Beskrivelser (Jeg har selv skrevet teksten)

Afrejse Hamburg

Den 6.September 1941, meddelte Gruppenführer Hans Jüttner, at frikorpset skulle forlægges til Treskau i det nuværende Polen. Afrejsen fra Langenhorn kaserne skulle ske 13-15. September 1941.

Lørdag den 13. September 1941, Klokken 07.00 begyndte pålæsning af materiel og gods samt køretøjer (motoriserede som hestetrukken). Klokken 16.00 afrejste Staben og 1. Kompagni, fra Oxcenzoll banegård.
Transportfører var Hauptsturmführer ved 1. Kompagni, den tidligere Kaptajn i det dansk...e forsvar Holger Winding Christensen.
Dagen efter den 14. September 1941, afrejste 2. og 3. Kompagni, med transportfører ved Hauptsturmführer Oluf Krabbe.
Som de to sidste kompagnier var det 4 og 5. Kompagni der tog af sted den 15. September 1941, under transportfører Hauptsturmführer Knud Schock.
Der blev medbragt forplejning for fire dage.

H. G. ’Rejsefeber over det hele i dag (15. September). Vi begyndte i morges, med at køre alt til stationen i Oxcenzoll, og indlade det i godsvogne. Derefter skulle hele vores kasernebygning gøres ren, og vi selv gøres klar til afrejse. Klokken 14.30 forlod kompagniet bygningen med fuld oppakning, og tog ophold på en græsmark ved garagerne, imens kasernen blev afleveret til kommandanturen. Klokken 17.30 trådte vi an og marcherede endnu engang over til 4. Kompagnis, hvor vi for sidste gang halede Dannebrog ned, for at tage det med os.

Med Legionærsangen marcherede vi ud af kasernen, og fortsatte til Oxcenzoll, hvor vi blev fordelt i gamle franske jernbanevogne, så de var ikke særlig komfortable. Klokken 19.30 startede vi fra Oxcenzoll, men da det jo var en militærtransport, havde vi kortere eller længere ophold på de forskellige stationer, for at lade den ordinære trafik passere.
Vi havde dansk flag på hver side af toget, så folk kunne se det var Frikorps Danmark der var på rejse, og der blev vinket flittigt til os, alle steder fra. Klokken 23.00 rullede vi ind på en af Hamburgs godsbanegårde, og stoppede op på linjen’.

Søren P. I. Espersen

’’Vi har jo i alle årene fået at vide i familien, at han var frihedskæmper og skudt under et flugtforsøg, så det hænger ikke rigtig sammen ??.’’

For nogle år siden, kom jeg i kontakt med familien til en i 1942, 21 årig dansker, som efter sigende skulle have været i modstandsbevægelsen, sandheden er dog en helt anden, og mere dyster en.
Vedkommende var en del af Frikorps Danmark.

Søren Peter Iversen Espersen, var oprindelig sømand.
Han blev født i Hobro den 29.Januar 1921.

Den 26.Juni 1941, blev han medlem af DNSAP. Han meldte sig til frikorps Danmark i starten af juli 1941, og den 12.Juli 1941, bestod han sessionen, hvor han havde skrevet under for en kontrakt ’for krigstid’.

Han blev en del af Frikorpsets 3.Kompagni, og var også med da frikorpset blev sendt til Langenhorn kaserne i den nordlige bydel af Hamburg.
På Langenhorn kaserne, skulle Frikorpset gennemgå uddannelse.
Tiden på den moderne kaserne, blev kortvarig for Espersen, han blev den 18.August 1941, sammen med fire andre sendt fra Hamburg til Berlin, for at påbegynde uddannelse til at blive Sanitäter (sygehjælper) hos SS. San. Ers. Batl. Oranienburg.

I April 1942 vendte han sammen med de fire andre, tilbage til Frikorpset i Treskau (Owinska, Polen)
Det var et på det nærmeste nyt Frikorps, som de vendte tilbage til. Frikorpset havde gennemgået en stor omvæltning i mellemtiden.
Korpset havde fået ny kommandør, den oprindelige kommandør, C.P. Kryssing, var blevet afsat af SS til fordel for den langt mere nationalsocialistiske C.F.Von Schalburg.

Da Frikorpset blev indsat i Demjansk 8-9 Maj 1942, var han tilbage ved sit oprindelige kompagni, 3.Kompagni.
Den 22.Maj 1942 var han på sin første front indsats, sammen med 3.Kompagni, deltog han i hårde kampe i sumpskovene syd for Biakowo.


Under kampene reddede han Frikorps mand Erik M.’s liv da denne var blevet såret, et skud havde fået et skud i skulderen, overarmsknoglen var knust og pulsåren skudt over, han kunne gå selv, og i flere timer holdte Espersen en finger i såret, for at han ikke skulle forbløde.
Det er højst sandsynligt for denne indsats at han nogle dage senere den 29.Maj 1942, modtog Jernkorset 2.Klasse.

Den 5.Juni 1942 var han med i angrebet på den lille by B.Dubovizy, denne lille by lå på et tørt område i sumpskoven, og havde en vigtig betydning i forhold til Rullebanen (vej lavet af træstammer, og eneste vej ind og ud af lommen), da det var et tørt sted, det vil sige at der kunne sættes kampvogne ind. Set fra tyskernes side, var det en uholdbar situation at russerne havde kontrol med B. Dubovizy, da de herfra kunne afskære vejen ind og ud af lommen.

Efter hårde kampe erobrede Frikorpset, sammen med Wehrmacht enheder og Division Totenkopf den 6.Juni 1942 B.Dubovizy.
Et par dage senere overlod Frikorpset byen til Wehrmacht enheden 290.Infanteridivision.

Den 10.Juni 1942, satte russerne et angreb ind for at generobre byen, hvilket lykkedes dem samme eftermiddag/aften.
Samme dag var Frikorpsets nye kommandør tyskeren Hans Lettow Vorbeck ankommet. (Von Schalburg var faldet den 2.juni)
Hans Lettow Vorbeck’s første opgave bestod i at generobre B.Dubovizy.

Ved midnat den 10.juni 1942, gjorde frikorpset sig klar til indsats efter at have brugt eftermiddagen/aftenen, på hvile samt klargøring af våben.
Det blev besluttet at Frikorpsets 1. og 3. kompagni skulle angribe byen sydfra, alt imens at 2. kompagni skulle tage sig af de russiske bunkere og efterfølgende den vestlige side af byen(angreb fra sumpen, vest for byen).Selve angrebet var et rent infanteri angreb uden støtte af artilleri.

 


Den 11.juni 1942 klokken 6.30 startede angrebet, 1. og 3. kompagni kom frem til den sydlige ende af byen klokken 8.30 og var herefter involveret i meget hårde kampe, med deciderede bykampe hvor der blev kæmpet.
Situationen ved Frikorpsets 2. kompagni i den vestlige del af byen var at de havde trængt russerne tilbage til sumpene, Russerne havde dog her en hel del reserver som nu gennemførte et modangreb, og 2. kompagni måtte trække sig tilbage ind i B.Dobovizy.
Under kampene faldt kompagnichefen for 2.kompagni, tyskeren Obersturmführer Boy Harald Hansen.

Klokken 11.30 var de tre Frikorps kompagnier så hårdt presset at kommandør Lettow Vorbeck ikke så nogen anden udvej end tilbagetrækning til udgangsstilling for at russerne ikke skulle omringe dem.
Overalt i byen(halvdelen af B.Dobovizy var på tyskernes hænder) var der kampe samt kaos, det blev besluttet at Frikorpset skulle trække sig tilbage for ikke at miste alt for mange folk.

Kommandant Hans Lettow Vorbeck, lå i en grøft i den sydlige ende af byen, han sendte et par folk ind i alt kaosset for at meddele de kæmpende styrker at de skulle trække sig tilbage.
Sturmbannführer Lettow Vorbeck blev ramt af kugler fra et russisk maskingevær, Lettow Vorbeck var dødeligt såret, ramt i overkroppen, venstre overarmsknogle, skulderblad var smadret og splinter fra knoglerne var trængt ind i lungen.
En Rottenführer ved 1.kompagni Claus N. tog den hårdt sårede kommandant på skulderen og ville få ham til den nærmeste forbindingsplads.
Han faldt dog om efter skud fra et russisk maskingevær, Claus N. overlevede, men kuglerne havde ramt Lettow Vorbeck som var død.

 Lettow Vorbeck blevet ramt i begge arme allerede under starten af indsatsen. En del af 3.kompagni løb ind i et russisk minefelt under tilbagetrækningen, en af de faldne var Søren P.I Espersen.

Byen B. Dubovizy eksisterer ikke den dag i dag..

 

Frikorpsets kirkegård i Demjansk(Ved rullebanen)

Da frikorpset var i indsats i Demjansk i sommeren 1942, blev de faldne brgravet på to forskellige kirkegårde.
Størstedelen blev sammen begravet på kirkegården i Biakowo(Den store) her blev kommandør Schalburg begravet.
Andre blev begravet ud til Rullebanen imellem byerne Biakowo-Vassilevschina, lige hvor der går en vej ned til Moklokowo. Ligeledes blev andre begravet ved enkelt mands grave i små byer, Verezina osv.

Gravene eksisterer ikke mere i dag, men sporerne er der stadi...g, iform af nogle huller hvor der er blevet gravet faldne op, dette skete i start af 00’erne.

I 2014, var jeg i Demjansk sammen med andre historie interesserede, samt en gammel Frikorps Danmark veteran-Magnus Møller.
På 2 dagen af turen, tog vi turen på den gamle Rullebane fra Vasilevschina til Biakowo. En tur på 4 km i et ufremkommeligt terræn, en tur der tog et par timer at køre.
I Biakowo tændte vi bål, og ristede pølser og brød, der blev hentet vand fra Robja åen til kaffe(vi behøvede næsten ikke putte kaffe i da vandet havde en kaffe farve…)
Her sad vi på den store Kirkegård og spiste pølser og drak kaffe, alt i mens at Magnus Møller fortalte beretninger fra Demjansk fra sommeren 1942.

På tilbage turen til Vassilevschina, stoppede vi ved krydset og så hvor den lille kirkegård lå(den ud til Rullebanen).

SS frivillige boene Istedgade

Istedgade i København, er et kapitel for sig selv under tyskernes besættelse af Danmark. For det første var det i Istedgade nummer 31 at modstandsgruppen Holger Danske blev dannet af flere tidligere medlemmer af den Danske Finlands Bataljon.

Fra baglokalet i butikken opstod modstandsgruppen, som man nok må betegne som den mest kendte under besættelsen.

 

Istedgade er kendt for at være den gade under besættelsen, der var mere anti tysk end andre gader/områder.

Stjerne Radio, spillede engelsk musik når de tyske soldater marcherede og under Folkestrejken i 1944, blev der hængt et banner på tværs af gaden ’Istedgade overgiver sig aldrig’.

 

En af de gader der går op til Istedgade er Coldbjørnsensgade, i denne gade lå Hotel Kofoed, som især blev brugt af danske SS frivillige, når de kom til og fra orlov, det var især dem som kom fra Jylland, som overnattede der dagen inden de skulle møde til tjeneste igen.

 

13 boede der i Istedgade, en af disse T.L. var nærmest nabo op til Stjerne Radio, han havde bopæl i nummer 35.

Ligeledes boede der en Hipo mand i nummer 14, han blev likvideret den 24.Februar 1945, med 14-15 skud på hjørnet af Collinsgade og Øster Søgade.

Personen med bopæl i nummer 3, E.T.J. faldt i November 1943 i Kroatien i kamp imod Partisaner i byen Hrastovica. Han var en del af 5. Kompagni i Regiment Danmark. Han stammede oprindeligt fra Allingepå Bornholm.

 

De 13 personer boede :

Istedgade Nr : 3. 5(3 boede i nummer 5) 14, 35, 44, 45, 77, 120, 124, 128.

Spaniens Frivillige

Det er et emne som er ligeså overset som den Danske Finlands Bataljon under den Finsk-Russiske vinterkrig.
Der er udgivet flere bøger omkring den Spanske Borgerkrig, herunder en som kan anbefales ’Fra Bjelkes Alle til Barcelona’, det er en bog omkring de danskere der var på folkerepublikkens side imod Franco.

Den ’anden’ side, dem der kæmpede for Franco, er der mig bekendt ikke skrevet ret meget om.
Jeg er stødt på fire personer som deltog på Franco’s side. Det der er ligeså interessant er hvor mange der deltog i den Spanske Borgerkrig og senere meldte sig til SS og Frikorps Danmark. Jeg har 10, hvoraf fire var på Franco’s side resten på folkerepublikkens side. En af dem der deltog på folkerepublikkens side var K.K.
Han var født i 1913 i Vejle, og deltog i borgerkrigen. Da den danske Finlands bataljon blev oprettet meldte han sig hertil. Han tog arbejde i Lübeck efter tiden i Finland og blev medlem af DNSAP i december 1941.
I sommeren 1942 meldte han sig til Frikorps Danmark. Han var med Regiment Danmark i Kroatien hvor han var en del af 10. Kompagni, han deltog ligeledes i kampene i Oranienbaum i Januar 1944.

Jeg kender en tidligere Frikorps mand, som har fortalt følgende om K.K. som han var gode venner med.
K.K. var 12 år ældre end min bekendt, og tog sig lidt af ham.
’’Den 2.februar 1944, sad vi og spiste, K.K. og Doktor Poulsen (E.Poulsen) besluttede sig for at gå hen i et nærliggende hus som var forladt, de var trætte af at spise af kogekar og ville se om der var Porcelæn i huset. De ville have mig med, men jeg må indrømme at jeg sad ligeså godt, jeg insisterede på at blive, så de endte med at de gik derover, omtrent da de var nået hen i huset, løb lyden af en granat og sekunder efter slog den ned i huset, og dermed mistede jeg min gode kammerat, han blev efterfølgende begravet i Narva.’’

Ved et af mine besøg hos min bekendt, sad vi og kiggede billeder, og han viste mig et billede af K.K, jeg bemærkede hans Finlands kors og samtidig på billedet kunne man se en medalje bar, jeg spurgte min bekendt om det var fra hans Finlands tid ?, ’Nej det er fra hans(K.K) tid i den spanske borgerkrig, det er hans kommunist medalje, den bar han på sin SS uniform sammen med Finlands korset.
Jeg spurgte hvad tyskerne sagde til det ? ’ De syntes det var meget morsomt, og tog det stille og roligt’.

Jeg har navne på fire som med sikkerhed deltog i Spanien på Franco’s side, og 3 af dem gik i Frikorpset, den sidste var med i borgerkrigen, og med i Finlands bataljonen og havde også deltaget i den Mexicanske borgerkrig. Han var den første dansker der kom hjem fra den spanske Borgekrig grundet han var blevet såret.
Han boede under krigen i Aabenraa, og var en berygtet stikker her.

En anden af dem som var på Franco’s side, var Ole Hjorth, han var ligeledes med i Finland og meldte sig til Waffen SS, og kom senere til Gestapo og var bl.a en overgang på Staldgården i Kolding, han emigrerede til Syd Afrika efter udstået straf.
Af de fire på Franco’s side, deltog tre af dem i den Finske Vinterkrig.

På folkerepublikkens side, var udover føromtalte K.K. fem andre som senere gik i tysk tjeneste, den ene blev senere kompagni chef for 16.Kompagni i Regiment Danmark og var med i de sidste kampe i Berlin i 1945.
Af de 6 som var på folkerepublikkens side, var det kun K.K. som havde været med i Finland, ud af de 6 faldt 3 af dem på Østfronten. K.K. og en anden O.P. faldt begge den 2.Februar 1944, den sidste G.L.C. faldt ved Kinderheimhöhe 15-18 km vest for Narva, Estland i sommeren 1944.

Der står ikke meget om tidligere Spaniens frivillige, der gik i tysk tjeneste, men enkelte passager i bøger findes der, her et par eksempler.

Per Sørensen(Kompagni chef for Frikorps Danmarks 1.Kp) skrev i et brev i juli 1941 til sine forældre. ’’ Jeg opdagede en mand i mit kompagni, der har kæmpet 2 år i Spanien på den Røde side. Nu er han heldigvis blevet klogere !.’’

Ligeledes i bogen Frikorpsfolk fortæller. E.P.P.
’ For mig var det eventyr, intet andet. Jeg kendte krigen, og det var det eneste liv for mig. Jeg havde været i den internationale brigade, hvor vi i Spanien kæmpede på den republikanske regerings side imod oprørerne under General Franco. Jeg havde været med i Finland i dets kamp 1939-40 imod det kommunistiske Rusland. Begge de krige havde jeg været med til at tabe. Nu kunne jeg godt tænke mig at komme hjem som sejrherre. At Tyskland ville vinde den krig tvivlede ingen på’’.

