Demjansk 1942

Det front afsnit Frikorps Danmark blev indsat ved lå sydøst for Ilmen søren mellem floderne Lovat og Pola.
Demjansk kedlen blev området kaldt.

Selve Demjansk området var et areal på lidt mindre end Fyn. Landskabet var ufremkommeligt og bestod af fyrretræer, samt birketræer og mest af alt enorme sumpe.
Om sommeren var der ekstremt varmt og området var meget plaget af myg (Demjansk fik også navnet Myggedalen).
Om vinteren var det som stort set andre steder i Rusland om vinteren, hård frost og sne. (Skal lige nævnes at Frikorps Danmark ikke var i Demjansk om vinteren)

I Februar 1942 var dele af hærgruppe Nord blevet omringet af russerne, som med en styrke på 21 divisioner og 13 brigader ! havde indesluttet 96.000 tyske soldater.
Selve frontlinjen var ca. 300. km lang. Og indesluttet lå seks tyske divisioner indesluttet (12,30,32,123, 290 Infanteridivision samt Division Totenkopf)

Der var konstant kampe rundt om kedlen men også inde i kedlen var der kampe, russerne var langt overlegne, men alligevel havde det lykkedes tyskerne at holde stand.

Den eneste vej ind i kedlen var af luftvejen, så de 96.000 tyskere fik mad og ammunition fløjet ind af Hermann Görings Luftwaffe, som dagligt fløj 300 tons mad, materiel, våben ind osv samtidig tog de sårede med ud af kedlen.
Tyskerne havde lavet en flyveplads med en 800 meter lang og 50 meter bred landingsbane., denne flyveplads blev anlagt ved den lille by Demjansk.

Det var kun et spørgsmål om tid før russerne ville bryde igennem tyskernes forsvar, så fra tysk side blev det besluttet at lave et udbrud.
Missionen fik navnet ’Brückenschlag’, en kamp gruppe bestående af 5,8 jægerdivision samt 122, 329 infanteridivision skulle bryde hul i kedlen og dermed få kontakt med de indesluttede enheder.
Samtidig med angrebet skulle de indesluttede sætte et angreb ind.
21.marts 1942 startede mission ’Brückenschlag’. Over en 4 km lang front begyndte angrebet, først med et voldsomt bombardement på de russiske stillinger, og herefter infanteriangreb.
Området var nærmest umenneskeligt og manøvrere sig frem i, sump, mudder enorme skove samt floder skulle de angrebne styrker igennem.
Kampene var ekstreme og med store tab til følge, især russerne led et stort menneske og materiel tab.
Den 21. april 1942 nåede de indesluttede enheder kontakt til tyskerne på den anden side, og dermed var en 6 km bred åbning nået ved landsbyerne Ramutschewo mod nord og i syd ved Kobylkino.

Fire km sydøst fra Ramutschewo lå landsbyen Omaychina nogle kilometer herfra lå landsbyen Biakowo.

Hele operationen med at etablere kontakt til de indesluttede enheder havde kostet tyskerne 5000 mand og ca. 15000 sårede russerne havde mistet 60000 mand. Området for kampene lå der stort set overalt døde russere, som hverken tyskere eller russiske krigsfanger begravede.
Pionerenhederne fik herefter travlt med at anlægge en vej i åbningen i korridoren, denne vej var nu ikke en helt almindelig vej, men bestod af træstammer som var lagt tæt op af hinanden. 90 km lang. Det blev til daglig kaldt Rollbann (Rullebanen).
Nogen steder i korridoren var åbningen ikke mere end 4 kilometer bred, især de 12 km som var imellem Ramuschewo og Wassilewschtschina var kritisk.

For at tyskerne kunne holde denne korridor (var imellem Ramuschewo og Wassilewschtschina), skulle der nye tropper ind og afløse de slidte. Det blev besluttet at sende Division Totenkopf og Frikorps Danmark ind ved dette frontafsnit. Russerne angreb gentagne gange for at lukke korridoren igen.

Den 8 og 9. maj 1942 blev Frikorpset fløjet ind i Ju52 fly i kedlen.
Frikorpset blev i forskellige landsbyer omkring Wassilewschtschina.

