom uskadte tilbage’’.

Det lykkedes senere tyskerne at slå russerne tilbage.

Alene den 13. februar 1944, faldt 21 danskere i Rgt. Danmark i kampene ved/i Siivertsi. 

Danske soldater til Frikorps Danmark

Et interessant billede, fotograferet den 20. juli 1941, da de første danske frivillige ankom til Hamburg, hvor uddannelsen skulle foregå.

De danske frivillige var dagen i forvejen, rejst fra Hellerup station med tog. Fragtet med DSB færgen ’Christian IX’ over Storebælt i regn og torden.
Den 20.juli 1941, var de ankommet til Hamburg, og med Dannebrog i spidsen gjort deres entre på Langenhorn kaserne.

Tilbage til billedet, ud af de 7 som jeg har givet tal, overlevede 2.. Fem af disse faldt, med den første (nummer 1) Johannes Just Nielsen, som faldt i maj 1942 i Demjansk.
Johannes Just Nielsen, gik på officerskolen som tjenestegørende i det danske forsvar (Livgarden). Han tog til Finland hvor han blev indrulleret i det Danske Finlands korps. Da Frikorps Danmark blev oprettet, meldte han sig. Han blev delingsfører i 1. kompagni under Per Sørensen.
Den 28.maj 1942, faldt han, som fører for en deling der skulle nedkæmpe et russisk brohoved ved Ssutoki (Demjansk). De russiske stillinger blev indtaget og sprængt i luften, kort efter blev Johannes Just Nielsen ramt af skud fra et russisk maskingevær.

Nummer 2: Per Manthey Wagner, kornet i det danske forsvar. Han trådte ud af nummer og meldte sig til frikorpset. Han var tilknyttet 4. kompagni, og med i sommer indsatsen i 1942.
Han fortsatte i Regiment Danmark efter frikorps Danmark blev nedlagt i maj 1943. Han faldt den 28. januar 1944 ved Begunitzy i det nordlige Rusland, da han blev på sin post.

Nummer 3: Chresten Madsen Brodersen, Premierløjtnant i det danske forsvar, trådte som andre officerer ud af nummer. En overgang kompagnichef for 3. kompagni. Han deltog i kampene i sommeren 1942, hvor han modtog Jernkorset 2. klasse efter kampene ved B. Dubovizy. Den 17. juni skulle han demonstrere en russisk håndgranat, som ved et uheld gik af, han fik revet venstre arm af og fik fragmenter i siden, han døde 10 min. Senere.
Han var i øvrigt i familie med Gustav Brodersen, som var pilot og blev dræbt ved Værløse den 9. april 1940.

Nummer 4: Thor Jørgensen, den ene af de to som overlevede krigen, en overgang næstkommanderende i frikorpset. Han var kaptajn af fodfolket og tilknyttet Holbæk kaserne. C. P. Kryssing pegede på Thor Jørgensen som kommandør over frikorpset, hvilket Thor Jørgensen takkede nej til. Blev i juli 1941 slået til Ridder af Dannebrog.
Han blev afskediget i februar 1942, sammen med kommandør C. P. Kryssing. Han fortsatte i Division Wiking, og senere i krigen stod han for organisationen omkring bekæmpelse af partisaner..
Efter krigen var han bl.a ejendomsmægler i Nordjylland.

Nummer 5: Den anden der overlevede krigen, og en af de mere markante. Chef for 5. Artilleri afdeling i Holbæk, blev han den første kommandør over frikorps Danmark. Ligesom Thor Jørgensen, Ridder af Dannebrog. C.P. Kryssing blev afsat sammen med 12 andre sidst i februar 1942. Han fortsatte i Waffen SS, hvor han endte krigen som den udlænding med den højeste rang.
Han mistede sine to sønner, Jens og Niels på Østfronten. Han døde selv i 1974.

Nummer 6: Knud Schock, kaptajn i Viborg. Da han hørte at hans gode ven C. P. Kryssing var blevet udnævnt til kommandør over frikorps Danmark, trådte han ud af nummer og meldte sig. Han blev chef for 4. kompagni og som Thor Jørgensen og C. P. Kryssing blev han afsat i februar 1942, derfra kom han til Rgt. Westland som var en del af Div. Wiking. Han deltog i kampene i Kaukasus.
Han fik kommandoen over en hollandsk enhed (SS. PZ. Jäger Abt. 54) i sommeren 1943. Han faldt i Narva forstaden Siivertsi den 12.februar 1944. Enken Hedvig fik frataget hans pension i 1945, men lagde sag an imod Finansministeriet. Hun vandt sagen i 1951.

Nummer 7: Premierløjtnant Per Sørensen. Tilknyttet garnisonen i Viborg, chef for 1. kompagni og modtog Det Tyske kors i guld foruden begge klasser af Jernkorset. Såret mere end 7 gange under krigen. Han var med i de sidste kampe i Berlin, hvor han den 24. april 1945, fik et hovedskud. Han blev begravet i Berlin, og efter krigen fik hans mor liget til Løkken kirkegård.

Nummer 8: Kaj Mogens Krogh. Frikorps Danmark, senere Schalburgkorpset og kommandør for 3. SS Vagtbataljon Sjælland i Fredericia Februar 1945 til maj 1945.

Otto B.

Otto B. blev født i København i maj 1897, han voksede op på Nyboder. Han var søn af en telegraf og selv gik han i skole på Ryesgades skole.
Efter endt skolegang kom han ud og sejle, dels med en norsk og en engelsk båd.

I 1915 var han om bord på et skib som blev torpederet ud for Englands kyst, han blev sammen med andre overlevende samlet op af en Australsk konvoj.
Han kom herefter til at gøre tjeneste i den Australske hær, han deltog i kampen ved Gallipoli, som en del af det ’Vest Australske kavaleri’ enhed.
Derefter kom han til England, og da første verdenskrig var slut, gjorde han igen hyre på et skib.

På et tidspunkt i maj 1920, lå skibet til kaj i Frankrig, og Otto B. meldte sig til den Franske Fremmedlegion (Meldt 19.Maj 1920), han blev sendt til Marokko, hvor han deltog i kampene imod Rifka stammen, anført af Adb-El Krim.
(Adb El krim, havde i 1921 nedkæmpet 13000 spanske soldater ved Anouel og erobret en masse våben, hans enhed blev nedkæmpet i 1925 af Franskmændene anført af Phillippe Petain).
Otto B. blev såret den 20.Marts 1922, og igen i 1923 hvor han blev såret i benene, han kom på hospital i Casablanca i Marokko.

Otto B trådte ud af Legionen efter de obligatoriske fem år i Legionen den 19.Maj 1925.
I Legionen mødte han bla. andre landsmænd, bla. hans Onkel som han tilfældigt mødte i Marokko,(Onklen døde i 1950 erne, grundet sygdom som han havde påført sig fra sin tid i legionen).
Senere skulle Otto B. gøre tjeneste i Hipo korpset sammen med en anden fra sin tid i Legionen, Svend Aage Andersen (Chef for Hipo korpsets 1.kompagni)
Men en anden god ven var den tidligere Garder Prins Aage, som han blev gode venner med, Prins Aage tog til Legionen da han mistede sin formue da Landmandsbanken krakkede.
Legedes blev han ven med en dansker ved navn Dokkedal, som senere blev pilot i det danske forsvar.

Efter han forlod Legionen var han en kort overgang i Danmark, men allerede i 1926 tog han til Canada, hvor han fik arbejde hos et firma som søgte efter guld.
I Canada lærte han Den danske prins Erik at kende, Otto B. kunne fortælle Prins Erik at han havde gjort tjeneste sammen med hans bror i Legionen (Prins Aage).
Det var også i Canada, at Otto B. mødte en dansk pige, som han blev gift med i 1928.

I 1930 vendte familien tilbage til Danmark (Dette fortrød de senere hen) Otto B. fik job som kedelpasser og reparatør hos et bolig selskab i Valby.
I 1938 blev han ramt af sygdom, og flere perioder fulgte med socialhjælp.
I slutningen af 1939 forsøgte Otto B. og hans kone at starte en kyllingefarm, det gik nogenlunde i starten, men i 1940 gik de konkurs.
Han var ikke den ’fødte nationalsocialist’ men det var under et par møder, som det danske nazist parti (Dnsap) afholdte, at han blev grebet af nationalsocialismen, hvilket gjorde at han den 10.Juni 1940 meldte sig ind i Dnsap.

Den 6.januar 1941 deltog han bla. sammen med Svend Aage Andersen, i et kursus i Sennheim i Alsace. (Skolen i Sennheim var en SS forskole, her blev undervist i race ideologi, verdensanskuelse samt kammeratskab).
Den 8.Februar 1941 sluttede kurset.
Han blev af socialkontoret henvist til at tage arbejde i Tyskland, hvilket han gjorde den 18.Juni 1941, dette ophold var dog ganske kort, da han ønskede at være hos familien, og vendte hjem igen ca. en måned senere.

Med Frikorps Danmarks oprettelse, meldte Otto B. sig til Waffen SS, selvom konen talte meget imod det. Selvom han havde krigserfaring fra første verdenskrig og fra Fremmedlegionen, blev han kasseret, formentlig på grund af dårligt helbred.
I December 1942, meldte han sig som Marinevægter, her fungerede han som bevæbnet vagt ved Københavns frihavn.
Ligeledes i 1942, meldte han sig ind i Dansk Anti jødiskliga.

I Januar 1944, meldte han sig til Schalburg korpset, da han var træt af at tyskerne mere og mere forsøgte at militarisere Marinevægter korpset.
Med virkning fra den 1.April 1944, blev han en del af korpset.
Han gennemgik korpsets infanteriuddannelse på Ringsted Kaserne, med rang af Tropsfører(det svarer til Korporal i det danske forsvar)
Fra den 12.Juli 1944, blev han en del af Ejnar Vaaben’s, afdeling for verdensanskuelse og skoling. (Han var tidligere garder, og kom i Oktober 1944 til SS Div. Kurt Eggers, hvor han deltog i kampe på Vestfronten, han modtog en dom på 5 års fængsel, men blev benådet i 1948).

Den 11.Oktober 1944 blev han forflyttet til ET (efterretningstjenesten) han blev forfremmet til Overvagtmester (Oversergent) og havde Hipo nummer 508.
En enkelt måned fungerede han som Vagtchef på Karmosegård. I Januar 1945 blev han sammen med en tidligere front soldat i Division Wiking samt Regiment Danmark Willy C. kompagnichef for Hipo korpsets 2.kompagni. (Svend Aage Andersen, tidligere frivillig i den Estiske frihedskrig 1918-20, samt Fremmedlegionen var chef for 1.kompagni)

Otto B. deltog i flere aktioner, bla. givet ordre til at 2 studenter som var mistænkt for illegal virksomhed, blev anholdt af Otto B. og efterfølgende mishandlet med slag fra gummiknipler.
Ott B. havde på et tidspunkt sagt at ’de ikke var mere værd end et skud i maven’.
Den 20.December 1944 var Otto B. sammen med medlemmer fra Schiølergruppen, med til at anholde tre tidligere politibetjente, som var medlem af en illegal politigruppe.
Disse blev ført til Politigården og udsat for forhør af Svend Aage Andersen.
Otto B. var ligeledes involveret i omstændighederne den 10.Februar 1945, da Ulf Hansen, en læge kom kørende på motorcykel ad Griffenfeldsgade (Kbh) og blev skudt af skud fra en af de to Hipo vogne (Otto B, havde kommandoen på den ene) Lægen havde enten ikke stoppet ved Hipo folkenes råb om at stoppe, eller ikke hørt det.
Yderligere en blev dræbt, da de skud som dræbte lægen, førte til tumult.

Den 6.Maj 1945, kort før midnat blev Otto B. anholdt på sin bopæl. Han blev interneret på Vedelsgade skole.
Han modtog en dom på 15 års fængsel i Københavns byret den 4.November 1947.
Den 1.Juni 1949 blev han løsladt, han havde i efteråret 1948 fået konstateret halskræft. Han døde den 14.Juni 1950.

Hans kollega fra dels Fremmedlegionen, Kurset i Sennheim og i Hipo Korpset, chef for 1.Kompagni Svend Aage Andersen, fik fængsel på livstid, han blev benådet i 1953.

Faldne i Frikorps Danmark

Frikorps Danmark’s opgave i Demjansk, var at bevogte rullebanen som var vejen ind og ud af lommen.
I tiden 8. maj 1942 til 4. august 1942 hvor de blev trukket ud mistede 133 livet (medregnet en som døde den 8. august).

Første og sidste faldne
Den første faldne ved fronten var Orla Westy Jensen, han havde tidligere gjort tjeneste i fem år i den Franske fremmedlegion. Han havde ligeledes en fortid i det danske forsvar. Han meldte sig til Waffen SS i 1941, og blev senere overført til Frikorps Danmark, da dette blev oprettet den 29. juni 1941.
Han døde den 17. maj 1942, da han førte en deling i skovområdet ved Werezina. Han trådte på en mine, og fik splinter i halsen. Han blev ført tilbage til egne linjer, men døde af blodtab.
(O.Westy Jensen, var den første der døde ved fronten, ikke den første der døde i frikorpset. Der døde en i Hamburg og i Treskau under uddannelse).

Den sidste faldne, var 8. august 1942, Harald K. Poulsen, var en del af 1. kp og har højst sandsynlig blevet såret under kampene 17,18, 19, 20 juli 1942. Han døde på et Lazaret i Riga, Letland.

Første registrerede officer, var Hans Peter Karl Nordholm, tjenestegørende i det danske forsvar, ville han oprindeligt melde sig til Finlands bataljonen, men kom ikke afsted. I sommeren 1941, trådte han uden for nummer og meldte sig til Frikorps Danmark. Under skovrensnings kampene i dagene 20, 21 og 22. maj 1942, blev han hårdt såret. Han blev ramt af skud i tyktarmen og døde grundet infektion dagen efter, sumpvandet havde inficeret bughulen.

Fremmedtjeneste.
Tidligere nævnte Orla Westy Jensen, havde tjenestegjort i den Franske fremmedlegion. Der var andre der havde deltaget i krige. Otto Schmidt, der faldt den 25. maj 1942 i området ved Biakowo, havde gjort tjeneste ved General Franco’s hær under den Spanske borgerkrig.
Udover de to nævnte havde 9 været en del af den Danske Finlands bataljon under den Finsk/Russiske vinterkrig. Den første af de tidligere Finlands frivillige der faldt, var Karl V. Steffensen, der faldt den 22. maj 1942.
En anden af de tidligere Finlands frivillige, Carl Johannes Hansen, havde deltaget i Første Verdenskrig.

Flest faldne
Den dag med flest faldne, var den 2. juni 1942, under angrebet på de russiske stillinger vest for Biakowo.
30 faldt, herunder kommandør for Frikorps Danmark, C. F. Von Schalburg.
Næst flest var under angrebet på landsbyen B. Dubovizy den 11. juni 1942. Her faldt 24, herunder 3 tidligere Finlands frivillige.
Under det første angreb på byen den 5-6.juni 1942, faldt 6.

Geografisk
Geografisk set kom de frivillige fra hele landet. Blandt de faldne kom 27 fra København, efterfulgt af Århus med 4. Glostrup, Randers og Roskilde med hver 3.
Holstebro, Maribo, Horsens, Vejle, Fårevejle, Odense, Hobro og Støvring(2 brødre faldet 2.juni) havde alle 2 stk. Bornholm havde en enkelt. 2 frivillige var født i udlandet (Alfred Nielsen i Neumünster, Tyuskland og C.F.Von Schalburg i Rusland).

Alder
Den ældste faldne, var Carl Johannes Hansen med 42 år. Den yngste var 17 år Gunnar P. Ramussen, faldet 19. juli 1942.
Gennemsnitsalderen blandt de 133 faldne var 24, 5 år.

Medlem af partiet
88 ud af 115 var medlem af DNSAP (Jeg mangler 18 stk) 23 meldte sig ind i foråret 1942.
Chresten Madsen Brodersen, var den der meldte sig ind tidligst. 28. oktober 1933.
De seneste indmeldte var 3. stk som blev medlem 26. maj 1942.

Erhverv
Hvis man kigger på erhverv, er der en branche der skiller sig markant ud, det er landmænd. 22 var landmænd. 7 stk var soldat i det danske forsvar inden de meldte sig til Frikorps Danmark.

Finlands bataljon statistik

Statistik omkring den Danske Finlands Bataljon, under den Finsk-Russiske vinterkrig 1939-40.

: Den ældste var Valdemar Tretow Loof, som var født i 1878. Den yngste var Mogens Jacobsen som var født i 1922.

: Gennemsnits alderen var 27,6 år .

: 46 var født i 1800 tallet, med den ældste som tidligere skrevet Valdemar Tretow Loof.

: Den første der meldte sig til Finlands krigen (ikke Finlands Bataljonen) var Piloten Mogens Fensbo (han meldte sig i 1943 til til Waffen SS, dog uden at komme afsted..)

: De sidste der indgik aftale med Finlands Bataljonen var den 11.marts 1940,  2 dage før Finland indgik våbenstilstand med russerne.

Det var Jørgen Poulsen(senere med i fortsættelseskrigen) Hans Knipschildt

: Flere brødre var i Finlands Bataljonen, bla. brødrene, Asger,Jørgen, Holger Bro Jørgensen samt Helge og Ole Bech.

: Emil Lassen, var i bataljonen, hans søn var Victoria Cross modtager Anders Lassen. Helge Rørdam(faldet under fortsættelses krigen) var søn af digteren Valdemar Rørdam

: Modstandsgruppen Holger Danske, blev dannet af tidligere Finlands frivillige, i baglokalet i Stjerne Radio i Istedgade 31, Kbh.

: Da Finlands bataljonen vendte tilbage til Danmark den 3. juni 1940, med skibet S/S Arcturus. Modtog hver mand en hædersgave på 50 kr, foruden civilt tøj sponsoreret af Daells Varehus chef Grosserer P.M. Daell.

:Ud af bataljonens 1027 mand, faldt 25 under krigen i tysk tjeneste, med 9 mand under sommer indsatsen i Demjansk i 1942.

: 2 gik senere i HIPO korpset

: 5 gik senere i Schalburgkorpset

: 3 var med i Første Verdenskrig på Tysk side, alle 3 gik senere i Tysk tjeneste. Den ene faldt, en anden blev henrettet ved retsopgøret.

: 1 med i den Finske borgerkrig i 1918

: 3 med i den Estiske frihedskrig (2 af dem faldt i tysk tjeneste under krigen)

: 3 med i den Mexicanske borgerkrig/konflikt

: 4 med i den Spanske borgerkrig. 1 på Folkefrontens side (hans faldt senere i Tysk tjeneste)

: 5 blev likvideret af modstandsbevægelsen under besættelsen

: 3 blev henrettet ved retsopgøret

: 1 havde deltaget i de Olympiske Lege i Berlin i 1936 som cykelrytter, han faldt i November 1943 under tjeneste i Regiment Danmark.

Afrejse Hamburg

Den 6.September 1941, meddelte Gruppenführer Hans Jüttner, at frikorpset skulle forlægges til Treskau i det nuværende Polen. Afrejsen fra Langenhorn kaserne skulle ske 13-15. September 1941.

Lørdag den 13. September 1941, Klokken 07.00 begyndte pålæsning af materiel og gods samt køretøjer (motoriserede som hestetrukken). Klokken 16.00 afrejste Staben og 1. Kompagni, fra Oxcenzoll banegård.
Transportfører var Hauptsturmführer ved 1. Kompagni, den tidligere Kaptajn i det dansk...e forsvar Holger Winding Christensen.
Dagen efter den 14. September 1941, afrejste 2. og 3. Kompagni, med transportfører ved Hauptsturmführer Oluf Krabbe.
Som de to sidste kompagnier var det 4 og 5. Kompagni der tog af sted den 15. September 1941, under transportfører Hauptsturmführer Knud Schock.
Der blev medbragt forplejning for fire dage.

H. G. ’Rejsefeber over det hele i dag (15. September). Vi begyndte i morges, med at køre alt til stationen i Oxcenzoll, og indlade det i godsvogne. Derefter skulle hele vores kasernebygning gøres ren, og vi selv gøres klar til afrejse. Klokken 14.30 forlod kompagniet bygningen med fuld oppakning, og tog ophold på en græsmark ved garagerne, imens kasernen blev afleveret til kommandanturen. Klokken 17.30 trådte vi an og marcherede endnu engang over til 4. Kompagnis, hvor vi for sidste gang halede Dannebrog ned, for at tage det med os.

Med Legionærsangen marcherede vi ud af kasernen, og fortsatte til Oxcenzoll, hvor vi blev fordelt i gamle franske jernbanevogne, så de var ikke særlig komfortable. Klokken 19.30 startede vi fra Oxcenzoll, men da det jo var en militærtransport, havde vi kortere eller længere ophold på de forskellige stationer, for at lade den ordinære trafik passere.
Vi havde dansk flag på hver side af toget, så folk kunne se det var Frikorps Danmark der var på rejse, og der blev vinket flittigt til os, alle steder fra. Klokken 23.00 rullede vi ind på en af Hamburgs godsbanegårde, og stoppede op på linjen’.

Søren P. I. Espersen

’’Vi har jo i alle årene fået at vide i familien, at han var frihedskæmper og skudt under et flugtforsøg, så det hænger ikke rigtig sammen ??.’’

