Finlands Bataljonen

'Foreningen af danske Finlands frivillige’.

Foreningen blev oprettet i september 1940, som et grundlag for at de tidligere frivillige kunne samles.
Foreningen hjalp de tidligere Finlands frivillige med at få job osv.

i Århus blev 50 tidligere Finlands frivillige hædret søndag den 9. marts 1941. (I København var det den 1. marts 1941).
I Århus foregik det på koncertpalæet i Kannikegade. Det startede med at den Finske nationalsang og den danske kongesang(Kong Christian) blev sunget.
Konsul P.J. Østergaard, holdte herefter en kort tale, hvori han hyldede dem som i sin tid var taget til Finland for at kæmpe på Finnernes side.
Efter konsul P.J. Østergaard’s tale, oplæste kolonneformand (Der var i alt 10 kolonner i foreningen Finlands frivillige) Sergent Leif Lund (faldt i tysk tjeneste som Krigsberichter) en dagsbefaling fra Marskal Carl Mannerheim.

Valdemar Tretow Loof

Hvis man kigger på nogle af de Løjtnanter som var en del af den Danske Finlands Bataljon, er der et par forskellige skæbner.

Løjtnant Eyvind Knauer var kommanderende for 1.Kompagni, men måske mest interessant var 2.Kompagnis Kaptajn C.F.Schalburg  og den næstkommanderende Løjtnant Emil Lassen.

Den ene (Schalburg) faldt som bekendt i Demjansk i sommeren 1942 i spidsen for Frikorps Danmark.

Emil Lassen var bla. Observatør under den Spanske Borgerkrig, men mest kendt er hans søn Anders Lassen som faldt i kamp for Englænderne i Italien i april 1945.

Ejner Dethlefsen, var øverstkommanderende for en særlig kanondeling i Bataljonen og fortsatte senere i den Finske hær indtil han faldt den 19. September 1944, som tjenestegørende i den Finske arme.

Jørgen Hagemann, kom til Finlands bataljonen sidst i Februar 1940, og fortsatte i tjeneste hos Finnerne, han faldt i 1942 ved Hagnö.

En anden som var i Finlands bataljonen var Jørgen Frederik Winther, han var den øverstbefalende der lige havde inspiceret kasernen i Uleåborg den 21.Januar 1940, for at se om alle var gået i sikring da kasernen blev angrebet af russiske fly,angrebet kostede menig Mathias Madsen livet og to andre blev såret (Svend Jepsen og Thorkild A.Nielsen, kaldet Piraten)

Jørgen Winther gik senere ind i modstandsbevægelsen, hvor han blev henrettet i  Ryvangen den 6.April 1945, bla. Sammen med Kim Malthe Bruun.

 Jørgen Poulsen, indtrådt i forsvaret 10.Maj 1932 ved 5.Bataljon. Han kom til Finlands Bataljonen den 11.Marts 1940, og blev adjudant for Johan Skjoldager.

Et af højdepunkterne for Finlands Bataljonen, som aldrig nåede i kamp, var da Carl Mannerheim den 28.April, besøgte de danske frivillige i Lovisa. Han inspicerede korpset, og holdte en kort tale. Efter talen blev fire befalingsmænd kaldt frem til forfremmelse, den ene var Jørgen Poulsen som blev udnævnt til  Kaptajn.

Jørgen Poulsen, blev i 1941 gift i Helsingfors med datteren af den Finske Major Martin Franck, der var tilknyttet Finlands bataljonen.

Officerne var naturligvis ældre end de menige, den ældste var Valdemar Tretow Loof med 62 år. (Den yngste i Finlands Bataljonen var John V.Larsen med 18 år.

Gennemsnitsalderen for officerne var 35,2 (45 officerer) og for de menige var den 26, 98 (831 menige)

Valdemar Tretow Loof’s søn var officer i korpset og ligeledes hans datter Inge Tretow Loof var i Finland som sygeplejerske.

Øverstkommanderende Valdemar Tretow Loof’s søn Ove var ligeledes i bataljonen, ligesom en anden H.Tretow Loof, han meldte sig senere til tysk tjeneste.

Den 30.Maj 1940 forlod Den Danske Finlands Bataljon, Lovisa i Finland.

Der var sket meget i de 2 ½ måned forinden. Finnerne havde den 13.Marts, indgået fred/overgivet sig med/til Russerne og den 9.April var Danmark blevet besat af Tyskerne.