Ligeså spændende er det med Finlands bataljonen, ud af de 1100, var der folk fra alle politiske sider blandet sammen til en enhed.
Der var K.U’ere, nationalsocialister og folk som havde været på kommunisternes side i den Spanske Borgerkrig.
Under besættelsen, gik nogle i SS og andre i modstandsbevægelsen, som feks. Modstandsgruppen Holger Danske som bestod af flere tidligere Finlands frivillige.
Modsat i Finlands bataljonen, hvor man var en enhed, gik man ikke i vejen under besættelsen for at stikke en tidligere kammerat, et eksempel på dette er Christian Rottbøll som blev angivet/stukket af en tidligere kompagni kammerat fra tiden i Finland. Angiveren V.J. gik i Frikorpset.

Holbæk Kaserne

’’Klokken 4.30 den 29.August 1943, blev vi alarmeret og kom på vores poster ude i byen. Min gruppe gik i stilling på kommuneskolens køkken, hvor vi knuste nogle ruder for at komme ind. Da maskingeværet var bragt i stilling, gik vi på jagt efter mad.
Da klokken var 7.30 kom en tysk flyver lavt hen over os, men der blev ikke skudt fra vores kanon der stod for enden af skolen, da vi ikke måtte udsætte civilbefolkningen for unødig fare.
Klokken 11.00 kørt vi tilbage til kasernen, klokken 18.00 kom tyskerne og overtog vagten’’
(Fra en dansk soldat på Holbæk kaserne den 29.August 1943)

Kasernen i Holbæk havde en lidt speciel historie under besættelsen, for det første var det en ud af fire danske kaserner der forblev på danske hænder fra 9.april 1940 til den 29.August 1943.
Frem til 1942 var kasernen styret af C.D.O.Lunn. Inden kasernen blev overtaget af tyskerne den 29.August 1943, nåede mandskabet af fragte våben og andet materiel væk fra kasernen.
En del af de danske soldater på kasernen var indstillet på at kæmpe den 29.August 1943 imod tyskerne.
Nogle af de danske soldater tog til Sverige og blev en del af den Danske Brigade, andre tilsluttede sig modstandsbevægelsen.

To år tidligere i 1941, var det fra selvsamme kaserne flere højtstående officerer der havde meldt sig til det oprettede Frikorps Danmark(oprettet 29.juni 1941).
Den første kommandør for Frikorpset var chefen for 5.Artilleri afdeling, C.P.Kryssing. Kryssing gik dermed modsat vej end hans ven og chef for garnisonen i Holbæk. C.D.O.Lunn.
C.P. Kryssing blev afsat efter 8 måneder i spidsen for Frikorpset, intern uro blandt nationalsocialisterne og utilfredshed fra den tyske uddannelses stab førte til hans fald i februar 1942.
Man kan undre sig over at Kryssing der holdte på at Frikorpset var et upolitisk korps, alligevel fortsatte ved Waffen SS, trods det at han var blevet afsat.
Kryssing blev den højst rangerende udlænding i Waffen SS under krigen. Han mistede to sønner og hans kone blev invalid. Han døde på sin fødselsdag den 7.Juli 1976.

32 år tidligere i 1944, nærmere betegnet 12.Februar. Faldt en tidligere kompagni chef for ved 8.Bataljon i Holbæk, Kaptajn Knud Schock. (Han var dog tilknyttet Viborg kaserne da han i juli 1941 meldte sig til Frikorpset)
Han havde tjenestegjort i Holbæk fra 1925 til 1938. Ligesom hans personlige ven C.P. Kryssing, blev han afsat i Februar 1942 ved Frikorps Danmark, og kom herefter til Division Wiking(Westland) inden han fik kommandoen over en mindre Hollandsk enhed.

Kaptajn i fodfolket og Ridder af Dannebrog ligesom C.P.Kryssing, Thor Jørgensen indtrådte i Frikorps Danmark ved oprettelsen i Juni 1941. Han blev stabschef, det var C.P. Kryssing der ønskede at få Thor Jørgensen tilknyttet, da han ikke følte sig egnet til at føre en infanteri enhed(Kryssing var artilleri officer)
Som C.P.Kryssing og Knud Schock, blev Thor Jørgensen afsat i Februar 1942, hvorefter han kom til Wiking, inden han senere i krigen stod for organisationen af bataljoner til partisan bekæmpelse. Han døde i 1992.

Kaptajn Poul Ranzou Engelhardt, var observatør ved 1.SS. Brigade i juli 1941 sammen med senere kommandør for Frikorps Danmark og Schalburg korpset K.B.Martinsen.
Ranzou var en kort overgang i Frikorpset, inden han i midten af September 1941 kom til Wiking, han var senere tilknyttet flere SS divisioner, bla. C.P.Kryssing’s bataljon ’Kampfgruppe Küste’ i 1944.
Ranzou Engelhardt, slog sig ned i Argentina efter krigen, og døde i 1987.

Ydermere var der nogle Løjtnanter tilknyttet kasernen i Holbæk. Baron Emil Gyldenkrone, var tilknyttet 8.Bataljon og meldte sig til Frikorpset i 1941, senere var han tilknyttet Regiment Danmark hvor han blev såret i 1944. Han kom hjem til Danmark og blev en del af Schalburg korpset, hvor han bla. var chef for korpsets støttepunkt i Slagelse. Han tog tilbage til fronten, hvor han forsvandt i marts 1945 i Pommeren.

Som en sidste kan nævnes Kaj Mogens Krogh. Tilknyttet C.P. Kryssing’s 5.Artilleri afdeling inden han i juli 1941 meldte sig til Frikropset, han blev Ride og Kørelærer. Han havde skrevet en 2 årig kontrakt med Frikorps Danmark, og vendte i sommeren 1943, tilbage til Danmark og blev tjenestegørende på kasernen i Holbæk inden han kort efter meldte sig til Schalburg korpset.
Han var tilknyttet både ved Frimurerlogen i Kbh. og ved Kasernen i Ringsted, hvor han stod for flere aktioner, bla. imod nogle ungdomslejre, en ved Lille Bøgeskov og en ved Sorø. Ved Lille Bøgeskov anholdte Schalburg korpset 14 personer.
I Februar 1945 blev han øverstkommanderende ved SS. Vagtbataljon Sjælland i Fredericia. Denne førte han frem til befrielsen.
Han fik i 1946 en dom på 10 års fængsel.

Ud af de nævnte officerer, var det kun C.P. Kryssing der ikke var medlem af DNSAP.

Erhverv

Fakta er det at de danske SS frivillige der deltog i Frikorps Danmark, er den største danske krigsdeltagelse siden 1864 krigen.

Den daværende danske regering (1941) opfordrede ikke folk til at melde sig, men støttede korpset , ved bla. At befalingsmænd i det danske forsvar kunne træde uden for nummer og melde sig til Frikorpset.
Ligeledes skænkede regeringen i efteråret 1941 Frikorpset en hel del række køretøjer bla. Motorcykler, lastbiler.

Omkring de frivillige var det ganske almindelige folk, som for størstedelen var nationalsocialister, en del var tidligere Tysklands arbejdere, andre med militær erfaring fra andre hære (Fremmedlegionen, i øvrigt var der fire danske SS frivillige som havde deltaget i første verdenskrig på tysk side), samt Dansk Auxiliær korps, Finlandsbataljonen.
Der var både en greve (Hans. Ahlefeldt Laurvig) og en baron (E. Gyldenkrone) i Frikorpset, men et erhverv som jeg har bemærket at en hel del SS frivillige var, var Gartnere.


Ud af ca. 1200 personer var 26 gartnere, det lyder selvfølgelig ikke af mange, men alligevel en stor del. En anden del som var godt repræsenteret var et erhverv som bud og støberiarbejdere, landmand/landbrugsmedhjælpere.
(Skal lige nævnes at nu har jeg taget udgangspunkt i 1200 personer, der kan naturligvis have været flere der var Gartnere)

Ligeledes var der en del mestre, såsom Glarmester, Malermestre. Endvidere var der to kunstmalere, den ene var Ole Høst, søn af den kendte kunstmaler Oluf Høst. Ole Høst var dog ikke i Frikorps Danmark, men var tilknyttet Division Wiking indtil han faldt 20. Juli 1943 grundet en fuldtræffer fra en granat.
Den anden kunstmaler overlevede krigen, M.O.J. Det skal nævnes at han ikke var i SS, men var tilknyttet Luftwaffe, han begik selvmord i 196.. efter at have kvalt sin kone.

Ud af de 26 som var Gartnere, faldt 7 af dem, en af disse var Ernst Persson, han var født og opvokset i Randers.
Med Frikorps danmarks oprettelse den 29.Juni 1941, meldte E.Persson sig den 7.Juli 1941. Til forældrene fik de den besked at han havde meldt sig til Røde Kors og ville til Finland og hjælpe ovenpå den Finsk-Russiske vinterkrig..
Seks dage efter han havde meldt sig til Frikorpset,(13.Juli 1941) blev han indkaldt til session, en session han bestod og skrev under for en kontrakt der bandt ham til ’så længe krigen varede’

Han var med da frikorpset blev sendt til uddannelse på Langenhorn Kaserne i Hamburg den 19.Juli 1941. Ligeledes blev han en del af Frikorpsts 2.Kompagni.
Natten den 3.August 1941 kl.1.30, blev Hamburg bombet af engelske fly, det samme blev Langenhorn Kaserne i byens nordlige udkant.
Kaserne blev bombet med brandbomber og sprængbomber.
Ingen personer blev ramt, dog blev 2 ubeboede underofficersboliger smadret, en sprængbombe slog ned i det ene hjørne af exercerpladsen og alle ruder blev smadret i kantinen, stalde og et par kasernebygninger.
Folk fra Frikorpset deltog i dels slukningsarbejdet, en af disse var E.Persson. Sammen med en anden frivillig P.Overgaard (Maskingeværskytte i 2.Kp) deltog E.Persson i slukningsarbejdet, dette gik ikke ubemærket hen, idet under arbejdet faldt der en forkullet bjælke ned i hovedet på Persson, P.Overgaard fik gløder i støvlerne.
Begge blev hædret af Hamburgs politipræsident, og en omtale i den danske nationalsocialistiske avis Fædrelandet den 14.August 1941.
Fra Politipræsidentens skrivelse udtalte han ’’De har ved deres beslutsomme og modige indsats endda under selve angrebet bidraget til en hurtig og virksom slukning af brandskaden’’.

Den 18.August 1941 forlod E.Persson sammen med fire andre blev han sendt til Berlin for at blive uddannet til sanitäter. (Han havde samarit kursus, så det har været oplagt for ham at blive sanitäter).
Opholdet hos SS.San,Ers. Btl. Oranienburg varede indtil starten af april 1942, hvor han sammen med de andre vendte tilbage til Frikorpset, som på det tidspunkt lå i Treskau i Polen til Uddannelse.

Han vendte tilbage til et korps som imellem tiden havde fået ny kommandør i form af den tidligere Garder og kommandør for 2.Kp i Den danske Finlands bataljon C.F.Von Schalburg.
E.Persson var med i første hold af Frikorpset der den 8-9 Maj 1942 blev fløjet ind i Demjansk kedlen.
Den 26.Maj 1942 meldte han sig ind i Dnsap under medlemsnummer 50245.
Han deltog i indsatsen i Demjansk indtil frikorpset blev trukket ud den 4.August 1942.
Han tog ligeledes del i vinter indsatsen i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43.
Frikorps Danmark blev officielt nedlagt den 20.Maj 1943, og overgik til at blive Regiment Danmark, her blev han en del af 4.Kompagni og var med i Kroatien i efteråret 1943.

Den 14.Januar 1944, startede Russerne den store offensiv ved Oranienbaum.
Han var en del af Regiment Danmarks 1. Bataljon der blev indesluttet ved Vitino på Leningrad-Narva hovedvejen den 21.Januar 1944. Hvor 1.Bataljon blev indesluttet af russerne, og med store tab til følge.


Ved det lille stabsgods i byen Gluchowo 2.km fra Vitino lå en deling af 1.Bataljon som havde søgt tilflugt der, i Godset lå bla. E.Persson også som tog sig af de hårdt sårede, gruppen ville gøre et udbrud og komme til egne linjer, det blev besluttet at forlade Godset, tilbage lå der hårdt sårede, E.Persson meldte sig frivilligt til at blive tilbage og tage sig af de sårede, med den vished om at han med stor sandsynlighed ville miste livet. Tyskeren W.H som overlevede ’’Vi måtte forlade de hårdest sårede.
En af vore sanitetsmænd sagde til mig, at han frivilligt ville blive tilbage hos de sårede og døde.
Jeg så hvordan han fumlede med at sætte armbindet med Røde Kors mærket på hans uniform, før han løb videre til den næste sårede’’

Gruppen forlod Godset i Gluchowo, og E.Persson er aldrig blevet fundet siden.

Brødre

Den tidligere Frikorps og Gestapo mand, Knud Ernst Orla Christensen, som ved retsopgøret blev dødsdømt for mordet på den fynske modstandsmand, Jens Peder Kristensen i Odense den 5. Januar 1945.
Havde to andre brødre.
Den ene af disse kørte ved befrielsen ved ’De hvide busser’ den anden var modstandsmand.
Modstandsmanden og Frikorps/Gestapo manden kendte hinandens roller under krigen. Skønt modstandsmanden ikke var særlig begejstret for at følges med sin bror som spankulerede rundt i sin SS uniform.
På et tidspunkt tog Knud Christensen, sin bror med ind på sin arbejdsplads-Dagmarhus for at vi ham hvor han ’arbejdede’. Han blev vist rundt og fik efterfølgende en tur hvor fangerne sad. 
Knud Christensen blev som tidligere skrevet dødsdømt, han blev efterfølgende benådet og kom fri i 1959.

En anden, igen tre brødre, den ene Mogens K. meldte sig 19.Juli 1941 til Frikorpset, og blev en del af 3.Kompagni. Han deltog i kampene i Demjansk i sommeren 1942.
Han deltog i Frikorpsets vinter indsats i vinteren 1942/43 og med indtil marts 1945 hvor det lykkedes ham at komme med et lazaret tog til Hamburg, hvor han lå på lazaret indtil han overgav sig til de engelske styrker.
Han fik en dom på 4 års fængsel ved retsopgøret.

Den midterste bror, Ebbe K. var i den amerikanske Marine, han overlevede krigen med rang af chefkorporal. Desværre er det de eneste informationer jeg ligger inde med.

Den yngste bror Bent K. var Bud, han havde tidligere stået et halvt år i lære som Gartner samt tre måneder som landbrugselev, men droppede ud grundet sygdom.
Ligeledes var han landsbrugsmedhjælper i Polen under det tyske ’Germanisches Landesdienst’ i tre måneder indtil han blev sendt hjem grundet sygdom.
I september 1943, meldte han sig til Waffen SS, han skrev under for en kontrakt for hele krigen.
Han kom til Ellwangen i nærheden af Stuttgart for at begynde uddannelse. Men i Februar 1944 blev han løst fra sin kontrakt grundet sygdom, han vendte hjem til Danmark og meldte sig til Schalburg korpset. Han begyndte ligeledes her på rekrut uddannelse, men blev droppet grundet sygdom efter 4 uger.
Herefter fik han arbejde hos landbruget indtil han i November 1944, meldte sig til Hipo korpset.
Han modtog et kursus i maskinskrivning og herefter blev han sendt til Feltgendarmeriet i Kolding. I Januar 1945 blev han sendt retur til København, i Februar 1945, blev han løst fra sin kontrakt grundet sygdom igen.
I Marts 1945 fik han hyre på et tysk skib som han gjorde tjeneste ved indtil 2 uger før befrielsen.
Den 5.Maj 1945, blev han anholdt og i juni 1946, modtog han en dom på 5 års fængsel.

Spiritus

Det er ingen hemmelighed at Spiritus var en god del af Frikorpset i tiden i Hamburg og Treskau, da Frikorps Danmark lå til uddannelse.
Kommandør C.P.Kryssing, pegede flere gange på problemet overfor sin Stab. Flere befalingsmænd mødte enten halvfulde op, eller lugtede af spiritus til øvelser. Kryssing mente at de menige ville miste respekten for befalingsmændene.