Frikorpset var omkring 1000 mand fordelt i 3 skytte kompagnier, og et tungt kompagni(4 kp.) 300 mand var i reserve i Moklokowo(Også i kedlen) og yderligere 100 mand var ved Ersatzkompagniet i Posen Treskau(Nuværende Polen).

10.maj 1942 blev frikorpset meldt kampklar og der skulle ikke gå lang tid inden det første tab indtraf, O.W.Jensen(Kaldet Marokko Jensen,) en tidligere Fremmedlegionær tilhørende frikorpsets 2.kompagni trådte på en mine(Han var på en spähtrup, da han trådte på en mine, sprang forover men en splint trængte ind i halsen, han døde på vej til kompagniet)

Jeg vil ikke komme ind på Frikorpsets kampe, men Frikorpset var i Demjansk fra 9.Maj til de blev trukket ud af Demjansk kedlen den 4.august 1942.
137 var blevet dræbt og omkring 400 sårede og mange led af sygdomme, sumpfeber, hudsygdomme og plettyfus.
161 havde modtaget Jernkorset 2.klasse og 6 Jernkors 1.klasse.

KAMPENE VED B.DUBOVIZY 11.JUNI.1942 Efter Frikorps kommandør C.F.Von Schalburgs død den 2.juni 1942 forventede alle i Frikorpset at den nye kommandør ville blive Hauptsturmführer K.B.Martinsen, han var det mest oplagte valg til denne post. SS Hauptamt hev nærmest en kanin op af hatten i form af Tyskeren Sturmbannführer Hans Albert Von Lettow Vorbeck, (Søn af en tysk general under første verdenskrig, som ledede et tysk felttog i afrika). Ifølge veteraner var K.B Martinsen (til daglig kaldet KB) naturligvis skuffet, men tog det i stiv arm. Selvom Lettow Vorbeck var ud af en traditionsrig tysk officer familie, forstod han den måske specielle danske mentalitet, og ikke mindst humor modsat det tyske. Russerne havde nedkæmpet en Wehrmacht deling (290.infanteridivision) ved byen Bolschoj Dubovizy den 10. juni 1942, og indtaget de stillinger som frikorpset tidligere havde anlagt. Den nye kommandant(Lettow Vorbeck) var ankommet samme dag som russerne havde erobret B.Dubovizy (den 10.juni 1942) . Ved midnat den 10.juni 1942, gjorde frikorpset sig klar til kamp efter at have brugt eftermiddagen på hvile samt klargøring til angrebet, K.B. Martinsen forklarede den nye kommandant situationen og forsøgte at sætte ham ind i sagerne så meget som muligt. Det blev besluttet at Frikorpsets 1. og 3. kompagni skulle angribe byen sydfra alt imens at 2. kompagni skulle tage sig af de russiske bunkere og efterfølgende den vestlige side af byen. Selve angrebet var et rent infanteri angreb uden støtte af artilleri. Omkring B.Dobovizy var det vigtigt for russerne at få fodfæste her da det mere eller mindre var det eneste sted de kunne bringe Panzer ind og dermed afskære Demjansk kedlen vor den var smal. Den 11.juni 1942 klokken 6.30 startede angrebet, 1. og 3. kompagni kom frem til den sydlige ende af byen klokken 8.30 og var herefter involveret i meget hårde kampe, med deciderede bykampe hvor der blev kæmpet ,som man så i kampen om Stalingrad, fra hus til hus. Situationen ved Frikorpsets 2. kompagni i den vestlige del af byen var den at de trængte russerne tilbage til sumpene, Russerne havde dog her en hel del reserver som nu gennemførte et modangreb, og 2. kompagni måtte trække sig tilbage ind i B.Dobovizy. Under kampene faldt kompagnichef(2.kompagni) tyskeren Obersturmführer Boy Harald Hansen. Klokken 11.30 var de tre Frikorps kompagnier så hårdt presset at kommandør Lettow Vorbeck ikke så nogen anden udvej end tilbagetrækning til udgangsstilling for at russerne ikke skulle omringe dem. Overalt i byen(halvdelen af B.Dobovizy var på tyskernes hænder) var der kampe og kaos, Frikorpset skulle trække sig tilbage for ikke at miste alt for mange folk. Kommandanten lå i en grøft i den sydlige ende af byen, han sendte et par folk ind i alt kaoset for at meddele de kæmpende styrker at de skulle trække sig tilbage. Med et blev Sturmbannführer Lettow Vorbeck ramt af kugler fra et russisk maskingevær, Lettow Vorbeck var dødeligt såret, ramt i overkroppen, venstre overarmsknogle, skulderblad var smadret og splinter fra knoglerne var trængt ind i lungen. En Rottenführer ved 1.kompagni Claus N. tog den hårdt sårede kommandant på skulderen og ville få ham til den nærmeste forbindingsplads. Han faldt dog om efter skud fra et russisk maskingevær, Rottenführeren overlevede men kuglerne havde ramt Lettow Vorbeck som var død. I øvrigt var Lettow Vorbeck blevet ramt i begge arme allerede under starten af indsatsen. En del af 3.kompagni løb ind i et russisk minefeldt under tilbagetrækningen, kort forinden faldt kompagnichef Untersturmführer Alfred Nielsen(Han modtog Jernkorset 5 dage forinden hans død), ramt i halsen. B.Dobovizy blev opgivet, Frikorpset havde mistet 23 inkl. Kommandant Sturmbannführer Lettow Vorbeck, og to kompagnichefer, yderligere døde 2 af deres sår nogen dage senere på lazarettet i Losnitzi, omkring 80 var blevet såret. De faldne blev begravet på Frikorpsets kirkegård i Biakowo. Efterfølgende blev K.B. Martinsen udnævnt til kommandør over frikorpset.

