Standardside

I forbindelse med BT’s artikler om vores tur til Rusland, med den tidligere Frikorps Danmark veteran Magnus Møller, bragte BT ligeledes artikler om C.F.Von Schalburg, Witino samt mit Erkennungsmarke. I den forbindelse stor ros til N.Birger Danielsen for nogen rigtig fine artikler. Der er jo begrænset med plads i avisen, så jeg vil skrive en længere beretning omkring Laurits Jensen, som har haft det Erkennungsmarke jeg besidder nu. Det er ikke for at gøre ham til en martyrer, men blot fortælle om en ung mand som valgte side under krigen, en side som i sidste ende kostede ham livet i en meningsløs krig. ’’ Bruger du noget i kaffen ?’ spørger den ældre dame mig, ’nej ellers tak, skynder jeg mig at sige’. 'Nu skal du endelig ikke holde dig tilbage', hvorefter hun peger på de hjemmelavede brunkager. Vejret er også kun til varm kaffe og brunkager, det er en grå dag i starten af december 2014. Det er lidt et tilfælde at jeg er kommet i kontakt med den ældre dame, som jeg skal tale med om noget som ligger så fjernt tilbage som 72 år. Men jeg vil lige spole tiden tilbage, ikke 72 år men to måneder. En længe ventet tur til Demjansk var endelig kommet på plads, Visum osv var klar og dagen var endelig oprandt hvor vi skulle af sted for at gense hvor Frikorps Danmark kæmpede i sommeren 1942. Vi er ikke mere end landet i Skt.Petersburg’s lufthavn før jeg møder min russiske kontakt, en mand i starten af 40 erne, som jeg har kendt igennem de sidste 15 år. Inden afrejsen havde han kontaktet mig at han havde et Frikorps Danmark hundetegn eller på tysk Erkennungsmarken. Vi aftalte at mødes i lufthavnens forhal og se på sagerne. Det første der mødte os var den russiske kulde, derefter kom min kontakt. Ca. en halv time efter forlod vi lufthavnen med retning imod Staraja Russa, ca. 300 km længere sydøst på. Da vi var kommet hjem fra turen, ventede der mig en længere søgning efter om det var muligt at finde navn på brikken. Jeg gennemgik forskellige tabslister over Frikorps folk, samtidig var jeg i kontakt med de tyske myndigheder. Midt i november lykkedes det at finde navnet, på en dansker som ganske rigtigt var med i kampene i Demjansk i sommeren 1942, men det var ikke der han var faldet !! Efter lidt mails frem og tilbage med de tyske myndigheder, blev brikken bekræftet at have tilhørt det navn som jeg havde fundet frem til. Videre i tabslisten stod der forældrene på den faldne, jeg skrev til Løkken lokalhistoriske arkiv om de kendte noget til familien, det gjorde de ikke, men kunne se i folkeoptællingen at de var flyttet kort efter den faldne var født. Jeg fandt frem til at familien var flyttet til Arentsminde, som ligger imellem Brovst og Aabyhøj. Herefter sendte jeg en mail, til deres lokalhistoriske arkiv, og skrev hvordan det hele hang sammen, et par dage senere fik jeg svar, en på arkivet kendte en søster til den faldne. Jeg fik hendes nummer og kontaktede hende. Hun blev meget overrasket over at få at vide at jeg havde noget som havde tilhørt hendes bror. Tilbage til kaffebordet og de ualmindelig gode brunkager, gik snakken om først og fremmest hendes bror. Laurits Jensen blev født i Løkken den 23.Februar 1922. Han var den ældste ud af 3. Kort efter hans fødsel flyttede familien til Arentsminde. Laurits Jensen blev landbrugsmedhjælper, det var her han lærte en anden landbrugsmedhjælper at kende, Svend Larsen. Den 1 ½ år ældre Svend Larsen, havde allerede i 1940 forsøgt at melde sig til den danske Finlands bataljon, men nåede ikke af sted da våbenstilstanden imellem Finland og Rusland indtraf den 13.Marts 1940. Svend Larsen var en af de første der meldte sig til Frikorps Danmark allerede i juli 1941. Der er ingen tvivl om at de begge har diskuteret verdens situationen anno 1941. Laurits Jensen meldte sig til Frikorps Danmark i starten af december 1941. Han forpligtede sig til en kontrakt på 2 år (kontrakt udløb 13.December 1943) da han var på session den 13.December 1942. Den 8.Januar 1942 rejste han via Gedser til SS forskolen i Sennheim. Den 15.Februar 1942 var det slut på Sennheim skolen, og han blev overført til Frikorpset som lå til uddannelse i Treskau. Laurits Jensen blev en del af Ersatz kompagniet. I April blev han en del af Obersturmführer Per Sørensens 1.Kompagni og var med fra starten da Frikorpset blev fløjet til Demjansk 8-9 Maj 1942. Schütze Laurits Jensen var med på en af Frikorpsets større angreb den 28.Maj 1942 ved Ssutoki. En patrulje fra Frikorpset havde et par dage i forvejen (natten imellem den 26 og 27. maj) gjort en iagttagelse. Russiske tropper der var i den lille landsby Ssutoki var i gang med at bygge et