Et andet problem C.P.Kryssing, stod overfor var Frits Clausen og hans DNSAP, som ville besøge de danske frivillige..., dette fik Kryssing forhindret.
Han kunne ikke forhindre at en af medstifterne af DNSAP og senere folketingsmand Ejner Jørgensen i December 1941 besøgte Frikorpset.
Ejner Jørgensen var flere gange i Tyskland for at følge med i DNSAP’s afdelinger og for at besøge de danske SS frivillige.
I starten af December 1941, havde han besøgt de danske Pioner soldater(Frikorps) som var til uddannelse i Dresden.
Søndag den 14.December 1941, ankom han til Treskau. Samme aften var der fest for 2. og 3.Kompagni, en fest som K.B.Martinsen havde arrangeret. 500 mand ca. var til stede.

I den tid Ejner Jørgensen var i Treskau, blev der holdt tre møder, disse kostede 2000 Mark.
I en beretning fra Ejner Jørgensen til partifører Frits Clausen, skrev Ejner Jørgensen.

’’Der er mange der mener at de godt kan være med i Frikorps Danmark uden at være nationalsocialist og dette er rigtigt, men man kan ikke få byttet frikorpsets solhjul om med SS mærket uden at være nationalsocialist.
Thi som SS er Hitlers politiske soldater i Tyskland, således vil SS være Frits Clausen’s politiske soldater i Danmark, og det vil være falsk varebetegnelse at gå med SS tegnet uden at være nationalsocialist og medlem af vort parti(DNSAP)Jeg kan føje til at det må bero på en misforståelse, når det er blevet antydet, at Frits Clausen skulle have nægtet at modtage indmeldelser fra vore kammerater her i frikorpset, og jeg kan ikke være tilfreds med de kammerater der sætter livet ind i denne gigantiske frihedskamp for vore race og kultur eventuelt skal puttes i fremmed jord med et stykke koldt stykke blik om halsen, som andre fribyttere der bare søgte eventyret, nej de skal også have deres varme brune medlemsbog med, der beviser at de kæmpede og faldt som idealister’’.

Knud Schock

’’Jeg ansøger om at måtte træde udenfor nummer samt om rejsetilladelse til udlandet indtil videre, for så snart så muligt at gøre tjeneste i Frikorps Danmark’’
Dette skrev Kaptajn af fodfolket og kompagnichef ved 9.Bataljon i Viborg Knud Ernst Henrik Schock til den danske konge, Kong Christian den 10. den 13.Juli 1941.
Han blev indrulleret i Frikorps Danmark hvor han fik kommandoen over 4.Kompagni og udnævnt til Haupsturmführer (Kaptajnløjtnant).
Knud Schock var i Viborg den 9.April 1940, da Tyskerne gik ind over den danske grænse, han stod klar med sin deling for at blive fragtet sydpå, for at deltage i kampene . Dette nåede de ikke, de kom ordre om ikke at yde modstand.
Dette var en enorm skuffelse for K.Schock.
På trods af dette blev han i forsvaret.
Konen H.Schock fortalte senere ’ At han væmmedes ved at modtage sin løn, han kaldte den for socialhjælp, en slags bestikkelse for at tie og tåle’.


Knud Schock som ikke selv var fra en militærfamilie, men søn af en Guldsmed handler, havde 19 års tjeneste bag sig i det danske forsvar.
’’Den dag jeg ikke mere tager min tjeneste alvorlig, vil jeg søge min afsked’ dette fortalte han en Oberst på et tidspunkt i 1941.
I sommeren 1941, havde han søgt en civilstilling i Sønderborg, han var kaldt til samtale, da hans gode ven fra Holbæk Kaserne Oberstløjtnant C.P.Kryssing proklamerede oprettelsen af Frikorps Danmark.
Herfra gik det stærkt for K.Schock, han afmeldte jobsamtalen i Sønderborg, for at bede om tilladelse til at træde udenfor nummer.

Frikorps Danmark:
I Frikorpset var han en af Kommandør Kryssing’s tro væbnere, og da Kryssing blev afsat i Februar 1942, pegede Kryssing på K.Schock som sin afløser til kommandør posten.
Dette var Gruppenführer Walter Krüger ikke enig i, Walter Krüger havde betegnet K.Schock som Frimurer og ellers ude af stand til at føre en bataljon.
(Ifølge en udtagelse fra den danske officersskole, blev K.Schock betegnet følgende. ’Ikke særlig velbegavet, men interesseret slider af natur. Meget soldatermæssig i optræden og forhold, næsten så det grænser til det barokke. Mut og barsk af væsen, vanskelig for ikke at sige umulig at slå et smil af eller føre en naturlig samtale med’’)
K.Schock var Nationalsocialist og med i DNSAP siden august 1942, han blev afsat ligesom Kommandør Kryssing og Lorenz Lorenzen, var der stor utilfredshed med ham, og natten til den 19.Februar 1942, stod der på en kasernemur i Treskau ’Bort med Kryssing og Lorenzen’ ’Schock er frimurer’
K.Schock forlod Frikorpset den 28.Februar 1942, dagen inden havde han afholdt afskedstale for sit kompagni (4.kp). i Øvrigt blev Schock og Kryssing’s store modstander Erling Hallas flyttet til Schock’s gamle kompagni den 2.Marts.
Sammen med sin kone Hedwig, tog K.Schock til Berlin for at afvente nærmere instruktion hvor han skulle gøre tjeneste.
Han kom til 5.SS. Division Wiking, her deltog han i kampene i Sydrusland, og 30.Januar 1943 (Samme dag som Kryssing blev Standartenführer) blev han forfremmet til Sturmbannführer (major)
I Marts 1943, var han dels på orlov og efterfølgende kursus i Taktik i Paris.
I sommeren 1943, var Division Nordland oprettet, og fra den 14.Juli 1943, fik han kommandoen over SS.PZ.Jäger. ABT 54 Nederland.

Oranienbaum:
Midt i december 1943, ankom Division Nordland til det nordlige Rusland, nærmere betegnet Oranienbaum sektoren. K.Schock’s deling ABT.54, lå syd for byen Kotly, dette var et område hvor den russiske partisanbevægelse huserede. Her deltog hans enhed i partisanbekæmpelse.
Den 17.Januar 1944, deltog hans enhed i et større angreb på en partisan lejr, dette angreb belv ledet af hans personlige ven og tidligere kommandør for Frikorps Danmark C.P.Kryssing.

Narva:
Den 14.Januar 1944, indledte russerne offensiven fra Oranienbaum sektoren, russerne angreb Tyskernes svage punkt som var ved de to Luftwaffe feld divisioner (9.og 10.Division) Disse to enheder bestod af dels nye rekrutter, men også ældre.
Tyskerne blev presset tilbage af en stærk russisk hær.
Den 28.Januar 1944, dækkede K.Schock’s enhed Abt.54 tilbagetrækningen over Luga floden og Jamburg. Fra den 2.Februar 1944, havde tyskerne trukket sig tilbage til den Estiske by Narva.
I Narva holdte Regiment Danmark til i den sydlige bydel, i industriområdet Kreenholm. Den nordlige bydel op imod Finske bugt blev holdt af de Hollandske frivillige.
Den 11.Februar 1944, angreb 3000 russiske mand de tyske stillinger imellem byerne Riigi(nordligst Finske bugt) og Siivertsi som var en forstad til Narva.
Russerne havde gået over isen på Narowa floden og dannet et brohoved. Russernes mål var at indtage Narva-Tallinn hovedvejen og dermed afskære Narva by.
Ganske tæt på Siivertsi lå en lille by, Päklamäe i nærheden af denne havde Rgt.Nederland indrettet sig med observationsposter og lignende.


Den 12.Februar 1944, blev et modangreb for tyskerne iværksat, chefen for angreb var K.Schock. Han mente at hans 14 stk. 75 mm kanoner var tilstrækkeligt til opgaven. Angrebet blev sat ind ved daggry.
Husene langs Narowa floden skulle fungere som beskyttelse for de angribende tyskere.
I Päklämae holdte en deling fra K.Schock’s Abt.54 til, disse skulle med Morter ild, forhindre russerne i at der kom forstærkninger fra nord.
Vest for Siivertsi, lå et åbent terræn på 200 meter hen til en lille skov.
Angrebet forløb set fra tyskernes side fint i begyndelsen, Abt.54 nåede ud over Siivertsi, og trængte ind i den lille skov vest for byen. Russerne vidste at deres brohoved var truet og iværksatte et modangreb med 1000 mand.
K.Schock, ville organisere sine styrker og i den forbindelse blev han ramt og dræbt af russiske kugler, da han steg ud af sin pansrede mandskabsvogn.
Med en dræbt kommandør og et stærkt russisk modangreb lykkedes det ikke tyskerne at nedkæmpe brohovedet.
Sidst i februar 1944 var det russiske brohoved trængt tilbage.


En norsk frivillig ’ Natten til den 24.Februar 1944, var russerne i vores skyttegrave og dræbte 12 af vores folk som stod på vagt. Det er sandsynlig at disse har sovet på vagten, da ingen af os havde haft et ordentligt hvil siden angrebet startede den 11.Februar 1944. Vores sanser var så svækket at ingen af os orkede noget, og dertil var alt frosset i ens krop.
Alle var slidte og trætte, ingen rent tøj og uniformerne var så fulde af lus at det mindede om en myretue. Jeg havde gået uden strømper i 14 dage med bare fødder i støvlerne. Følgerne var at jeg var følelsesløs i benene pga. kulden, her stod vi dag og nat den afløsning og uden mulighed for det de næste to uger. Hver nat var der Spähtruppe aktivitet, og om dagen kunne det regne med granater over os i timevis.
Der var heller ingen bunkere til at søge dækning i, og forholdene var rent ud sagt utænkeligt’’.
I et brev fra den 20.Februar 1944(skrevet af Hedvig Schock) skriver hun til noget familie ’’I Torsdags blev jeg ringet op fra København, jeg blev ængstelig ved tanken om at der kunne være hændt noget hos jer, og da jeg så hørte en dame sige ’vær så god Oberst Martinsen (K.B.Martinsen), så fik jeg ordentlig hjertebanken, for så måtte det altså være noget med Knud (Knud Schock). Men gudskelov, det var en beroligende hilsen ovre fra ham’’.
Den 8.Marts 1944, fik konen Hedvig Schock brev fra SS Führungshaupttamtes ved Obergruppenführer Hans Jüttner(Som deltog ved Frikorpsets Ed i Hamburg i August 1941)
’I dag blev det meddelt mig, at deres mand Sturmbannführer Knud Schock den 12.Februar 1944, tro imod sin faneed i soldatermæssig pligtopfyldelse er faldet i kampen mod Bolschevismen’.
Knud Schock blev/ligger begravet i Narva, Estland.

E.M.

Et interessant emne og vel også et tabubelagt emne under og nok mest efter krigen, er danske lægers rolle under besættelsen.
Det er et emne som ikke er synderlig belyst, udover de 10 mord på danske læger som blev dræbt.
Disse mord blev beordret af Standartenführer Otto Bovensiepen, og for størstedelen udført af Peter Gruppen.

Det første mord blev udført af Schalburgskorpsets leder K.B.Martinsens personlige oppasser Kaptajn Jacob E.Holm....
Den 6.Januar 1944, skød han praktiserende læge og byrådsmedlem for Konservative Willy Vigholt i Slagelse.
Han blev skudt i sin læge/privatbolig.

Den 20.Februar 1945, myrdede Peter Gruppen fire læger på Odense Sygehus. Ca en måned senere den 26.Marts 1945, blev besættelsens sidste læger myrdet i Vejle, da tre blev skudt.
Igennem årerne har der været lidt skriverier om at danske læger ikke ville hjælpe tyske flygtninge, grundet disse mord på danske læger, om det er sandt eller ej, er nok svært at bevise.

Hvor mange læger der var på tyskernes side er uvist.
Der er nogle der skiller sig ud, Frits Clausen, leder af det danske nazist parti DNSAP var oprindeligt læge.
Han deltog i Første Verdenskrig på tysk side. Han endte i russisk fangenskab, hvor han sad i flere forskellige lejre indtil han kom tilbage til Danmark.
En anden lige så kendt læge var Carl Peter Værnet, han udførte forsøg i KZ lejren Buchenwald. Ved befrielsen blev han anholdt, men det lykkedes ham at komme til Sverige og derfra forsvinde, og dermed undgik han at blive stillet for ansvar for sin del af ugerninger.

En anden læge som var på tysk side var E.M. Han var tidligere reservelæge for en anden nationalsocialistisk læge. Nemlig Overlæge Charles Hindborg, begge var ansat på Usserød Sygehus (Hørsholm sygehus)
E.M. meldte sig til Waffen SS den 27.Maj 1942 hvor han fik rang af Hauptsturmführer. Han kom til et lazaret i Wien,Østrig. Senere kom han til Sanitäts Amt i Berlin og vendte senere hjem til Danmark for at blive overlæge for Schalburgkorpset og Hipo korpset.
Han var født i København i 1906, og medlem af DNSAP i december 1939.
Han skrev flere artikler til den nationalsocialistiske avis Fædrelandet, bla. Flere som var rettet direkte imod Jøder, en anden for at få danske læger og sygeplejersker til Tyskland, ligeledes var han en aktiv nationalsocialist, hvor han holdte flere møder (bla. Udtalte han på et tidspunkt at nationalsocialismen for ham var en religion).

Han blev anholdt den 6.Maj 1945 og fik en dom på 1 år og 8 måneders fængsel.

Treskau

Med ryggen til, Hans Peter Carl Nordholm, en tidligere købmand og Radioforhandler i Helsingør.
Han kom til det danske forsvar 10.Maj 1924. Den 1.August 1941 trådte han udenfor nummer i forsvaret, og meldte sig til Frikorpset.
Han døde den 23.Maj 1942 efter at han blev såret af skud i underlivet dagen før, under skovkampene i Demjansk.
Han var den første officer i Frikorpset der faldt.
 
Manden i midten(front) er Chresten Madsen Brodersen, han var Premierløjtnant i forsvaret, en af de første der trådte udenfor nummer og meldte sig til Frikorpset i Juli 1941.
Han deltog i kampene i Demjansk i sommeren 1942, det var ligeledes her han døde den 17.juni 1942, efter at han skulle demonstrere en ny russisk håndgranat, denne gik af og han fik sin arm revet af, hvorefter han forblødte.
 
Til højre: Johannes Ingvard Frederiksen, sekondløjtnant i forsvaret. Kom den 23.November 1941 til Frikorps Danmark fra SS Bataljon Westland.
Tilknyttet 1. Kompagni og senere forflyttet til 3. Kompagni, med hvem han deltog i Demjansk.
Han overgik til Regiment Danmark i Maj 1943, da Frikorpset blev nedlagt og blev til Regiment Danmark.
Kompagnichef for 16. Kompagni i Regiment Danmark indtil han faldt den 2.Februar 1944 ved Jamburg (Kingisepp) under tilbagetrækningen fra Oranienbaum retning Narva, Estland.
 
Bagerst: Tidligere Seniorsergent Søren H.Bøwig. Ligesom C.M.Brodersen en af de første der meldte sig til Frikorpset i Juli 1941.
Han var med i første hold der blev sendt til Langenhorn Kaserne i Hamburg for at begynde uddannelse den 20.Juli 1941.
Han var tilknyttet Ersatz kompagniet indtil han den 4.Januar 1942 kom til fronten ved Velikie Luki.
Han blev den 29. Januar 1944 sammen med flere andre taget til fange af russerne ved Kerstowo (Oranienbaum).
Han skød en russisk fangevogter, hvorefter han selv blev skudt.
 
Billede er taget under Frikorps Danmark’s uddannelse i Treskau (Owinska, Polen) i vinteren 1941/42.

Arne P. Bisp

Klokken ca.21.30, onsdag den 28.Marts 1945, blev der i en kælder på Åboulevarden 50 i Århus, fundet en kuffert indeholdende 2 maskinpistoler, 2 pistoler foruden håndgranater. Feldgendarmariet koblede fundet sammen med den dræbte Arne Preben Bisp, der en time tidligere var blevet hårdt såret af skud fra en maskinpistol ved indgangen til Hotel Skandinavien. Han døde kort efter i en ambulance, som skulle bringe ham til et Luftwaffe lazaret.

Personen var ikke en hvem som helst, A...rne P.Bisp, var en berygtet Gestapo medhjælper, rettere tolk, med afhøringer, vold og mishandlinger til følge.
Arne P.Bisp, blev født den 28.Oktober 1915 i Frederikssund. Han var tjener af erhverv.