For nogle år siden, kom jeg i kontakt med familien til en i 1942, 21 årig dansker, som efter sigende skulle have været i modstandsbevægelsen, sandheden er dog en helt anden, og mere dyster en.
Vedkommende var en del af Frikorps Danmark.

Søren Peter Iversen Espersen, var oprindelig sømand.
Han blev født i Hobro den 29.Januar 1921.

Den 26.Juni 1941, blev han medlem af DNSAP. Han meldte sig til frikorps Danmark i starten af juli 1941, og den 12.Juli 1941, bestod han sessionen, hvor han havde skrevet under for en kontrakt ’for krigstid’.

Han blev en del af Frikorpsets 3.Kompagni, og var også med da frikorpset blev sendt til Langenhorn kaserne i den nordlige bydel af Hamburg.
På Langenhorn kaserne, skulle Frikorpset gennemgå uddannelse.
Tiden på den moderne kaserne, blev kortvarig for Espersen, han blev den 18.August 1941, sammen med fire andre sendt fra Hamburg til Berlin, for at påbegynde uddannelse til at blive Sanitäter (sygehjælper) hos SS. San. Ers. Batl. Oranienburg.

I April 1942 vendte han sammen med de fire andre, tilbage til Frikorpset i Treskau (Owinska, Polen)
Det var et på det nærmeste nyt Frikorps, som de vendte tilbage til. Frikorpset havde gennemgået en stor omvæltning i mellemtiden.
Korpset havde fået ny kommandør, den oprindelige kommandør, C.P. Kryssing, var blevet afsat af SS til fordel for den langt mere nationalsocialistiske C.F.Von Schalburg.

Da Frikorpset blev indsat i Demjansk 8-9 Maj 1942, var han tilbage ved sit oprindelige kompagni, 3.Kompagni.
Den 22.Maj 1942 var han på sin første front indsats, sammen med 3.Kompagni, deltog han i hårde kampe i sumpskovene syd for Biakowo.

Under kampene reddede han Frikorps mand Erik M.’s liv da denne var blevet såret, et skud havde fået et skud i skulderen, overarmsknoglen var knust og pulsåren skudt over, han kunne gå selv, og i flere timer holdte Espersen en finger i såret, for at han ikke skulle forbløde.
Det er højst sandsynligt for denne indsats at han nogle dage senere den 29.Maj 1942, modtog Jernkorset 2.Klasse.

Den 5.Juni 1942 var han med i angrebet på den lille by B.Dubovizy, denne lille by lå på et tørt område i sumpskoven, og havde en vigtig betydning i forhold til Rullebanen (vej lavet af træstammer, og eneste vej ind og ud af lommen), da det var et tørt sted, det vil sige at der kunne sættes kampvogne ind. Set fra tyskernes side, var det en uholdbar situation at russerne havde kontrol med B. Dubovizy, da de herfra kunne afskære vejen ind og ud af lommen.

Efter hårde kampe erobrede Frikorpset, sammen med Wehrmacht enheder og Division Totenkopf den 6.Juni 1942 B.Dubovizy.
Et par dage senere overlod Frikorpset byen til Wehrmacht enheden 290.Infanteridivision.

Den 10.Juni 1942, satte russerne et angreb ind for at generobre byen, hvilket lykkedes dem samme eftermiddag/aften.
Samme dag var Frikorpsets nye kommandør tyskeren Hans Lettow Vorbeck ankommet. (Von Schalburg var faldet den 2.juni)
Hans Lettow Vorbeck’s første opgave bestod i at generobre B.Dubovizy.

Ved midnat den 10.juni 1942, gjorde frikorpset sig klar til indsats efter at have brugt eftermiddagen/aftenen, på hvile samt klargøring af våben.
Det blev besluttet at Frikorpsets 1. og 3. kompagni skulle angribe byen sydfra, alt imens at 2. kompagni skulle tage sig af de russiske bunkere og efterfølgende den vestlige side af byen(angreb fra sumpen, vest for byen).Selve angrebet var et rent infanteri angreb uden støtte af artilleri.

Den 11.juni 1942 klokken 6.30 startede angrebet, 1. og 3. kompagni kom frem til den sydlige ende af byen klokken 8.30 og var herefter involveret i meget hårde kampe, med deciderede bykampe hvor der blev kæmpet.
Situationen ved Frikorpsets 2. kompagni i den vestlige del af byen var at de havde trængt russerne tilbage til sumpene, Russerne havde dog her en hel del reserver som nu gennemførte et modangreb, og 2. kompagni måtte trække sig tilbage ind i B.Dobovizy.
Under kampene faldt kompagnichefen for 2.kompagni, tyskeren Obersturmführer Boy Harald Hansen.

Klokken 11.30 var de tre Frikorps kompagnier så hårdt presset at kommandør Lettow Vorbeck ikke så nogen anden udvej end tilbagetrækning til udgangsstilling for at russerne ikke skulle omringe dem.
Overalt i byen(halvdelen af B.Dobovizy var på tyskernes hænder) var der kampe samt kaos, det blev besluttet at Frikorpset skulle trække sig tilbage for ikke at miste alt for mange folk.

Kommandant Hans Lettow Vorbeck, lå i en grøft i den sydlige ende af byen, han sendte et par folk ind i alt kaosset for at meddele de kæmpende styrker at de skulle trække sig tilbage.
Sturmbannführer Lettow Vorbeck blev ramt af kugler fra et russisk maskingevær, Lettow Vorbeck var dødeligt såret, ramt i overkroppen, venstre overarmsknogle, skulderblad var smadret og splinter fra knoglerne var trængt ind i lungen.
En Rottenführer ved 1.kompagni Claus N. tog den hårdt sårede kommandant på skulderen og ville få ham til den nærmeste forbindingsplads.
Han faldt dog om efter skud fra et russisk maskingevær, Claus N. overlevede, men kuglerne havde ramt Lettow Vorbeck som var død.

 Lettow Vorbeck blevet ramt i begge arme allerede under starten af indsatsen. En del af 3.kompagni løb ind i et russisk minefelt under tilbagetrækningen, en af de faldne var Søren P.I Espersen.

Byen B. Dubovizy eksisterer ikke den dag i dag..

Frikorpsets kirkegård i Demjansk(Ved rullebanen)

Da frikorpset var i indsats i Demjansk i sommeren 1942, blev de faldne brgravet på to forskellige kirkegårde.
Størstedelen blev sammen begravet på kirkegården i Biakowo(Den store) her blev kommandør Schalburg begravet.
Andre blev begravet ud til Rullebanen imellem byerne Biakowo-Vassilevschina, lige hvor der går en vej ned til Moklokowo. Ligeledes blev andre begravet ved enkelt mands grave i små byer, Verezina osv.

Gravene eksisterer ikke mere i dag, men sporerne er der stadi...g, iform af nogle huller hvor der er blevet gravet faldne op, dette skete i start af 00’erne.

I 2014, var jeg i Demjansk sammen med andre historie interesserede, samt en gammel Frikorps Danmark veteran-Magnus Møller.
På 2 dagen af turen, tog vi turen på den gamle Rullebane fra Vasilevschina til Biakowo. En tur på 4 km i et ufremkommeligt terræn, en tur der tog et par timer at køre.
I Biakowo tændte vi bål, og ristede pølser og brød, der blev hentet vand fra Robja åen til kaffe(vi behøvede næsten ikke putte kaffe i da vandet havde en kaffe farve…)
Her sad vi på den store Kirkegård og spiste pølser og drak kaffe, alt i mens at Magnus Møller fortalte beretninger fra Demjansk fra sommeren 1942.

På tilbage turen til Vassilevschina, stoppede vi ved krydset og så hvor den lille kirkegård lå(den ud til Rullebanen).

SS frivillige boene Istedgade

Istedgade i København, er et kapitel for sig selv under tyskernes besættelse af Danmark. For det første var det i Istedgade nummer 31 at modstandsgruppen Holger Danske blev dannet af flere tidligere medlemmer af den Danske Finlands Bataljon.

Fra baglokalet i butikken opstod modstandsgruppen, som man nok må betegne som den mest kendte under besættelsen.

Istedgade er kendt for at være den gade under besættelsen, der var mere anti tysk end andre gader/områder.

Stjerne Radio, spillede engelsk musik når de tyske soldater marcherede og under Folkestrejken i 1944, blev der hængt et banner på tværs af gaden ’Istedgade overgiver sig aldrig’.

En af de gader der går op til Istedgade er Coldbjørnsensgade, i denne gade lå Hotel Kofoed, som især blev brugt af danske SS frivillige, når de kom til og fra orlov, det var især dem som kom fra Jylland, som overnattede der dagen inden de skulle møde til tjeneste igen.

13 boede der i Istedgade, en af disse T.L. var nærmest nabo op til Stjerne Radio, han havde bopæl i nummer 35.

Ligeledes boede der en Hipo mand i nummer 14, han blev likvideret den 24.Februar 1945, med 14-15 skud på hjørnet af Collinsgade og Øster Søgade.

Personen med bopæl i nummer 3, E.T.J. faldt i November 1943 i Kroatien i kamp imod Partisaner i byen Hrastovica. Han var en del af 5. Kompagni i Regiment Danmark. Han stammede oprindeligt fra Allingepå Bornholm.

De 13 personer boede :

Istedgade Nr : 3. 5(3 boede i nummer 5) 14, 35, 44, 45, 77, 120, 124, 128.

Spaniens Frivillige

Det er et emne som er ligeså overset som den Danske Finlands Bataljon under den Finsk-Russiske vinterkrig.
Der er udgivet flere bøger omkring den Spanske Borgerkrig, herunder en som kan anbefales ’Fra Bjelkes Alle til Barcelona’, det er en bog omkring de danskere der var på folkerepublikkens side imod Franco.

Den ’anden’ side, dem der kæmpede for Franco, er der mig bekendt ikke skrevet ret meget om.
Jeg er stødt på fire personer som deltog på Franco’s side. Det der er ligeså interessant er hvor mange der deltog i den Spanske Borgerkrig og senere meldte sig til SS og Frikorps Danmark. Jeg har 10, hvoraf fire var på Franco’s side resten på folkerepublikkens side. En af dem der deltog på folkerepublikkens side var K.K.
Han var født i 1913 i Vejle, og deltog i borgerkrigen. Da den danske Finlands bataljon blev oprettet meldte han sig hertil. Han tog arbejde i Lübeck efter tiden i Finland og blev medlem af DNSAP i december 1941.
I sommeren 1942 meldte han sig til Frikorps Danmark. Han var med Regiment Danmark i Kroatien hvor han var en del af 10. Kompagni, han deltog ligeledes i kampene i Oranienbaum i Januar 1944.

Jeg kender en tidligere Frikorps mand, som har fortalt følgende om K.K. som han var gode venner med.
K.K. var 12 år ældre end min bekendt, og tog sig lidt af ham.
’’Den 2.februar 1944, sad vi og spiste, K.K. og Doktor Poulsen (E.Poulsen) besluttede sig for at gå hen i et nærliggende hus som var forladt, de var trætte af at spise af kogekar og ville se om der var Porcelæn i huset. De ville have mig med, men jeg må indrømme at jeg sad ligeså godt, jeg insisterede på at blive, så de endte med at de gik derover, omtrent da de var nået hen i huset, løb lyden af en granat og sekunder efter slog den ned i huset, og dermed mistede jeg min gode kammerat, han blev efterfølgende begravet i Narva.’’

Ved et af mine besøg hos min bekendt, sad vi og kiggede billeder, og han viste mig et billede af K.K, jeg bemærkede hans Finlands kors og samtidig på billedet kunne man se en medalje bar, jeg spurgte min bekendt om det var fra hans Finlands tid ?, ’Nej det er fra hans(K.K) tid i den spanske borgerkrig, det er hans kommunist medalje, den bar han på sin SS uniform sammen med Finlands korset.
Jeg spurgte hvad tyskerne sagde til det ? ’ De syntes det var meget morsomt, og tog det stille og roligt’.

Jeg har navne på fire som med sikkerhed deltog i Spanien på Franco’s side, og 3 af dem gik i Frikorpset, den sidste var med i borgerkrigen, og med i Finlands bataljonen og havde også deltaget i den Mexicanske borgerkrig. Han var den første dansker der kom hjem fra den spanske Borgekrig grundet han var blevet såret.
Han boede under krigen i Aabenraa, og var en berygtet stikker her.

En anden af dem som var på Franco’s side, var Ole Hjorth, han var ligeledes med i Finland og meldte sig til Waffen SS, og kom senere til Gestapo og var bl.a en overgang på Staldgården i Kolding, han emigrerede til Syd Afrika efter udstået straf.
Af de fire på Franco’s side, deltog tre af dem i den Finske Vinterkrig.

På folkerepublikkens side, var udover føromtalte K.K. fem andre som senere gik i tysk tjeneste, den ene blev senere kompagni chef for 16.Kompagni i Regiment Danmark og var med i de sidste kampe i Berlin i 1945.
Af de 6 som var på folkerepublikkens side, var det kun K.K. som havde været med i Finland, ud af de 6 faldt 3 af dem på Østfronten. K.K. og en anden O.P. faldt begge den 2.Februar 1944, den sidste G.L.C. faldt ved Kinderheimhöhe 15-18 km vest for Narva, Estland i sommeren 1944.

Der står ikke meget om tidligere Spaniens frivillige, der gik i tysk tjeneste, men enkelte passager i bøger findes der, her et par eksempler.

Per Sørensen(Kompagni chef for Frikorps Danmarks 1.Kp) skrev i et brev i juli 1941 til sine forældre. ’’ Jeg opdagede en mand i mit kompagni, der har kæmpet 2 år i Spanien på den Røde side. Nu er han heldigvis blevet klogere !.’’

Ligeledes i bogen Frikorpsfolk fortæller. E.P.P.
’ For mig var det eventyr, intet andet. Jeg kendte krigen, og det var det eneste liv for mig. Jeg havde været i den internationale brigade, hvor vi i Spanien kæmpede på den republikanske regerings side imod oprørerne under General Franco. Jeg havde været med i Finland i dets kamp 1939-40 imod det kommunistiske Rusland. Begge de krige havde jeg været med til at tabe. Nu kunne jeg godt tænke mig at komme hjem som sejrherre. At Tyskland ville vinde den krig tvivlede ingen på’’.

Ligeså spændende er det med Finlands bataljonen, ud af de 1100, var der folk fra alle politiske sider blandet sammen til en enhed.
Der var K.U’ere, nationalsocialister og folk som havde været på kommunisternes side i den Spanske Borgerkrig.
Under besættelsen, gik nogle i SS og andre i modstandsbevægelsen, som feks. Modstandsgruppen Holger Danske som bestod af flere tidligere Finlands frivillige.
Modsat i Finlands bataljonen, hvor man var en enhed, gik man ikke i vejen under besættelsen for at stikke en tidligere kammerat, et eksempel på dette er Christian Rottbøll som blev angivet/stukket af en tidligere kompagni kammerat fra tiden i Finland. Angiveren V.J. gik i Frikorpset.

Holbæk Kaserne

’’Klokken 4.30 den 29.August 1943, blev vi alarmeret og kom på vores poster ude i byen. Min gruppe gik i stilling på kommuneskolens køkken, hvor vi knuste nogle ruder for at komme ind. Da maskingeværet var bragt i stilling, gik vi på jagt efter mad.
Da klokken var 7.30 kom en tysk flyver lavt hen over os, men der blev ikke skudt fra vores kanon der stod for enden af skolen, da vi ikke måtte udsætte civilbefolkningen for unødig fare.
Klokken 11.00 kørt vi tilbage til kasernen, klokken 18.00 kom tyskerne og overtog vagten’’
(Fra en dansk soldat på Holbæk kaserne den 29.August 1943)

Kasernen i Holbæk havde en lidt speciel historie under besættelsen, for det første var det en ud af fire danske kaserner der forblev på danske hænder fra 9.april 1940 til den 29.August 1943.
Frem til 1942 var kasernen styret af C.D.O.Lunn. Inden kasernen blev overtaget af tyskerne den 29.August 1943, nåede mandskabet af fragte våben og andet materiel væk fra kasernen.
En del af de danske soldater på kasernen var indstillet på at kæmpe den 29.August 1943 imod tyskerne.
Nogle af de danske soldater tog til Sverige og blev en del af den Danske Brigade, andre tilsluttede sig modstandsbevægelsen.

To år tidligere i 1941, var det fra selvsamme kaserne flere højtstående officerer der havde meldt sig til det oprettede Frikorps Danmark(oprettet 29.juni 1941).
Den første kommandør for Frikorpset var chefen for 5.Artilleri afdeling, C.P.Kryssing. Kryssing gik dermed modsat vej end hans ven og chef for garnisonen i Holbæk. C.D.O.Lunn.
C.P. Kryssing blev afsat efter 8 måneder i spidsen for Frikorpset, intern uro blandt nationalsocialisterne og utilfredshed fra den tyske uddannelses stab førte til hans fald i februar 1942.
Man kan undre sig over at Kryssing der holdte på at Frikorpset var et upolitisk korps, alligevel fortsatte ved Waffen SS, trods det at han var blevet afsat.
Kryssing blev den højst rangerende udlænding i Waffen SS under krigen. Han mistede to sønner og hans kone blev invalid. Han døde på sin fødselsdag den 7.Juli 1976.

32 år tidligere i 1944, nærmere betegnet 12.Februar. Faldt en tidligere kompagni chef for ved 8.Bataljon i Holbæk, Kaptajn Knud Schock. (Han var dog tilknyttet Viborg kaserne da han i juli 1941 meldte sig til Frikorpset)
Han havde tjenestegjort i Holbæk fra 1925 til 1938. Ligesom hans personlige ven C.P. Kryssing, blev han afsat i Februar 1942 ved Frikorps Danmark, og kom herefter til Division Wiking(Westland) inden han fik kommandoen over en mindre Hollandsk enhed.

Kaptajn i fodfolket og Ridder af Dannebrog ligesom C.P.Kryssing, Thor Jørgensen indtrådte i Frikorps Danmark ved oprettelsen i Juni 1941. Han blev stabschef, det var C.P. Kryssing der ønskede at få Thor Jørgensen tilknyttet, da han ikke følte sig egnet til at føre en infanteri enhed(Kryssing var artilleri officer)
Som C.P.Kryssing og Knud Schock, blev Thor Jørgensen afsat i Februar 1942, hvorefter han kom til Wiking, inden han senere i krigen stod for organisationen af bataljoner til partisan bekæmpelse. Han døde i 1992.

Kaptajn Poul Ranzou Engelhardt, var observatør ved 1.SS. Brigade i juli 1941 sammen med senere kommandør for Frikorps Danmark og Schalburg korpset K.B.Martinsen.
Ranzou var en kort overgang i Frikorpset, inden han i midten af September 1941 kom til Wiking, han var senere tilknyttet flere SS divisioner, bla. C.P.Kryssing’s bataljon ’Kampfgruppe Küste’ i 1944.
Ranzou Engelhardt, slog sig ned i Argentina efter krigen, og døde i 1987.

Ydermere var der nogle Løjtnanter tilknyttet kasernen i Holbæk. Baron Emil Gyldenkrone, var tilknyttet 8.Bataljon og meldte sig til Frikorpset i 1941, senere var han tilknyttet Regiment Danmark hvor han blev såret i 1944. Han kom hjem til Danmark og blev en del af Schalburg korpset, hvor han bla. var chef for korpsets støttepunkt i Slagelse. Han tog tilbage til fronten, hvor han forsvandt i marts 1945 i Pommeren.

Som en sidste kan nævnes Kaj Mogens Krogh. Tilknyttet C.P. Kryssing’s 5.Artilleri afdeling inden han i juli 1941 meldte sig til Frikropset, han blev Ride og Kørelærer. Han havde skrevet en 2 årig kontrakt med Frikorps Danmark, og vendte i sommeren 1943, tilbage til Danmark og blev tjenestegørende på kasernen i Holbæk inden han kort efter meldte sig til Schalburg korpset.
Han var tilknyttet både ved Frimurerlogen i Kbh. og ved Kasernen i Ringsted, hvor han stod for flere aktioner, bla. imod nogle ungdomslejre, en ved Lille Bøgeskov og en ved Sorø. Ved Lille Bøgeskov anholdte Schalburg korpset 14 personer.
I Februar 1945 blev han øverstkommanderende ved SS. Vagtbataljon Sjælland i Fredericia. Denne førte han frem til befrielsen.
Han fik i 1946 en dom på 10 års fængsel.

Ud af de nævnte officerer, var det kun C.P. Kryssing der ikke var medlem af DNSAP.

Erhverv

Fakta er det at de danske SS frivillige der deltog i Frikorps Danmark, er den største danske krigsdeltagelse siden 1864 krigen.

Den daværende danske regering (1941) opfordrede ikke folk til at melde sig, men støttede korpset , ved bla. At befalingsmænd i det danske forsvar kunne træde uden for nummer og melde sig til Frikorpset.
Ligeledes skænkede regeringen i efteråret 1941 Frikorpset en hel del række køretøjer bla. Motorcykler, lastbiler.