brohoved nord for Robja åen. Patruljen fandt ud af at russerne allerede havde bygget bunkere og stillinger. Med andre ord, det russiske brohoved var fuldt etableret og mere eller mindre klar til et russisk angreb. Frikorpset kunne i tilfælde af et russisk angreb risikere at miste Rullebanen som kun lå 2.km fra de russiske stillinger, dette ville være katastrofalt var hele Demjansk fronten hvis de tabte rullebanen, da det var den eneste forsyningsvej ind i kedlen. Patruljen kom tilbage til kompagniets egne stillinger om morgenen den 27.maj, og fik underrettet Hauptsturmführer P.Neergaard Jacobsen kompagnichef for 3. kompagni som herefter underrettede Frikorps kommandør C.F.Von Schalburg . Situationen blev diskuteret igennem af C.F. Von Schalburg og K.B. Martinsen og de øvrige kompagnichefer (Obersturmbannführer Per Sørensen 1.kp, Obersturmbannführer Boy Hansen(Tysker) 2. kp Hauptsturmführer P.Neergaard Jakobsen 3.kp). Von Schalburg ville angribe det russiske brohoved med et direkte angreb, hvorimod K.B. Martinsen mente det var en farlig manøvre og uden viden for konsekvenserne ved et direkte angreb. Faktum blev at missionen ville være den at, enheder fra 1.kompagni skulle observere russerne og evt. angribe brohovedet. Leder af denne mission blev Untersturmführer Just Nielsen(1.kompagni.2 deling) Han udvalgte selv sine folk i løbet af dagen den 27.maj. Just Nielsen skulle trænge frem på den østlige side, og Oberscharführer A.Kern(Tysker) fra den vestlige side. Von Schalburg og K.B. Martinsen holdte taktik møde (kan man vel godt kalde det). Enhederne skulle trænge så tæt på de russiske stillinger så muligt og derefter trække sig tilbage, hvis muligheden bød sig skulle de nedkæmpe dem. Frikorpsets pioner deling havde lavet specielle sprængladninger på rør(ala dem de amerikanske soldater brugte i Normandiet, i filmen Saving Private Ryan) Patruljen fik udleveret ekstra håndgranater og andet ammunition. Operationen startede, og gik fint, Just Nielsens gruppe sneg sig helt frem til de russiske stillinger uden at blive opdaget. Just Nielsen vurderede at et angreb var muligt. Angrebet startede, håndgranater blev kastet ind i de russiske stillinger, og kort efter invaderede frikorps folkene de russiske stillinger, og kom ind i løbegravene og nedkæmpede russerne. Angrebet var en stor succes, omkring 100 russere var blevet dræbt. Untersturmführer Just Nielsen gav ordre til tilbagetrækning, og kort efter blev stillingerne bombet af russiske 120 MM morterild. Bombningen varede ca. 10 min hvorefter de blev beskudt af skud fra tunge russiske maskingevær. Frikorps folkene kravlede ud af stillingerne og trak sig tilbage, som en af de sidste skulle Just Nielsen til at forlade Robja åen, da han blev ramt af en lang salve fra et maskingevær, han styrtede død om og rullede ned i Robja åen, hvor han ikke kunne hentes ind og formentlig stadig ligger den dag i dag. Udover Untersturmführer Just Nielsen faldt Rottenführer G.Jensen samme dag, 5 andre blev såret. Succen var kort, idet russerne om formiddagen den 28. maj havde genetableret sig i stillingerne. Laurits Jensen var med på denne aktion, han modtog sammen med 18 andre Frikorps folk Jernkorset 2.Klasse for indsatsen. 1.juni 1942 blev han udnævnt til Sturmmann. Størstedelen af de frivillige som deltog i kampe i Demjansk, har på et eller andet tidspunkt blevet såret. Heller ikke Laurits Jensen kunne sige sig fra dette, han blev på et tidspunkt ramt af en granat splint i skulderen, som efterfølgende blev pillet ud. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af hvornår han blev såret, men sikkert er det at han gav granatsplinten til sin søster under orloven som en souvenir, og at familien i mange år havde denne splint liggende. Ligeså sikkert er det at han under den store orlov fik taget et fint portræt foto hos en fotograf. Et billede som ligner enhver anden ung mand fra dengang, friseret og pæn i tøjet, og i øvrigt slipset har søsteren stadig den dag i dag.. Frikorpset blev trukket ud af kampene i Demjansk den 4.August 1942, herefter ventede den store orlov. En orlov som allerede fra starten udviklede sig til en decideret katastrofe, godt nok blev de hyldet i stor stil lige da toget rullede ind på hovedbanegården i København den 8.September 1942. Men herfra stoppede festen også, og resten af ruten var en anspændt affære. Orloven hjemme på hjemegnen for Laurits Jensen var ganske stille og rolig, og alligevel ville krigen ikke slippe sit tag. Med hjem fra Demjansk havde han en opgave, en opgave som ikke har været den sjoveste. Under kampene den 2.Juni 1942, hvor frikorpset fik til opgave at flyttet