Hans første kontakt med et frivilligt korps, kom da han den 19.Februar 1940, meldte sig til Den Danske Finlands Bataljon. Han nåede med til Finland, skønt bataljonen aldrig nåede i kamp. Finlands krigen sluttede den 13.Marts 1940, og 30.Maj 1940 forlod Finlands korpset, Lovisa med skibet S/S Arcturus. I oktober samme år meldte han sig ind i DNSAP.
Den 7.April 1941, meldte han sig til tysk krigstjeneste. Først til SS forskolen i Sennheim (Skolen var et kursus på 4-6 uger, der lagde meget præg på kammeratskab, sport, foredrag samt racelære !).

Hvor lang tid han gjorde tjeneste i Waffen SS, er jeg ikke klar over, men sikkert er det at han flyttede fra København til Guldsmedgade 17 i Århus den 1.Februar 1944. Herefter kom han til Gestapo.

Han opholdte sig på Århus universitet, den 31.Oktober 1944, da engelske Royal Air Force fly angreb bygningerne som Gestapo brugte. Klokken 11.30 gik luftalarmen og med stor styrke og præcision blev universitets bygningerne, bombet foruden kasernen på Langelandsgade.
Arne P.Bisp. blev såret ved angrebet. Ligeledes i 1944 modtog han KVK 2.Klasse (Kriegsverdienstkreuz) Den 17.Marts 1945, modtog han samme orden denne gang med sværd.

Den 28.Marts 1945, blev han som bekendt dødeligt såret udenfor Hotel Skandinavien. Det var modstandsmanden Einer Sørensen, fra den Århusianske Gruppe L. der stod bag aktionen, sammen med 7 andre fra gruppen. Samme aften blev en anden tyskvenlig person skudt-Knud Ørskov.

Vagner Kristensen

’’Forbrydere gives der i alle lande, der gives ingen som de danske SS folk’’
Sætningen blev skrevet i et brev fra en Mor til sin fængslede søn i 1945.

Dette kommer jeg ind på senere.

Selvom man ikke skulle tro det var muligt, var der alligevel en del tidligere danske SS soldater i det danske forsvar efter krigen.
Dette skyldes en lov i 1955 der gjorde det muligt for straffede folk at melde sig til forsvaret.
Jeg havde for en del år siden kontakt, men en som gjorde tjeneste i SS og senere i det danske forvar.
Politisk var vi ikke enig, Vagner Kristensen som han hed forblev nationalsocialist frem til sin død i maj 2012.

Vagner Kristensen voksede op i Otterup på Fyn, han blev født 2.marts 1927.
Hans forældre druknede ved en badeulykke da han var ca. 2 år gammel, derefter kom han i pleje hos en familie på fyn.
Han var en ud af 5 søskende (2 drenge, 3 piger).

Familien drev et landbrug, faderen var socialdemokrat og ivrig Stauning fan, moderen hældte mere til kommunismen.

Hver fredag aften samledes 4-5 naboer hjemme hos Vagner Kristensens fader til kortspil.
Henover kortspillet blev verdens situationen ivrigt drøftet mændene imellem.
Inde fra sin seng, kunne Vagner Kristensen høre diskussionerne imellem dem, og han lå ofte vågen til langt ud på natten.
Dem alle i ’kort klubben’ foragtede Hitler, men var en smule begejstret for hvad han udrettede i Tyskland.
Det var allerede her at Vagner Kristensen dannede sin egen politiske mening.

I november 1939 meldte den 12 årige, Vagner Kristensen sig ind i NSU (National socialistisk Ungdom), dette var ikke vellidt på Otterup egnen, og han modtog flere gange tæsk når han havde været til NSU møde i Odense, dette bevirkede at han overnattede hos en kammerat når han havde været til møder i NSU.

Med Tysklands angreb på Rusland 22.Juni 1941, ventede Vagner Kristensen kun på en ting, nemlig at han var gammel nok til at melde sig til krigs tjeneste.
Som 15 årig forsøgte han i 1942 at melde sig til Frikorps Danmark, han havde fået en kammerat til at skrive under på hvervepapirerne.
Dette blev dog opdaget på sessionen på Bådsmandsstrædes kaserne, og han blev hjemsendt med den besked at han kunne melde sig når han var gammel nok.
(Hvis man var under 18 år skulle man have en skriftlig tilladelse fra ens forældre for at melde sig).

Den 12.Juli 1943 meldte han sig ind i Frits Clausen’s Dnsap. Den 16.September 1943 troppede han atter op for at melde sig, og han insisterede på at blive optaget skønt han kun var 16 år, blev han optaget.
Han blev sendt til SS forskolen i Sennheim (i dag hedder byen Cernay) Det var her i Sennheim at han sendte et brev hjem til forældrene, for at meddele dem at han havde meldt sig til Waffen SS.

Under hans rekrut uddannelse kom hans skydefærdigheder til udtryk, disse havde han lært på Otterup geværfabrik, da han kendte skydeinstruktøren, da instruktøren mistede en ar, var det Vagner Kristensen som skulle prøveskyde våbnene.
Han blev udtaget som skarpskytte og sendt til Vestfronten som en del af ’Kampfgruppe Haller’ som bevogtede jernbaner samt optrevling af franske modstandsgrupper.

Vagner Kristensen insisterede på at blive sendt til Østfronten, da det var kommunismen han havde meldt sig til at bekæmpe, hans ønske kom i September 1944, hvor han blev overflyttet til Regiment Danmark som lå i kampe i Kurland.
Vagner Kristensen havde rang af Sturmmann, og deltog i kampene og var med da hele Division Nordland, den 7-9.Februar 1945 blev fragtet med skib til Stettin.
På sin 18 års fødselsdag(2.Marts) blev han såret af en granat splinter i låret, han blev overført til et Lazaret i nærheden af München.
I starten af April 1945 blev han sammen med andre sårede fragtet væk, da de amerikanske styrker nærmede sig byen. Turen gik til et opsamlingslazaret udenfor Berlin.
Trods krykker ville Vagner Kristensen tilbage til fronten, dette blev nægtet af lægerne, og han blev sidst i april 1945 sendt til Flensburg.

For Vagner Kristensen’s vedkommende sluttede krigen den 11.Maj 1945 da han blev anholdt af modstandsbevægelsen i Otterup (For Vagner Kristensens vedkommende sluttede krigen vel aldrig ? )
Han blev interneret på Holmegården ved Lundby, en af de fangevagter som bevogtede ham og de andre fanger var Vagner Kristensens bror..
Resten af Vagner Kristensen’s familie ’slog hånden af ham’ og kortede alle bånd til ham.
Og det er her indlednings sætningen kommer til udtryk, ’’Forbrydere gives der i alle lande, der gives ingen som de danske SS folk’’ det var det eneste der stod skrevet i et brev fra hans Mor da han sad fængslet.
Han modtog i øvrigt en fængselsdom på 1 års fængsel, samt tab af rettigheder i 5 år, ved retten i Odense den 24.Oktober 1945.

Efter fængselsopholdet forsøgte han at starte på en frisk, han slog sig ned i Rødding i Sønderjylland. Da han på et tidspunkt var på kommunekontoret sagde personen bag skranken så højt at andre kunne høre det, ’de er jo landsforræder’ derefter blev der set ned på ham, og han flyttede fra byen, og til Brørup.
I Brørup fik han arbejde hos en gartner,(Vagner Kristensen havde fortalt ham at han havde været i tysk tjeneste).
Det var i Brørup i 1946, at Vagner Kristensen blev en del af ’Flugtrute Nord’ et netværk der hjalp nazister med at flygte til bla. Argentina.
Via en kontakt i Flensburg blev vedkommende sendt til Gartneriet i Brørup, når de bad om at købe den ret sjældne blomst ’Phalaenopsis’(En del af orkide familien, jeg er bestemt ikke blomster ekspert )
Vidste Vagner Kristensen hvad det drejede sig om, og han lod herefter sin køber bo i sin kælder, inden han blev sendt videre.

I 1956 blev Vagner Kristensen indkaldt til det danske forsvar,(der var i 1955 vedtaget en lov der gjorde det muligt for straffede personer, at blive indkaldt og de kunne melde sig til det danske forsvar)
Han gjorde tjeneste hos Artilleri regimentet på Sjælsmark kaserne.
I 1957 var hans tjeneste tid forbi, og fra efteråret 1957 blev han optaget som dansk FN soldat, og blev sendt til Gaza striben. Her modtog han bla. FN medaljen.
Sin FN tid sluttede i efteråret 1959 da han forsøgte at lære sine kammerater gamle NSU og SS sange. Han blev hjemsendt.

I starten af 1960 erne forsøgte han at starte flere nationalsocialistiske bevægelser op i Danmark, bla. Runebevægelsen. Det var dog ikke den store succes.
Alt dette sluttede da PET ransagede hans kontor, og beslaglagde materialet omkring dette.

I 1963 forlod han landet, han vandrede ned igennem Tyskland ingen han bosatte sig der, han døde i maj 2012, som 85 årig.

Johannes Bitsch Christensen

Den 9.Januar 1945, ransagede medlemmer af Holger Danske (Skindergadegruppen) en lejlighed på Højdevej 53 i København.

Manden som de skulle have fat i og som boede i lejligheden sammen med sin kone og datter, var stikker og Vagtmester i ET (Hipo) medlem nummer 565, Johannes Bitsch Christensen.

En elektriker som blev født i 1905, og indtrådte i ET 5. December 1944. Han havde tidligere meldt sig til Schalburgkorpset, og var en overgang medlem af DNSAP (1941-44).

Tilbage i lejligheden på Højdevej 53, blev den undersøgt, det blev bekræftet at Johannes Bitsch Christensen var medlem af ET.
I lejligheden opholdte Johannes Bitsch Christensen’s kone og barn, som ventede tre timer sammen med HD folkene på at Johannes Bitsch Christensen skulle dukke op. Aktionen blev afblæst, og konen fik besked på at sige til sin mand, at han den følgende dag skulle aflevere sin pistol via et bud. Dagen efter den 10. Januar 1945, ankom et bud og hentede en pakke hos Johannes Bitsch Christensen. Buddet blev hurtigt ført til Amager Bio hvor pakken blev åbnet, den indeholdte ikke en pistol, og kort efter ankom Hipo til budcentralen .

HD folkene var fra Skindergadegruppen (Gruppen holdte til i en urmagerforretning i Skindergade 44, Kbh)

Johannes Bitsch Christensen, havde i tiden efter ransagningen den 9. Januar 1945, en vagt ved sin bopæl. Kort efter flyttede han til en anden lejlighed ligeledes på Højdevej, bare nummer 13.
Det var muligt at det var planlagt at det var Skindergadegruppen, der skulle likvidere Johannes Bitsch Christensen, men i hvert fald kom en anden modstandsgruppe dem i forvejen. Gruppe Lange skød og dræbte ved 9 tiden om morgenen den 16. Februar 1945, Johannes Bitsch Christensen ud foran Højdevej 13.

En af Skindergadegruppens medlemmer Hans Brahe Salling, blev senere genkendt af Enken til Johannes Bitsch Christensen, han blev efterfølgende anholdt og senere blev store dele af gruppen anholdt og efterfølgende henrettet i Ryvangen i marts 1945.

Danskere i anden Krigs tjeneste

En del af de frivillige der var i tysk tjeneste (Frikorpset, Hipo, Schalburg osv) havde en militær karriere bag sig.
Størstedel havde gjort tjeneste i Den Danske Finlands Bataljon, under den Finsk-Russiske vinterkrig i 1939/40.
Men andre havde krigserfaring fra deciderede udenlandske hære.
 
Hipo
Alene i Hipo korpset, var der seks, der tidligere alle havde gjort tjeneste i Den Franske Fremmedlegion. En af disse var Svend Aage Andersen, en tidligere tobakshandler som ligeledes havde deltaget i Dansk Auxiliærkorps i den Estiske frihedskamp i 1919.
I 1920, meldte han sig til den franske Fremmedlegion og gjorde tjeneste i 5 år, bl.a. i Nordafrika, hvor han udmærkede sig.
Han var en overgang tjenestegørende i Frikorpset, inden han blev en del af Schalburgkorpset og til sidst stod han for den daglige ledelse i E.T.(Hipo)
Svend Aage Andersen, overlevede krigen og blev idømt fængsel på livstid.
Han var især kendt for sinde forhøringer af anholdte, han stod på et tidspunkt for ’afhøringen’ af den tidligere Politibetjent, Mogens Müller, som var medlem af en illegal politienhed, og som var blevet anholdt.
 
 
Marokko Jensen, var en anden tidligere Fremmedlegionær, Hans Christian Marius Jensen, som han hed rigtigt. Havde ligeledes gjort tjeneste i Nordafrika og var under krigen Marinevægter, og senere Hipo mand, han blev henrettet efter krigen, pga. et mord, samt utallige voldsepisoder og for at have dødeligt såret fiskehandler Svend Løhde, som han skød ned ved en Sporvogn, da han havde kommenteret hans Marinevægter uniform.
 
 
Otto B.. var sømand, og ombord på et skib der under første verdenskrig, blev torpederet. Han gik i land og blev en del af den Australske hær, og deltog i slaget ved Gallipolli.
I start 1920’erne, var han i Fremmedlegionen, hvor han blev såret og sluttede som sergent. Han kæmpede sammen med flere andre danskere, her iblandt Prins Aage. Efter tiden i Legionen tog Otto B. til Canada, hvor han var formand i en guldmine, her mødte han en anden dansker Prins Knud, som han fik et venskab med. Prins Knud’s bror var Prins Aage.
Han vendte hjem til Danmark i 1930, og blev varmemester i Valby hos et boligselskab, men han var meget præget af sygdom. Han forsøgte at melde sig til Frikorpset i juli 1941, men blev kasseret, senere blev han Marinevægter, og i 1944 til Schalburgkorpset inden han i Oktober 1944, blev en del af E.T. Her blev han kompagnichef for 2.Kp.
Han blev idømt 16 års fængsel ved retsopgøret, men blev i 1949 løsladt på grund af sygdom og han døde i 1950.
 
 
Mogens I. havde en omvæltende barndom, som var plaget af druk osv.
Senere kom han omborg på en Hvalfanger båd.  Midt 1920 kom han i lære som mekaniker, men droppede dette og tog hyre på et skib igen, og var 1 ½ år i USA, hvor han bla, var ved Niagara faldene, inden han tog til Frankrig og var 6 år i Legionen.
Fra 1937 til 44 var han hos Københavns Sporveje . I December 1944 kom han til Sommerkorpset og i Marts 1945 til Hipo.
Han deltog i afhøringer af anholdte, og tildelte dem slag med en skrårem, samt knojern i ansigtet.
På den mere humane side, hjalp han en såret frihedskæmper væk i en ambulance efter vedkommende var blevet såret af tysk vagthold på Købmandsskolen.
Ligeledes 19.September 1944, advarede han tre danske politibetjente at tyskerne ville anholde dem.
Han var med til at redde 6 børn, efter den RAF fly havde ramt den Franske skole den 21.Marts 1945.
I 1950 blev hans dom nedsat til 12 års fængsel og han blev prøveløsladt.
 
 
Den første der faldt da Frikorpset var indsat i Demjansk i sommeren 1942, var Orla W.Jensen, tidligere gjort tjeneste i 5 år i Legionen, og det danske forsvar. Han trådte på en mine og døde af blodtab på vej til lazarettet.
 
 
Deltagere i den spanske Borgerkrig
Kaj M.var tidligere deltager i Den Spanske Borgerkrig, på Franco’s side, ligeledes med i Finlands Bataljonen, foruden dette var han i Frikorpset.
 
 
Den tidligere Jord og beton arbejder og Fyrboder, Gunnar L.K. var deltager i Borgerkrigen, han vendte hjem til Danmark, og arbejdede som Fyrboder.
I sommeren 1941, meldte han sig til Frikorpset og deltog i kampene i Demjansk, som en del af 3.Kp. Under kampene ved højene ved Narva, Estland i sommeren 1944 faldt han.
 
 
Ole Hjorth, Gestapo mand fra Staldgården  i Kolding, var på Franco’s side i borgerkrigen, ligeledes med i Finlands Bataljonen.
Ole Hjorth var SS frivillig og senere i Gestapo, hvor han var med til bortførelsen af Snog Christensen, der efterfølgende blev skudt og smidt i Øresund.
Ligeledes med i sprængningen af Valborup Skovridergaard i 1944.
Modtog Kriegsverdienstkreuz, under folkestrækken i sommeren 1944, hvor han også blev såret.
Ole Hjorth overlevede krigen og bosatte sig i Sydafrika, efter en periode at have kørt Taxa i København.
 