Omkring de frivillige var det ganske almindelige folk, som for størstedelen var nationalsocialister, en del var tidligere Tysklands arbejdere, andre med militær erfaring fra andre hære (Fremmedlegionen, i øvrigt var der fire danske SS frivillige som havde deltaget i første verdenskrig på tysk side), samt Dansk Auxiliær korps, Finlandsbataljonen.
Der var både en greve (Hans. Ahlefeldt Laurvig) og en baron (E. Gyldenkrone) i Frikorpset, men et erhverv som jeg har bemærket at en hel del SS frivillige var, var Gartnere.

Ud af ca. 1200 personer var 26 gartnere, det lyder selvfølgelig ikke af mange, men alligevel en stor del. En anden del som var godt repræsenteret var et erhverv som bud og støberiarbejdere, landmand/landbrugsmedhjælpere.
(Skal lige nævnes at nu har jeg taget udgangspunkt i 1200 personer, der kan naturligvis have været flere der var Gartnere)

Ligeledes var der en del mestre, såsom Glarmester, Malermestre. Endvidere var der to kunstmalere, den ene var Ole Høst, søn af den kendte kunstmaler Oluf Høst. Ole Høst var dog ikke i Frikorps Danmark, men var tilknyttet Division Wiking indtil han faldt 20. Juli 1943 grundet en fuldtræffer fra en granat.
Den anden kunstmaler overlevede krigen, M.O.J. Det skal nævnes at han ikke var i SS, men var tilknyttet Luftwaffe, han begik selvmord i 196.. efter at have kvalt sin kone.

Ud af de 26 som var Gartnere, faldt 7 af dem, en af disse var Ernst Persson, han var født og opvokset i Randers.
Med Frikorps danmarks oprettelse den 29.Juni 1941, meldte E.Persson sig den 7.Juli 1941. Til forældrene fik de den besked at han havde meldt sig til Røde Kors og ville til Finland og hjælpe ovenpå den Finsk-Russiske vinterkrig..
Seks dage efter han havde meldt sig til Frikorpset,(13.Juli 1941) blev han indkaldt til session, en session han bestod og skrev under for en kontrakt der bandt ham til ’så længe krigen varede’

Han var med da frikorpset blev sendt til uddannelse på Langenhorn Kaserne i Hamburg den 19.Juli 1941. Ligeledes blev han en del af Frikorpsts 2.Kompagni.
Natten den 3.August 1941 kl.1.30, blev Hamburg bombet af engelske fly, det samme blev Langenhorn Kaserne i byens nordlige udkant.
Kaserne blev bombet med brandbomber og sprængbomber.
Ingen personer blev ramt, dog blev 2 ubeboede underofficersboliger smadret, en sprængbombe slog ned i det ene hjørne af exercerpladsen og alle ruder blev smadret i kantinen, stalde og et par kasernebygninger.
Folk fra Frikorpset deltog i dels slukningsarbejdet, en af disse var E.Persson. Sammen med en anden frivillig P.Overgaard (Maskingeværskytte i 2.Kp) deltog E.Persson i slukningsarbejdet, dette gik ikke ubemærket hen, idet under arbejdet faldt der en forkullet bjælke ned i hovedet på Persson, P.Overgaard fik gløder i støvlerne.
Begge blev hædret af Hamburgs politipræsident, og en omtale i den danske nationalsocialistiske avis Fædrelandet den 14.August 1941.
Fra Politipræsidentens skrivelse udtalte han ’’De har ved deres beslutsomme og modige indsats endda under selve angrebet bidraget til en hurtig og virksom slukning af brandskaden’’.

Den 18.August 1941 forlod E.Persson sammen med fire andre blev han sendt til Berlin for at blive uddannet til sanitäter. (Han havde samarit kursus, så det har været oplagt for ham at blive sanitäter).
Opholdet hos SS.San,Ers. Btl. Oranienburg varede indtil starten af april 1942, hvor han sammen med de andre vendte tilbage til Frikorpset, som på det tidspunkt lå i Treskau i Polen til Uddannelse.

Han vendte tilbage til et korps som imellem tiden havde fået ny kommandør i form af den tidligere Garder og kommandør for 2.Kp i Den danske Finlands bataljon C.F.Von Schalburg.
E.Persson var med i første hold af Frikorpset der den 8-9 Maj 1942 blev fløjet ind i Demjansk kedlen.
Den 26.Maj 1942 meldte han sig ind i Dnsap under medlemsnummer 50245.
Han deltog i indsatsen i Demjansk indtil frikorpset blev trukket ud den 4.August 1942.
Han tog ligeledes del i vinter indsatsen i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43.
Frikorps Danmark blev officielt nedlagt den 20.Maj 1943, og overgik til at blive Regiment Danmark, her blev han en del af 4.Kompagni og var med i Kroatien i efteråret 1943.

Den 14.Januar 1944, startede Russerne den store offensiv ved Oranienbaum.
Han var en del af Regiment Danmarks 1. Bataljon der blev indesluttet ved Vitino på Leningrad-Narva hovedvejen den 21.Januar 1944. Hvor 1.Bataljon blev indesluttet af russerne, og med store tab til følge.

Ved det lille stabsgods i byen Gluchowo 2.km fra Vitino lå en deling af 1.Bataljon som havde søgt tilflugt der, i Godset lå bla. E.Persson også som tog sig af de hårdt sårede, gruppen ville gøre et udbrud og komme til egne linjer, det blev besluttet at forlade Godset, tilbage lå der hårdt sårede, E.Persson meldte sig frivilligt til at blive tilbage og tage sig af de sårede, med den vished om at han med stor sandsynlighed ville miste livet. Tyskeren W.H som overlevede ’’Vi måtte forlade de hårdest sårede.
En af vore sanitetsmænd sagde til mig, at han frivilligt ville blive tilbage hos de sårede og døde.
Jeg så hvordan han fumlede med at sætte armbindet med Røde Kors mærket på hans uniform, før han løb videre til den næste sårede’’

Gruppen forlod Godset i Gluchowo, og E.Persson er aldrig blevet fundet siden.

Brødre

Den tidligere Frikorps og Gestapo mand, Knud Ernst Orla Christensen, som ved retsopgøret blev dødsdømt for mordet på den fynske modstandsmand, Jens Peder Kristensen i Odense den 5. Januar 1945.
Havde to andre brødre.
Den ene af disse kørte ved befrielsen ved ’De hvide busser’ den anden var modstandsmand.
Modstandsmanden og Frikorps/Gestapo manden kendte hinandens roller under krigen. Skønt modstandsmanden ikke var særlig begejstret for at følges med sin bror som spankulerede rundt i sin SS uniform.
På et tidspunkt tog Knud Christensen, sin bror med ind på sin arbejdsplads-Dagmarhus for at vi ham hvor han ’arbejdede’. Han blev vist rundt og fik efterfølgende en tur hvor fangerne sad. 
Knud Christensen blev som tidligere skrevet dødsdømt, han blev efterfølgende benådet og kom fri i 1959.

En anden, igen tre brødre, den ene Mogens K. meldte sig 19.Juli 1941 til Frikorpset, og blev en del af 3.Kompagni. Han deltog i kampene i Demjansk i sommeren 1942.
Han deltog i Frikorpsets vinter indsats i vinteren 1942/43 og med indtil marts 1945 hvor det lykkedes ham at komme med et lazaret tog til Hamburg, hvor han lå på lazaret indtil han overgav sig til de engelske styrker.
Han fik en dom på 4 års fængsel ved retsopgøret.

Den midterste bror, Ebbe K. var i den amerikanske Marine, han overlevede krigen med rang af chefkorporal. Desværre er det de eneste informationer jeg ligger inde med.

Den yngste bror Bent K. var Bud, han havde tidligere stået et halvt år i lære som Gartner samt tre måneder som landbrugselev, men droppede ud grundet sygdom.
Ligeledes var han landsbrugsmedhjælper i Polen under det tyske ’Germanisches Landesdienst’ i tre måneder indtil han blev sendt hjem grundet sygdom.
I september 1943, meldte han sig til Waffen SS, han skrev under for en kontrakt for hele krigen.
Han kom til Ellwangen i nærheden af Stuttgart for at begynde uddannelse. Men i Februar 1944 blev han løst fra sin kontrakt grundet sygdom, han vendte hjem til Danmark og meldte sig til Schalburg korpset. Han begyndte ligeledes her på rekrut uddannelse, men blev droppet grundet sygdom efter 4 uger.
Herefter fik han arbejde hos landbruget indtil han i November 1944, meldte sig til Hipo korpset.
Han modtog et kursus i maskinskrivning og herefter blev han sendt til Feltgendarmeriet i Kolding. I Januar 1945 blev han sendt retur til København, i Februar 1945, blev han løst fra sin kontrakt grundet sygdom igen.
I Marts 1945 fik han hyre på et tysk skib som han gjorde tjeneste ved indtil 2 uger før befrielsen.
Den 5.Maj 1945, blev han anholdt og i juni 1946, modtog han en dom på 5 års fængsel.

Spiritus

Det er ingen hemmelighed at Spiritus var en god del af Frikorpset i tiden i Hamburg og Treskau, da Frikorps Danmark lå til uddannelse.
Kommandør C.P.Kryssing, pegede flere gange på problemet overfor sin Stab. Flere befalingsmænd mødte enten halvfulde op, eller lugtede af spiritus til øvelser. Kryssing mente at de menige ville miste respekten for befalingsmændene.

Et andet problem C.P.Kryssing, stod overfor var Frits Clausen og hans DNSAP, som ville besøge de danske frivillige..., dette fik Kryssing forhindret.
Han kunne ikke forhindre at en af medstifterne af DNSAP og senere folketingsmand Ejner Jørgensen i December 1941 besøgte Frikorpset.
Ejner Jørgensen var flere gange i Tyskland for at følge med i DNSAP’s afdelinger og for at besøge de danske SS frivillige.
I starten af December 1941, havde han besøgt de danske Pioner soldater(Frikorps) som var til uddannelse i Dresden.
Søndag den 14.December 1941, ankom han til Treskau. Samme aften var der fest for 2. og 3.Kompagni, en fest som K.B.Martinsen havde arrangeret. 500 mand ca. var til stede.

I den tid Ejner Jørgensen var i Treskau, blev der holdt tre møder, disse kostede 2000 Mark.
I en beretning fra Ejner Jørgensen til partifører Frits Clausen, skrev Ejner Jørgensen.

’’Der er mange der mener at de godt kan være med i Frikorps Danmark uden at være nationalsocialist og dette er rigtigt, men man kan ikke få byttet frikorpsets solhjul om med SS mærket uden at være nationalsocialist.
Thi som SS er Hitlers politiske soldater i Tyskland, således vil SS være Frits Clausen’s politiske soldater i Danmark, og det vil være falsk varebetegnelse at gå med SS tegnet uden at være nationalsocialist og medlem af vort parti(DNSAP)Jeg kan føje til at det må bero på en misforståelse, når det er blevet antydet, at Frits Clausen skulle have nægtet at modtage indmeldelser fra vore kammerater her i frikorpset, og jeg kan ikke være tilfreds med de kammerater der sætter livet ind i denne gigantiske frihedskamp for vore race og kultur eventuelt skal puttes i fremmed jord med et stykke koldt stykke blik om halsen, som andre fribyttere der bare søgte eventyret, nej de skal også have deres varme brune medlemsbog med, der beviser at de kæmpede og faldt som idealister’’.

Knud Schock

’’Jeg ansøger om at måtte træde udenfor nummer samt om rejsetilladelse til udlandet indtil videre, for så snart så muligt at gøre tjeneste i Frikorps Danmark’’
Dette skrev Kaptajn af fodfolket og kompagnichef ved 9.Bataljon i Viborg Knud Ernst Henrik Schock til den danske konge, Kong Christian den 10. den 13.Juli 1941.
Han blev indrulleret i Frikorps Danmark hvor han fik kommandoen over 4.Kompagni og udnævnt til Haupsturmführer (Kaptajnløjtnant).
Knud Schock var i Viborg den 9.April 1940, da Tyskerne gik ind over den danske grænse, han stod klar med sin deling for at blive fragtet sydpå, for at deltage i kampene . Dette nåede de ikke, de kom ordre om ikke at yde modstand.
Dette var en enorm skuffelse for K.Schock.
På trods af dette blev han i forsvaret.
Konen H.Schock fortalte senere ’ At han væmmedes ved at modtage sin løn, han kaldte den for socialhjælp, en slags bestikkelse for at tie og tåle’.

Knud Schock som ikke selv var fra en militærfamilie, men søn af en Guldsmed handler, havde 19 års tjeneste bag sig i det danske forsvar.
’’Den dag jeg ikke mere tager min tjeneste alvorlig, vil jeg søge min afsked’ dette fortalte han en Oberst på et tidspunkt i 1941.
I sommeren 1941, havde han søgt en civilstilling i Sønderborg, han var kaldt til samtale, da hans gode ven fra Holbæk Kaserne Oberstløjtnant C.P.Kryssing proklamerede oprettelsen af Frikorps Danmark.
Herfra gik det stærkt for K.Schock, han afmeldte jobsamtalen i Sønderborg, for at bede om tilladelse til at træde udenfor nummer.

Frikorps Danmark:
I Frikorpset var han en af Kommandør Kryssing’s tro væbnere, og da Kryssing blev afsat i Februar 1942, pegede Kryssing på K.Schock som sin afløser til kommandør posten.
Dette var Gruppenführer Walter Krüger ikke enig i, Walter Krüger havde betegnet K.Schock som Frimurer og ellers ude af stand til at føre en bataljon.
(Ifølge en udtagelse fra den danske officersskole, blev K.Schock betegnet følgende. ’Ikke særlig velbegavet, men interesseret slider af natur. Meget soldatermæssig i optræden og forhold, næsten så det grænser til det barokke. Mut og barsk af væsen, vanskelig for ikke at sige umulig at slå et smil af eller føre en naturlig samtale med’’)
K.Schock var Nationalsocialist og med i DNSAP siden august 1942, han blev afsat ligesom Kommandør Kryssing og Lorenz Lorenzen, var der stor utilfredshed med ham, og natten til den 19.Februar 1942, stod der på en kasernemur i Treskau ’Bort med Kryssing og Lorenzen’ ’Schock er frimurer’
K.Schock forlod Frikorpset den 28.Februar 1942, dagen inden havde han afholdt afskedstale for sit kompagni (4.kp). i Øvrigt blev Schock og Kryssing’s store modstander Erling Hallas flyttet til Schock’s gamle kompagni den 2.Marts.
Sammen med sin kone Hedwig, tog K.Schock til Berlin for at afvente nærmere instruktion hvor han skulle gøre tjeneste.
Han kom til 5.SS. Division Wiking, her deltog han i kampene i Sydrusland, og 30.Januar 1943 (Samme dag som Kryssing blev Standartenführer) blev han forfremmet til Sturmbannführer (major)
I Marts 1943, var han dels på orlov og efterfølgende kursus i Taktik i Paris.
I sommeren 1943, var Division Nordland oprettet, og fra den 14.Juli 1943, fik han kommandoen over SS.PZ.Jäger. ABT 54 Nederland.

Oranienbaum:
Midt i december 1943, ankom Division Nordland til det nordlige Rusland, nærmere betegnet Oranienbaum sektoren. K.Schock’s deling ABT.54, lå syd for byen Kotly, dette var et område hvor den russiske partisanbevægelse huserede. Her deltog hans enhed i partisanbekæmpelse.
Den 17.Januar 1944, deltog hans enhed i et større angreb på en partisan lejr, dette angreb belv ledet af hans personlige ven og tidligere kommandør for Frikorps Danmark C.P.Kryssing.

Narva:
Den 14.Januar 1944, indledte russerne offensiven fra Oranienbaum sektoren, russerne angreb Tyskernes svage punkt som var ved de to Luftwaffe feld divisioner (9.og 10.Division) Disse to enheder bestod af dels nye rekrutter, men også ældre.
Tyskerne blev presset tilbage af en stærk russisk hær.
Den 28.Januar 1944, dækkede K.Schock’s enhed Abt.54 tilbagetrækningen over Luga floden og Jamburg. Fra den 2.Februar 1944, havde tyskerne trukket sig tilbage til den Estiske by Narva.
I Narva holdte Regiment Danmark til i den sydlige bydel, i industriområdet Kreenholm. Den nordlige bydel op imod Finske bugt blev holdt af de Hollandske frivillige.
Den 11.Februar 1944, angreb 3000 russiske mand de tyske stillinger imellem byerne Riigi(nordligst Finske bugt) og Siivertsi som var en forstad til Narva.
Russerne havde gået over isen på Narowa floden og dannet et brohoved. Russernes mål var at indtage Narva-Tallinn hovedvejen og dermed afskære Narva by.
Ganske tæt på Siivertsi lå en lille by, Päklamäe i nærheden af denne havde Rgt.Nederland indrettet sig med observationsposter og lignende.

Den 12.Februar 1944, blev et modangreb for tyskerne iværksat, chefen for angreb var K.Schock. Han mente at hans 14 stk. 75 mm kanoner var tilstrækkeligt til opgaven. Angrebet blev sat ind ved daggry.
Husene langs Narowa floden skulle fungere som beskyttelse for de angribende tyskere.
I Päklämae holdte en deling fra K.Schock’s Abt.54 til, disse skulle med Morter ild, forhindre russerne i at der kom forstærkninger fra nord.
Vest for Siivertsi, lå et åbent terræn på 200 meter hen til en lille skov.
Angrebet forløb set fra tyskernes side fint i begyndelsen, Abt.54 nåede ud over Siivertsi, og trængte ind i den lille skov vest for byen. Russerne vidste at deres brohoved var truet og iværksatte et modangreb med 1000 mand.
K.Schock, ville organisere sine styrker og i den forbindelse blev han ramt og dræbt af russiske kugler, da han steg ud af sin pansrede mandskabsvogn.
Med en dræbt kommandør og et stærkt russisk modangreb lykkedes det ikke tyskerne at nedkæmpe brohovedet.
Sidst i februar 1944 var det russiske brohoved trængt tilbage.

En norsk frivillig ’ Natten til den 24.Februar 1944, var russerne i vores skyttegrave og dræbte 12 af vores folk som stod på vagt. Det er sandsynlig at disse har sovet på vagten, da ingen af os havde haft et ordentligt hvil siden angrebet startede den 11.Februar 1944. Vores sanser var så svækket at ingen af os orkede noget, og dertil var alt frosset i ens krop.
Alle var slidte og trætte, ingen rent tøj og uniformerne var så fulde af lus at det mindede om en myretue. Jeg havde gået uden strømper i 14 dage med bare fødder i støvlerne. Følgerne var at jeg var følelsesløs i benene pga. kulden, her stod vi dag og nat den afløsning og uden mulighed for det de næste to uger. Hver nat var der Spähtruppe aktivitet, og om dagen kunne det regne med granater over os i timevis.
Der var heller ingen bunkere til at søge dækning i, og forholdene var rent ud sagt utænkeligt’’.
I et brev fra den 20.Februar 1944(skrevet af Hedvig Schock) skriver hun til noget familie ’’I Torsdags blev jeg ringet op fra København, jeg blev ængstelig ved tanken om at der kunne være hændt noget hos jer, og da jeg så hørte en dame sige ’vær så god Oberst Martinsen (K.B.Martinsen), så fik jeg ordentlig hjertebanken, for så måtte det altså være noget med Knud (Knud Schock). Men gudskelov, det var en beroligende hilsen ovre fra ham’’.
Den 8.Marts 1944, fik konen Hedvig Schock brev fra SS Führungshaupttamtes ved Obergruppenführer Hans Jüttner(Som deltog ved Frikorpsets Ed i Hamburg i August 1941)
’I dag blev det meddelt mig, at deres mand Sturmbannführer Knud Schock den 12.Februar 1944, tro imod sin faneed i soldatermæssig pligtopfyldelse er faldet i kampen mod Bolschevismen’.
Knud Schock blev/ligger begravet i Narva, Estland.

E.M.

Et interessant emne og vel også et tabubelagt emne under og nok mest efter krigen, er danske lægers rolle under besættelsen.
Det er et emne som ikke er synderlig belyst, udover de 10 mord på danske læger som blev dræbt.
Disse mord blev beordret af Standartenführer Otto Bovensiepen, og for størstedelen udført af Peter Gruppen.

Det første mord blev udført af Schalburgskorpsets leder K.B.Martinsens personlige oppasser Kaptajn Jacob E.Holm....
Den 6.Januar 1944, skød han praktiserende læge og byrådsmedlem for Konservative Willy Vigholt i Slagelse.
Han blev skudt i sin læge/privatbolig.

Den 20.Februar 1945, myrdede Peter Gruppen fire læger på Odense Sygehus. Ca en måned senere den 26.Marts 1945, blev besættelsens sidste læger myrdet i Vejle, da tre blev skudt.
Igennem årerne har der været lidt skriverier om at danske læger ikke ville hjælpe tyske flygtninge, grundet disse mord på danske læger, om det er sandt eller ej, er nok svært at bevise.

Hvor mange læger der var på tyskernes side er uvist.
Der er nogle der skiller sig ud, Frits Clausen, leder af det danske nazist parti DNSAP var oprindeligt læge.
Han deltog i Første Verdenskrig på tysk side. Han endte i russisk fangenskab, hvor han sad i flere forskellige lejre indtil han kom tilbage til Danmark.
En anden lige så kendt læge var Carl Peter Værnet, han udførte forsøg i KZ lejren Buchenwald. Ved befrielsen blev han anholdt, men det lykkedes ham at komme til Sverige og derfra forsvinde, og dermed undgik han at blive stillet for ansvar for sin del af ugerninger.