hovedkamplinjen 150 meter tættere på de russiske stillinger, var en af de faldne foruden kommandør Von Schalburg en af Laurits Jensen’s kammerater fra 1.Kompagni, Peder Mørch Pedersen. Opgaven bestod i at han skulle fortælle Peder Mørch Pedersens forældre i Vrensted, 32 km fra Arentsminde, omstændighederne omkring deres søns død. Under besøget forelskede Laurits Jensen sig i søsteren til Peder M.Pedersen. Kærligheden var gengældt og på den korte tid Laurits Jensen havde orlov blev de forlovet. Den 13.oktober 1942 var det slut med orlov for Laurits Jensen og resten af Frikorpset, en ny front ventede, en front som var stik modsat en den forgangne fra sommeren 1942. Det galt vinter indsats. Den 10.November 1942 meldte han sig ind i Frits Clausen’s Dnsap under medlemsnummer 48651 Frikorpset var underlagt 1.SS brigade, og meningen var i første omgang at de skulle indsættes til bekæmpelse af partisaner. Den 24.december 1942, Juleaften startede stille, russerne vidste at tyskerne på netop denne dag ønskede en rolig dag. Juleposten hjemme fra Danmark var fordelt i de forskellige kompagnier, bunkerne var pyntet med gran for at få så meget julestemning ind som muligt og jernblikovnene gad lidt varme i den hårde frost. Bataljonschef K.B. Martinsen havde været rundt ved de forskellige kompagnier og ønsket en glædelig jul, sammen med sin adjudant obersturmführer Knud Thorgils. K.B Martinsen var særlig bekymret, han frygtede et russisk angreb, og det at han ikke var at finde i frikorpsets hovedkvarter gjorde det ikke bedre, da han så ikke kunne få besked om et evt. angreb. Han havde forbudt soldaterne at drikke den julespiritus som de havde fået udleveret, da de skulle være forberedte på et angreb fra russisk side. K.B. Martinsens inspektion i de forskellige kompagnier foregik om eftermiddagen/aftenen, da russerne i dagslys kunne beskyde de stier som førte til kompagnierne. Kl.16.00 startede K.B Martinsen og Knud Thorgils turen rundt til mændene i de forskellige vagtposter samt ved kompagnierne. Det hele trak ud da mændene var meget snak saglige. Kl.22.00 var de tilbage i kommandostationen, nu kunne de to selv spise lidt julemiddag, som frikorpsets kokke have anrettet bla. Med en ko som der kom nogen bøffer ud af. Samtidig havde de pyntet op med flagranker og grangrene, for at få så meget julestemning ind som muligt. Roen holdte dog ikke længe, klokken 23.00 gik alarm klokkerne, store russiske styrker havde sat et angreb ind. Et russisk infanteri på 200-300 mand, angreb på frikorpsets venstre fløj hvor en enhed fra den 21. Luftwaffe feld division lå. Luftwaffe divisionen blev mere eller mindre løbet over end af russerne, dette gjorde at Frikorpsets 1. kompagni blev ladt tilbage i omringede stillinger. Der var især meget hårde kampe omkring byerne Kondratowo og Laskaturina, det var mand til mand kampe med nærkampe med bajonetter. Frikorpsets 4. kompagni lå i en tilbage trukket stilling i forhold til de andre kompagnier. Russerne trængte helt ind i 1.kompagnis stillinger, dette betød at 4.kompagni ikke kunne give artilleristøtte, uden at ville ramme egne folk. 2.kompagni med Obersturmführer Bent Worsøe Larsen som var indrettet i en lade og godt i gang med at holde så meget jul som omstændighederne tilladte, blev kommanderet til undsætning af 1. kompagni. En telefonist ved 1.kompagni, Vagn Oest havde skjult sig i ruinerne af et bombet hus og kunne rapportere til 4.kompagni hvor ilden skulle ligge, russerne have nedkæmpet de frikorps soldater på det sted, dog uden at finde telefonisten, som lå skjult, og havde den eneste telefon forbindelse som fungerede, de andre var gået tabt. Kort efter blev stillingerne bombarderet, samtidig var 2. kompagni nået frem. Kampene varede hele natten og var mand mod mand, indtil de sidste russiske soldater var nedkæmpet kl. 6.00 den 25.december 1942. Et par timer senere satte russerne endnu et angreb ind, Frikorpset var dog mere forberedt denne gang men russerne fik bidt sig fast i udkanten af Kondratowo, og først anden juledag var der så roligt at resterne af 1.kompagni kunne trækkes tilbage. Sturmmann Laurits Jensen faldt den 25.December 1942, sammen med 15 andre Frikorps folk, bla. også et brødre par. Med hans død sluttede historien om Laurits Jensen, i hvert fald 72 år frem, indtil en Rusland tur med en gammel Frikorps Danmark veteran, ændrede det med købet i lufthavnen i Skt.Petersborg. Efter et par timer i godt selskab i søsterens lejlighed, er det tid til at tage hjemad. En spændende dag i historiens tegn er slut. (Tegnet er fundet i Demjansk, men han er faldet 250 km derfra, så tegnet er med stor sandsynlighed tabt)