KAMPENE DEN 17.JULI-24.JULI 1942.

 Frikorpsets stillinger: I hovedkamplinjen stod 1.kompagni under Obersturmbannführer Per Sørensen længst til højre og til venstre 3.kompagni under Obersturmführer Heinz Hennecke. 2.kompagni lå i reserveberedskab (2.kompagni var blevet afløst af 1.kompagni natten imellem den 15 og 16 juli), dog var enheder fra 2.kompagni sat ind på hovedkamplinjen for at støtte 1. og 3. kompagni.

Ligeledes til højre for 1.kompagni lå en bataljon fra den 290.infanteridivisions 501.regiment. Inde i byen Wasssiljewschtschina(Byen lå til venstre for Pola floden) lå det 28.jägerregiment under ledelse af Oberst Röricht. Frikorpsets 4.kompagni under ledelse af tyskeren Obersturmführer H.Stenger. befandt sig nord for byen Moklokowo tæt op af Rullebanen ( Rullebanen gik bla. fra Wassiljewschtschina til Biakowo, I Biakowo lå Gefechtstand for Totenkopf som Frikorpset var underlagt samt soldaterkirke gården).

17.Juli 1942. Selve kampene i Demjansk som Frikorpset havde deltaget i siden de ankom til området den 7- 8.maj 1942, var meget hårde kampe med russerne og ligesom terrænet var en fare og evig udfordring.

 Terrænet bestod at sump, birketræer, myg og ikke mindst en hård sol om dagen samt kolde nætter, nogle dage var det udelukkende regn, som forvandlede alt til mudder.

 Siden de hårde kampe ved byen B.Dubovizy den 11.juni 1942, havde fronten været nogenlunde rolig, kun enkelte kampe havde fundet sted. Dagene op til den 17.juli havde været med hård sol og høje temperaturer, nætterne havde været kolde og fugtige.

Den 16.juli 1942, blev Frikorpset alarmeret om et forestående stort russisk angreb ville finde sted. Kommandør K.B.Martinsen, satte alt i alarmberedskab og klar til kamp. Selve den 17.juli 1942 mindede om mange af de foregående dage, varme og tørre og ganske rolige.

Da russerne ikke havde angrebet kl.7.00 forventede man at angrebet ville finde sted en anden dag. Varmen var nu sat ind, og flere folk gik rundt iført shorts og bar overkrop, enkelte tog den frihed at bade i de store granathuller som nu var fyldt med vand andre gik på jagt i uniformen efter lus. Omkring kl. 12.00 var dagens højdepunkt klar, middags maden, skønt det var den samme menu som stort set alle de andre dage, ærtesuppe med flæsk.