En anden læge som var på tysk side var E.M. Han var tidligere reservelæge for en anden nationalsocialistisk læge. Nemlig Overlæge Charles Hindborg, begge var ansat på Usserød Sygehus (Hørsholm sygehus)
E.M. meldte sig til Waffen SS den 27.Maj 1942 hvor han fik rang af Hauptsturmführer. Han kom til et lazaret i Wien,Østrig. Senere kom han til Sanitäts Amt i Berlin og vendte senere hjem til Danmark for at blive overlæge for Schalburgkorpset og Hipo korpset.
Han var født i København i 1906, og medlem af DNSAP i december 1939.
Han skrev flere artikler til den nationalsocialistiske avis Fædrelandet, bla. Flere som var rettet direkte imod Jøder, en anden for at få danske læger og sygeplejersker til Tyskland, ligeledes var han en aktiv nationalsocialist, hvor han holdte flere møder (bla. Udtalte han på et tidspunkt at nationalsocialismen for ham var en religion).

Han blev anholdt den 6.Maj 1945 og fik en dom på 1 år og 8 måneders fængsel.

Treskau

Med ryggen til, Hans Peter Carl Nordholm, en tidligere købmand og Radioforhandler i Helsingør.

Han kom til det danske forsvar 10.Maj 1924. Den 1.August 1941 trådte han udenfor nummer i forsvaret, og meldte sig til Frikorpset.

Han døde den 23.Maj 1942 efter at han blev såret af skud i underlivet dagen før, under skovkampene i Demjansk.

Han var den første officer i Frikorpset der faldt.

Manden i midten(front) er Chresten Madsen Brodersen, han var Premierløjtnant i forsvaret, en af de første der trådte udenfor nummer og meldte sig til Frikorpset i Juli 1941.

Han deltog i kampene i Demjansk i sommeren 1942, det var ligeledes her han døde den 17.juni 1942, efter at han skulle demonstrere en ny russisk håndgranat, denne gik af og han fik sin arm revet af, hvorefter han forblødte.

Til højre: Johannes Ingvard Frederiksen, sekondløjtnant i forsvaret. Kom den 23.November 1941 til Frikorps Danmark fra SS Bataljon Westland.

Tilknyttet 1. Kompagni og senere forflyttet til 3. Kompagni, med hvem han deltog i Demjansk.

Han overgik til Regiment Danmark i Maj 1943, da Frikorpset blev nedlagt og blev til Regiment Danmark.

Kompagnichef for 16. Kompagni i Regiment Danmark indtil han faldt den 2.Februar 1944 ved Jamburg (Kingisepp) under tilbagetrækningen fra Oranienbaum retning Narva, Estland.

Bagerst: Tidligere Seniorsergent Søren H.Bøwig. Ligesom C.M.Brodersen en af de første der meldte sig til Frikorpset i Juli 1941.

Han var med i første hold der blev sendt til Langenhorn Kaserne i Hamburg for at begynde uddannelse den 20.Juli 1941.

Han var tilknyttet Ersatz kompagniet indtil han den 4.Januar 1942 kom til fronten ved Velikie Luki.

Han blev den 29. Januar 1944 sammen med flere andre taget til fange af russerne ved Kerstowo (Oranienbaum).

Han skød en russisk fangevogter, hvorefter han selv blev skudt.

Billede er taget under Frikorps Danmark’s uddannelse i Treskau (Owinska, Polen) i vinteren 1941/42.

Arne P. Bisp

Klokken ca.21.30, onsdag den 28.Marts 1945, blev der i en kælder på Åboulevarden 50 i Århus, fundet en kuffert indeholdende 2 maskinpistoler, 2 pistoler foruden håndgranater. Feldgendarmariet koblede fundet sammen med den dræbte Arne Preben Bisp, der en time tidligere var blevet hårdt såret af skud fra en maskinpistol ved indgangen til Hotel Skandinavien. Han døde kort efter i en ambulance, som skulle bringe ham til et Luftwaffe lazaret.

Personen var ikke en hvem som helst, A...rne P.Bisp, var en berygtet Gestapo medhjælper, rettere tolk, med afhøringer, vold og mishandlinger til følge.
Arne P.Bisp, blev født den 28.Oktober 1915 i Frederikssund. Han var tjener af erhverv.

Hans første kontakt med et frivilligt korps, kom da han den 19.Februar 1940, meldte sig til Den Danske Finlands Bataljon. Han nåede med til Finland, skønt bataljonen aldrig nåede i kamp. Finlands krigen sluttede den 13.Marts 1940, og 30.Maj 1940 forlod Finlands korpset, Lovisa med skibet S/S Arcturus. I oktober samme år meldte han sig ind i DNSAP.
Den 7.April 1941, meldte han sig til tysk krigstjeneste. Først til SS forskolen i Sennheim (Skolen var et kursus på 4-6 uger, der lagde meget præg på kammeratskab, sport, foredrag samt racelære !).

Hvor lang tid han gjorde tjeneste i Waffen SS, er jeg ikke klar over, men sikkert er det at han flyttede fra København til Guldsmedgade 17 i Århus den 1.Februar 1944. Herefter kom han til Gestapo.

Han opholdte sig på Århus universitet, den 31.Oktober 1944, da engelske Royal Air Force fly angreb bygningerne som Gestapo brugte. Klokken 11.30 gik luftalarmen og med stor styrke og præcision blev universitets bygningerne, bombet foruden kasernen på Langelandsgade.
Arne P.Bisp. blev såret ved angrebet. Ligeledes i 1944 modtog han KVK 2.Klasse (Kriegsverdienstkreuz) Den 17.Marts 1945, modtog han samme orden denne gang med sværd.

Den 28.Marts 1945, blev han som bekendt dødeligt såret udenfor Hotel Skandinavien. Det var modstandsmanden Einer Sørensen, fra den Århusianske Gruppe L. der stod bag aktionen, sammen med 7 andre fra gruppen. Samme aften blev en anden tyskvenlig person skudt-Knud Ørskov.

Vagner Kristensen

’’Forbrydere gives der i alle lande, der gives ingen som de danske SS folk’’
Sætningen blev skrevet i et brev fra en Mor til sin fængslede søn i 1945.

Dette kommer jeg ind på senere.

Selvom man ikke skulle tro det var muligt, var der alligevel en del tidligere danske SS soldater i det danske forsvar efter krigen.
Dette skyldes en lov i 1955 der gjorde det muligt for straffede folk at melde sig til forsvaret.
Jeg havde for en del år siden kontakt, men en som gjorde tjeneste i SS og senere i det danske forvar.
Politisk var vi ikke enig, Vagner Kristensen som han hed forblev nationalsocialist frem til sin død i maj 2012.

Vagner Kristensen voksede op i Otterup på Fyn, han blev født 2.marts 1927.
Hans forældre druknede ved en badeulykke da han var ca. 2 år gammel, derefter kom han i pleje hos en familie på fyn.
Han var en ud af 5 søskende (2 drenge, 3 piger).

Familien drev et landbrug, faderen var socialdemokrat og ivrig Stauning fan, moderen hældte mere til kommunismen.

Hver fredag aften samledes 4-5 naboer hjemme hos Vagner Kristensens fader til kortspil.
Henover kortspillet blev verdens situationen ivrigt drøftet mændene imellem.
Inde fra sin seng, kunne Vagner Kristensen høre diskussionerne imellem dem, og han lå ofte vågen til langt ud på natten.
Dem alle i ’kort klubben’ foragtede Hitler, men var en smule begejstret for hvad han udrettede i Tyskland.
Det var allerede her at Vagner Kristensen dannede sin egen politiske mening.

I november 1939 meldte den 12 årige, Vagner Kristensen sig ind i NSU (National socialistisk Ungdom), dette var ikke vellidt på Otterup egnen, og han modtog flere gange tæsk når han havde været til NSU møde i Odense, dette bevirkede at han overnattede hos en kammerat når han havde været til møder i NSU.

Med Tysklands angreb på Rusland 22.Juni 1941, ventede Vagner Kristensen kun på en ting, nemlig at han var gammel nok til at melde sig til krigs tjeneste.
Som 15 årig forsøgte han i 1942 at melde sig til Frikorps Danmark, han havde fået en kammerat til at skrive under på hvervepapirerne.
Dette blev dog opdaget på sessionen på Bådsmandsstrædes kaserne, og han blev hjemsendt med den besked at han kunne melde sig når han var gammel nok.
(Hvis man var under 18 år skulle man have en skriftlig tilladelse fra ens forældre for at melde sig).

Den 12.Juli 1943 meldte han sig ind i Frits Clausen’s Dnsap. Den 16.September 1943 troppede han atter op for at melde sig, og han insisterede på at blive optaget skønt han kun var 16 år, blev han optaget.
Han blev sendt til SS forskolen i Sennheim (i dag hedder byen Cernay) Det var her i Sennheim at han sendte et brev hjem til forældrene, for at meddele dem at han havde meldt sig til Waffen SS.

Under hans rekrut uddannelse kom hans skydefærdigheder til udtryk, disse havde han lært på Otterup geværfabrik, da han kendte skydeinstruktøren, da instruktøren mistede en ar, var det Vagner Kristensen som skulle prøveskyde våbnene.
Han blev udtaget som skarpskytte og sendt til Vestfronten som en del af ’Kampfgruppe Haller’ som bevogtede jernbaner samt optrevling af franske modstandsgrupper.

Vagner Kristensen insisterede på at blive sendt til Østfronten, da det var kommunismen han havde meldt sig til at bekæmpe, hans ønske kom i September 1944, hvor han blev overflyttet til Regiment Danmark som lå i kampe i Kurland.
Vagner Kristensen havde rang af Sturmmann, og deltog i kampene og var med da hele Division Nordland, den 7-9.Februar 1945 blev fragtet med skib til Stettin.
På sin 18 års fødselsdag(2.Marts) blev han såret af en granat splinter i låret, han blev overført til et Lazaret i nærheden af München.
I starten af April 1945 blev han sammen med andre sårede fragtet væk, da de amerikanske styrker nærmede sig byen. Turen gik til et opsamlingslazaret udenfor Berlin.
Trods krykker ville Vagner Kristensen tilbage til fronten, dette blev nægtet af lægerne, og han blev sidst i april 1945 sendt til Flensburg.

For Vagner Kristensen’s vedkommende sluttede krigen den 11.Maj 1945 da han blev anholdt af modstandsbevægelsen i Otterup (For Vagner Kristensens vedkommende sluttede krigen vel aldrig ? )
Han blev interneret på Holmegården ved Lundby, en af de fangevagter som bevogtede ham og de andre fanger var Vagner Kristensens bror..
Resten af Vagner Kristensen’s familie ’slog hånden af ham’ og kortede alle bånd til ham.
Og det er her indlednings sætningen kommer til udtryk, ’’Forbrydere gives der i alle lande, der gives ingen som de danske SS folk’’ det var det eneste der stod skrevet i et brev fra hans Mor da han sad fængslet.
Han modtog i øvrigt en fængselsdom på 1 års fængsel, samt tab af rettigheder i 5 år, ved retten i Odense den 24.Oktober 1945.

Efter fængselsopholdet forsøgte han at starte på en frisk, han slog sig ned i Rødding i Sønderjylland. Da han på et tidspunkt var på kommunekontoret sagde personen bag skranken så højt at andre kunne høre det, ’de er jo landsforræder’ derefter blev der set ned på ham, og han flyttede fra byen, og til Brørup.
I Brørup fik han arbejde hos en gartner,(Vagner Kristensen havde fortalt ham at han havde været i tysk tjeneste).
Det var i Brørup i 1946, at Vagner Kristensen blev en del af ’Flugtrute Nord’ et netværk der hjalp nazister med at flygte til bla. Argentina.
Via en kontakt i Flensburg blev vedkommende sendt til Gartneriet i Brørup, når de bad om at købe den ret sjældne blomst ’Phalaenopsis’(En del af orkide familien, jeg er bestemt ikke blomster ekspert )
Vidste Vagner Kristensen hvad det drejede sig om, og han lod herefter sin køber bo i sin kælder, inden han blev sendt videre.

I 1956 blev Vagner Kristensen indkaldt til det danske forsvar,(der var i 1955 vedtaget en lov der gjorde det muligt for straffede personer, at blive indkaldt og de kunne melde sig til det danske forsvar)
Han gjorde tjeneste hos Artilleri regimentet på Sjælsmark kaserne.
I 1957 var hans tjeneste tid forbi, og fra efteråret 1957 blev han optaget som dansk FN soldat, og blev sendt til Gaza striben. Her modtog han bla. FN medaljen.
Sin FN tid sluttede i efteråret 1959 da han forsøgte at lære sine kammerater gamle NSU og SS sange. Han blev hjemsendt.

I starten af 1960 erne forsøgte han at starte flere nationalsocialistiske bevægelser op i Danmark, bla. Runebevægelsen. Det var dog ikke den store succes.
Alt dette sluttede da PET ransagede hans kontor, og beslaglagde materialet omkring dette.

I 1963 forlod han landet, han vandrede ned igennem Tyskland ingen han bosatte sig der, han døde i maj 2012, som 85 årig.

Johannes Bitsch Christensen

Den 9.Januar 1945, ransagede medlemmer af Holger Danske (Skindergadegruppen) en lejlighed på Højdevej 53 i København.

Manden som de skulle have fat i og som boede i lejligheden sammen med sin kone og datter, var stikker og Vagtmester i ET (Hipo) medlem nummer 565, Johannes Bitsch Christensen.

En elektriker som blev født i 1905, og indtrådte i ET 5. December 1944. Han havde tidligere meldt sig til Schalburgkorpset, og var en overgang medlem af DNSAP (1941-44).

Tilbage i lejligheden på Højdevej 53, blev den undersøgt, det blev bekræftet at Johannes Bitsch Christensen var medlem af ET.
I lejligheden opholdte Johannes Bitsch Christensen’s kone og barn, som ventede tre timer sammen med HD folkene på at Johannes Bitsch Christensen skulle dukke op. Aktionen blev afblæst, og konen fik besked på at sige til sin mand, at han den følgende dag skulle aflevere sin pistol via et bud. Dagen efter den 10. Januar 1945, ankom et bud og hentede en pakke hos Johannes Bitsch Christensen. Buddet blev hurtigt ført til Amager Bio hvor pakken blev åbnet, den indeholdte ikke en pistol, og kort efter ankom Hipo til budcentralen .

HD folkene var fra Skindergadegruppen (Gruppen holdte til i en urmagerforretning i Skindergade 44, Kbh)

Johannes Bitsch Christensen, havde i tiden efter ransagningen den 9. Januar 1945, en vagt ved sin bopæl. Kort efter flyttede han til en anden lejlighed ligeledes på Højdevej, bare nummer 13.
Det var muligt at det var planlagt at det var Skindergadegruppen, der skulle likvidere Johannes Bitsch Christensen, men i hvert fald kom en anden modstandsgruppe dem i forvejen. Gruppe Lange skød og dræbte ved 9 tiden om morgenen den 16. Februar 1945, Johannes Bitsch Christensen ud foran Højdevej 13.

En af Skindergadegruppens medlemmer Hans Brahe Salling, blev senere genkendt af Enken til Johannes Bitsch Christensen, han blev efterfølgende anholdt og senere blev store dele af gruppen anholdt og efterfølgende henrettet i Ryvangen i marts 1945.

Danskere i anden Krigs tjeneste

En del af de frivillige der var i tysk tjeneste (Frikorpset, Hipo, Schalburg osv) havde en militær karriere bag sig.

Størstedel havde gjort tjeneste i Den Danske Finlands Bataljon, under den Finsk-Russiske vinterkrig i 1939/40.

Men andre havde krigserfaring fra deciderede udenlandske hære.

Hipo

Alene i Hipo korpset, var der seks, der tidligere alle havde gjort tjeneste i Den Franske Fremmedlegion. En af disse var Svend Aage Andersen, en tidligere tobakshandler som ligeledes havde deltaget i Dansk Auxiliærkorps i den Estiske frihedskamp i 1919.

I 1920, meldte han sig til den franske Fremmedlegion og gjorde tjeneste i 5 år, bl.a. i Nordafrika, hvor han udmærkede sig.

Han var en overgang tjenestegørende i Frikorpset, inden han blev en del af Schalburgkorpset og til sidst stod han for den daglige ledelse i E.T.(Hipo)

Svend Aage Andersen, overlevede krigen og blev idømt fængsel på livstid.

Han var især kendt for sinde forhøringer af anholdte, han stod på et tidspunkt for ’afhøringen’ af den tidligere Politibetjent, Mogens Müller, som var medlem af en illegal politienhed, og som var blevet anholdt.

Marokko Jensen, var en anden tidligere Fremmedlegionær, Hans Christian Marius Jensen, som han hed rigtigt. Havde ligeledes gjort tjeneste i Nordafrika og var under krigen Marinevægter, og senere Hipo mand, han blev henrettet efter krigen, pga. et mord, samt utallige voldsepisoder og for at have dødeligt såret fiskehandler Svend Løhde, som han skød ned ved en Sporvogn, da han havde kommenteret hans Marinevægter uniform.

Otto B.. var sømand, og ombord på et skib der under første verdenskrig, blev torpederet. Han gik i land og blev en del af den Australske hær, og deltog i slaget ved Gallipolli.

I start 1920’erne, var han i Fremmedlegionen, hvor han blev såret og sluttede som sergent. Han kæmpede sammen med flere andre danskere, her iblandt Prins Aage. Efter tiden i Legionen tog Otto B. til Canada, hvor han var formand i en guldmine, her mødte han en anden dansker Prins Knud, som han fik et venskab med. Prins Knud’s bror var Prins Aage.

Han vendte hjem til Danmark i 1930, og blev varmemester i Valby hos et boligselskab, men han var meget præget af sygdom. Han forsøgte at melde sig til Frikorpset i juli 1941, men blev kasseret, senere blev han Marinevægter, og i 1944 til Schalburgkorpset inden han i Oktober 1944, blev en del af E.T. Her blev han kompagnichef for 2.Kp.

Han blev idømt 16 års fængsel ved retsopgøret, men blev i 1949 løsladt på grund af sygdom og han døde i 1950.

Mogens I. havde en omvæltende barndom, som var plaget af druk osv.

Senere kom han omborg på en Hvalfanger båd.  Midt 1920 kom han i lære som mekaniker, men droppede dette og tog hyre på et skib igen, og var 1 ½ år i USA, hvor han bla, var ved Niagara faldene, inden han tog til Frankrig og var 6 år i Legionen.

Fra 1937 til 44 var han hos Københavns Sporveje . I December 1944 kom han til Sommerkorpset og i Marts 1945 til Hipo.

Han deltog i afhøringer af anholdte, og tildelte dem slag med en skrårem, samt knojern i ansigtet.

På den mere humane side, hjalp han en såret frihedskæmper væk i en ambulance efter vedkommende var blevet såret af tysk vagthold på Købmandsskolen.

Ligeledes 19.September 1944, advarede han tre danske politibetjente at tyskerne ville anholde dem.

Han var med til at redde 6 børn, efter den RAF fly havde ramt den Franske skole den 21.Marts 1945.

I 1950 blev hans dom nedsat til 12 års fængsel og han blev prøveløsladt.

Den første der faldt da Frikorpset var indsat i Demjansk i sommeren 1942, var Orla W.Jensen, tidligere gjort tjeneste i 5 år i Legionen, og det danske forsvar. Han trådte på en mine og døde af blodtab på vej til lazarettet.

Deltagere i den spanske Borgerkrig

Kaj M.var tidligere deltager i Den Spanske Borgerkrig, på Franco’s side, ligeledes med i Finlands Bataljonen, foruden dette var han i Frikorpset.

Den tidligere Jord og beton arbejder og Fyrboder, Gunnar L.K. var deltager i Borgerkrigen, han vendte hjem til Danmark, og arbejdede som Fyrboder.

I sommeren 1941, meldte han sig til Frikorpset og deltog i kampene i Demjansk, som en del af 3.Kp. Under kampene ved højene ved Narva, Estland i sommeren 1944 faldt han.

Ole Hjorth, Gestapo mand fra Staldgården  i Kolding, var på Franco’s side i borgerkrigen, ligeledes med i Finlands Bataljonen.

Ole Hjorth var SS frivillig og senere i Gestapo, hvor han var med til bortførelsen af Snog Christensen, der efterfølgende blev skudt og smidt i Øresund.

Ligeledes med i sprængningen af Valborup Skovridergaard i 1944.

Modtog Kriegsverdienstkreuz, under folkestrækken i sommeren 1944, hvor han også blev såret.

Ole Hjorth overlevede krigen og bosatte sig i Sydafrika, efter en periode at have kørt Taxa i København.

Ejner O. var en af de ca. 500 der deltog i Borgerkrigen på Folkerepublikkens side. Han var oprindeligt Sømand, og med i D.K.P. (Danmarks Kommunistiske Parti)  Han var eventyrer og tog til Spanien i 1937.

18 måneder senere vendte han hjem til Danmark, herefter fulgte en periode som arbejdsløs og en tid med flere voldsepisoder.

Han manglede penge til husleje, og meldte sig ti sommeren 1941 til frikorpset, han nægtede at aflægge ed den 5.August 1941 i Hamburg, og senere angav han  at have lungebetændelse, i februar 1942 blev han sendt hjem.