Nogle af de gamle stillinger hvor det hollandske regiment 48 General Seyffardt blev udslettet. Sporene er tydelige i dag. I jorden ligger patroner samt andet.

Erkennungsmarke som har tilhørt et medlem af det Hollandske SS Regiment 48 General Seyffardt. Regimentet blev totalt udslettet 25 juli 1944 under tilbage trækningen fra Narva til de 3 høje(Tannenberg stillingen). I dette Regiment var bla. flere danskere, 2 af dem officerer som endte i russisk fangenskab og blev sat fri i november 1954. Tegnet er fundet hvor regimentet blev nedkæmpet i repniku 4 km fra Højene.

Morten Klein 14.01.2019 15:09

I billedteksten til Larsen/Kepi blanc 3 danske officerer blev frigivet fra fangenskab i nov. 54, men det er angivet som nov. 1953 i kapitlet om fangenskab

Bent Bjerring 23.03.2018 14:46

Heldigvis bliver 2 verdenskrig nu beskrevet væsentligt mere nuanceret end for bare 10-15 år siden. Spændende. men også sørgelig tidsepoke.

Michael 10.01.2016 22:40

spændende læsning. Det vil gøre det meget lettere at læse hvis du laver lidt luft i mellem afsnittene. Artikler fra f.eks. ing.dk har oftes 3 - 5 linjer imellem

Paul E. Rochler 28.02.2015 21:17

Interessant beretning Lars, glæder mig til at få din nye bog her i foråret.

Rikke 23.01.2015 18:25

Hvordan er du kommet i besiddelse af disse mærke?