 Kl.12.30 startede russerne et massivt bombardement fra deres 42 batterier, 20 stalinorgler, kort tid efter slog det hele ned i et gigantisk brag, som smadrede alt materiel. Trævogne, jord, stål regnede nu ned fra himlen. Granaterne regnede ned over kompagnierne og med et massivt brag røg hele det tyske såvel som det russiske minefelt i luften, alle telefon linjer blev smadret og kun to radiosendere blev intakt.

Fem kvarterer senere var artilleri angrebet ovre, hvorefter russerne begyndte at beskyde Frikorpsets Stab samt reserver og artilleri.

En frikorps mand ’Det er mig en gåde den dag i dag, at vore tab i HKL(hovedkamplinjen) forblev relativt små, ovenpå dette bombardement, men må vel tilskrives den velsignede sump, som opslugte russernes granater’. Kort efter artilleri angrebet blev det russiske infanteri (bla. fra 22.garde division) sat ind på frikorpsets østside, her lå to wehrmacht enheder,(501. infanteriregiment) det skal lige nævnes at området her langs Pola floden var et tørt område, så det var muligt at angribe med hjælp fra Tanks. Disse to wehrmacht enheder blev tromlet ned, de havde ikke de nødvendige våben, men også mandskab var de oppe imod en stærk modstander. Resterne af 501 infanteriregiment trak sig tilbage til Wassiljewschtschina, her lå en bataljon fra det 28.jägerregiment gravet ned, kort efter kom russerne til byen og der var nogen meget hårde kampe, tyskerne trak sig ud af byen mod sydvest.

Med tilbagetrækningen af 501 infanteriregiment, betød dette at det var frikorpsets 1.kompagni som skulle sikre højre flanke. 1.kompagni bestod kun af ca. 40 mand, ordonnanserne ved frikorpsets Stab blev sendt ud, for at kommandør K.B.Martinsen kunne få et overblik over fronten. Det blev besluttet at 2.kompagni skulle sende 20 mand ud til at understøtte 1. kompagni. (Russernes plan var at rulle frikorpsets stillinger op, herefter ville de 5.km længere fremme, nå Biakowo og kunne hermed afskære korridoren og dermed lukke kedlen). Hos 1.kompagni lod kompagnichef Per Sørensen sit kompagni på ca, 40 mand opdele i tre grupper, men den ene som han selv ledede (de to andre blev ledet af Untersturmführer H.P.K. Andersen, samt Unterscharführer Jens Nielsen) for på dem måde at simulere større styrke.

De skulle dække 400 meter skov og sump der dannede frontlinje omkring Rullebanen godt og vel 500 meter fra Wassiljewschtschina, russerne koncentrerede deres panser om rullebanen til Biakowo, på selve rullebanen var der folk fra 4.kompagni som kom i kamp med russiske panser(T34).

Syd for Wassiljewschtschina var russerne løbet ind i kraftig modstand fra det tyske 28.jägerregiment, herefter trak russerne sig tilbage til Wassiljewschtschina. Russerne forsøgte flere gange at storme Per Sørensen’s 1. kompagni nord for Rullebanen, det var med tab at kompagniet holdte russerne væk. 1.kompagni blev nærmest reddet sent om aftenen af tyske Stuka fly som bombede de fremrykkende russere samt et fremrykket russisk artilleribatteri, som havde voldt 1. kompagni store vanskeligheder.

18.juli 1942: Fra midnat og indtil klokken 4.00 var fronten mere eller mindre rolig, men herfra gik det løs igen, russisk infanteri støttet af T34 tanks angreb endnu engang frikorpsets stillinger. Frikorpset lod russerne komme ganske tæt på inden der blev åbnet ild. Trods store tab til russerne blev de ved med at sende folk ind i kampene, og det kom til  voldsomme nærkampe i sumpskovene.