 I starten af maj 1940 var bataljonen ankommet til Lovisa, størstedelen af korpset lå indkvarteret i telte i en nærliggende skov, resten inde i selve byen.

Dagene op til afrejsen den 30.Maj, gik med at pakke våben og andet materiel ned, dette blev foræret til Finnerne.  

Den 26.Maj var alle Bataljonens officerer og menige inviteret til fest hos den lokale Lotta Sværd afdeling.

Den 30,Maj blev alt bagage læsset på lastbiler og transporteret til Lovisa havn, mandskabet marcherede i uniform til banegården hvor et godstog ventede for at fragte dem til havnen.

Det var en relativ kort togtur, humøret var højt ’’vi sang af fuld hals, overalt kom folk ud af husene og vinkede’ ’berettede den senere stifter af Holger Danske og bestyr af Stjerne Radio i Istedgade, Josef Søndergaard.

På havnen lå skibet S/S Arcturus med det Finske flag blafrende i vinden.

På kajen stod et æreskompagni opmarcheret og som personlig repræsentant var den finske Generalløjtnant Oscar Enckell, som læste en befaling fra Carl Mannerheim op ’Danske frivillige, jeres hverv i den finske arme er nu endt. I afskedens stund vil jeg endnu engang til jer udtale min og armeens anerkendelse og tak og modige beslutning om at hjælpe jeres nordlige broderfolk.

Forundt blev det jer ikke at kæmpe på vores side i fremmeste led, men i var rede til at ofre jeres liv for Finlands frihed.

Vær forvissede om at man i dette land vil bevare og minde om de behjertede danske mænd, der i farens stund ilede til vores hjælp.

Jeg ønsker jer lykke og fremgang. Leve Danmark og deres tapre mænd’’

Herefter gik de danske frivillige ombord på skibet S/S Arcturus, med tonerne af den Finske nationalmelodi i baggrunden.

For nogle var det sidste gang de så Finland, andre vendte tilbage til landet da Finland igen kom i krig med Russerne i sommeren 1941, det var dog ikke i en dansk enhed med i den Finske arme. (Ca. 10 danskere faldt i fortsættelses krigen).

Om formiddagen den 3.Juni vendte de ca. 370 danske frivillige ombord på S/S Arcturus, tilbage til et besat fædreland.

På kajen i Københavns Frihavn, stod købmand P.M. Daell (Stifter af Daells varehus) Oberst Ivan Carstensen og kaptajn O.M. Duus og generalkonsul Einer Høyvald samt Oberst Iver Gudme, for at byde de frivillige velkommen hjem.

Da skibet lagde til i anløbskajen i Frihavene sang de frivillige den Finske krigssang og herefter Kong Christian.

For de frivillige må det have været en underlig hjemkomst, det var ikke som da de forlod Finland, her viftede folk med flag og tiljublede dem. De danske myndigheder forsøgte at holde ankomst tidspunktet hemmeligt.

Det danske politi var mødt frem i tilfælde af at nogle forlod skibet i uniform. Der var i Danmark uniformsforbud, og det danske justitsministerium lagde et stort arbejde i at de frivilliges uniformer blev sendt tilbage til Finland.

En stor del af korpset havde civilt tøj, for dem der ikke havde, fik de udleveret et sæt tøj ved Malmö færgens toldkontrol.

Udover dette modtog hver fra korpset en hædersgave på 50 kr for sin deltagelse.. samt en betalt billet til deres hjemstavn.

Inden de forlod skibet holdte P.M.Daell en tale for mandskabet , her takkede han dem for deres deltagelse og samtidig sagde han, at meget var forandret siden de forlod Danmark for at tage til Finland, talen blev afsluttet af et trefoldigt Leve Finland.

Skibet S/S Arcturus, der fragtede de frivillige til Danmark, blev bygget i Skotland i 1898.

I 30’erne sejlede det passagerer fra Finland til Hull (England) via København.

I januar 1942 sejlede det Finske børn til Sverige, her var lastrummet bygget om til børneværelser. Skibet blev hygget op i 1957.

For mange af de frivillige kom de hjem til arbejdsløshed, de frivillige blev bedt om at henvende sig til ’Det Frie Nord’ som havde påtaget sig opgaven at finde arbejde til dem.

Finlands bataljonen blev mere eller mindre delt i to grupper, en del gik i modstandsbevægelsen, bl.a. Stifter  af Holger Danske, Josef Søndergaard og også Max Bæklund. En anden gruppe lod sig hverve til tysk krigs tjeneste herunder Frikorps Danmark, det talte bl.a. kommandøren for Finlands Bataljonens 2.Kompagni C.F. Von Schalburg.