 
Ejner O. var en af de ca. 500 der deltog i Borgerkrigen på Folkerepublikkens side. Han var oprindeligt Sømand, og med i D.K.P. (Danmarks Kommunistiske Parti)  Han var eventyrer og tog til Spanien i 1937.
18 måneder senere vendte han hjem til Danmark, herefter fulgte en periode som arbejdsløs og en tid med flere voldsepisoder.
Han manglede penge til husleje, og meldte sig ti sommeren 1941 til frikorpset, han nægtede at aflægge ed den 5.August 1941 i Hamburg, og senere angav han  at have lungebetændelse, i februar 1942 blev han sendt hjem.
I 1946 fik han en dom på 1 års fængsel.
 
Andre frivillige
Den 40 årige Poul H. var en del af frikorps Danmarks Stabskompagni, han havde som mange andre deltaget i Finlands Bataljonen, og var som 17 årige Sønderjyde blevet indrulleret i den tyske hær i 1918.
 
 
Svend Erik Theodor Møller, Mening nummer 397 i Dansk Auxiliær korps, deltog i Estisk frihedskrig samt fra Januar 1940 i Finlands Bataljonen. Med i Frikorpset og senere leder af sikkerhedspolitiet på Maskinfabrikken Ambi i Kbh.
Han blev den 26.April 1944 likvideret af medlemmer af BOPA.
 
 
Henry E.B. ligeledes dansk Auxiliær korps og Finlands korpset, en del af Frikorpsets Ersatz kompagni, og da Frikorpset blev nedlagt den 20.maj 1943, en del af Regiment Danmarks 5.Kompagni. han faldt ligeledes ved højene ved Narva, Estland i sommeren 1944.
 
Billedet
 
1: Svend Aage Andersen
 

Kommandør-Kryssing-Schalburg

Da den tidligere Garder, landsungdomsfører for NSU (National Socialistisk Ungdom) og kompagnichef for 2.Kompagni i den Dansk Finlands Bataljon, C.F.Schalburg, den 26.Februar 1942 ankom til Treskau, (Owinska) som ny kommandør betød det nye tider for de danske frivillige i Frikorps Danmark.

 

Schalburg var stik modsat sin forgænger C.P.Kryssing. Schalburg var udover rent propaganda mæssigt for Frikorpset, en stor figur i det nationalsocialistiske miljø.

Der udover havde han modsat Kryssing, erfaring fra krigsfronten fra sin tid i Division Wiking.

 

Tyskerne håbede at der ville komme noget ro over Frikorpset, som på det tidspunkt var plaget af intern uro. (bla. udbredt druk hos officerne, samt manglende disciplin).

 

Med Schalburg’s ankomst, blev Frikorpset langt mere nationalsocialistisk.

Der blev afholdt politiske foredrag, samt frikorpset fik tilsendt hæftet ’Der Untermensch’. Så den sidste rest af et politisk neutral korps, må siges at det forsvandt under tiden i Treskau.

 

Schalburg intensiverede træningen, der blev skruet op for især natte øvelser.

En anden ting der blev indført var morgen løbetur i baroverkrop !.

Trods den hårde træning, blev der afholdt adskillige kammeratskabsfester, hvor alkohol var en del.

 

Schalburg var nok ikke egnet som kommandør over en bataljon som Frikorpset, men havde nok mere kompetence som kompagnichef, som i Finland(Vinterkrigen 1939/40)

Nogle af de frivillige, jeg har talt med har sagt at med Schalburg var det bare fremad, koste hvad det ville, det var noget andet da K.B:Martinsen var chef, der blev ikke taget nogle unødvendige chancer og de fleste pegede på K.B.Martinsen som den dygtigste chef Frikorpset havde

(Kryssing Juni 1941-Feb. 1942.  Schalburg Feb 1942-Juni 1932.   K.B.Martinsen Juni 1942-Maj 1943. Ind imellem Schalburg og K.B. Martinsen var der tyskeren Lettow Vorbeck som var chef i to dage inden han faldt ved B.Dubovizy)

 

Officerstaben blev skiftet ud da Schalburg ankom, Kryssing,Thor Jørgensen (næstkommanderende) K.Schock med flere. Blev forflyttet til andre SS enheder.

(Man kan så undre sig over at en ikke nationalsocialist som Kryssing, valgte at fortsætte i SS da han blev afsat ? Måske dette grundet hans sønner Jens og Niels var i SS)

 

På et punkt skilte Schalburg sig ud i forhold til Kryssing, det var ved øvelser, hvor Schalburg deltog på lige fod med mandskabet.

En episode på ekserpladsen i Treskau, hvor Schalburg fortalte om vigtigheden af ens reaktioner. Herefter ønskede han at se mandskabets. Derpå tog han sin handske af, og lod den falde til jorden. Mandskabet inkl. Schalburg smed sig på jorden. Tilbage stod dele af officerkorpset.

’’Om igen, en gang for alle når jeg siger bataljon fald ned, så gælder det hele bataljonen’’ (Dengang var det kutyme, at officerne observerede øvelser, uden at deltage).

 

Den 7.Maj 1942, var der afgang fra Treskau, med retning flyvepladsen i Heiligenberg hvorfra Frikorpset blev fløjet ind i Demjansk kedlen.

Schalburg selv faldt sammen med 31 andre den 2.juni 1942 under et angreb på russerne.

(Øverstbefalende for Division Totenkopf, Helmuth Becker ville have flyttet frontlinjen med 150 meter til russerne. Både Schalburg selv og K.B.Martinsen forsøgte at tale ham fra den ide.

  (Frikorpset var underlagt Division Totenkopf i sommeren 1942)

 

 

9.Januar 1944-Florowitzy

Beretning 9.Januar 1944

 Baggrund:

Frikorps Danmark nåede en levetid på to år, før det den 20.Maj 1943 ved en højtidelighed i Grafenwöhr blev nedlagt og overgik til at blive en tysk enhed.

Det var dog stadig med navnet Danmark, bare Regiment Danmark i stedet for Frikorps.

Med oprettelsen af Rgt.Danmark blev der tilført en hel del tyskere og Rumænere.

 Det var ikke gået stille af sig da Frikorpset blev nedlagt, de danske frivillige var stærkt utilfredse med at de overgik til at blive en tysk enhed, den danske regering sendte  Gesanten i Berlin O.Mohr til Grafenwöhr for at tale de frivilliges sag.

 Regiment Danmark blev en del af General Felix Steiners Division Nordland, og kom i efteråret (August-Dec 1943) til Kroatien for at få videre uddannelse og genopbygning.

Men ligeledes for at stå standby i tilfælde af en allieret landgang på Balkan, de allierede havde i Juli 1943 gået i land på Sicilien.

Tiden i Kroatien var præget af hårde og brutale konfrontationer med Marskal Josef Tito’s partisaner.

 Nordlige Rusland:

Da Tyskland gik ind i Rusland den 22.Juni 1941, erobrede man på ganske kort tid meget store områder.

Hærgruppe Nord nåede i starten af September 1941 Leningrad (Skt.Petersborg)

Russerne forsvarede sig, men måtte trække sig tilbage, dog blev et område på 65 km lang og 25 km bredt område på russiske hænder.

 Dette område ’Oranienbaum lommen’ forblev på russiske hænder, og tyskerne undlod at gøre noget ved området.

Igennem 1942 og 1943 var der kun meget spredte kampe på grænsen til lommen.

Tyskerne havde op til Oranienbaum indsat en del reserve tropper, bla. 9. og. 10 Luftwaffe division. Disse to divisioner bestod af enten ældre eller helt unge folk, ofte uden kamperfaring.

I efteråret 1943 ændrede situationen i Oranienbaum sig stille og roligt. Russerne førte flere og flere tropper til området, tyskerne var klar over at noget var under opsejling.

 Division Nordland ankommer:

Hele situationen med russernes optrapning af Oranienbaum kedlen, betød at tyskerne trak Division Nordland, herunder Rgt.Danmark ud af Kroatien og den 7.December 1943 forlod Divisionen Kroatien.

En uge senere ankom de til det kolde Rusland. Fra byen Wolossevo, blev de forskellige kompagnier fordelt på frontlinjen.

Til højre for Division Nordland lå de to Luftwaffe divisioner (9 og 10)

 

Oplysninger:

Grundet usikkerhed fra begge parter, mht til hinandens positioner og styrker, blev der foretaget spähtruppe (spejderenheder) aktiviteter.

Fra tyskernes side, blev det besluttet at der skulle sendes en gruppe ind på de russiske linjer.

 Øverstbefalende for Rgt.Danmark tyskeren Obersturmbannfüher Graf Von Westphalen, besluttede at der skulle sprænges en bunker i luften, men nok vigtigst af alt tages fanger.

Missionen skulle ledes af danskeren Untersturmführer Poul Windekilde Hansen, en veteran fra kampene i Demjansk i sommeren 1942, samt veteran fra den Finsk-Russiske vinterkrig 1939/40, hvor han var en del af den Danske Finlands Bataljon.

 

’’8.Januar 1944, i morgen tidlig skal jeg med ud i beredskab. 30 mand skal over i den russiske linje og sprænge en bunker i luften og muligt tage fanger’’

 

Poul Windekilde Hansen var delingsfører for de 30 mand. Han var som størstedelen af de 30 mand tilhørende Rgt.Danmarks 9.Kompagni som holdte til i byen Ssakala.

 

Gruppen havde artilleri beskyttelse, planen var at begive sig i tre grupper ad 10 mand lydløst ind på russerne sprænge bunkeren, og medtage fanger som man så kunne få oplysninger ud af.

Bunkeren og det nærliggende område lå ved Florowitzy, og var bevogtet af russernes 71.Marine Brigade.

 

9.Januar:

Igennem den sne fyldte skov, begav de tre grupper sig ind på bunkeren. Tæt på bunkeren blev den ene gruppe opdaget, som en af de første faldt delingsfører Untersturmführer Poul Windekilde Hansen.

Midt i forvirringen affyrede næstkommanderende en forkert lyspatron.

En overlevende ’’ Gruppeføreren blev skudt, næstkommanderende var uheldig at affyre en forkert lyspatron, med det resultat, at vores artilleri, der skulle dække os, begyndte at skyde, men for kort. Granaterne faldt over vore egne og ikke hos russerne. Vi havde mange døde og sårede’’.

 Gruppen trak sig i al hast tilbage, hvor mange af de 30 der faldt er uvist, men der var fire danskere som faldt.

Ingen fanger kom med gruppen tilbage, modsat russerne som tog 2 fanger, begge døde senere af deres kvæstelser, den ene Rottenfuhrer Josef Akkermann, som var tilhørende 3.Rgt.Danmark.

I nærheden blev der fundet 8 faldne.

En af de overlevende Ernst V.blev under kampene alvorligt såret i højre ben. Under tilbagetrækningen blev han samlet op af et par fra gruppen.

 Tre andre danskere blev meldt savnet og formodes faldet. O.W.Rasmussen, A.Nielsen, L.Nørgaard.

 Fem dage senere den 14.Januar 1944 startede russerne den store offensiv med udbruddet i Oranienbaum kedlen, herunder blev de to Luftwaffe divisioner på det nærmeste udslettet.

Svend Erik Theodor Møller

En del af dem der var indtrådt i tjenesten hos Frikorps Danmark, havde erfaring fra tidligere hære eller krige.

Der var en del, der tidligere havde gjort tjeneste i Den Franske Fremmedlegion, bla. Orla Westy Jensen, som blev Frikorpsets første mand der døde i Demjansk i sommeren 1942, efter at have trådt på en landmine. I Hipo korpset var der bla. 4 der tidligere havde deltaget i kampe i Nord Afrika med Fremmedlegionen.
Andre havde deltaget på folkerepublikkens side imod Franco under den Spanske borgerkrig, og et par stykker havde deltaget på Franco’s side.

Den del der var repræsenteret størst i Frikorpset, var folk der havde været en del af den Danske Finlands Bataljon i Finland under den Finsk-Russiske krig 1939-40. Det kan bla. nævnes at O.Hjorth som senere i krigen gjorde tjeneste hos Gestapo på Staldgården i Kolding, havde været med i den Spanske Borgerkrig, Finlands Bataljonen og i Frikorpset inden han kom til Gestapo.

Af de mindre ’ukendte’ krige var der et par stykker der havde kæmpet i Rusland samt de Baltiske lande i 1918-20. Bla. også Svend Aage Andersen, tidligere Fremmedlegionær og senere Hipo mand)

En af disse som havde deltaget i en ’ukendt krig’ var Svend Erik Theodor Møller, han blev født den 18.Januar 1898 i København. Som søn af en vognmand, selv var han forvalter og vicevært.

I 1918, meldte han sig til at deltage i den Estiske frihedskrig. Nummer 397 Svend E.T.Møller havde rang af Menig.

I 1920 kom han hjem til Danmark igen, og blev Vicevært, da den Finsk-Russiske vinterkrig brød ud den 30.November 1939, og med oprettelsen af den Danske Finlands Bataljon, meldte han sig endnu engang til militærlivet.   Den 30.Januar 1940 meldte han sig til Den Danske Finlands Bataljon, hvor han fik rang af Under officer. Den Danske Finlands Bataljon kom aldrig i kamp i Finland, og det interessante ved denne bataljon var at den under besættelsen blev delt i to lejre, en del som var på de allieredes side og den anden på tyskernes side. Det var bla. tidligere medlemmer af Finlands bataljonen der startede modstandsgruppen Holger Danske op i lokalerne hos Stjerne Radio i Istedgade, Kbh. Den anden side, var der  den tidligere Garder C.F. Schalburg som under vinterkrigen var kommandør over 2.Kompagni, han faldt som kommandør for Frikorpset den 2.juni 1942 i Demjansk.

Svend E.T.Møller vendte efter vinterkrigen hjem til Danmark igen, den frasepareret mand og far til 2 børn, tog herefter 1 år til Tyskland.

Den 28.Juni 1941 meldte han sig til Waffen SS, rettere til Regiment Nordland, Frikorpset blev oprettet dagen efter den 29.Juni 1941. 1.Juli var han til session, og blev optaget, han  skrev under for hele krigen.

Senere blev han leder af sikkerhedspolitiet på maskin fabrikken Ambi i Ryesgade i Kbh. Ambi lavede tændsatser til tyske håndgranater. Fabrikken var stærkt bevogtet skønt det var en lille fabrik, den havde bla. et vagttårn med bevæbnede vagter.
Den 26.April 1944 ved midnat blev Svend Erik Theodor Møller likvideret af medlemmer af modstandsgruppen BOPA, han blev skudt i passagen ved Ryesgade 64.

Selve Maskinfabrikken Ambi blev sprængt i luften den 25.Juni 1944.

Forbrydelser

’’Jeg husker vi på et tidspunkt var på patrulje, og vi fandt en dansker, som var forsvundet nogle dage i forvejen, han var lemlæstet, nøgen og med øjnene stukket ud, et meget ubehageligt syn, som med et brændte sig fast i nethinden på os. Og jeg kan forsikre, at den dag blev der ikke taget nogen former for fanger… Dem vi tog til fange fik ganske enkelt et nakkeskud, set i dag var det jo forkert, men vi var på det tidspunkt fyldt op af had efter vi havde fundet ham.’’

Dette er et lille uddrag fra min kommende biografi over en tidligere Frikorps soldat, som jeg i en årrække kendte, og som jeg har skrevet biografi over.

Episoden er fra efteråret 1943 da det nyoprettede Regiment Danmark blev sendt til Kroatien til genopbygning og for at komme sig ovenpå to hårde front indsatser (Demjansk sommeren 1942 og Welikie Luki vinter 1942/43) (Frikorps Danmark blev nedlagt officielt den 20.Maj 1943 og overgik til at hedde Regiment Danmark)

Jeg har tilbragt mange timer i hans stue, for at høre om tiden under krigen, og hans tid i Frikorpset og i Rgt.Danmark.
Men specielt tiden da Regiment Danmark var i Kroatien, var han ikke meget for at fortælle om, og det er ikke et ene tilfælde hos tidligere frivillige. Af andre SS frivillige jeg har besøgt har de ikke været meget for at tale om specielt tiden i Kroatien. Min bekendt fortalte først efter en del besøg om tiden i Kroatien, en tid han ikke var specielt glad eller stolt over. Det var et utroligt farligt sted, som huserede partisaner, som om dagen kunne være din ven, men om natten være din fjende.
Og han indrømmede da også at krigen der blev ført imod partisanerne, var en ganske beskidt en, med nedbrænding af deres landsbyer og henrettelser. Det eneste positive han havde at fortælle om tiden, var det frodige klima, modsat kulden i Rusland også det rige udvalg af frugter og et overflåd af spiritus, specielt den hjemmebryggede drik ’Slipovitch’.