Frikorpset havde på et tidspunkt dagen før, lykkedes at opnå en telefon linje ud til 1.kompagni. Kommandør K.B. Martinsen fik forbindelse til Per Sørensen for at få en briefing hvordan situationen var. På dette tidspunkt var 1.kompagni mere eller mindre trevlet op, og lå i hårde nærkampe med russerne, Per Sørensen svarede Kommandør K.B.Martinsen ’ Ja, nu synger vi på sidste vers ! 1.kompagni eksisterer snart ikke mere’ K.B.Martinsen svarede tilbage ’ Ja men så må du trække verset lidt ud..’ Situationen hos 2.kompagni var mere eller mindre som hos 1.kompagni, hårde kampe til følge og tab, her var der ligeledes tætte kampe mod russerne, Frikorps mand ved 2.kompagni, Sturmmann S.Larsen ’ Jeg var i en deling som kæmpede tæt ved rullebanen, det var nogen meget voldsomme kampe, pludselig kunne vi høre motorstøj og kæderaslen, ud af en sky af diesel røg kom en T34 til syne omkring 50 meter foran os. Kampvognens tårn drejede langsomt frem og tilbage, og jeg så godt at besætningen tilsyneladende havde fået øje på to danskere bag nogle træstammer, Så affyrede kampvognen en granat, der med et gigantisk brag ramte foran stablen af træstammer. Både træstammer og de to danskere forsvandt i en tordnende eksplosion. Med et åbnedes lugen på T34’ern, og kommandøren stak hovedet op og en del af overkroppen, per repleks skød jeg mod kommandøren og ramte, han sank ned i vognen igen, og kort efter blev lugen lukket og med et brøl bakkede T34’eren ind i skoven igen. Vi løb over til de to danskere og konstaterede at begge levede, den ene kendte jeg det var Fischer(Schütze Hans Peter Fischer, meldt sig til SS 20.juli 1941) og så en ny mand som jeg ikke kendte. Den nye mand var såret af granatsplinter i underlivet, Fischer havde begge ben hårdt kvæstet. Begge blev lagt op på en teltplan og derefter slæbte vi dem tilbage af rullebanen, indtil vi kom til bataljonens kommando station (Under ledelse af Obersturmführer Dr. Konrad Lotze) her blev de undersøgt at Lotze, som ikke kunne gøre mere for dem end forbinde dem og derpå sende dem videre til det T-divisionens lazaret i Lotnitzi(Totenkopf Lazaret). K.B. Martinsen gav mig ordre om til at køre med de to sårede til lazarettet, med orden sagde han ’og du får røven her tilbage lige så hurtigt som muligt’. Transporten foregik på ladet af en Tatra lastbil, udover de to sårede var der chaufføren og jeg. Fischer lå halvt bevidstløs på en presenning, og den nye mand sad sammenbøjet mellem mine ben, så jeg kunne holde omkring ham(Han var såret i underlivet), Lotze havde sagt at såret i underlivet var så stort, at han skulle sidde sammenbøjet, det var vigtigt han ikke rettede sig ud. Turen var nærmest en ren tortur for de to sårede, på grund af kampene måtte lastbilen køre ned fra rullebanen og ned langs Robja åens bred, skrumplende gennem terrænet. Afstanden til Lotnitzi var omkring 10 km. Soldaten jeg sad med mistede hurtigt bevidstheden, men jeg kunne se at Fischer levede, men blødte meget. Plamagen af blod på ladet omkring ham blev større og større. På et tidspunkt fumlede han ligesom rundt med sine hænder ved sin hals, nærmest som om han ikke kunne få luft, jeg råbte ’hvad fanden laver du ? lig stille for helvede’ Han fumlede videre og først da vi nåede Lazarettet fandt jeg ud af hvorfor, han var katolik og det han havde fumlet efter ved sin hals var hans Krucifiks, han bar om halsen. Det hjalp ikke, da vi nåede lazarettet var han død, han forblødte på lastbilens lad. Den nye mand som jeg sad med levede endnu, da han blev bragt ind til lægerne, men kun i kort tid, jeg er næsten sikker på at han også døde. Lazarettet var for uhyggeligt at være på, så efter en rygepause kørte vi videre tilbage.’

Problemet for frikorpset var at der ikke kunne sendes reserver ind, da disse var sat ind. Eneste mulighed for en redning var at opnå kontakt til 28.Jägerregiment som lå syd for Wassiljewschtschina (ved punkt 33,4), dette var eneste redning hvis ikke frikorpset skulle rendes over ende og dermed ville hele Demjansk kedlen med stor sandsynlighed blive lukket af russerne og et kæmpe nederlag til tyskerne til følge.