I 1946 fik han en dom på 1 års fængsel.

Andre frivillige

Den 40 årige Poul H. var en del af frikorps Danmarks Stabskompagni, han havde som mange andre deltaget i Finlands Bataljonen, og var som 17 årige Sønderjyde blevet indrulleret i den tyske hær i 1918.

Svend Erik Theodor Møller, Mening nummer 397 i Dansk Auxiliær korps, deltog i Estisk frihedskrig samt fra Januar 1940 i Finlands Bataljonen. Med i Frikorpset og senere leder af sikkerhedspolitiet på Maskinfabrikken Ambi i Kbh.

Han blev den 26.April 1944 likvideret af medlemmer af BOPA.

Henry E.B. ligeledes dansk Auxiliær korps og Finlands korpset, en del af Frikorpsets Ersatz kompagni, og da Frikorpset blev nedlagt den 20.maj 1943, en del af Regiment Danmarks 5.Kompagni. han faldt ligeledes ved højene ved Narva, Estland i sommeren 1944.

Billedet

1: Svend Aage Andersen

Kommandør-Kryssing-Schalburg

Da den tidligere Garder, landsungdomsfører for NSU (National Socialistisk Ungdom) og kompagnichef for 2.Kompagni i den Dansk Finlands Bataljon, C.F.Schalburg, den 26.Februar 1942 ankom til Treskau, (Owinska) som ny kommandør betød det nye tider for de danske frivillige i Frikorps Danmark.

Schalburg var stik modsat sin forgænger C.P.Kryssing. Schalburg var udover rent propaganda mæssigt for Frikorpset, en stor figur i det nationalsocialistiske miljø.

Der udover havde han modsat Kryssing, erfaring fra krigsfronten fra sin tid i Division Wiking.

Tyskerne håbede at der ville komme noget ro over Frikorpset, som på det tidspunkt var plaget af intern uro. (bla. udbredt druk hos officerne, samt manglende disciplin).

Med Schalburg’s ankomst, blev Frikorpset langt mere nationalsocialistisk.

Der blev afholdt politiske foredrag, samt frikorpset fik tilsendt hæftet ’Der Untermensch’. Så den sidste rest af et politisk neutral korps, må siges at det forsvandt under tiden i Treskau.

Schalburg intensiverede træningen, der blev skruet op for især natte øvelser.

En anden ting der blev indført var morgen løbetur i baroverkrop !.

Trods den hårde træning, blev der afholdt adskillige kammeratskabsfester, hvor alkohol var en del.

Schalburg var nok ikke egnet som kommandør over en bataljon som Frikorpset, men havde nok mere kompetence som kompagnichef, som i Finland(Vinterkrigen 1939/40)

Nogle af de frivillige, jeg har talt med har sagt at med Schalburg var det bare fremad, koste hvad det ville, det var noget andet da K.B:Martinsen var chef, der blev ikke taget nogle unødvendige chancer og de fleste pegede på K.B.Martinsen som den dygtigste chef Frikorpset havde

(Kryssing Juni 1941-Feb. 1942.  Schalburg Feb 1942-Juni 1932.   K.B.Martinsen Juni 1942-Maj 1943. Ind imellem Schalburg og K.B. Martinsen var der tyskeren Lettow Vorbeck som var chef i to dage inden han faldt ved B.Dubovizy)

Officerstaben blev skiftet ud da Schalburg ankom, Kryssing,Thor Jørgensen (næstkommanderende) K.Schock med flere. Blev forflyttet til andre SS enheder.

(Man kan så undre sig over at en ikke nationalsocialist som Kryssing, valgte at fortsætte i SS da han blev afsat ? Måske dette grundet hans sønner Jens og Niels var i SS)

På et punkt skilte Schalburg sig ud i forhold til Kryssing, det var ved øvelser, hvor Schalburg deltog på lige fod med mandskabet.

En episode på ekserpladsen i Treskau, hvor Schalburg fortalte om vigtigheden af ens reaktioner. Herefter ønskede han at se mandskabets. Derpå tog han sin handske af, og lod den falde til jorden. Mandskabet inkl. Schalburg smed sig på jorden. Tilbage stod dele af officerkorpset.

’’Om igen, en gang for alle når jeg siger bataljon fald ned, så gælder det hele bataljonen’’ (Dengang var det kutyme, at officerne observerede øvelser, uden at deltage).

Den 7.Maj 1942, var der afgang fra Treskau, med retning flyvepladsen i Heiligenberg hvorfra Frikorpset blev fløjet ind i Demjansk kedlen.

Schalburg selv faldt sammen med 31 andre den 2.juni 1942 under et angreb på russerne.

(Øverstbefalende for Division Totenkopf, Helmuth Becker ville have flyttet frontlinjen med 150 meter til russerne. Både Schalburg selv og K.B.Martinsen forsøgte at tale ham fra den ide.

  (Frikorpset var underlagt Division Totenkopf i sommeren 1942)

9.Januar 1944-Florowitzy

Beretning 9.Januar 1944

 Baggrund:

Frikorps Danmark nåede en levetid på to år, før det den 20.Maj 1943 ved en højtidelighed i Grafenwöhr blev nedlagt og overgik til at blive en tysk enhed.

Det var dog stadig med navnet Danmark, bare Regiment Danmark i stedet for Frikorps.

Med oprettelsen af Rgt.Danmark blev der tilført en hel del tyskere og Rumænere.

 Det var ikke gået stille af sig da Frikorpset blev nedlagt, de danske frivillige var stærkt utilfredse med at de overgik til at blive en tysk enhed, den danske regering sendte  Gesanten i Berlin O.Mohr til Grafenwöhr for at tale de frivilliges sag.

 Regiment Danmark blev en del af General Felix Steiners Division Nordland, og kom i efteråret (August-Dec 1943) til Kroatien for at få videre uddannelse og genopbygning.

Men ligeledes for at stå standby i tilfælde af en allieret landgang på Balkan, de allierede havde i Juli 1943 gået i land på Sicilien.

Tiden i Kroatien var præget af hårde og brutale konfrontationer med Marskal Josef Tito’s partisaner.

 Nordlige Rusland:

Da Tyskland gik ind i Rusland den 22.Juni 1941, erobrede man på ganske kort tid meget store områder.

Hærgruppe Nord nåede i starten af September 1941 Leningrad (Skt.Petersborg)

Russerne forsvarede sig, men måtte trække sig tilbage, dog blev et område på 65 km lang og 25 km bredt område på russiske hænder.

 Dette område ’Oranienbaum lommen’ forblev på russiske hænder, og tyskerne undlod at gøre noget ved området.

Igennem 1942 og 1943 var der kun meget spredte kampe på grænsen til lommen.

Tyskerne havde op til Oranienbaum indsat en del reserve tropper, bla. 9. og. 10 Luftwaffe division. Disse to divisioner bestod af enten ældre eller helt unge folk, ofte uden kamperfaring.

I efteråret 1943 ændrede situationen i Oranienbaum sig stille og roligt. Russerne førte flere og flere tropper til området, tyskerne var klar over at noget var under opsejling.

 Division Nordland ankommer:

Hele situationen med russernes optrapning af Oranienbaum kedlen, betød at tyskerne trak Division Nordland, herunder Rgt.Danmark ud af Kroatien og den 7.December 1943 forlod Divisionen Kroatien.

En uge senere ankom de til det kolde Rusland. Fra byen Wolossevo, blev de forskellige kompagnier fordelt på frontlinjen.

Til højre for Division Nordland lå de to Luftwaffe divisioner (9 og 10)

Oplysninger:

Grundet usikkerhed fra begge parter, mht til hinandens positioner og styrker, blev der foretaget spähtruppe (spejderenheder) aktiviteter.

Fra tyskernes side, blev det besluttet at der skulle sendes en gruppe ind på de russiske linjer.

 Øverstbefalende for Rgt.Danmark tyskeren Obersturmbannfüher Graf Von Westphalen, besluttede at der skulle sprænges en bunker i luften, men nok vigtigst af alt tages fanger.

Missionen skulle ledes af danskeren Untersturmführer Poul Windekilde Hansen, en veteran fra kampene i Demjansk i sommeren 1942, samt veteran fra den Finsk-Russiske vinterkrig 1939/40, hvor han var en del af den Danske Finlands Bataljon.

’’8.Januar 1944, i morgen tidlig skal jeg med ud i beredskab. 30 mand skal over i den russiske linje og sprænge en bunker i luften og muligt tage fanger’’

Poul Windekilde Hansen var delingsfører for de 30 mand. Han var som størstedelen af de 30 mand tilhørende Rgt.Danmarks 9.Kompagni som holdte til i byen Ssakala.

Gruppen havde artilleri beskyttelse, planen var at begive sig i tre grupper ad 10 mand lydløst ind på russerne sprænge bunkeren, og medtage fanger som man så kunne få oplysninger ud af.

Bunkeren og det nærliggende område lå ved Florowitzy, og var bevogtet af russernes 71.Marine Brigade.

9.Januar:

Igennem den sne fyldte skov, begav de tre grupper sig ind på bunkeren. Tæt på bunkeren blev den ene gruppe opdaget, som en af de første faldt delingsfører Untersturmführer Poul Windekilde Hansen.

Midt i forvirringen affyrede næstkommanderende en forkert lyspatron.

En overlevende ’’ Gruppeføreren blev skudt, næstkommanderende var uheldig at affyre en forkert lyspatron, med det resultat, at vores artilleri, der skulle dække os, begyndte at skyde, men for kort. Granaterne faldt over vore egne og ikke hos russerne. Vi havde mange døde og sårede’’.

 Gruppen trak sig i al hast tilbage, hvor mange af de 30 der faldt er uvist, men der var fire danskere som faldt.

Ingen fanger kom med gruppen tilbage, modsat russerne som tog 2 fanger, begge døde senere af deres kvæstelser, den ene Rottenfuhrer Josef Akkermann, som var tilhørende 3.Rgt.Danmark.

I nærheden blev der fundet 8 faldne.

En af de overlevende Ernst V.blev under kampene alvorligt såret i højre ben. Under tilbagetrækningen blev han samlet op af et par fra gruppen.

 Tre andre danskere blev meldt savnet og formodes faldet. O.W.Rasmussen, A.Nielsen, L.Nørgaard.

 Fem dage senere den 14.Januar 1944 startede russerne den store offensiv med udbruddet i Oranienbaum kedlen, herunder blev de to Luftwaffe divisioner på det nærmeste udslettet.

Svend Erik Theodor Møller

En del af dem der var indtrådt i tjenesten hos Frikorps Danmark, havde erfaring fra tidligere hære eller krige.

Der var en del, der tidligere havde gjort tjeneste i Den Franske Fremmedlegion, bla. Orla Westy Jensen, som blev Frikorpsets første mand der døde i Demjansk i sommeren 1942, efter at have trådt på en landmine. I Hipo korpset var der bla. 4 der tidligere havde deltaget i kampe i Nord Afrika med Fremmedlegionen.
Andre havde deltaget på folkerepublikkens side imod Franco under den Spanske borgerkrig, og et par stykker havde deltaget på Franco’s side.

Den del der var repræsenteret størst i Frikorpset, var folk der havde været en del af den Danske Finlands Bataljon i Finland under den Finsk-Russiske krig 1939-40. Det kan bla. nævnes at O.Hjorth som senere i krigen gjorde tjeneste hos Gestapo på Staldgården i Kolding, havde været med i den Spanske Borgerkrig, Finlands Bataljonen og i Frikorpset inden han kom til Gestapo.

Af de mindre ’ukendte’ krige var der et par stykker der havde kæmpet i Rusland samt de Baltiske lande i 1918-20. Bla. også Svend Aage Andersen, tidligere Fremmedlegionær og senere Hipo mand)

En af disse som havde deltaget i en ’ukendt krig’ var Svend Erik Theodor Møller, han blev født den 18.Januar 1898 i København. Som søn af en vognmand, selv var han forvalter og vicevært.

I 1918, meldte han sig til at deltage i den Estiske frihedskrig. Nummer 397 Svend E.T.Møller havde rang af Menig.

I 1920 kom han hjem til Danmark igen, og blev Vicevært, da den Finsk-Russiske vinterkrig brød ud den 30.November 1939, og med oprettelsen af den Danske Finlands Bataljon, meldte han sig endnu engang til militærlivet.   Den 30.Januar 1940 meldte han sig til Den Danske Finlands Bataljon, hvor han fik rang af Under officer. Den Danske Finlands Bataljon kom aldrig i kamp i Finland, og det interessante ved denne bataljon var at den under besættelsen blev delt i to lejre, en del som var på de allieredes side og den anden på tyskernes side. Det var bla. tidligere medlemmer af Finlands bataljonen der startede modstandsgruppen Holger Danske op i lokalerne hos Stjerne Radio i Istedgade, Kbh. Den anden side, var der  den tidligere Garder C.F. Schalburg som under vinterkrigen var kommandør over 2.Kompagni, han faldt som kommandør for Frikorpset den 2.juni 1942 i Demjansk.

Svend E.T.Møller vendte efter vinterkrigen hjem til Danmark igen, den frasepareret mand og far til 2 børn, tog herefter 1 år til Tyskland.

Den 28.Juni 1941 meldte han sig til Waffen SS, rettere til Regiment Nordland, Frikorpset blev oprettet dagen efter den 29.Juni 1941. 1.Juli var han til session, og blev optaget, han  skrev under for hele krigen.

Senere blev han leder af sikkerhedspolitiet på maskin fabrikken Ambi i Ryesgade i Kbh. Ambi lavede tændsatser til tyske håndgranater. Fabrikken var stærkt bevogtet skønt det var en lille fabrik, den havde bla. et vagttårn med bevæbnede vagter.
Den 26.April 1944 ved midnat blev Svend Erik Theodor Møller likvideret af medlemmer af modstandsgruppen BOPA, han blev skudt i passagen ved Ryesgade 64.

Selve Maskinfabrikken Ambi blev sprængt i luften den 25.Juni 1944.

Forbrydelser

’’Jeg husker vi på et tidspunkt var på patrulje, og vi fandt en dansker, som var forsvundet nogle dage i forvejen, han var lemlæstet, nøgen og med øjnene stukket ud, et meget ubehageligt syn, som med et brændte sig fast i nethinden på os. Og jeg kan forsikre, at den dag blev der ikke taget nogen former for fanger… Dem vi tog til fange fik ganske enkelt et nakkeskud, set i dag var det jo forkert, men vi var på det tidspunkt fyldt op af had efter vi havde fundet ham.’’

Dette er et lille uddrag fra min kommende biografi over en tidligere Frikorps soldat, som jeg i en årrække kendte, og som jeg har skrevet biografi over.

Episoden er fra efteråret 1943 da det nyoprettede Regiment Danmark blev sendt til Kroatien til genopbygning og for at komme sig ovenpå to hårde front indsatser (Demjansk sommeren 1942 og Welikie Luki vinter 1942/43) (Frikorps Danmark blev nedlagt officielt den 20.Maj 1943 og overgik til at hedde Regiment Danmark)

Jeg har tilbragt mange timer i hans stue, for at høre om tiden under krigen, og hans tid i Frikorpset og i Rgt.Danmark.
Men specielt tiden da Regiment Danmark var i Kroatien, var han ikke meget for at fortælle om, og det er ikke et ene tilfælde hos tidligere frivillige. Af andre SS frivillige jeg har besøgt har de ikke været meget for at tale om specielt tiden i Kroatien. Min bekendt fortalte først efter en del besøg om tiden i Kroatien, en tid han ikke var specielt glad eller stolt over. Det var et utroligt farligt sted, som huserede partisaner, som om dagen kunne være din ven, men om natten være din fjende.
Og han indrømmede da også at krigen der blev ført imod partisanerne, var en ganske beskidt en, med nedbrænding af deres landsbyer og henrettelser. Det eneste positive han havde at fortælle om tiden, var det frodige klima, modsat kulden i Rusland også det rige udvalg af frugter og et overflåd af spiritus, specielt den hjemmebryggede drik ’Slipovitch’.

Specielt den seneste tid, har der været meget fokus på danske frivilliges krigsforbrydelser. Forbrydelser som danskerne i lige så høj grad, som tyskerne udførte. Fra Frikorpsets side, er det sket i efteråret 1942 i den hviderussiske by Bobruisk, hvor der var en lejr for jøder. (Min bekendt var i øvrigt tilknyttet Ersatz kompagniet i Bobruisk i efteråret 1942) En anden ting omkring Frikorpset var, at det oprindeligt allerede i efteråret 1942 var udset til at skulle deltage i partisan bekæmpelse sammen med 1.SS Brigade. (1.SS Brigade var berygtet for deres partisan indsats og nedskydning af civile). Frikorpset kom ikke til at deltage i partisan bekæmpelse, grundet russisk offensiv.
(Allerede i start sommeren 1941, var tre danske officerer på uddannelse hos 1.SS Brigade, K.B Martinsen, Bent Worsøe Larsen, Poul Ranzou Engelhardt)

En af de værste SS Divisioner/brigader, var SS.Brigade Dirlewanger. En brigade som var ekstremt brutal i deres fremførsel især under Warszawa opstanden. Denne brigade bestod af straffede soldater herunder i høj grad SS soldater, hvor mange danskere der gjorde tjeneste i Dirlewanger er usikkert, men ca. 4-5 stykker. En af dem var Anders P.N. Han var SS frivillig fra Januar 1942 og deserterede i efteråret 1943, han var på frifod indtil han blev pågrebet i Farsø.
I Maj 1944 blev han dømt til døden af tyskerne for desertering, men denne blev omstødt to måneder senere til at han kunne indtræde i Dirlewanger. Hvad der hændte ham er usikkert, familien har aldrig hørt fra ham siden. (De sidste styrker af Brigade Dirlewanger blev nedkæmpet i skovene ved Halbe syd for Berlin i krigens sidste dage.

Danskere i Division Wiking, har heller ikke holdt sig tilbage, en dansk frivillig fortalte under retssagen imod sig, at han i 1942 og 1943 forsøgte at komme fri at hans kontrakt, da han havde oplevet ting han ikke syntes om, bla. drab på jødiske kvinder og børn. Paradoksalt endte han som vagtmand i en fangelejr, men modsat KZ lejr, var det en lejr for kasserede SS officerer, og internerede deserterede soldater. I øvrigt, lejren han var tilknyttet, Danzig-Matzkau afgik der folk til bla. Brigade Dirlewanger..

Udover de nævnte forbrydelser/Divisioner/Regimenter, var der danskere tilknyttet regulære KZ lejre som vagter.

Men spændende/skræmmende hvad der dukker op efterhånden hvad de danske frivillige har været med til.

Ridder af Dannebrog

Ifølge en kundgørelse for Hæren fra den 25.Maj 1945 hvor Hans majestæt Kongen resolverede at 52 Officerer afskediges som befalingsmænd i hæren og krigstjenesten, Samt deres ansættelsesbreve kasseres !

Ud af disse 52 var der 6 som var Ridder af Dannebrog, herunder tidligere kommandør for Frikorpset C.P Kryssing, Thor Jørgensen, Ernst Viffert (død i russisk fangenskab) Poul Ranzou Engelhardt, L.P.A.Nielsen(Pilot) samt Kaj Islin Hansen.

Interessant er det med den sidste, Kaj Islin Hansen, han var kommandør en overgang for Frikorpsets Ersatz kompagni i Bobruisk. Især i denne tid har Frikorpsets Ersatz kompagni været en del i medierne.
Det var fra Ersatz kompagniet at der afgik mandskab til vagttjeneste i lejren-Waldlager Bobruisk. En lejr hvor der blev slået Jøder ihjel.

Udover de nævnte kan det nævnes at 12 af de afskediget, havde rang af Kaptajn (i det danske forsvar).

Maglegårdsskolen

Maglegårdsskolen i Hellerup er udover den skole hvor Børge Rosenbaum, nok bedre kendt under navnet Victor Borge, en af besættelsestidens mest kendte skoler i Danmark, foruden den Franske Skole.

I Maj dagene 1945, blev skolen brugt som interneringssted for stikkere og andre tysk venlige personer.
Udover dette var der flere af skolens tidligere elever, som valgte at gå i tysk tjeneste i besættelsens første år. (Ikke at det skyldes skolen)

Danmark historiens nok mest eftersøgte og ligeså omtalte person-Søren Kam, gik på skolen, hvor også hans brødre Erik Kam og Poul Kam var elever.

For Erik Kam’s vedkommende endte krigen på hans tidligere skole, som interneret, skønt det kun var en enkelt dag inden han blev interneret på Politigården. Erik Kam i første omgang frifundet i Byretten den 18.Juli 1945,som en af de første dømte under retsopgøret.
Landsretten ændrede dommen til fængsel i fire år den 30.August 1945, der blev gjort halv skade da dommen den 27.November 1945, blev nedsat til to års fængsel i Højesteret. Hans lillebror og på top 10 listen over de mest eftersøgte personer på Simon Wiesenthals Centrets liste, Søren Kam undgik dom ved at bosætte sig i Tyskland indtil sin død i Marts i år. (Det er der skrevet rigelig om) Erik Kam var oprindeligt handelslærling, men meldte sig til Frikorps Danmark den 1.Marts 1942. Godt og vel to år senere den 31.Januar 1944 blev han alvorligt såret og hjemsendt fra SS. Erik Kam døde i 1984.