Specielt den seneste tid, har der været meget fokus på danske frivilliges krigsforbrydelser. Forbrydelser som danskerne i lige så høj grad, som tyskerne udførte. Fra Frikorpsets side, er det sket i efteråret 1942 i den hviderussiske by Bobruisk, hvor der var en lejr for jøder. (Min bekendt var i øvrigt tilknyttet Ersatz kompagniet i Bobruisk i efteråret 1942) En anden ting omkring Frikorpset var, at det oprindeligt allerede i efteråret 1942 var udset til at skulle deltage i partisan bekæmpelse sammen med 1.SS Brigade. (1.SS Brigade var berygtet for deres partisan indsats og nedskydning af civile). Frikorpset kom ikke til at deltage i partisan bekæmpelse, grundet russisk offensiv.
(Allerede i start sommeren 1941, var tre danske officerer på uddannelse hos 1.SS Brigade, K.B Martinsen, Bent Worsøe Larsen, Poul Ranzou Engelhardt)

En af de værste SS Divisioner/brigader, var SS.Brigade Dirlewanger. En brigade som var ekstremt brutal i deres fremførsel især under Warszawa opstanden. Denne brigade bestod af straffede soldater herunder i høj grad SS soldater, hvor mange danskere der gjorde tjeneste i Dirlewanger er usikkert, men ca. 4-5 stykker. En af dem var Anders P.N. Han var SS frivillig fra Januar 1942 og deserterede i efteråret 1943, han var på frifod indtil han blev pågrebet i Farsø.
I Maj 1944 blev han dømt til døden af tyskerne for desertering, men denne blev omstødt to måneder senere til at han kunne indtræde i Dirlewanger. Hvad der hændte ham er usikkert, familien har aldrig hørt fra ham siden. (De sidste styrker af Brigade Dirlewanger blev nedkæmpet i skovene ved Halbe syd for Berlin i krigens sidste dage.

Danskere i Division Wiking, har heller ikke holdt sig tilbage, en dansk frivillig fortalte under retssagen imod sig, at han i 1942 og 1943 forsøgte at komme fri at hans kontrakt, da han havde oplevet ting han ikke syntes om, bla. drab på jødiske kvinder og børn. Paradoksalt endte han som vagtmand i en fangelejr, men modsat KZ lejr, var det en lejr for kasserede SS officerer, og internerede deserterede soldater. I øvrigt, lejren han var tilknyttet, Danzig-Matzkau afgik der folk til bla. Brigade Dirlewanger..

Udover de nævnte forbrydelser/Divisioner/Regimenter, var der danskere tilknyttet regulære KZ lejre som vagter.

Men spændende/skræmmende hvad der dukker op efterhånden hvad de danske frivillige har været med til.

Ridder af Dannebrog

Ifølge en kundgørelse for Hæren fra den 25.Maj 1945 hvor Hans majestæt Kongen resolverede at 52 Officerer afskediges som befalingsmænd i hæren og krigstjenesten, Samt deres ansættelsesbreve kasseres !

Ud af disse 52 var der 6 som var Ridder af Dannebrog, herunder tidligere kommandør for Frikorpset C.P Kryssing, Thor Jørgensen, Ernst Viffert (død i russisk fangenskab) Poul Ranzou Engelhardt, L.P.A.Nielsen(Pilot) samt Kaj Islin Hansen.

Interessant er det med den sidste, Kaj Islin Hansen, han var kommandør en overgang for Frikorpsets Ersatz kompagni i Bobruisk. Især i denne tid har Frikorpsets Ersatz kompagni været en del i medierne.
Det var fra Ersatz kompagniet at der afgik mandskab til vagttjeneste i lejren-Waldlager Bobruisk. En lejr hvor der blev slået Jøder ihjel.

Udover de nævnte kan det nævnes at 12 af de afskediget, havde rang af Kaptajn (i det danske forsvar).

Maglegårdsskolen

Maglegårdsskolen i Hellerup er udover den skole hvor Børge Rosenbaum, nok bedre kendt under navnet Victor Borge, en af besættelsestidens mest kendte skoler i Danmark, foruden den Franske Skole.

I Maj dagene 1945, blev skolen brugt som interneringssted for stikkere og andre tysk venlige personer.
Udover dette var der flere af skolens tidligere elever, som valgte at gå i tysk tjeneste i besættelsens første år. (Ikke at det skyldes skolen)

Danmark historiens nok mest eftersøgte og ligeså omtalte person-Søren Kam, gik på skolen, hvor også hans brødre Erik Kam og Poul Kam var elever.

For Erik Kam’s vedkommende endte krigen på hans tidligere skole, som interneret, skønt det kun var en enkelt dag inden han blev interneret på Politigården. Erik Kam i første omgang frifundet i Byretten den 18.Juli 1945,som en af de første dømte under retsopgøret.
Landsretten ændrede dommen til fængsel i fire år den 30.August 1945, der blev gjort halv skade da dommen den 27.November 1945, blev nedsat til to års fængsel i Højesteret. Hans lillebror og på top 10 listen over de mest eftersøgte personer på Simon Wiesenthals Centrets liste, Søren Kam undgik dom ved at bosætte sig i Tyskland indtil sin død i Marts i år. (Det er der skrevet rigelig om) Erik Kam var oprindeligt handelslærling, men meldte sig til Frikorps Danmark den 1.Marts 1942. Godt og vel to år senere den 31.Januar 1944 blev han alvorligt såret og hjemsendt fra SS. Erik Kam døde i 1984.

Af de mere ukendte fra Maglegårdsskolen, som trak i tysk uniform var bla. Erik Herløv Nielsen(Som alligevel ikke er så ukendt). Han er en af de danskere der sad længst i russisk fangenskab. Den tidligere NSU’er (National socialistisk Ungdom) meldte sig til Frikorps Danmark 17 år gammel i sommeren 1941.

Erik Herløv Nielsen var en af de første i Frikorps Danmark som modtog Jernkorset 2.Klasse den 24.Maj 1942 i Demjansk. Frikorpset var blevet sat ind nord for Rullebanen (Vej lavet af træstammer, eneste vej ind i Demjansk lommen) For at finkæmme sumpskovene for russiske styrker.
Kampene blev udkæmpet i et ufremkommeligt terræn, tæt krat, enkelte træer og sumpvand til anklerne. Flere steder lå der opsvulmede lig fra vinterens kampe.

Erik Herløv Nielsen, blev taget til fange den 29.Januar 1944 ved byen Ssakala i Oranienbaum sektoren i det nordlige Rusland.
Han sad i russisk fangenskab indtil han sammen med to andre Hans Jacob Andresen og Poul Broberg, den 3.November 1953 kom til Danmark.   De to førstnævnte blev taget til fange ved Repniku, 15 km fra Narva, Estland i sommeren 1944.

Erik Herløv Nielsen var ikke den eneste fra skolen som deltog i kampene i Demjansk i sommeren 1942.
En af de andre var Erik Jensen, en maler og tidligere Storhirdfører i NSU, var ligesom Herløv Nielsen en del af Frikorpsets 3.Kompagni, hvor de såkaldte NSU Bloddrenge var samlet.

Erik Jensen, døde i Demjansk den 29.Maj 1942, da han blev hårdt såret af en granat fra et Stalinorgel, der rev hans ene ben af. Han blev i bevidstløs tilstand ført til feltlazarettet i Losnitzy. Forinden havde 3.Kompagnis saniteter, Søren Esbensen, klippet benet af som hang i et par kødtrevler. Ironisk nok var det hans tidligere skolekammerat fra skolen, Erik Herløv Nielsen der næste morgen fandt ben stumpen..

Tilbage til interneringen i maj dagene 1945. Mange af de internerede opholdt sig i skolens Gymnastiksal. Da de skulle køres væk på lastbiler stod der en flok ophidsede mængde af folk. Under dette blev en af de internerede fejlagtigt skudt, Carl Johan Hallson, en 17 årig som var blevet anholdt den 5.Maj 1945 for at være i besiddelse et våben. Han havde været med i DNSAP siden 1940. Han blev fejlagtigt udpeget som værende HIPO mand. Da han blev skudt, fortsatte kuglen og ramte F.F.Karlsson, en svensker som boede i Kbh. Han døde kort efter han blev ramt.

Overskrift

Grafenwöhr

Frikorpset blev oprettet som en selvstændig upolitisk dansk enhed, skønt størstedelen var nationalsocialister.

Frikorpset bestod af ca. 85-90 procent danskere, de resterende 10-15 procent var tyskere som blev tilført, det var primært tyske officerer.

Øverstbefalende blev C.P.Kryssing, fra Artilleri kasernen i Holbæk.
Enheden skulle kæmpe under dannebrog og med dansk som kommando sprog, meningen var i øvrigt i første omgang at de skulle iklædes danske uniformer, disse mindede for meget om de russiske og ideen blev droppet.

Ligesom Frikorpset blev oprettet i Danmark blev der i andre tysk besatte lande oprettet frivillige korps, i Norge Legion Norge og i Holland, Legion Nederland. Efterhånden som krigen skred frem, blev problemerne større med de små selvstændige enheder, for meget bøvl i baglandet, samt at enhederne var for små og skulle underlægges større SS divisioner, (Som da Frikorpset var underlagt Division Totenkopf i Demjansk)

En større omrokering fandt sted i foråret 1943, og betød at SS nedlagde de små selvstændige enheder, herunder Frikorps Danmark. Man ville samle dem i en stor division. Allerede da Frikorpset lå ved fronten ved Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43 gik der rygter om at korpset skulle nedlægges.

I marts 1943, blev Frikorpset trukket væk fra fronten og sendt til kasernen i Grafenwöhr i det sydlige Tyskland.
Den 31.Marts 1943 ankom korpset med ca. 900 mand til kasernen i Grafenwöhr og senere ankom Ersatzkompagniet fra Bobruisk med ca. 270 mand.

Den 6.Maj 1943, blev Regiment Danmark oprettet og skulle indgå i Division Nordland, 14 dage senere blev Frikorps Danmark officielt nedlagt under en parade i overværelse af kommandør for Division Nordland Felix Steiner. Han kunne samtidig proklamere at den nye chef for Regiment Danmark ville blive tyskeren Obersturmbannführer Graf Von Westphalen.

Henover sommeren 1943 startede uroen blandt de danske frivillige, som var utilfredse med at Frikorpset var nedlagt og overgået til at blive en tysk enhed, samtidig var der tilført en hel del især rumænere til Regiment Danmark. Flere danske frivillige søgte om at blive løst af deres kontrakt om træde ud af korpset.

Tyskerne bad den danske regering om hjælp til at berolige de frivillige.
Det hele endte med at den danske regering sendte den danske gesandt i Berlin Otto C. Mohr (1883-1970. Gesant i Berlin fra 1941-45) til Grafenwöhr. 28. juli 1943 var O.Mohr gæst ved en middag, sammen med staben fra Division Nordland, ligeledes var der også de fleste danske officerer til stede til middagen på Schloss Plassenburg. Her blev gesandten informeret om de problemer der var opstået.

29. juli 1943 besøgte O.Mohr de danske  fivillige i Grafenwöhr, de frivillige var samlet i 4 hold. Gesandten holdte en tale til de frivillige, og ligeledes gik han rundt og talte med nogle af folkene. En del af de frivillige var bekymret for udviklingen dels i Danmark, men også nu hvor Frikorpset var nedlagt.
Gesandt Mohr udtalte bla. ’I har meldt jer til kampen mod vor fælles fjende kommunismen, og i har kæmpet tappert sammen med vor forbundsfælle Tyskland, og i gavner vort fælles fædreland ved fortsat at kæmpe videre indtil den endelige sejr’.

Billedet forestiller Gesant Otto Mohr(i civil tøj) som besøgte de danske frivillige i Grafenwöhr. Manden til højre er Graf Von Westphalen.

Julen 1941-Treskau

’’Vi fik en halv flaske vin pr. mand, og imens kom kommandør Kryssing med Thor Jørgensen(næstkommanderende) og frue for at ønske glædelig jul. Atter taler og sang, kl. 22.00 udskænkes the med Rom, meget stærk i aften’’

Følgende er nedskrevet af en dansk Frikorps Danmark soldat i julen 1941. Det var første jul i Frikorpset ovenpå oprettelsen 29.Juni samme år.

På daværende tidspunkt var korpset plaget af intern uro, utilfredshed med kommandør Kryssing, et stort alkohol forbrug hos mandskabet især hvad angår officerne. Ca.to måneder senere var Kryssing og næstkommanderende Thor Jørgensen samt andre officerer fortid i Frikorpset, og en ny kommandør var udpeget (Schalburg) samt nye officerer, primært yngre end den stab af officerer Kryssing havde.

Men julen 1941 i Treskau (Owinska) Polen, var der efter udskænkningen af rommen, kammeratligt samvær på stuerne indtil klokken 24.00. Udover den halve flaske vin som hver mand modtog, fik hver mand ligeledes 24 cigaretter.

Aftenen startede klokken 18.00 med uddeling af Flæskesteg osv. Senere var der uddeling af pakker fra familierne i Danmark samt fra DNSAP’s kvindegrupper.

Men selv en aften som juleaften og de efterfølgende juledage, holdte ikke balladen for døren hvad angår Frikorpset. Flere frikorpsfolk mødte juledag op med blå øjne ovenpå slåskampe og tømmermænd efter heftigt druk.
Flere ting blev smadret, bla. smadrede Orla Westy Jensen (Marokko Jensen), havde tidligere gjort tjeneste i 7 år i Fremmedlegionen) to skabe og smed et juletræ igennem et vindue.

Marokko Jensen var i øvrigt den første Frikorps mand, der døde i Demjansk i sommeren 1942, da han trådte på en landmine ved Werezina.

Alf Schneevoigt

Der findes et stykke film, som er optaget efter den tragiske fejlbombning af den Fransk Skole den 21.Marts 1945.
Filmklippet er optaget af en ansat hos UFA (Dansk films Avis) Alf Schneevoigt, søn af den kendte danske filmfotograf og filmproducent, George Schneevoigt.

Sønnen Alf Schneevoigt, var en del af Waffen SS, han var i en ganske kort periode hos Regiment Nordland(Div.Wiking), som han efter at have meldt sig til SS blev en del af fra den 19.Juni til 15.August 1940, hvorefter han blev hjemsendt. Alf Schneevoigt var født i 1915 på Frederiksberg, og var fotograf på flere film, bla. på Bodil Ipsen’s instruktør debut ’Afsporet’ fra 1942. En film med bla. andet datidens store navne som Ebbe Rode, Poul Reumert, Ib Schønberg mfl.

25.Marts 1942 meldte Schneevoigt sig til Waffen SS, det var dog først i Maj 1942 at han afrejste, han havde søgt at komme til at gøre tjeneste i Regiment Nordland. Han havde erfaring fra den danske hær som han havde tjent i to omgange, første gang i 1936, hvor han var Infanterist.

Under Frikorps Danmark’s orlov i September 1942, var han impliceret i optøjer, bla. havde han skudt imod en folkemængde ude foran K.B.Hallen.

I 1943 gjorde han tjeneste i Waffen SS’ eget pressekompagni, SS Standarte Kurt Eggers, som bla. Flemming Helweg Larsen også gjorde tjeneste i bla. på Vestfronten. Schneevoigt optog flere film på Østfronten.
Han var medlem af Dnsap, som han havde været siden Juni 1937, han var bla. en overgang Kolonnefører for 10.Distrikt i Januar 1941.

Udover episoden ved Frikorpsets orlov, deltog han i andre uroligheder, bla. anmeldte han en dansker for fornærmelse.
(Selvom mange Frikorps folk, hævder at der ikke var ballade når de var på orlov, er dette lidt svært at få øje på, mange jeg har set sager på, har anmeldt folk under orlover.)

Schneevoigt kom i 1944 hjem til Danmark, hvor han kom til at gøre tjeneste hos SD (Sicherheist Dienst) på Shellhuset.
Han optog stadig optagelser, bla. som tidligere skrevet efter bombningen af den Fransk Skole, samt andre episoder i Kbh og ligeledes propaganda film.

Schneevoigt’s nære ven var ’Mr.Smile’  Restauratør Henning Whalting (Hipo nummer 212), som blev bortført 23. Februar 1945, af BOPA og ført til Buddinge, hvor han blev skudt og efterfølgende fundet i Hareskoven.

Schneevoigt deltog på aktioner med Hipo, han var ikke medlem af Hipo korpset, en af de aktioner han deltog i var natten den 23-24.Februar 1945, En aktion imod nogle illegale biler ved en ejendom ved Himmelev, ved Roskilde. Manden i huset K.Bryning og hans hustru E.Bryning blev skudt, ligeledes blev en dansk Politibetjent som opholdt sig på ejendommen, han var gået under jorden da politiet blev taget.