Problemet var bare den at der ingen telefon forbindelse var til Jägerregimentet, og eneste vej var igennem de russiske stillinger, og det ville være umuligt på motorcykel, og der var for langt til fods. K.B.Martinsen overvejede situationen, og kom til den beslutning at det måtte være en opgave for Ordonnans ved Staben, Sturmmann Werner Bircow Lassen(kaldet Balbo efter en italiensk general som han lignede), en tidligere Dragon i det danske forsvar, og vild med heste. Hos en nabo enhed lånte han en hest som var et ideelt til denne opgave, eneste betingelse for at låne hesten var at den kom sikkert tilbage igen. K.B.Martinsen forklarede ordren, det blev af sikkerhedsmæssige grunde ikke skrevet ned, hvis det skulle falde i russernes hænder.

Selve turen til punkt 33,4 var ca. 5-6 km. Det første stykke kunne foregå på rullebanen, men ud for 4.kompagnis stillinger måtte Balbo ind i skovene og ad snørklede stier forbi Moklokowo. Herfra var det vanskeligste og farligste sted som skulle forceres.

Et par kilometer før målet ved 28.Jägerregiment sprang en granat ned bag Balbo, både hest og mand røg til jorden, hesten var død, Balbo slap med småskrammer. Herfra gik turen til fods indtil han nåede ’Gefechtstand Jägerregiment 28’

Sturmmann Werner Bircow Lassen ’ Hidtil havde jeg kun set meget lidt til kampe, jeg havde ligget i reserve eller beredskab, de fleste krigsindtryk jeg havde fået var igennem ørerne, men her så jeg hvilket syn, træstammer var flået op af granater og på begge sider lå der dynger af lig, tyske og russiske mellem hinanden, døde heste, smadrede vogne og tanks, henkastet våben og flåede uniformsdele’

Balbo viste på kort hvordan front situationen så ud for de øverstbefalende ved 28.Jägerregiment. Oberst Röricht var klar over der måtte gribes ind hvis ikke rullebanen skulle gå tabt, rullebanen var eneste mulighed for at komme ind i kedlen. Selvom hans egne enheder var presset. Balbo fik ordre med tilbage til K.B.Martinsen og en ordre til bataljonen fra 38. Jägerregiment som lå i Biakowo. Balbo måtte denne gang nå tilbage uden hjælpemidler, over åbne marker og igennem sump og mudder. Han nåede tilbage til frikorpsets stillinger, hvorefter der blev sendt en motorcykel ordonnans til Biakowo med ordren fra Oberst Röricht til 38.Jägerregiment.

I øvrigt blev Werner Bircow Lassen tildelt Jernkorset 2.klasse for sin bedrift den 2. august 1942 af kommandør K.B.Martinsen (Som i øvrigt var den første ved Frikorps Danmark der modtog Jernkorset 1.klasse, dog ikke ved kampene den 17-24 juli, men efter kampene ved B.Dubovizy 10-11.juni).

Om aftenen ankom en enhed fra 30.infanteri division, som blev indsat imellem 1. og 3.kompagni. Frikorpsets stillinger blev igen om aftenen bombet af russerne.

19.juli 1942:  Ved midnat ankom delinger fra 38.Jägerregiment til frikorpsets stillinger. Kommandør K.B.Martinsen og den overordnede for Jägerregimentet diskuterede hvordan de skulle udføre angrebet den følgende dag.

Situationen blev følgende: Frikorpset skulle holde stillingerne nord for vejen, enheder fra 38.Jägerregiment skulle angribe på begge sider af vejen(rullebanen) Wassiljewschtschina skulle generobres. Frikorpsets 4.kompagni afgav mandskab til hjælp for Jägerregimentet, så disse kunne få artilleri beskyttelse.