Af de mere ukendte fra Maglegårdsskolen, som trak i tysk uniform var bla. Erik Herløv Nielsen(Som alligevel ikke er så ukendt). Han er en af de danskere der sad længst i russisk fangenskab. Den tidligere NSU’er (National socialistisk Ungdom) meldte sig til Frikorps Danmark 17 år gammel i sommeren 1941.

Erik Herløv Nielsen var en af de første i Frikorps Danmark som modtog Jernkorset 2.Klasse den 24.Maj 1942 i Demjansk. Frikorpset var blevet sat ind nord for Rullebanen (Vej lavet af træstammer, eneste vej ind i Demjansk lommen) For at finkæmme sumpskovene for russiske styrker.
Kampene blev udkæmpet i et ufremkommeligt terræn, tæt krat, enkelte træer og sumpvand til anklerne. Flere steder lå der opsvulmede lig fra vinterens kampe.

Erik Herløv Nielsen, blev taget til fange den 29.Januar 1944 ved byen Ssakala i Oranienbaum sektoren i det nordlige Rusland.
Han sad i russisk fangenskab indtil han sammen med to andre Hans Jacob Andresen og Poul Broberg, den 3.November 1953 kom til Danmark.   De to førstnævnte blev taget til fange ved Repniku, 15 km fra Narva, Estland i sommeren 1944.

Erik Herløv Nielsen var ikke den eneste fra skolen som deltog i kampene i Demjansk i sommeren 1942.
En af de andre var Erik Jensen, en maler og tidligere Storhirdfører i NSU, var ligesom Herløv Nielsen en del af Frikorpsets 3.Kompagni, hvor de såkaldte NSU Bloddrenge var samlet.

Erik Jensen, døde i Demjansk den 29.Maj 1942, da han blev hårdt såret af en granat fra et Stalinorgel, der rev hans ene ben af. Han blev i bevidstløs tilstand ført til feltlazarettet i Losnitzy. Forinden havde 3.Kompagnis saniteter, Søren Esbensen, klippet benet af som hang i et par kødtrevler. Ironisk nok var det hans tidligere skolekammerat fra skolen, Erik Herløv Nielsen der næste morgen fandt ben stumpen..

Tilbage til interneringen i maj dagene 1945. Mange af de internerede opholdt sig i skolens Gymnastiksal. Da de skulle køres væk på lastbiler stod der en flok ophidsede mængde af folk. Under dette blev en af de internerede fejlagtigt skudt, Carl Johan Hallson, en 17 årig som var blevet anholdt den 5.Maj 1945 for at være i besiddelse et våben. Han havde været med i DNSAP siden 1940. Han blev fejlagtigt udpeget som værende HIPO mand. Da han blev skudt, fortsatte kuglen og ramte F.F.Karlsson, en svensker som boede i Kbh. Han døde kort efter han blev ramt.

Overskrift

Grafenwöhr

Frikorpset blev oprettet som en selvstændig upolitisk dansk enhed, skønt størstedelen var nationalsocialister.

Frikorpset bestod af ca. 85-90 procent danskere, de resterende 10-15 procent var tyskere som blev tilført, det var primært tyske officerer.

Øverstbefalende blev C.P.Kryssing, fra Artilleri kasernen i Holbæk.
Enheden skulle kæmpe under dannebrog og med dansk som kommando sprog, meningen var i øvrigt i første omgang at de skulle iklædes danske uniformer, disse mindede for meget om de russiske og ideen blev droppet.

Ligesom Frikorpset blev oprettet i Danmark blev der i andre tysk besatte lande oprettet frivillige korps, i Norge Legion Norge og i Holland, Legion Nederland. Efterhånden som krigen skred frem, blev problemerne større med de små selvstændige enheder, for meget bøvl i baglandet, samt at enhederne var for små og skulle underlægges større SS divisioner, (Som da Frikorpset var underlagt Division Totenkopf i Demjansk)

En større omrokering fandt sted i foråret 1943, og betød at SS nedlagde de små selvstændige enheder, herunder Frikorps Danmark. Man ville samle dem i en stor division. Allerede da Frikorpset lå ved fronten ved Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43 gik der rygter om at korpset skulle nedlægges.

I marts 1943, blev Frikorpset trukket væk fra fronten og sendt til kasernen i Grafenwöhr i det sydlige Tyskland.
Den 31.Marts 1943 ankom korpset med ca. 900 mand til kasernen i Grafenwöhr og senere ankom Ersatzkompagniet fra Bobruisk med ca. 270 mand.

Den 6.Maj 1943, blev Regiment Danmark oprettet og skulle indgå i Division Nordland, 14 dage senere blev Frikorps Danmark officielt nedlagt under en parade i overværelse af kommandør for Division Nordland Felix Steiner. Han kunne samtidig proklamere at den nye chef for Regiment Danmark ville blive tyskeren Obersturmbannführer Graf Von Westphalen.

Henover sommeren 1943 startede uroen blandt de danske frivillige, som var utilfredse med at Frikorpset var nedlagt og overgået til at blive en tysk enhed, samtidig var der tilført en hel del især rumænere til Regiment Danmark. Flere danske frivillige søgte om at blive løst af deres kontrakt om træde ud af korpset.

Tyskerne bad den danske regering om hjælp til at berolige de frivillige.
Det hele endte med at den danske regering sendte den danske gesandt i Berlin Otto C. Mohr (1883-1970. Gesant i Berlin fra 1941-45) til Grafenwöhr. 28. juli 1943 var O.Mohr gæst ved en middag, sammen med staben fra Division Nordland, ligeledes var der også de fleste danske officerer til stede til middagen på Schloss Plassenburg. Her blev gesandten informeret om de problemer der var opstået.

29. juli 1943 besøgte O.Mohr de danske  fivillige i Grafenwöhr, de frivillige var samlet i 4 hold. Gesandten holdte en tale til de frivillige, og ligeledes gik han rundt og talte med nogle af folkene. En del af de frivillige var bekymret for udviklingen dels i Danmark, men også nu hvor Frikorpset var nedlagt.
Gesandt Mohr udtalte bla. ’I har meldt jer til kampen mod vor fælles fjende kommunismen, og i har kæmpet tappert sammen med vor forbundsfælle Tyskland, og i gavner vort fælles fædreland ved fortsat at kæmpe videre indtil den endelige sejr’.

Billedet forestiller Gesant Otto Mohr(i civil tøj) som besøgte de danske frivillige i Grafenwöhr. Manden til højre er Graf Von Westphalen.

Julen 1941-Treskau

’’Vi fik en halv flaske vin pr. mand, og imens kom kommandør Kryssing med Thor Jørgensen(næstkommanderende) og frue for at ønske glædelig jul. Atter taler og sang, kl. 22.00 udskænkes the med Rom, meget stærk i aften’’

Følgende er nedskrevet af en dansk Frikorps Danmark soldat i julen 1941. Det var første jul i Frikorpset ovenpå oprettelsen 29.Juni samme år.

På daværende tidspunkt var korpset plaget af intern uro, utilfredshed med kommandør Kryssing, et stort alkohol forbrug hos mandskabet især hvad angår officerne. Ca.to måneder senere var Kryssing og næstkommanderende Thor Jørgensen samt andre officerer fortid i Frikorpset, og en ny kommandør var udpeget (Schalburg) samt nye officerer, primært yngre end den stab af officerer Kryssing havde.

Men julen 1941 i Treskau (Owinska) Polen, var der efter udskænkningen af rommen, kammeratligt samvær på stuerne indtil klokken 24.00. Udover den halve flaske vin som hver mand modtog, fik hver mand ligeledes 24 cigaretter.

Aftenen startede klokken 18.00 med uddeling af Flæskesteg osv. Senere var der uddeling af pakker fra familierne i Danmark samt fra DNSAP’s kvindegrupper.

Men selv en aften som juleaften og de efterfølgende juledage, holdte ikke balladen for døren hvad angår Frikorpset. Flere frikorpsfolk mødte juledag op med blå øjne ovenpå slåskampe og tømmermænd efter heftigt druk.
Flere ting blev smadret, bla. smadrede Orla Westy Jensen (Marokko Jensen), havde tidligere gjort tjeneste i 7 år i Fremmedlegionen) to skabe og smed et juletræ igennem et vindue.

Marokko Jensen var i øvrigt den første Frikorps mand, der døde i Demjansk i sommeren 1942, da han trådte på en landmine ved Werezina.

Alf Schneevoigt

Der findes et stykke film, som er optaget efter den tragiske fejlbombning af den Fransk Skole den 21.Marts 1945.
Filmklippet er optaget af en ansat hos UFA (Dansk films Avis) Alf Schneevoigt, søn af den kendte danske filmfotograf og filmproducent, George Schneevoigt.

Sønnen Alf Schneevoigt, var en del af Waffen SS, han var i en ganske kort periode hos Regiment Nordland(Div.Wiking), som han efter at have meldt sig til SS blev en del af fra den 19.Juni til 15.August 1940, hvorefter han blev hjemsendt. Alf Schneevoigt var født i 1915 på Frederiksberg, og var fotograf på flere film, bla. på Bodil Ipsen’s instruktør debut ’Afsporet’ fra 1942. En film med bla. andet datidens store navne som Ebbe Rode, Poul Reumert, Ib Schønberg mfl.

25.Marts 1942 meldte Schneevoigt sig til Waffen SS, det var dog først i Maj 1942 at han afrejste, han havde søgt at komme til at gøre tjeneste i Regiment Nordland. Han havde erfaring fra den danske hær som han havde tjent i to omgange, første gang i 1936, hvor han var Infanterist.

Under Frikorps Danmark’s orlov i September 1942, var han impliceret i optøjer, bla. havde han skudt imod en folkemængde ude foran K.B.Hallen.

I 1943 gjorde han tjeneste i Waffen SS’ eget pressekompagni, SS Standarte Kurt Eggers, som bla. Flemming Helweg Larsen også gjorde tjeneste i bla. på Vestfronten. Schneevoigt optog flere film på Østfronten.
Han var medlem af Dnsap, som han havde været siden Juni 1937, han var bla. en overgang Kolonnefører for 10.Distrikt i Januar 1941.

Udover episoden ved Frikorpsets orlov, deltog han i andre uroligheder, bla. anmeldte han en dansker for fornærmelse.
(Selvom mange Frikorps folk, hævder at der ikke var ballade når de var på orlov, er dette lidt svært at få øje på, mange jeg har set sager på, har anmeldt folk under orlover.)

Schneevoigt kom i 1944 hjem til Danmark, hvor han kom til at gøre tjeneste hos SD (Sicherheist Dienst) på Shellhuset.
Han optog stadig optagelser, bla. som tidligere skrevet efter bombningen af den Fransk Skole, samt andre episoder i Kbh og ligeledes propaganda film.

Schneevoigt’s nære ven var ’Mr.Smile’  Restauratør Henning Whalting (Hipo nummer 212), som blev bortført 23. Februar 1945, af BOPA og ført til Buddinge, hvor han blev skudt og efterfølgende fundet i Hareskoven.

Schneevoigt deltog på aktioner med Hipo, han var ikke medlem af Hipo korpset, en af de aktioner han deltog i var natten den 23-24.Februar 1945, En aktion imod nogle illegale biler ved en ejendom ved Himmelev, ved Roskilde. Manden i huset K.Bryning og hans hustru E.Bryning blev skudt, ligeledes blev en dansk Politibetjent som opholdt sig på ejendommen, han var gået under jorden da politiet blev taget.

Schneevoigt blev anholdt ved middagstid den 6.Maj 1945 på sin bopæl Emilievej 9 i Charlottenlund.
Den 14.November 1946 modtog han sin dom, han blev idømt dødsstraf. Han nåede ikke at blive henrettet, men sad 10 år inden han blev løsladt.
Episoden han blev dømt for var et mord på en modstandsmand på Østerbrogade i Kbh, hvor han kom kørende i bil optagende film, han blev genkendt af folk fra modstandsbevægelsen, det kom til skyderi og han dræbte en modstandsmand.

Schneevoigt selv, døde den 22.April 1982.

Hans Peter Karl Nordholm

Den 2.Juli 1941 blev der på et ministermøde aftalt at danske befalingsmænd, der ønskede at indgå i Frikorps Danmark, kun kunne dette Ved at indgive deres afsked med det danske forsvar.

Dagen efter den 3.juli 1941, sørgede Udenrigsminister Erik Scavenius, for at befalingsmænd som ønskede at udtræde af det danske forsvar for at indgå i Frikorpset, Ville kunne genindtræde i det danske forsvar med deres gamle rang.

Indtil juli 1943 havde 77 danske officerer benyttet denne mulighed, og indgå i tysk tjeneste.
Især kommandør for Frikorps Danmark Oberstløjtnant C.P.Kryssing, var i juli 1941 skuffet over det lave antal officerer der havde meldt sig til Frikorpset.

Den første danske officer der blev registreret død i Frikorps Danmark, var Hans Peter Karl Nordholm.

Hans Peter Karl Nordholm, blev født den 7.Juni 1906 i København. Han var oprindeligt købmand, hvor han var Radioforhandler i Helsingør.

Han kom i det danske forsvar den 10.Maj 1924, den 10.September 1931 blev han Sekondløjtnant.
Den 1.November 1932 blev han udnævnt til Løjtnant af reserven ved 17.Bataljon (tilhørende 4.Regiment) Bataljonen holdte til i Roskilde.

Den 1.August 1940 meldte han sig ind i DNSAP under medlemsnummer 31775.

Et år efter den 1.August 1941, udnyttede han muligheden for at træde uden for nummer, i det danske forsvar, og meldte sig til Frikorps Danmark. Han indtrådte i Frikorpset med rang af Untersturmführer (Løjtnant) Den 9.August 1941 rejste han til Langenhorn Kaserne i Hamburg, hvor Frikorpset befandt sig, han blev en del af 2.Kompagni, som var ledet af den senere kommandør for Frikorpset samt senere kommandør for Schalburgkorpset K.B.Martinsen.

Senere blev H.P.K. Nordholm overført til 3.Kompagni.

Den 15.August blev han sendt på Kursus i Lauenburg i skydning og våbenteknik, et kursus som varede 15 dage.

Han var med i første hold der den 8-9-Maj 1942 blev fløjet ind i Demjansk, hvor Frikorpset skulle indsættes.

Den 22.Maj 1942, om formiddagen bombede russerne Frikorps stillingerne (2.Kompagni) med Stalinorgel, under dette artilleri angreb satte russerne grupper af folk ind i skovene, målet var at nå til Rullebanen (En vej lavet af træstammer, som var den eneste vej ind og ud af området, området var/er utrolig sumpet)

Det kom til hårde kampe imellem Frikorpsets 3.Kompagni under ledelse af den tidligere danske Politimand P.Neergaard Jacobsen og russerne. Flere steder var det deciderede mand til mand kampe i de sumpede skove.
Hen på eftermiddagen ebbede kampene ud, og under en af de sidste træfninger, inden russerne trak sig tilbage, blev H.P.K. Nordholm ramt af kugler fra et russisk maskingevær i underlivet.

En frikorps mand: ’’Nordholm var døende, hele hans underliv var flået op, i et rødblåt sammensurium af kødtrævler og uniformsstumper. Nordholm lå med lukkede øjne, han åndede tungt og uregelmæssigt, sanitäteren havde givet ham et skud Morfin, og to af folkene gjorde klar til at slæbe ham tilbage til forbindspladsen (Losnitzy) Han døde et døgn senere (23.Maj 1942), det rådne sumpvand havde inficeret hele bughulen.’’

Dermed blev han den første officer i Frikorpset der faldt.

Jeg var i kontakt med Nordholms barn, sidste år, hun kunne fortælle at hendes mor inde i hendes stue havde et billede af sin mand i en glasramme. På billedet var han iført sin danske uniform. Endvidere sagde hun, at hvis man åbnede rammen og vendte billedet om, så var der endnu et portræt af manden, her sad han iført sin Frikorps uniform..

Ahlefeldt Laurvig

’’ Ser du, vi var jo i kompagni sammen da vi lå i Demjansk (Frikorpsets indsats 1942)
Jeg har senere fået fortalt at Hans, var lettere såret sammen med en anden, som var hårdere såret, vedkommende kunne ikke gå ved egen hjælp, og måtte have støtte. Deres enhed var på flugt fra Russerne og Hans og kammeraten kom længere og længere væk, fra enheden, og han er aldrig set siden’’

Jeg besøgte for nylig en nu 95 årig tidligere Frikorps Danmark soldat, som fortalte hvad der i sin tid for 70 år siden skete med Hans.

Uden at skulle forsvare medlemmerne af Frikorpset, så kom medlemmerne fra alle af samfundets lag i Danmark. Der var alt lige fra arbejdsløse, tidligere soldater og så var der bla. en Greve. Denne Greve var Hans. Hans’ fulde navn var Hans Ditlev Theodor Benedict Ahlefeldt Laurvig, han var født i Rungsted Kyst den 31.August 1919.

Den 10.Oktober 1939 kom han til det danske forsvar, hvor han blev Artillerist.
Det er usikkert hvornår han stoppede i forsvaret, eller om han var en del af reserven. En ting er sikkert, det er at han sluttede med rang af Kornet.

På et tidspunkt startede han som landbrugselev, på Godset ’Salon’ i Neu Brandenburg i Tyskland.

Frikorps Danmark blev oprettet den 29.Juni 1941, og i starten af Juli 1941, meldte Hans Ahlefeldt sig.
Den 20.Juli 1941 rejste hans sammen med godt og vel 550 andre frivillige fra  Hellerup station til Langenhorn Kaserne i Hamburg. Her skulle formeringen af korpset ske, samtidig med uddannelsen begyndte.

Den 24.Juli 1941, blev han udnævnt til Unterscharführer (sergent) og blev en del af Frikorpsets 4.Kompagni, det såkaldte ’tunge’ kompagni, Kompagniet med de tunge våben. En afgørende faktor for at han havnede her, har helt sikkert været at han tidligere var artillerist i det danske forsvar.

Da Frikorpset den 15.September 1941, blev forflyttet til Treskau (Owinska) var han med, og det var også her han den 18.April 1942 blev Gift med sin tyske kæreste.

Ahlefeldt Laurvig, var med i indsatsen i Demjansk i sommeren 1941.
Ligeledes var han med under den store orlov i efteråret 1942 i Danmark. En samlet orlov for Frikorpset som skulle hjem og hyldes af befolkningen, for deres indsats. Hyldet blev de også da toget rullede ind på Hovedbanegården den 8.September 1942, men herefter sluttede hyldesten også… Orloven blev plaget af ballade og anmeldelser fra de frivillige som følte sig chikaneret og provokeret. Det første galt i øvrigt også for Ahlefeldt Laurvig, som anmeldte en dansker for fornærmelser den 25.September 1942.

Ahlefeldt Laurvig, var ligeledes med i Frikorpsets vinter indsats i Welikie Luki/Newel, i vinteren 1942/43.
Det var bla. under indsatsen, her at Frikorpsets Ersatz kompagni, som var stationeret i byen Bobruisk, leverede folk som fungerede som vagter i en nærliggende Jødelejr.

Frikorpset var underlagt 1.SS Brigade, og det var meningen at frikorpset i første omgang skulle sættes ind imod den tiltagende partisan indsats. En opgave som 1.SS Brigade havde udført stort set siden, Barbarossa's begyndelse.
Frikorpset nåede aldrig at blive indsat i kamp imod partisaner, da russerne imellem tiden satte et angreb ind. Dermed blev Frikorpset indsat ved fronten.

Ahlefeldt Laurvig, kom den 1.Februar 1943 på Officerskolen i Bad Tölz, (ligger syd for München).
På officerskolen (9.Lehrgang) var han ikke ene dansker, bla. var Erik Herløv Nielsen (en af de danskere som sad længst i Russisk fangenskab)

Den 31.Juli 1943, var det slut på officerskolen, og Ahlefeldt Laurvig blev tilknyttet 4.Kompagni i det på det tidspunkt oprettede Regiment Danmark (Frikorpset blev nedlagt 20.Maj 1943)

Han var med stor sandsynlighed med i indsatsen i Kroatien i efteråret 1943, Division Nordland, som Regiment Danmark var under blev i slutningen af August 1943, sendt til Kroatien for at blive uddannet, men samtidig også rekreere ovenpå dels en sommer indsats (Demjansk 1942) og vinter indsatsen. Tiden i Kroatien blev især præget af kampe imod en stærk partisanhær. (Jeg mener at hvis man skal finde et sted hvor danskere har begået krigs forbrydelser, så er det under tiden i Kroatien)

I starten af December 1943, blev hele Division Nordland, herunder Regiment Danmark sendt til det nordlige Rusland.

Den 14.januar 1944 startede Russerne den store offensiv, som 1 ½ år senere resulterede i Tysklands overgivelse i maj 1945.

Under kampene omkring den Estiske by Narva, var Ahlefeldt Laurvig en overgang kommandør for Regiment Danmarks 1.Bataljon. Ahlefeldt Laurvig ledede forsvaret omkring Leningrad-Narva landevejen, tæt op af Narowa floden, for dette modtog han Jernkorset 2.Klasse den 20.Marts 1944.