Schneevoigt blev anholdt ved middagstid den 6.Maj 1945 på sin bopæl Emilievej 9 i Charlottenlund.
Den 14.November 1946 modtog han sin dom, han blev idømt dødsstraf. Han nåede ikke at blive henrettet, men sad 10 år inden han blev løsladt.
Episoden han blev dømt for var et mord på en modstandsmand på Østerbrogade i Kbh, hvor han kom kørende i bil optagende film, han blev genkendt af folk fra modstandsbevægelsen, det kom til skyderi og han dræbte en modstandsmand.

Schneevoigt selv, døde den 22.April 1982.

Hans Peter Karl Nordholm

Den 2.Juli 1941 blev der på et ministermøde aftalt at danske befalingsmænd, der ønskede at indgå i Frikorps Danmark, kun kunne dette Ved at indgive deres afsked med det danske forsvar.

Dagen efter den 3.juli 1941, sørgede Udenrigsminister Erik Scavenius, for at befalingsmænd som ønskede at udtræde af det danske forsvar for at indgå i Frikorpset, Ville kunne genindtræde i det danske forsvar med deres gamle rang.

Indtil juli 1943 havde 77 danske officerer benyttet denne mulighed, og indgå i tysk tjeneste.
Især kommandør for Frikorps Danmark Oberstløjtnant C.P.Kryssing, var i juli 1941 skuffet over det lave antal officerer der havde meldt sig til Frikorpset.

Den første danske officer der blev registreret død i Frikorps Danmark, var Hans Peter Karl Nordholm.

Hans Peter Karl Nordholm, blev født den 7.Juni 1906 i København. Han var oprindeligt købmand, hvor han var Radioforhandler i Helsingør.

Han kom i det danske forsvar den 10.Maj 1924, den 10.September 1931 blev han Sekondløjtnant.
Den 1.November 1932 blev han udnævnt til Løjtnant af reserven ved 17.Bataljon (tilhørende 4.Regiment) Bataljonen holdte til i Roskilde.

Den 1.August 1940 meldte han sig ind i DNSAP under medlemsnummer 31775.

Et år efter den 1.August 1941, udnyttede han muligheden for at træde uden for nummer, i det danske forsvar, og meldte sig til Frikorps Danmark. Han indtrådte i Frikorpset med rang af Untersturmführer (Løjtnant) Den 9.August 1941 rejste han til Langenhorn Kaserne i Hamburg, hvor Frikorpset befandt sig, han blev en del af 2.Kompagni, som var ledet af den senere kommandør for Frikorpset samt senere kommandør for Schalburgkorpset K.B.Martinsen.

Senere blev H.P.K. Nordholm overført til 3.Kompagni.

Den 15.August blev han sendt på Kursus i Lauenburg i skydning og våbenteknik, et kursus som varede 15 dage.

Han var med i første hold der den 8-9-Maj 1942 blev fløjet ind i Demjansk, hvor Frikorpset skulle indsættes.

Den 22.Maj 1942, om formiddagen bombede russerne Frikorps stillingerne (2.Kompagni) med Stalinorgel, under dette artilleri angreb satte russerne grupper af folk ind i skovene, målet var at nå til Rullebanen (En vej lavet af træstammer, som var den eneste vej ind og ud af området, området var/er utrolig sumpet)

Det kom til hårde kampe imellem Frikorpsets 3.Kompagni under ledelse af den tidligere danske Politimand P.Neergaard Jacobsen og russerne. Flere steder var det deciderede mand til mand kampe i de sumpede skove.
Hen på eftermiddagen ebbede kampene ud, og under en af de sidste træfninger, inden russerne trak sig tilbage, blev H.P.K. Nordholm ramt af kugler fra et russisk maskingevær i underlivet.

En frikorps mand: ’’Nordholm var døende, hele hans underliv var flået op, i et rødblåt sammensurium af kødtrævler og uniformsstumper. Nordholm lå med lukkede øjne, han åndede tungt og uregelmæssigt, sanitäteren havde givet ham et skud Morfin, og to af folkene gjorde klar til at slæbe ham tilbage til forbindspladsen (Losnitzy) Han døde et døgn senere (23.Maj 1942), det rådne sumpvand havde inficeret hele bughulen.’’

Dermed blev han den første officer i Frikorpset der faldt.

Jeg var i kontakt med Nordholms barn, sidste år, hun kunne fortælle at hendes mor inde i hendes stue havde et billede af sin mand i en glasramme. På billedet var han iført sin danske uniform. Endvidere sagde hun, at hvis man åbnede rammen og vendte billedet om, så var der endnu et portræt af manden, her sad han iført sin Frikorps uniform..

Ahlefeldt Laurvig

’’ Ser du, vi var jo i kompagni sammen da vi lå i Demjansk (Frikorpsets indsats 1942)
Jeg har senere fået fortalt at Hans, var lettere såret sammen med en anden, som var hårdere såret, vedkommende kunne ikke gå ved egen hjælp, og måtte have støtte. Deres enhed var på flugt fra Russerne og Hans og kammeraten kom længere og længere væk, fra enheden, og han er aldrig set siden’’

Jeg besøgte for nylig en nu 95 årig tidligere Frikorps Danmark soldat, som fortalte hvad der i sin tid for 70 år siden skete med Hans.

Uden at skulle forsvare medlemmerne af Frikorpset, så kom medlemmerne fra alle af samfundets lag i Danmark. Der var alt lige fra arbejdsløse, tidligere soldater og så var der bla. en Greve. Denne Greve var Hans. Hans’ fulde navn var Hans Ditlev Theodor Benedict Ahlefeldt Laurvig, han var født i Rungsted Kyst den 31.August 1919.

Den 10.Oktober 1939 kom han til det danske forsvar, hvor han blev Artillerist.
Det er usikkert hvornår han stoppede i forsvaret, eller om han var en del af reserven. En ting er sikkert, det er at han sluttede med rang af Kornet.

På et tidspunkt startede han som landbrugselev, på Godset ’Salon’ i Neu Brandenburg i Tyskland.

Frikorps Danmark blev oprettet den 29.Juni 1941, og i starten af Juli 1941, meldte Hans Ahlefeldt sig.
Den 20.Juli 1941 rejste hans sammen med godt og vel 550 andre frivillige fra  Hellerup station til Langenhorn Kaserne i Hamburg. Her skulle formeringen af korpset ske, samtidig med uddannelsen begyndte.

Den 24.Juli 1941, blev han udnævnt til Unterscharführer (sergent) og blev en del af Frikorpsets 4.Kompagni, det såkaldte ’tunge’ kompagni, Kompagniet med de tunge våben. En afgørende faktor for at han havnede her, har helt sikkert været at han tidligere var artillerist i det danske forsvar.

Da Frikorpset den 15.September 1941, blev forflyttet til Treskau (Owinska) var han med, og det var også her han den 18.April 1942 blev Gift med sin tyske kæreste.

Ahlefeldt Laurvig, var med i indsatsen i Demjansk i sommeren 1941.
Ligeledes var han med under den store orlov i efteråret 1942 i Danmark. En samlet orlov for Frikorpset som skulle hjem og hyldes af befolkningen, for deres indsats. Hyldet blev de også da toget rullede ind på Hovedbanegården den 8.September 1942, men herefter sluttede hyldesten også… Orloven blev plaget af ballade og anmeldelser fra de frivillige som følte sig chikaneret og provokeret. Det første galt i øvrigt også for Ahlefeldt Laurvig, som anmeldte en dansker for fornærmelser den 25.September 1942.

Ahlefeldt Laurvig, var ligeledes med i Frikorpsets vinter indsats i Welikie Luki/Newel, i vinteren 1942/43.
Det var bla. under indsatsen, her at Frikorpsets Ersatz kompagni, som var stationeret i byen Bobruisk, leverede folk som fungerede som vagter i en nærliggende Jødelejr.

Frikorpset var underlagt 1.SS Brigade, og det var meningen at frikorpset i første omgang skulle sættes ind imod den tiltagende partisan indsats. En opgave som 1.SS Brigade havde udført stort set siden, Barbarossa's begyndelse.
Frikorpset nåede aldrig at blive indsat i kamp imod partisaner, da russerne imellem tiden satte et angreb ind. Dermed blev Frikorpset indsat ved fronten.

Ahlefeldt Laurvig, kom den 1.Februar 1943 på Officerskolen i Bad Tölz, (ligger syd for München).
På officerskolen (9.Lehrgang) var han ikke ene dansker, bla. var Erik Herløv Nielsen (en af de danskere som sad længst i Russisk fangenskab)

Den 31.Juli 1943, var det slut på officerskolen, og Ahlefeldt Laurvig blev tilknyttet 4.Kompagni i det på det tidspunkt oprettede Regiment Danmark (Frikorpset blev nedlagt 20.Maj 1943)

Han var med stor sandsynlighed med i indsatsen i Kroatien i efteråret 1943, Division Nordland, som Regiment Danmark var under blev i slutningen af August 1943, sendt til Kroatien for at blive uddannet, men samtidig også rekreere ovenpå dels en sommer indsats (Demjansk 1942) og vinter indsatsen. Tiden i Kroatien blev især præget af kampe imod en stærk partisanhær. (Jeg mener at hvis man skal finde et sted hvor danskere har begået krigs forbrydelser, så er det under tiden i Kroatien)

I starten af December 1943, blev hele Division Nordland, herunder Regiment Danmark sendt til det nordlige Rusland.

Den 14.januar 1944 startede Russerne den store offensiv, som 1 ½ år senere resulterede i Tysklands overgivelse i maj 1945.

Under kampene omkring den Estiske by Narva, var Ahlefeldt Laurvig en overgang kommandør for Regiment Danmarks 1.Bataljon. Ahlefeldt Laurvig ledede forsvaret omkring Leningrad-Narva landevejen, tæt op af Narowa floden, for dette modtog han Jernkorset 2.Klasse den 20.Marts 1944.

Ahlefeldt Laurvig er på et tidspunkt blevet en del af Kampgruppe Scheibe. Denne kampgruppe blev ført af Obersturmbannführer, Siegfried Scheibe (faldt 17.Marts 1945). Denne kampgruppe bestod af ca. 700 mand, den var oprettet i januar 1945 i Hammerstein, og en del af mandskabet bestod af hollændere, med rester af folk fra det hollandske regiment ’General Seyffardt’ (Regiment General  Seyffardt, blev nærmest totalt udslettet i sommeren 1944, under tilbagetrækningen fra Narva by, bla. blev 3 danskere taget til fange, og sad i russisk fangenskab).

Det er lidt paradoksalt at han blev uddannet i Treskau,Posen i Polen i efteråret/foråret 1941/42 og det var ganske få kilometer fra Treskau af han den 10.Februar 1945 blev meldt savnet.

Hveger

’Du kender sikkert min lillesøster’ Dette blev udtalt til det tyske magasin Signal i 1941.

Lillesøsteren var ’Den gyldne Torpedo’ igennem en årrække verdens nok bedste svømmer, Ragnhild Hveger.

Ragnhild Hveger, deltog i de olympiske lege i Berlin i 1936, hvor hun fik en sølvmedalje.

Hendes bror Poul Hveger, deltog ikke i de olympiske lege, men var tidligere i den danske Livgarde, indtil han ved tyskernes besættelse af Danmark den 9.April 1940, blev hjemsendt. I øvrigt var hans kommandør i Livgarden C.F.Von Schalburg.

Poul Hveger var født 21.September 1917 i Nyborg, og oprindelig Maskinmontør.

Poul Hveger var en af de første der meldte sig til det nyoprettede Regiment Nordland i foråret 1940. Efter rekrut uddannelsen i Klagenfurt, blev han en del af Regiment Nordland’s 7.Kompagni. I januar 1941 blev han medlem af DNSAP (medlem den 24.Januar 1941)

Han deltog i kampene med Regiment Nordland på Østfronten, uden at blive såret, han udtalte omkring sin ilddåb i sommeren 1941 ’da skyderiet var begyndt, og vi gik gennem solsikkerne imod de fjendtlige stillinger, mindede det hele egentlig nærmest om en manøvre på Ermelunden (nord for Kbh) ’

Under hans tid på Østfronten fik han i starten af 1942, Gulsot, samt en hjernerystelse efter et uheld, han kom tilbage til fronten, og blev i 1943 hårdt såret og erklæret ukampdygtig. Efter en længere tid på lazaret og hospital, kom han den 26.Maj 1943 hjem til Danmark, hvor han gjorde tjeneste hos Standartenführer Bruno Boysen som chauffør.

Den 5.Maj 1945 om aftenen, blev han anholdt, og dagen efter blev han overført til Vestre Fængsel. I Helsingør ret blev han den 29.Januar 1946 idømt en fængselsstraf på 12 års fængsel. Han blev bla. dømt for at have stukket 2 personer, samt overfald af en sagesløs person i Helsingør. Poul Hveger blev løsladt i 1949.

For at runde af omkring søsteren Ragnhild Hveger, blev hun interneret i 6 uger efter befrielsen, grundet hendes forældres tilknytning til partiet DNSAP, også selvfølgelig hendes bror der var SS frivillig.

Thomsen

Ca. et år før befrielsen, fandt der et overfald sted på Ringsted torv.
Episoden den 2.Maj 1944 var ikke ’bare’ et almindeligt overfald, men et ganske brutalt et, som fik stor betydning for de implicerede efter krigen.

Schalburgmand J.M.L slog uden grund en Bankassistent Ingolf Howarth. ned, denne blev slået bevidstløs. Han blev herefter slæbt til Ringsted Kaserne hvor han blev anbragt i kælderen, og efterfølgende mishandlet.

Mishandlingen foregik bla. med at han blev slået med kanten af en lineal samt slag med en maskinpistol. Da det hele stod på ladede han vandet.
Schalburgmand J.M.L blev rasende og tværede Bankassistenten Ingolf Howarth’s ansigt i sit eget urin på gulvet. Ligesom han fik tværet sit afføring rundt i ansigtet. !! Efterfølgende fik Bankassistenten lov til at tørre sit eget blod væk, som var sprøjtet over på en væg.

Efter denne episode blev han ført ud fra kælderen på Ringsted Kaserne og kørt ud til en nærliggende mark, hvor han fik ordre på at grave et hul. Han fik at vide, når han var færdig ville han blive skudt og begravet. Undervejs fik hans gentagne gange slag fra Schalburgfolkene.
På et tidspunkt fik han ordre om at mave sig frem igennem en grøft af vand og mudder, en Schalburgmand hoppede ned på hovedet af Bankassistenten fra en højde på en halv meter. Ved dette mistede han bevidstheden,

Til sidst blev han ført ud på Roskildevej i nærheden af Ringsted, og efterladt. Med den besked at han skulle fortælle folk, at han havde været udsat for et færdselsuheld. Han fik hjernerystelse samt andre skræmmer grundet overfaldet og især den efterfølgende mishandling. Han kunne først forlade hospitalet den 22.Juni 1944.

To af hovedmændene bag overfaldet og mishandlingen var J.M.L og Henning Bjarne kurt Thomsen.

J.M.L blev født i København den 12.November 1916, han var en del af den danske Finlands Bataljon under den Finsk/Russiske vinterkrig i 1939/40. Her havde han rang af Sergent og tilhørte 1.Kompagni. En af de første der meldte sig til Frikorps Danmark, da Frikorpset blev oprettet den 29.Juni 1941.
Han blev en del af 3.Kompagni, og var med under sommer indsatsen i Demjansk, hvor han udmærkede sig og modtog Jernkorset 2.klasse.

Senere kom han til Schalburgkorpset, hvor han gik under navnet ’General Satan’ !!
Udover episoden den 2.Maj 1944 med overfaldet på Bankassistenten, anholdte han omkring den 1.Maj 1945 en ung mand, som han havde haft under observation i længere tid. Manden lignede næsten på en prik J.M.L. Manden blev kørt til Degnemosen, hvor han dels fik tæsk alt imens han oplyste informationer på sig selv. Disse oplysninger skulle J.M.L bruge til at lave falske papirer til når kapitulationen var en kendsgerning. Manden blev skudt af ’General Satan’ og frarøvet sine identifikationspapirer. Der var dog ikke beviser for at det var ham som skød ham. J.M.L. blev idømt 8 års fængsel for sin deltagelse i Frikorps Danmark samt Schalburgkorpset.