Sydøst for Wassiljewschtschina skulle 28.jägerregiment angribe. Angrebs start var i første omgang sat til klokken 03.00, men blev udskudt til om morgenen klokken 7.00. På slaget 7.00 startede enheder fra 38.Jägerregiment, men måtte kort efter tilbage til udgangs stilling, grundet kraftig russisk artilleri. Angrebet kom kort efter i gang igen efter hjælp fra Stuka fly, det man ikke havde taget højde for var at russerne havde anlagt et stort minefelt, dette løb 38.Jägerregiment ind i med frygtelige tab til følge, regimentet blev mere eller mindre ’verheist’ brændt op, de døde og lemlæstede hobede sig op på forbindelsespladsen, hvor Obersturmführer Dr. Lotze og hans sanitäter arbejde på højtryk for at redde folk.

Frikorps mand ved 3.kompagni, Sturmmann E.H.Nielsen: ’De sårede lå og skreg med bortsprængte ben eller med granatsplinter i maven eller i lungerne. Når jeg skulle forbi, måtte jeg ligesom lukke medynk eller menneskelig finfølelse ude, det var der ikke plads til. Jeg husker dog stadig, måske fordi jeg trods alt blev rystet ind til knoglemarven, det var en ung flot fyr af den type som pigerne ikke kunne lade gå i fred og som lå og holdte sig på det sted hvor hans kønsdele før havde været, idet han blev ved med at skrige ’ Ich werde nie wieder ein mench’ det gjorde han heller ikke, han forblødte hurtigt’’.

Frikorps mand ved 1.kompagni, Schütze Anton Hansen: Det var som at gå i et slagtehus(ved forbindelspladsen) udenfor lå de døde side om side i lange rækker, mange af de hårdest sårede blev også lagt der, tankegangen var, om lidt er de alligevel døde’’.

Jägerregimentet var efterhånden skrumpet ind til en tredjedel, ved middagstid gik angrebet i stå, og om eftermiddagen angreb russerne støttet af tanks og infanteri. Angrebet blev dog stoppet af omkring 17-19 tyske Stuka fly.

20.juli 1942: Klokken 7.00 angreb tyske Stuka fly russiske tanks samt artilleri stillinger, Stukaerne angreb i bølger på tre, under første angreb blev et russisk ammunitionslager ramt som sprang i luften med et gigantisk brag. De to næste bølger blev det russiske artilleri angrebet.

Bag en birkeskov 1 ½ km sydøst for Wassiljewschtschina lå et batteri fra division Totenkopf’s Nebelwerfer abteilung. Fra seks af disse, blev der givet ordre fra Untersturmführer Linz om affyring. Disse granater var ikke almindelige, det var granater med meget hårdt sammenpresset luft, ved detonation forplantedes en voldsom trykbølge på få sekunder og som sprængte trommehinder og lunger på alt levende i nærheden, det betød intet om man befandt sig på jordoverfladen eller i en bunker. Da frikorps folk senere rullede nogen russiske bunkersanlæg op fandt man samtlige russere dræbt, alle nærmest uskadte at se på, men med voldsomme blødninger ud af mund og næse, de havde fået sprængt lungerne.

1.kompagni nedkæmpede om aftenen to russiske tanks samt angribende infanteri.

21.juli 1942: Enheder fra Jägerregimentet og frikorps pioner forsøgte uden held at nedkæmpe et russisk støttepunkt nord for rullebanen. Herefter blev hovedangrebet sat ind, og omkring 22. tiden mødtes de to jägerregimenter (38. og 28) i byen Wassiljewschtschina, kampene disse dage havde kostet mange tab på begge sider, både af mennesker og materiel.

De følgende dage var der små kampe bortset fra et større tysk angreb den 24.juli som fik den virkning at fronten kom tilbage til den gamle hovedkamplinje som den var før angrebet den 17.juli 1942. Frikorps Danmark blev trukket ud af Demjansk den 4.august 1942.

Verner Bruhn 22.12.2018 17:04

God beskrivelse af forholdene i Demjansk kedlen.

SlægtningKonrad 18.04.2018 07:06

Hej, jeg søger oplysninger og meget gerne et billede af Konrad Nørgaard, født maj 1907 i Tolne. Han var med 3. kp. i Demjansk. Fik kvk.2 januar 1944, faldt sene

Lillian Madsen 06.08.2017 11:25

Jeg vil gerne hører oplysninger om min onkel Imil Ingemand Pedersen Født Hellevad Ørum Sogn 1913