Et interessant emne er Finlands krigen, 1939/40, det er især dem som gjorde tjeneste i Finlands Bataljonen, da en del gik i tysk tjeneste herunder Frikorps Danmark, imens andre gik i modstandsbevægelsen, bla. startede modstandsgruppen Holger Danske op i baglokalet i Istedgade 31 i radioforretningen Stjerne Radio.

Hvor mange der gik i tysk tjeneste som tidligere havde været i Finland, er uvist. Jeg har lavet nedenstående omkring dem som jeg har fundet frem til var i Finland og senere gik i tysk tjeneste.

I Finlands bataljonen som senere gik i tysk tjeneste var der:

3 som blev henrettet ved retsopgøret (A.Dahl, P. Hansen, J. Sørensen)

5 likvideret (J.Asmild, H.Kjærulf, A.Bisp, S. Bjørnestad, S.Møller)

25 faldt, 9 af dem i sommeren 1942 i Demjansk under Frikorps Danmark.  1 i Finsk tjeneste under fortsættelseskrigen.

2 var i Hipo korpset

5 var i Schalburg korpset

3 var med i Den Estiske Frihedskrig i 1919-20

3 var med i Første Verdenskrig på tysk side

3 var med i den Spanske borgerkrig (en på Folkefrontens side)

1 Havde deltaget på Danmarks Olympiske hold ved Olympiaden i 1936 i Berlin, som Cykelrytter. Han faldt i 1943

En af de faldne var bror til en af Danmarks store skuespillere. Søsteren havde flere roller i bla. ’Huset på Christianshavn’ og Matador.

Den frivillige faldt i 1944.

Den finske vinterkrig 1939/40, sætter spor til besættelsen af Danmark.

Den Danske Finlands bataljon, bestod af ca. 1000-1100 mand.

En del gik under besættelsen i modstandsbevægelsen, bl.a Holger Danske blev stiftet af tidligere Finlands frivillige i baglokalet i Stjerne Radio på Istedgade 31.

En anden del af Finlands bataljonen, gik i tysk tjeneste herunder Frikorps Danmark.

Den Danske Finlands bataljon, nåede ikke i kamp i tiden i Finland, alligevel mistede bataljonen en mand.

Danskerne var indkvarteret på en kaserne i Uleåborg, en by som på daværende tidspunkt havde 25.000 indbyggere.

Søndag den 21. Januar 1940, lød luftalarmen over byen og herunder kasernen. I tilfælde af luftalarm, skulle nogle delinger beskytte forskellige poster i nærområdet.

Erik B.Jensen:’’ Nu er de næsten over vores hoveder og i det samme begynder vort anti luftskyts at beskyde dem. En modbydelig bragende lyd fortæller os, at den første bombe er på vej ned imod os, og et øjeblik efter er det, som om helvede er sluppet løs omkring os. Jorden gyngede under os, hver gang en bombe eksploderede i nærheden. Grene blev revet af træerne når sprængstykker fo’r igennem luften og rev alt med sig.

Vi havde alle smidt os ned, og ingen af os nærede vist nogen tvang til at dreje hovedet og se op eller begynde at skyde’’.

En del af Uleåborg blev smadret ved bombardementet, senere samme dag vendte de russiske bombefly tilbage.

Menig Mathias Madsen, som fire dage forinden havde skrevet under med Finlands Bataljonen, havde sammen med løjtnant Jørgen Frederik Winther ( modstandsmand og henrettet under besættelsen den 6.April 1945) gennemgået at kasernen var tom, og at mandskabet befandt sig i beskyttelsesrum. På vej til den øvrige del af vagtmandskabet, som befandt sig nord for kasernen, blev Mening Mathias Madsen ud fra Gymnastik salen ved kasernen ramt af to bomber som sprang lige i nærheden. Han blev alvorligt såret, og døde to dage senere (23.Januar 1940).

Vagtmandskabet, slap heller ikke, ved en lille granlund sprang en bombe 10-20 meter fra de to menige Torkil Nielsen(Piraten) og vend Jepsen. Torkil Nielsen fik revet det ene ben af, og Svend Jepsen fik en granat splint i låret da han forsøgte at komme sin kammerat til undsætning.

Menig Mathias Madsen, blev begravet en uge efter. Størstedel af Den Danske Finlands Bataljon, vendte tilbage til Danmark den 1. Juni med skibet S/S Arcturus.