Ahlefeldt Laurvig er på et tidspunkt blevet en del af Kampgruppe Scheibe. Denne kampgruppe blev ført af Obersturmbannführer, Siegfried Scheibe (faldt 17.Marts 1945). Denne kampgruppe bestod af ca. 700 mand, den var oprettet i januar 1945 i Hammerstein, og en del af mandskabet bestod af hollændere, med rester af folk fra det hollandske regiment ’General Seyffardt’ (Regiment General  Seyffardt, blev nærmest totalt udslettet i sommeren 1944, under tilbagetrækningen fra Narva by, bla. blev 3 danskere taget til fange, og sad i russisk fangenskab).

Det er lidt paradoksalt at han blev uddannet i Treskau,Posen i Polen i efteråret/foråret 1941/42 og det var ganske få kilometer fra Treskau af han den 10.Februar 1945 blev meldt savnet.

Hveger

’Du kender sikkert min lillesøster’ Dette blev udtalt til det tyske magasin Signal i 1941.

Lillesøsteren var ’Den gyldne Torpedo’ igennem en årrække verdens nok bedste svømmer, Ragnhild Hveger.

Ragnhild Hveger, deltog i de olympiske lege i Berlin i 1936, hvor hun fik en sølvmedalje.

Hendes bror Poul Hveger, deltog ikke i de olympiske lege, men var tidligere i den danske Livgarde, indtil han ved tyskernes besættelse af Danmark den 9.April 1940, blev hjemsendt. I øvrigt var hans kommandør i Livgarden C.F.Von Schalburg.

Poul Hveger var født 21.September 1917 i Nyborg, og oprindelig Maskinmontør.

Poul Hveger var en af de første der meldte sig til det nyoprettede Regiment Nordland i foråret 1940. Efter rekrut uddannelsen i Klagenfurt, blev han en del af Regiment Nordland’s 7.Kompagni. I januar 1941 blev han medlem af DNSAP (medlem den 24.Januar 1941)

Han deltog i kampene med Regiment Nordland på Østfronten, uden at blive såret, han udtalte omkring sin ilddåb i sommeren 1941 ’da skyderiet var begyndt, og vi gik gennem solsikkerne imod de fjendtlige stillinger, mindede det hele egentlig nærmest om en manøvre på Ermelunden (nord for Kbh) ’

Under hans tid på Østfronten fik han i starten af 1942, Gulsot, samt en hjernerystelse efter et uheld, han kom tilbage til fronten, og blev i 1943 hårdt såret og erklæret ukampdygtig. Efter en længere tid på lazaret og hospital, kom han den 26.Maj 1943 hjem til Danmark, hvor han gjorde tjeneste hos Standartenführer Bruno Boysen som chauffør.

Den 5.Maj 1945 om aftenen, blev han anholdt, og dagen efter blev han overført til Vestre Fængsel. I Helsingør ret blev han den 29.Januar 1946 idømt en fængselsstraf på 12 års fængsel. Han blev bla. dømt for at have stukket 2 personer, samt overfald af en sagesløs person i Helsingør. Poul Hveger blev løsladt i 1949.

For at runde af omkring søsteren Ragnhild Hveger, blev hun interneret i 6 uger efter befrielsen, grundet hendes forældres tilknytning til partiet DNSAP, også selvfølgelig hendes bror der var SS frivillig.

Thomsen

Ca. et år før befrielsen, fandt der et overfald sted på Ringsted torv.
Episoden den 2.Maj 1944 var ikke ’bare’ et almindeligt overfald, men et ganske brutalt et, som fik stor betydning for de implicerede efter krigen.

Schalburgmand J.M.L slog uden grund en Bankassistent Ingolf Howarth. ned, denne blev slået bevidstløs. Han blev herefter slæbt til Ringsted Kaserne hvor han blev anbragt i kælderen, og efterfølgende mishandlet.

Mishandlingen foregik bla. med at han blev slået med kanten af en lineal samt slag med en maskinpistol. Da det hele stod på ladede han vandet.
Schalburgmand J.M.L blev rasende og tværede Bankassistenten Ingolf Howarth’s ansigt i sit eget urin på gulvet. Ligesom han fik tværet sit afføring rundt i ansigtet. !! Efterfølgende fik Bankassistenten lov til at tørre sit eget blod væk, som var sprøjtet over på en væg.

Efter denne episode blev han ført ud fra kælderen på Ringsted Kaserne og kørt ud til en nærliggende mark, hvor han fik ordre på at grave et hul. Han fik at vide, når han var færdig ville han blive skudt og begravet. Undervejs fik hans gentagne gange slag fra Schalburgfolkene.
På et tidspunkt fik han ordre om at mave sig frem igennem en grøft af vand og mudder, en Schalburgmand hoppede ned på hovedet af Bankassistenten fra en højde på en halv meter. Ved dette mistede han bevidstheden,

Til sidst blev han ført ud på Roskildevej i nærheden af Ringsted, og efterladt. Med den besked at han skulle fortælle folk, at han havde været udsat for et færdselsuheld. Han fik hjernerystelse samt andre skræmmer grundet overfaldet og især den efterfølgende mishandling. Han kunne først forlade hospitalet den 22.Juni 1944.

To af hovedmændene bag overfaldet og mishandlingen var J.M.L og Henning Bjarne kurt Thomsen.

J.M.L blev født i København den 12.November 1916, han var en del af den danske Finlands Bataljon under den Finsk/Russiske vinterkrig i 1939/40. Her havde han rang af Sergent og tilhørte 1.Kompagni. En af de første der meldte sig til Frikorps Danmark, da Frikorpset blev oprettet den 29.Juni 1941.
Han blev en del af 3.Kompagni, og var med under sommer indsatsen i Demjansk, hvor han udmærkede sig og modtog Jernkorset 2.klasse.

Senere kom han til Schalburgkorpset, hvor han gik under navnet ’General Satan’ !!
Udover episoden den 2.Maj 1944 med overfaldet på Bankassistenten, anholdte han omkring den 1.Maj 1945 en ung mand, som han havde haft under observation i længere tid. Manden lignede næsten på en prik J.M.L. Manden blev kørt til Degnemosen, hvor han dels fik tæsk alt imens han oplyste informationer på sig selv. Disse oplysninger skulle J.M.L bruge til at lave falske papirer til når kapitulationen var en kendsgerning. Manden blev skudt af ’General Satan’ og frarøvet sine identifikationspapirer. Der var dog ikke beviser for at det var ham som skød ham. J.M.L. blev idømt 8 års fængsel for sin deltagelse i Frikorps Danmark samt Schalburgkorpset.

Den anden hovedmand på overfaldet :

Henning Bjarne kurt Thomsen blev født 22.Maj 1921 i Sengeløse. Han fik arbejde på en Lervarefabrik da han var færdig med skolen, og den 10.oktober 1939 blev han indkaldt til det danske forsvar. 2.November 1940 var tiden i forsvaret slut og han kom til landbruget, inden han i efteråret 1941 tog til Tyskland, hvor han fik job på Focker Wulf flyfabrik i Bremen.

Grundet sygdom kom han hjem til Danmark og blev i maj 1942 plejeelev ved Skt.Hans i Roskilde. I Juni 1943 tog han til Berlin hvor han havde job som Sporvognskonduktør. I Juli 1943 meldte han sig i Berlin til Waffen SS. En 6 ugers uddannelse i Berlin blev afløst af videre uddannelse i Treskau (Owinska) i det nuværende Polen. Han kæmpede en kort overgang på Østfronten, hvor han var tilknyttet Division Wiking.

I Februar 1944 kom han hjem til Danmark og blev en del af K.B.Martinsens, Schalburg korps.
I Schalburg korpset deltog han i træning af nye rekrutter samt eftersøgning inde for korpsets egne rækker, bla. søgning af desertører inde for korpset. Han var med i afvæbningen af det danske politi den 19.September 1944, han afvæbnede og anholdte bla. 5 Politifolk, som efterfølgende endte de i Tysk Kz lejr.

Den 20.September 1944, blev han en del af det sort uniformerede Hipo korps, med medlemsnummer 548. Her deltog han i anholdelser som et led af korpsets udrykningsafdeling. Den 7.December 1944, blev han Tolk ved den tyske overfaldskommando. Fra marts 1945 kom han til Kolding som en del af det tyske Gendarmeri.

Den 27.November 1944, imens han var i Hipo korpset deltog han i anholdelse af 7 illegale personer, disse blev senere ført til Neuengamme. Under afhøringen af personerne blev de dels sparket og slået i ansigtet, og som det måske mest rabiate, tildelt slag med et koben ! En af dem der fik slag med Kobenet Albert Petersen mistede øjet.!! Og fik desuden kraniebrud

Den 19.September 1946 blev han i Københavns byret idømt dødsstraf grundet, mishandlinger, trusler, eftersøgninger og anholdelser af folk, deltaget i gade razziaer samt medlemskab af Waffen SS samt Schalburgkorpset og Hipo korpset. 29.Januar 1947 blev dommen stadfæstet i Østre Landsret og landsretten bekræftede dommen den 17.November 1947. Den 20.Februar 1948, blev han benådet, dommen blev omstedt til fængsel på livstid.

Det skal lige nævnes at grunden til at Bank assistent Ingolf Howarth blev overfaldet var at nogle Schalburg folk på et tidspunkt havde følt sig chikaneret af Howarth og nogle kammerater på en cafe..

Robert Sustmann Ment

Natten til den 9.August 1944 blev 11 medlemmer af den danske modstandsbevægelse skudt ved den lille landsby Rorup, mellem Roskilde og Ringsted.

De dræbte var alle organiseret i enten Holger Danske eller BOPA.

De var angiveligt på vej til Frøslevlejren i Sønderjylland, da de blev beordret ned af lastbilen de blev fragtet på.

Herefter blev de alle 11 skudt, med den påstand at det var et flugtforsøg.. Mordene på de 11 modstandsfolk, skulle ses i lyset af at netop medlemmer fra BOPA to dage forinden(7.August 1944) havde likvideret Robert Sustmann Ment.

Som en konsekvens på mordet på Sustmann Ment, blev det beordret at de 11 modstandsfolk skulle henrettes som hævn.

En del af de 11 modstandsfolks sager blev efterforsket af Sustmann Ment inden han blev likvideret.

Den likviderede Robert Anders Peter Sustmann Ment, blev født i København den 26.Februar 1902.

Han kom til det danske forsvar den 11.Maj 1923 og forlod hæren med rang af Korporal den 8.Oktober 1928.

Han var Politimand, og blev medlem af Dnsap den 24.Oktober 1940 (medlemsnummer 33473). Omkring en måned efter Frikorps Danmark’s oprettelse den 29.Juni 1941, meldte Politimanden Sustmann Ment, med bopæl på Jagtvej 87 sig til Frikorps Danmark den 25.Juli 1941.

Han skrev under for en kontrakt der bandt han ’så længe krigen varede’, på sessionen den 27.Juli 1941 og efterfølgende blev han overført til resten af Frikorpset som lå i uddannelse på Langenhorn Kaserne i Hamburg. Grundet hans tid som dansk korporal og hans tid som Politi mand blev han den 20.August 1941 udnævnt til Unterscharführer (Sergent) og samtidig en del af 4.Kompagni (Frikorpset havde 4.Kompagnier foruden et 5.Kompagni, som senere blev Ersatz kompagniet).

Da Frikorps Danmark blev indsat på fronten i Demjansk i Rusland den 8.Maj 1942, var Sustmann Ment en del af 2.Kompagni under ledelse af tyskeren Boy Hansen(Faldet 11.Juni 1942, ved B.Dubovizy)

Han var ligeledes med frikorpset i indsats i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43.

Den 9.November 1943 fratrådte han Regiment Danmark, som Frikorpset i maj 1943 kom til at hedde.

Fra denne dato var han en del af det tyske SD (Sicherheistdienst), han fungerede som Tolk på Dagmarhus og Shellhuset, ligeledes deltog han i arrestationer af folk, bla. modstandsfolk herunder Holger Danske medlemmet Preben Hagelin, som blev anholdt af Sustmann Ment og Ib Birkedal Hansen (henrettet efter krigen). Preben Hagelin var en af de 11 modstandsfolk der blev skudt den 9.August 1944. Sustmann Ment deltog i mishandlinger af fanger, en metode han yndede at bruge overfor fanger, var at når fangen havde håndjern på, smed han nogle mønter på gulvet og beordrede fangen til at samle disse op. Når fangen dukkede sig ned efter mønterne, sparkede Sustmann Ment ham bagi, så de røg ind i væggen. Andre tilfælde han brugte imod fanger var at holde en tændstik lige under en fanges næse.! Sustmann Ment var efterhånden blevet et bytte for modstandsbevægelsen, i starten af 1944, kendte BOPA ham. Og i April 1944 var han på modstandsbevægelsens illegale blad ’De frie Danske’ her blev der bragt en stikker liste, med overskriften ’ Danske stikkere på Dagmarhus der heller ikke overlever freden’.

I sommeren 1944 intensiverede BOPA jagten på Sustmann Ment, Sustmann Ment havde åbenbart selv kunne fornemme han var et jaget bytte, da han når han færdes ude var iført skudsikkervest. Men den 7.August 1944, gik det galt for Sustmann Ment, på vej fra sin bopæl på Jagtvej 87 til Shellhuset, blev han forfulgt af BOPA medlem Søren Levinsen, Sustmann Ment var klar over der var noget galt, han vendte sig om og kiggede søgende efter hver 10 skridt, den ene hånd havde han hele tiden i sin jakke, som man må formodes at have holdt en pistol. På Nørrebrogade tog han Linje 16 Sporvognen, inden vognen kørte nåede tre fra BOPA at hoppe på vognen. Udenfor Bulgros Cafe i Ravnsborggade stoppede Sporvognen, og det var her kl. 20.25 at BOPA mand Søren Levinsen skød Sustmann Ment i hovedet som var død med det samme. Søren Levinsen og to andre fra BOPA hoppede af vognen og forsvandt.

Robert Sustmann Ment blev begravet på på Vestre Kirkegård. Sustmann Ment var Gift, med Ella Johanne Sofie Sustmann Ment, parret havde ingen børn.

Hun arbejdede som telefon dame på telefon centralen. Modstandsfolk mente hun fungerede som stikker for tyskerne, da hun aflyttede telefon samtaler.

Den 16.December 1944 blev hun likvideret. Modstandsgruppe ’Lange’ havde siden klokken 06.00 lagt og observeret bopælen(Jagtvej 87), hos en portner på en skole overfor. En lirekasse i nærheden spillede uafbrudt ’ Julen har bragt velsignet bud’. Klokken 11.00 viste Ella Sustmann Ment sig, sammen med sine to hunde som hun skulle lufte.

Ved en legeplads gik Poul fra gruppe ’Lange’ frem og skød Ella Sustmann Ment i nakken, hovedet blev knust.

Modstandsgruppe ’Lange’ (underlagt Holger Danske) blev ledet af Gudrun Johansen.

Hun skulle efterfølgende skrive rapport, men var for chokeret til det. I 1976 fortalte hun ’’dagen efter mødtes jeg med medlemmer af Holger Danske, som hilste med en gestus jeg næsten ikke kunne klare.

De stod alle sammen og smilede skævt til mig,for de havde jo prøvet det selv. De kom alle sammen hen og stak mig på næven og sagde tillykke, tænk sig at de lykønskede mig med at jeg var blevet morder. Senere blev jeg klar over, at det egentlig var den eneste måde at gøre det på. Man skulle selv føle at det ikke var en forbrydelse, men noget der skulle gøres’’.

Johan Stahr

’’Jeg mener korpset(Schalburg korpset) vil komme til at danne grundlaget for en ny dansk hær.

En hær, som skal bevare de bedste danske traditioner, i vort gamle danske forsvar, en hær hvis opgave det bør være i fremtiden.

At råde bod på tidligere tiders mangler og sørgelige fejlgreb.

Jeg betragter det som et af vore vigtigste mål, at bibringe den danske befolkning den rette respekt og forståelse for den danske soldat’’

Et halvt år efter at ordene stod i den nazistiske avis Fædrelandet, blev han skudt i en sporvogn ved Svanemøllen station af modstandsfolk fra Holger Danske.

Dermed blev han en af de omkring 400 danskere der blev likvideret, siden den første likvidering fandt sted af Bank assistent Hans Henrik Larsen sidst i April 1943.

Likvideringen var ikke et tilfælde, og bestemt ikke en hvilken som helst person. Der var tale om kommandanten i Schalburg Korpset på Blegdamsvej i København.

Der gik rygter om at han var stikker, og dels færdedes han i et kvarter hvor medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske havde møder.

Men hvem var den dræbte Schalburg kommandant ? Der var tale om den tidligere Ritmester i det danske forsvar Johan Eduard Stahr (Graden Ritmester forsvandt i forsvaret i 1951, Ritmester svarede til Kaptajn). Johan Stahr blev født som søn af en restauratør i København den 4.November 1889.

Den 21.April 1908 blev han rekrut ved fodfolkets 23.Bataljon som havde til huse på Sølvgadens Kaserne i København. Året efter den 10.Juni 1909 blev han udnævnt til Sekondløjtnant. 5.Marts 1915 Løjtnant af reserven ved 8.Bataljon.

I 1916 skiftede han retning fra fodfolket til at blive en del af det danske Rytteri. 1919 blev han kaptajn ved Grænsegendarmeriet.

Den 1.September 1933 fik han titlen af ritmester af reserven. J.Stahr meldte sig ind i Dnsap 24.Januar 1935 under medlems nummer 8097.

Stahr var ivrig debattør og taler, inden for Dnsap og i den forbindelse rejste han i foråret 1941 rundt i Nordsjælland og talte nationalsocialismens sag, det samme gjorde han på sin hjemegn på Falster.

Her var han dog ind imellem i modvind, og ved enkelte lejligheder fik han skåret dækkene op på sin bil.

J.Stahr var yderst aktiv i Dnsap, og den 1.Februar 1942 blev han udnævnt til Kolonnefører i SA.

Frikorps Danmark blev oprettet den 29.Juni 1941, og i den forbindelse stod han som leder af Hvervekontoret på Voldgade 2 i Nykøbing Falster, udover at det var hvervekontor, var det samtidig hans egen bopæl, indtil han i sommeren 1942 flyttede til Gentofte.

Som tidligere aktiv i det danske forsvar, meldte J,Stahr sig til Frikorps Danmark den 26.August 1942. Grundet en gammel knæskade kom han ikke til fronten.

Ved folketingsvalget den 23.Marts 1943 stillede han op for Dnsap ved Østre Storkreds (Det hedder Københavns Storkreds i dag). Valget blev en fiasko for Frits Clausen’s Dnsap, som opnåede 2,1 procent af stemmerne, valget blev vundet af Socialdemokraterne.

Hvad angik J.Stahr fik han 576 personlige stemmer. 

Den 27.oktober 1943 blev han kommandant for Schalburg korpset i Frimurerlogen.

Man fristes til at sige at som alle andre Schalburg medlemmer var han ilde set, og fjendtlighederne blev mere og mere, J.Stahr har på et tidspunkt følt sig truet, idet han den 16.November 1943 ansøgte om våbentilladelse, en ansøgning som blev godkendt.

Den 15.Januar 1944 blev han udnævnt til Major i Schalburg korpset. Schalburg mand Fritz Von Eggers, en 44 årig som havde skrevet under på en 1 årig kontrakt i slutningen af 1943, var bataljonsskriver for øverst kommanderende og tidligere kommandant for Frikorps Danmark K.B.Martinsen på Ringsted Kaserne.

Von Eggers mødte ofte kommandør K.B.Martinsens kone, Elsebeth, og efterhånden indledte de to et forhold.

I slutningen af februar 1944, fik Von Eggers den opgave at bringe en kuvert med en besked til Schalburg logen på Blegdamsvej. Von Eggers dukkede aldrig op med brevet.

Den 1.Marts 1944 blev Von Eggers set på National Scala’s bar ved Rådhuspladsen af K.B.Martinsens adjudant O.Sturmbannführer Knud Thorgils,han sad sammen med K.B.Martinsen’s kone Elsebeth.

Et par dage senere den 4.marts 1944, blev Von Eggers set og hentet på restaurant Italiano i Fortunstræde, på sig havde Von Eggers den kuvert han oprindeligt skulle have afleveret på Blegdamsvej, kuverten var åbnet. (Den indeholdt lønningslister samt telefon lister over medlemmer) Von Eggers blev anbragt i kælderen på Blegdamsvej, øverst kommanderende K.B.Martinsen besluttede at der skulle nedsættes en standret, denne standret kom til at bestå foruden K.B Martinsen selv af Erik Spleth (død i sommeren 1944 ved Narva) J.Stahr, og Mogens Reholt (likvideret 7.Marts 1945).

Von Eggers udtalte at hans plan var at aflevere kuverten til modstandsbevægelsen og efterfølgende tage til Sverige, i øvrigt sammen med K.B. Martinsens kone Elsebeth hvor de havde talt om at gifte sig.

Von Eggers blev dømt til døden, dømt for faneflugt samt forræderi.

Efterfølgende blev Von Eggers skudt fra kort afstand i hovedet af K.B.Martinsen, et skud der gik gennem højre og venstre hjernehalvdel, knuste venstre øjeæble, for til sidste at kuglen gik ind i kældervæggen i logen. Herefter gik Erik Spleth hen og affyrede endnu et skud direkte ned i Von Eggers ansigt.

Liget af Von Eggers blev kørt til Ringsted Kaserne hvor det blev begravet.

Den 29.Juli 1944 blev J.Stahr indstillet til KVK 2.Klasse med sværd (Kriegsverdienstkreuz) Medaljen modtog han den 1.September 1944. J.Stahr var ikke videre populær på sin bopæl Ibstrupvænget 18 i Gentofte, gentagne gange fik han skrevet diverse ord på hans hoveddør at nogle af de andre beboere.

Han truede med at lade Schalburgkorpset ransage ejendommen hvis ikke det stoppede.

Tilbage til starten af indlægget, den 17.November 1944, tog J.Stahr toget ind til Svanemøllens station, hvorefter han skulle videre ud til Frimurerlogen på Blegdamsvej. Da han klokken 9.30 var trådt ind i en sporvogn, blev han råbt an af to mand fra Holger Danske, J.Stahr greb efter sin pistol, hvorefter han blev skudt ned. Modstandsfolkene tog hans våben, en pistol 1910 samt en 7,65 foruden diverse papirer.

Efterfølgende blev J.Stahr begravet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte

Mogens Ziegler Matthiessen

Mogens Ziegler Matthiessen, blev født den 25.December 1916 i København.

Han var medlem af SA i København og Tropsfører inden for SA. Allerede i 1940 meldte han sig til Regiment Nordland (Wiking), og var tilknyttet Regiment Nordland i et par måneder, han blev syg og blev hjemsendt.

Lige inden han rejste til Tyskland i 1940 for at melde sig, blev han uddannet Styrmand.

Med Frikorps Danmarks oprettelse den 29.Juni 1941, var han kommet sig ovenpå sin sygdom og sidst i september 1941 meldte han sig til Frikorpset.

Han blev tilknyttet Frikorpsets 2.Kompagni under ledelse af Obersturmführer Tyskeren Boy Hansen(Faldt den 11.Juni 1942) I Påsken 1942 var han på en kort orlov i Danmark, inden han returnerede til Frikorpset igen, Frikorpset lå til uddannelse i Treskau.

Med frikorpsets indsats i Demjansk var han en del af det første hold som blev fløjet ind i kedlen i JU52 fly.

Han blev såret af granatsplinter i højre hofte og blev overflyttet til et Lazaret i Allenstein i Tyskland. (Jeg har ikke dato for hvornår han blev såret, men et bud kunne være efter kampene om B.Dubovizy den 6.Juni 1942.) På lazarettet gik der betændelse i bughinden og han døde den 11.Juni 1942.

Hans forlovede og søster var på vej til Allenstein for at besøge ham, de kom dog 24 timer for sent..

Hans B.

’Musik skal der til’ råbte Hans B. fra altanen alt imens han smed en Radio ned fra 3 sal. Episoden skete på Glenkasvej 10 i København under folkestræken den 2.Juli 1944, da Schalburg folk ransagede to lejligheder på adressen.

Grunden til dette var at en Schalburg mand Viggo B. som selv boede i ejendommen havde fået ødelagt nogen møbler.

Man kan godt tænke sig at vide hvad der er gået galt for en del af dels Schalburg korps og Hipo folkene, når man ser på nogen af deres gerninger.

Et andet spørgsmål er om nogen af dem har fortrudt deres gerninger siden hen ? Ingen mennesker bliver født onde, så hvor det så er gået galt er ikke til at vide.

En af dem som var med i denne aktion den 2.Juli 1944 var Schalburg mand Hans B. (kaldet Cirkus direktøren) han var først i Waffen SS og senere Schalburg korpset.

Han blev født i Silkeborg den 12.August 1907.

Han havde forskellige jobs, bla. var han ansat i Cirkus Miehe en overgang.

Kort efter den 9.April 1940 fik han arbejde på den tyske flyveplads ved Silkeborg. Den 14.April 1941, blev han medlem af Frits Clausens Dnsap under medlemsnummer 41385.

Den 10.Maj 1941, meldte han sig til Waffen SS, han blev en del Regiment Germania i Division Wiking.

Sidst i maj 1941 rejste han via Gedser til SS forskolen i Sennheim. (Sennheim var en SS forskole, et kursus varede imellem 4-6 uger, og bestod af foredrag samt racelære..

Der blev lagt stor vægt på kammeratligt sammenvær og idræt.)

Han deltog i kampene på Østfronten, og endte med rang af Rottenführer.

Den 25.November 1943, sluttede hans tid ved Waffen SS, om han kun havde skrevet en 2 årig kontrakt eller om han blev hjemsendt grundet helbred eller andet ved jeg ikke.

Den 5.Januar 1944 kom han til Schalburg korpset, han blev en del af 1.Kompagni og fik titlen Vagtmester.

Den 1.Februar 1944, kom han til Underofficerskolen i Høvelte som tropslærer. Den 12.April 1944 blev han delingsfører hos ’Læssøe’ (Stadig Schalburg korpset) Hans B. deltog ligeledes i en mishandling af Ingolf H. den 2.Maj 1944. Ingolf H. var Bank ansat fra Ringsted,. Ingolf H. blev slået ned på Ringsted torv, og slæbt ned i kælderen på Ringsted kaserne (Hvor Schalburg korpset holdte til) herefter blev han gentagne gange slået og sparket, bla. med en maskinpistol og med kanten af en lineal..

Han fik smurt afføring og urin i hovedet.

Herefter blev han kørt væk fra Kaserne og ud på en mark, hvor han blev beordret til at grave sin egen grav, da han fik at vide han skulle skydes.. Undervejs i gravningen blev han sparket og slået.

Senere blev han beordret til at ’mave’ sig frem i en grøft hvorefter to Schalburg mænd hoppede ned på ham fra en højde på 50-75 cm.

Hans hoved kom under vand og han mistede bevidstheden.

Han blev ’løsladt’ på Roskildevej med beskeden at han var blevet udsat for et trafikuheld.

Et par gange efter Schalburg mændene var kørt vendte de tilbage og spurgte ham hvad der var sket, til sidst sagde han til dem han havde været udsat for et færdselsuheld, ’ Det var godt’ var Schalburg mændenes ord til ham…

En anden tropsfører og senere Hipo mand H.B.T. deltog ligeledes sammen med en tidligere Frikorps Danmark mand i mishandlingen. Han deltog i en hel del ’hold ups’ bla. i en Bank i Hillerød og et i Nordsjælland.

Begge gange i efteråret i 1944.

Han deltog ligeledes i en aktion i Sorø. En overgang var han ansat på Husmandsskolen i Odense hvor Gestapo havde hovedkvarter, her deltog han i mishandlinger af ’fanger’. Hans synderegister er langt, med alt lige fra hærværk til grov vold, jeg nævner et par stykker, slog en mand ned i Silkeborg som fik hjernerystelse (Dette var under hans orlov i SS i sommeren 1943),

Han truede en Kristine M. fra Sorø med en pistol da hun havde talt nedsættende om en pige der havde tyske kærester.

Den 18.December 1944 anholdt han kokke medhjælper P.Nielsen fra Vallø, på skibet ’M/S Antilope af Køge’ P.Nielsen havde kaldt en pige Feltmadras.

Han blev tildelt slag i ansigtet og i skridtet med en Gummiknippel og pisk fra en Nihalet kat(pisk) P.Nielsen fik ikke lov at gå før han havde sagt ’Heil Hitler’ 3 gange foran den forsamlede flok af Schalburg folk.

Selv indenfor Schalburg korpsets egne rækker var han kold og kynisk, en Schalburg mand Overtropsfører E.G. sad i arrest på Ringsted kaserne for af have brudt sig imod Korpsets regler.

Den 21.Oktober 1944, blev han hentet af Hans B. og John W.S. og ført over i Hestestalden.

Her blev han spændt op/fast og tildelt pisk med en Hundepisk Udover disse orgier af volds tilfælde han deltog i , var han med til afvæbningen af det danske politi den 19.September 1944.

Den 7.Maj 1945 klokken 14.00 blev han anholdt i Ringsted.

Han blev interneret på kasernen i Ringsted og den 5.August 1945 blev han overført til Alsgades Skole.

Den 19.December 1946 behandlede Landsrettens 10.afdeling hans sag i Slagelse. Han var ved retten i Ringsted blevet idømt en dom på 18 års fængsel, dette blev stadfæstet ved landsretten.(Anklagemyndigheden krævede at han blev idømt livsvarigt fængsel ovenpå hans lange register af domme) Ligeledes mistede han alt almen tillid (pension, stemmeret) for bestandig.

Han blev løsladt efter at have siddet i 7 år.

Ifølge familien som jeg har vært i kontakt med, boede han en overgang i Sverige, men bosatte sig senere i Fåborg hvor han døde i 1971.

Ejner O.

’’Ved fronten var det et helvede, fascisterne svømmede i moderne våben, vore havde bare noget gammelt møg. Europas socialdemokratiske regeringer udtrykte nok deres sympati for Spanien, men rørte ikke en finger for at hjælpe.’’ Dette er taget ud fra Leo Kari’s dagbogs optegninger over hans tid i den spanske borgerkrig.

Han var en ud af omkring 500 danskere der tog til Spanien og kæmpede på republikkens side imod General Franco’s fascister.

En anden som tog til Spanien for at melde sig, ligeledes til republikkens side var Ejner O. fra Nykøbing Falster.

Han blev født den 19.Januar 1919. Han var medlem i D.K.U (Danmarks kommunistiske Ungdom) og var Sømand.

Af eventyrlyst og sin politiske holdning tog han i 1937 til Spanien for at melde sig til krigen.

Han deltog i kampe i 18 måneder og endte med rang af korporal.

Da han kom hjem til Danmark igen i 1939, har han med stor sandsynlighed blevet straffet for at have brudt sig imod lov nummer 32 af, 26.Februar 1937, at tage til Spanien og deltage i krigen.

Den 26.Februar 1937 blev der vedtaget en lov der gjorde det ulovligt for folk uden for Spanien at melde sig til den spanske borgerkrig.(1936-39) I Januar 1940 modtog han en fængselsdom på 20 dages hæfte, efter en volds episode.

I Sommeren 1941 var han arbejdsløs og stod og manglede penge til husleje, en kammerat fortalte ham at han kunne få hjælp til betaling af hans husleje hvis han meldte sig til Frikorps Danmark.

Den 30.Juni 1941 henvendte Ejner O. sig på Rosenvængets Alle i Kbh. for at melde sig til Frikorpset.

Han fik udbetalt nogle penge som han brugte til betaling af husleje i sin lejlighed i Prinsensgade, og på sessionen skrev han under for 2 år (Man kunne melde sig for 2, 4 eller så længe krigen varede).

Ejner O. var med i første hold der den 19.Juli 1941 blev sendt af sted fra Kbh, for at påbegynde rekrut uddannelsen på Langenhorn Kaserne i Hamburg.

Her begyndte Ejner O. at få kolde fødder, først nægtede han at aflægge Ed til Hitler, og senere angav han at have lungebetændelse.

Det hele endte med at han i Februar 1942 blev hjemsendt til Danmark.

I September 1942 modtog han atter en voldsdom på 4 måneders fængsel. Både i sommeren 1943 og i slutningen af 1944 fik han domme for tyveri.

Den 18.Juni 1945 blev han anholdt i Kbh. Ved Københavns byret den 27.September 1945, blev han dømt efter lov nummer 259, at have ladet sig hverve til Tysk krigs tjeneste, og modtog en dom på 3 års fængsel (De tidligere domme må have spillet ind). Dommen blev anket og der blev den 18.Marts 1946 sat en endelig dom, som lød på 1 års fængsel, og tab af almen tillid (Herunder stemmeret og Pension) i 10 år.

Om Ejner O. har siddet hele dommen ud skal være usagt.

Regiments bygningen

Her et billede af en bygning, bygningen kunne være som alle andre bygninger, det kunne for den sags skyld være i Danmark, billederne kunne ligeså godt være taget af en bygning i Tyskland, Norge eller for den sags skyld Sverige.

Denne bygning skiller sig alligevel ud, bygningen står ca.1500 Km fra Danmark og på et eller andet sted er det et stykke af Danmarks historie, måske ikke den mest glorværdige, men stadig et stykke historie, som berører danskere.

Bygningen står i Narva i Estland, der hvor et stykke af Danmarks historie kommer ind i billedet er at tilbage i vinteren/foråret start sommeren 1944, var denne bygning hovedkvarter for Regiment Danmark.

Rent faktisk er det et under at bygningen overlevede krigen, da Narva mere eller mindre blev totalt smadret i Marts 1944, nærmere betegnet 7-8 Marts. Et 19 timers bombardement lagde stort set hele den gamle Barok by i ruiner, og ud af 3500 huse/bygninger stod 118 uskadte tilbage da russerne erobrede byen i Juli 1944.

Tilbage til bygningen, Første sal samt stueetagen fungerede som Stab for officerne, mere barsk var det i kælderen som var Lazaret for Regiment Danmark (Der var tale om et lille lazaret) For og baghave fungerede som Kirkegård.. Jeg kender en nu 94 årig tidligere Frikorps mand/Regiment Danmark veteran (Ham jeg skriver biografi over) han var udover at være frontsoldat var han også Sanitets mand, han deltog i kampene, men efterhånden som der kom sårede var det hans opgave at tage sig så godt af dem så muligt.

Han stod bla. for Morfin, han fortalte mig på et tidspunkt at han fik et godt råd af en ældre sanitäter, da han var på en sin første front indsats (Welikie Luki/Newel, vinteren 1943), den ældre sagde man skulle give sig selv et skud Morfin, det ville hjælpe på nerverne, som sagt, så gjort dette gjorde han, dog kun de første gange, efterhånden blev det hverdag som han siger.

Da jeg var i Narva med ham for 2 år siden tog vi et smut ud til den gamle bygning som ligger i Narva’s industrikvarter.

Han genkendte straks bygningen og herefter fortalte han om den, alt imens vi gik rundt ved bygningen, ’et virvar af kaos, skrig, død’ som han sagde.

Han ’arbejdede’ nede i kælderen og som han siger ’’Mest af alt mindede kælderen om et slagteri, blod på gulvet, og ikke mindst på lægernes dragter.

Men jeg må indrømme at de læger vi havde tilknyttet, var ganske enkelt helt fantastiske, de tog tingene i stiv arm og med en rolighed som var utrolig, skønt det var et stressende job, samt at de stod med foks liv i deres hænder, der skulle meget til at slå dem ud af kurs, selv en som mig, blev faktisk hurtigt immune overfor skrigene fra de sårede, dem var der mange af, og det var nok det der var værst af alt blandet sammen med lugten af blod, indvolde, krudt.

Vi fik en ung dansker ind, jeg husker ikke hans navn, men han var kun en 17-18 år, han havde fået et skud i maven ude ved Dolgaja Niva (16.Juli 1944)

 Han blev bragt ind på en båre til hovedkvarteret, han skreg og skreg efter hans mor.

Han var skrækslagen og græd. Han blev placeret på gulvet liggende på hans båre, hvorefter jeg gav ham en morfin indsprøjtning, han havde ikke turde kigget ned på hans mave, da han var for bange for at se hvor slemt skuddet var.

Han spurgte om man kunne se tarmene, jeg kiggede ned og heldigvis for ham havde det skud, han havde fået lavet en flænge, som nærmest havde lavet et fint snit hen over maven. Man kunne ane tarmen som bulede ud ca. en til to centimeter ud fra såret. Jeg sagde det så fint ud, hvorefter jeg med mine fingre skubbede tarmen ind, og herefter lukkede ham sammen med en slags hæftepistol.

Om han overlevede ved jeg ikke, men det vil jeg tro.

Hvis der var noget vi frygtede mest, så var det at få et maveskud, da det i mange tilfælde ville betyde døden.

 Dem der døde blev lagt i et hjørne ude i baghaven, senere blev de begravet. Det var bestemt ikke noget kønt syn, nogle af dem kendte jeg jo, nu lå de der helt stille med blodig og beskidte uniformer og med et skrækslagen ansigtsudtryk, det sidste de oplevede var jo nogen hårde nærkampe, man kunne nærmest se frygten i deres nu døde ansigter, jeg tænkte at jeg var glad for jeg ikke var i forreste linje’’.

I dag fungerer bygningen som kontor bygning, langt væk fra tiden i 1944, også alligevel ikke da rygterne siger at i forhaven skulle der stadig ligge et par nordmænd begravet..

O.H.L

Manden på billedet viser O.H.L (Vil ikke skrive navnet, i tilfælde af familie), OHL, forsvandt den 22.Maj 1942, da Frikorps folk fra 2. og 3.Kompagni skulle rense skovene for indtrængende russere, som var trængt igennem frikorpsets stillinger nogen dage i forvejen.

Frikorpset mistede 6 mand den dag, en enkelt blev meldt savnet, det var OHL.

Denne måde at dø på var sikkert ikke noget Arbejdsmanden OHL havde drømt om da han meldte sig til Frikorpset i starten af august 1941.

OHL blev født den 6.Februar 1911 i Taastrup.

Efter overstået session, blev han overført til resten af Frikorpset som var på Langenhorn Kaserne i Hamburg.

Her blev han en del af Frikorpsets 2.Kompagni under ledelse af Tyskeren Obersturmführer Harald Boy Hansen(faldt under angrebet på B.Dubovizy, 11.Juni 1942)

Han var medlem af Nazist partiet Dnsap, hvor han meldte sig ind den 12.Januar 1942, under medlems nummer 43 395.

Schütze OHL, var med i det første hold der blev fløjet ind i Demjansk kedlen den 8-9 Maj 1942.

Det må antages at det var på hans første front aktion han forsvandt, denne regnfulde maj dag i 1942.

Han var blevet lettere såret af et skud i hånden, og var gået alene tilbage imod egne linjer, hvad der derefter er sket er en gåde, men sikkert er det at OHL, blev fundet da Frikorpset angreb russerne ved Brohovedet den 2.Juni 1942, han blev i øvrigt fragtet tilbage i en Zeltbahn(Teltdug, som jeg tidligere skrev noget om) til Frikorpsets 1.kompagni’s kampstand, en frikorps mand ’’ øjnene var ligefrem gravet ud af hovedet, så kun de tomme huler var tilbage, kinderne var flænget op og panden perforeret af de karakteristiske trekantede russiske bajonetter.

Desuden var hans kønsdele skåret bort og når man bemærker, at manden havde været let såret af et skud gennem hånden og ellers ikke havde andre sår på kroppen, må han have mødt døden under de grufuldeste pinsler.’’

Inden OHL, blev begravet lod K.B. Martinsen så mange frikorps folk se liget af OHL, en frikorps mand’’ så kunne folkene selv gætte sig til, hvilke skæbne der ventede dem hos fjenden.

Den slags hærder kampmoralen, og behandlingen af krigsfanger, der blev ikke taget fanger den dag….’’ Schütze OHL blev begravet i Frikorpsets kirkegård ved Biakowo.

Armand Langermann

Dyrlægen: Koncentrationslejren Auschwitz Birkenau havde tilknyttet tre dyrlæger tilknyttet, en af disse var en dansker. Armand Langermann, han var født 18.Maj 1885 i Randers.

Han var et tidligt medlem af Dnsap, hvor han allerede den 1.Juni 1933 blev medlem under medlemsnummer 3138.

Langermann var overbevidst nazist, ved folketingevalget i 1939 stillede han op i Viborg amtskreds for Dnsap (Dnsap opnåede 31.032 stemmer ved valget)

Han havde egen dyrlæge praksis i Dragstrup som ligger 7-8 km fra Randers.

I April 1941 meldte han sig til Waffen SS, og kom på session den 5.Maj 1941 og blev optaget i SS med rang af Hauptsturmführer.

Den 14.Juli 1941 blev han en del af dyrlæge holdet i Auschwitz-Birkenau.

Han var ligeledes en aktiv taler ved Dnsap møder i Randers (bla. ved et medlemsmøde i Randers 3.August 1942) og Viborg når han var hjemme på orlov, men også med skrivelser i nationalsocialistiske aviser (Fædrelandet, National Socialisten).

Han udtalte bla. på et tidspunkt på et møde for unge national socialister omkring jøder ’’ Stik kniven op nedefra, vrid rundt i underlivet og ryk opad. Det er kun første gang, man berøres af det varme blod, der løber ned ad håndleddene. Senere bliver det en glæde" !! Men også som en taler ved et Grundlovsmøde i Støvring den 5.Juni 1941.

Langermann var trods sin høje alder, en af de ældste danskere der var medlem af SS.

Han var kendt i området i Randers for at være yderst provokerende, bla. slog han en ned som ikke hilste på ham med strakt arm(Hitler hilsen), anmeldte en dansker for fornærmelser og truede en politibetjent med at skyde ham.

Langermann blev den 2.Marts 1943 overført fra Auschwitz Birkenau til en ny enhed, SS Veterinär Abteilung Radom, Den 19.Juni 1943 blev han endnu engang overflyttet, denne gang til Stabskompanie beim höheren SS und Polizeiführer i Krakau i Polen. 8 måneder senere, den 17. Februar 1944 blev han igen overflyttet, denne gang igen til sin tidligere enhed, SS Veterinär Abteilung Radom.

Krigen sluttede den 6.Maj 1945 for Langermann som blev anhold af modstandsbevægelsen i Randers på sin bopæl.

Han blev herefter anbragt på Dronningborg skole (Dronningborg er en lille forstad til Randers, på skolen blev dels frivillige og andre med tilknytning til tyskerne anbragt i dagene ef