Den anden hovedmand på overfaldet :

Henning Bjarne kurt Thomsen blev født 22.Maj 1921 i Sengeløse. Han fik arbejde på en Lervarefabrik da han var færdig med skolen, og den 10.oktober 1939 blev han indkaldt til det danske forsvar. 2.November 1940 var tiden i forsvaret slut og han kom til landbruget, inden han i efteråret 1941 tog til Tyskland, hvor han fik job på Focker Wulf flyfabrik i Bremen.

Grundet sygdom kom han hjem til Danmark og blev i maj 1942 plejeelev ved Skt.Hans i Roskilde. I Juni 1943 tog han til Berlin hvor han havde job som Sporvognskonduktør. I Juli 1943 meldte han sig i Berlin til Waffen SS. En 6 ugers uddannelse i Berlin blev afløst af videre uddannelse i Treskau (Owinska) i det nuværende Polen. Han kæmpede en kort overgang på Østfronten, hvor han var tilknyttet Division Wiking.

I Februar 1944 kom han hjem til Danmark og blev en del af K.B.Martinsens, Schalburg korps.
I Schalburg korpset deltog han i træning af nye rekrutter samt eftersøgning inde for korpsets egne rækker, bla. søgning af desertører inde for korpset. Han var med i afvæbningen af det danske politi den 19.September 1944, han afvæbnede og anholdte bla. 5 Politifolk, som efterfølgende endte de i Tysk Kz lejr.

Den 20.September 1944, blev han en del af det sort uniformerede Hipo korps, med medlemsnummer 548. Her deltog han i anholdelser som et led af korpsets udrykningsafdeling. Den 7.December 1944, blev han Tolk ved den tyske overfaldskommando. Fra marts 1945 kom han til Kolding som en del af det tyske Gendarmeri.

Den 27.November 1944, imens han var i Hipo korpset deltog han i anholdelse af 7 illegale personer, disse blev senere ført til Neuengamme. Under afhøringen af personerne blev de dels sparket og slået i ansigtet, og som det måske mest rabiate, tildelt slag med et koben ! En af dem der fik slag med Kobenet Albert Petersen mistede øjet.!! Og fik desuden kraniebrud

Den 19.September 1946 blev han i Københavns byret idømt dødsstraf grundet, mishandlinger, trusler, eftersøgninger og anholdelser af folk, deltaget i gade razziaer samt medlemskab af Waffen SS samt Schalburgkorpset og Hipo korpset. 29.Januar 1947 blev dommen stadfæstet i Østre Landsret og landsretten bekræftede dommen den 17.November 1947. Den 20.Februar 1948, blev han benådet, dommen blev omstedt til fængsel på livstid.

Det skal lige nævnes at grunden til at Bank assistent Ingolf Howarth blev overfaldet var at nogle Schalburg folk på et tidspunkt havde følt sig chikaneret af Howarth og nogle kammerater på en cafe..

Robert Sustmann Ment

Natten til den 9.August 1944 blev 11 medlemmer af den danske modstandsbevægelse skudt ved den lille landsby Rorup, mellem Roskilde og Ringsted.

De dræbte var alle organiseret i enten Holger Danske eller BOPA.

De var angiveligt på vej til Frøslevlejren i Sønderjylland, da de blev beordret ned af lastbilen de blev fragtet på.

Herefter blev de alle 11 skudt, med den påstand at det var et flugtforsøg.. Mordene på de 11 modstandsfolk, skulle ses i lyset af at netop medlemmer fra BOPA to dage forinden(7.August 1944) havde likvideret Robert Sustmann Ment.

Som en konsekvens på mordet på Sustmann Ment, blev det beordret at de 11 modstandsfolk skulle henrettes som hævn.

En del af de 11 modstandsfolks sager blev efterforsket af Sustmann Ment inden han blev likvideret.

Den likviderede Robert Anders Peter Sustmann Ment, blev født i København den 26.Februar 1902.

Han kom til det danske forsvar den 11.Maj 1923 og forlod hæren med rang af Korporal den 8.Oktober 1928.

Han var Politimand, og blev medlem af Dnsap den 24.Oktober 1940 (medlemsnummer 33473). Omkring en måned efter Frikorps Danmark’s oprettelse den 29.Juni 1941, meldte Politimanden Sustmann Ment, med bopæl på Jagtvej 87 sig til Frikorps Danmark den 25.Juli 1941.

Han skrev under for en kontrakt der bandt han ’så længe krigen varede’, på sessionen den 27.Juli 1941 og efterfølgende blev han overført til resten af Frikorpset som lå i uddannelse på Langenhorn Kaserne i Hamburg. Grundet hans tid som dansk korporal og hans tid som Politi mand blev han den 20.August 1941 udnævnt til Unterscharführer (Sergent) og samtidig en del af 4.Kompagni (Frikorpset havde 4.Kompagnier foruden et 5.Kompagni, som senere blev Ersatz kompagniet).

Da Frikorps Danmark blev indsat på fronten i Demjansk i Rusland den 8.Maj 1942, var Sustmann Ment en del af 2.Kompagni under ledelse af tyskeren Boy Hansen(Faldet 11.Juni 1942, ved B.Dubovizy)

Han var ligeledes med frikorpset i indsats i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43.

Den 9.November 1943 fratrådte han Regiment Danmark, som Frikorpset i maj 1943 kom til at hedde.

Fra denne dato var han en del af det tyske SD (Sicherheistdienst), han fungerede som Tolk på Dagmarhus og Shellhuset, ligeledes deltog han i arrestationer af folk, bla. modstandsfolk herunder Holger Danske medlemmet Preben Hagelin, som blev anholdt af Sustmann Ment og Ib Birkedal Hansen (henrettet efter krigen). Preben Hagelin var en af de 11 modstandsfolk der blev skudt den 9.August 1944. Sustmann Ment deltog i mishandlinger af fanger, en metode han yndede at bruge overfor fanger, var at når fangen havde håndjern på, smed han nogle mønter på gulvet og beordrede fangen til at samle disse op. Når fangen dukkede sig ned efter mønterne, sparkede Sustmann Ment ham bagi, så de røg ind i væggen. Andre tilfælde han brugte imod fanger var at holde en tændstik lige under en fanges næse.! Sustmann Ment var efterhånden blevet et bytte for modstandsbevægelsen, i starten af 1944, kendte BOPA ham. Og i April 1944 var han på modstandsbevægelsens illegale blad ’De frie Danske’ her blev der bragt en stikker liste, med overskriften ’ Danske stikkere på Dagmarhus der heller ikke overlever freden’.

I sommeren 1944 intensiverede BOPA jagten på Sustmann Ment, Sustmann Ment havde åbenbart selv kunne fornemme han var et jaget bytte, da han når han færdes ude var iført skudsikkervest. Men den 7.August 1944, gik det galt for Sustmann Ment, på vej fra sin bopæl på Jagtvej 87 til Shellhuset, blev han forfulgt af BOPA medlem Søren Levinsen, Sustmann Ment var klar over der var noget galt, han vendte sig om og kiggede søgende efter hver 10 skridt, den ene hånd havde han hele tiden i sin jakke, som man må formodes at have holdt en pistol. På Nørrebrogade tog han Linje 16 Sporvognen, inden vognen kørte nåede tre fra BOPA at hoppe på vognen. Udenfor Bulgros Cafe i Ravnsborggade stoppede Sporvognen, og det var her kl. 20.25 at BOPA mand Søren Levinsen skød Sustmann Ment i hovedet som var død med det samme. Søren Levinsen og to andre fra BOPA hoppede af vognen og forsvandt.

Robert Sustmann Ment blev begravet på på Vestre Kirkegård. Sustmann Ment var Gift, med Ella Johanne Sofie Sustmann Ment, parret havde ingen børn.

Hun arbejdede som telefon dame på telefon centralen. Modstandsfolk mente hun fungerede som stikker for tyskerne, da hun aflyttede telefon samtaler.

Den 16.December 1944 blev hun likvideret. Modstandsgruppe ’Lange’ havde siden klokken 06.00 lagt og observeret bopælen(Jagtvej 87), hos en portner på en skole overfor. En lirekasse i nærheden spillede uafbrudt ’ Julen har bragt velsignet bud’. Klokken 11.00 viste Ella Sustmann Ment sig, sammen med sine to hunde som hun skulle lufte.

Ved en legeplads gik Poul fra gruppe ’Lange’ frem og skød Ella Sustmann Ment i nakken, hovedet blev knust.

Modstandsgruppe ’Lange’ (underlagt Holger Danske) blev ledet af Gudrun Johansen.

Hun skulle efterfølgende skrive rapport, men var for chokeret til det. I 1976 fortalte hun ’’dagen efter mødtes jeg med medlemmer af Holger Danske, som hilste med en gestus jeg næsten ikke kunne klare.

De stod alle sammen og smilede skævt til mig,for de havde jo prøvet det selv. De kom alle sammen hen og stak mig på næven og sagde tillykke, tænk sig at de lykønskede mig med at jeg var blevet morder. Senere blev jeg klar over, at det egentlig var den eneste måde at gøre det på. Man skulle selv føle at det ikke var en forbrydelse, men noget der skulle gøres’’.

 

Johan Stahr

’’Jeg mener korpset(Schalburg korpset) vil komme til at danne grundlaget for en ny dansk hær.

En hær, som skal bevare de bedste danske traditioner, i vort gamle danske forsvar, en hær hvis opgave det bør være i fremtiden.

At råde bod på tidligere tiders mangler og sørgelige fejlgreb.

Jeg betragter det som et af vore vigtigste mål, at bibringe den danske befolkning den rette respekt og forståelse for den danske soldat’’

Et halvt år efter at ordene stod i den nazistiske avis Fædrelandet, blev han skudt i en sporvogn ved Svanemøllen station af modstandsfolk fra Holger Danske.

Dermed blev han en af de omkring 400 danskere der blev likvideret, siden den første likvidering fandt sted af Bank assistent Hans Henrik Larsen sidst i April 1943.

Likvideringen var ikke et tilfælde, og bestemt ikke en hvilken som helst person. Der var tale om kommandanten i Schalburg Korpset på Blegdamsvej i København.

Der gik rygter om at han var stikker, og dels færdedes han i et kvarter hvor medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske havde møder.

Men hvem var den dræbte Schalburg kommandant ? Der var tale om den tidligere Ritmester i det danske forsvar Johan Eduard Stahr (Graden Ritmester forsvandt i forsvaret i 1951, Ritmester svarede til Kaptajn). Johan Stahr blev født som søn af en restauratør i København den 4.November 1889.

Den 21.April 1908 blev han rekrut ved fodfolkets 23.Bataljon som havde til huse på Sølvgadens Kaserne i København. Året efter den 10.Juni 1909 blev han udnævnt til Sekondløjtnant. 5.Marts 1915 Løjtnant af reserven ved 8.Bataljon.

I 1916 skiftede han retning fra fodfolket til at blive en del af det danske Rytteri. 1919 blev han kaptajn ved Grænsegendarmeriet.

Den 1.September 1933 fik han titlen af ritmester af reserven. J.Stahr meldte sig ind i Dnsap 24.Januar 1935 under medlems nummer 8097.

Stahr var ivrig debattør og taler, inden for Dnsap og i den forbindelse rejste han i foråret 1941 rundt i Nordsjælland og talte nationalsocialismens sag, det samme gjorde han på sin hjemegn på Falster.

Her var han dog ind imellem i modvind, og ved enkelte lejligheder fik han skåret dækkene op på sin bil.

J.Stahr var yderst aktiv i Dnsap, og den 1.Februar 1942 blev han udnævnt til Kolonnefører i SA.

Frikorps Danmark blev oprettet den 29.Juni 1941, og i den forbindelse stod han som leder af Hvervekontoret på Voldgade 2 i Nykøbing Falster, udover at det var hvervekontor, var det samtidig hans egen bopæl, indtil han i sommeren 1942 flyttede til Gentofte.

Som tidligere aktiv i det danske forsvar, meldte J,Stahr sig til Frikorps Danmark den 26.August 1942. Grundet en gammel knæskade kom han ikke til fronten.

Ved folketingsvalget den 23.Marts 1943 stillede han op for Dnsap ved Østre Storkreds (Det hedder Københavns Storkreds i dag). Valget blev en fiasko for Frits Clausen’s Dnsap, som opnåede 2,1 procent af stemmerne, valget blev vundet af Socialdemokraterne.

Hvad angik J.Stahr fik han 576 personlige stemmer. 

Den 27.oktober 1943 blev han kommandant for Schalburg korpset i Frimurerlogen.

Man fristes til at sige at som alle andre Schalburg medlemmer var han ilde set, og fjendtlighederne blev mere og mere, J.Stahr har på et tidspunkt følt sig truet, idet han den 16.November 1943 ansøgte om våbentilladelse, en ansøgning som blev godkendt.

Den 15.Januar 1944 blev han udnævnt til Major i Schalburg korpset. Schalburg mand Fritz Von Eggers, en 44 årig som havde skrevet under på en 1 årig kontrakt i slutningen af 1943, var bataljonsskriver for øverst kommanderende og tidligere kommandant for Frikorps Danmark K.B.Martinsen på Ringsted Kaserne.

Von Eggers mødte ofte kommandør K.B.Martinsens kone, Elsebeth, og efterhånden indledte de to et forhold.

I slutningen af februar 1944, fik Von Eggers den opgave at bringe en kuvert med en besked til Schalburg logen på Blegdamsvej. Von Eggers dukkede aldrig op med brevet.

Den 1.Marts 1944 blev Von Eggers set på National Scala’s bar ved Rådhuspladsen af K.B.Martinsens adjudant O.Sturmbannführer Knud Thorgils,han sad sammen med K.B.Martinsen’s kone Elsebeth.

Et par dage senere den 4.marts 1944, blev Von Eggers set og hentet på restaurant Italiano i Fortunstræde, på sig havde Von Eggers den kuvert han oprindeligt skulle have afleveret på Blegdamsvej, kuverten var åbnet. (Den indeholdt lønningslister samt telefon lister over medlemmer) Von Eggers blev anbragt i kælderen på Blegdamsvej, øverst kommanderende K.B.Martinsen besluttede at der skulle nedsættes en standret, denne standret kom til at bestå foruden K.B Martinsen selv af Erik Spleth (død i sommeren 1944 ved Narva) J.Stahr, og Mogens Reholt (likvideret 7.Marts 1945).

Von Eggers udtalte at hans plan var at aflevere kuverten til modstandsbevægelsen og efterfølgende tage til Sverige, i øvrigt sammen med K.B. Martinsens kone Elsebeth hvor de havde talt om at gifte sig.

Von Eggers blev dømt til døden, dømt for faneflugt samt forræderi.

Efterfølgende blev Von Eggers skudt fra kort afstand i hovedet af K.B.Martinsen, et skud der gik gennem højre og venstre hjernehalvdel, knuste venstre øjeæble, for til sidste at kuglen gik ind i kældervæggen i logen. Herefter gik Erik Spleth hen og affyrede endnu et skud direkte ned i Von Eggers ansigt.

Liget af Von Eggers blev kørt til Ringsted Kaserne hvor det blev begravet.

Den 29.Juli 1944 blev J.Stahr indstillet til KVK 2.Klasse med sværd (Kriegsverdienstkreuz) Medaljen modtog han den 1.September 1944. J.Stahr var ikke videre populær på sin bopæl Ibstrupvænget 18 i Gentofte, gentagne gange fik han skrevet diverse ord på hans hoveddør at nogle af de andre beboere.

Han truede med at lade Schalburgkorpset ransage ejendommen hvis ikke det stoppede.

Tilbage til starten af indlægget, den 17.November 1944, tog J.Stahr toget ind til Svanemøllens station, hvorefter han skulle videre ud til Frimurerlogen på Blegdamsvej. Da han klokken 9.30 var trådt ind i en sporvogn, blev han råbt an af to mand fra Holger Danske, J.Stahr greb efter sin pistol, hvorefter han blev skudt ned. Modstandsfolkene tog hans våben, en pistol 1910 samt en 7,65 foruden diverse papirer.

Efterfølgende blev J.Stahr begravet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte

 

Mogens Ziegler Matthiessen

Mogens Ziegler Matthiessen, blev født den 25.December 1916 i København.

Han var medlem af SA i København og Tropsfører inden for SA. Allerede i 1940 meldte han sig til Regiment Nordland (Wiking), og var tilknyttet Regiment Nordland i et par måneder, han blev syg og blev hjemsendt.

Lige inden han rejste til Tyskland i 1940 for at melde sig, blev han uddannet Styrmand.

Med Frikorps Danmarks oprettelse den 29.Juni 1941, var han kommet sig ovenpå sin sygdom og sidst i september 1941 meldte han sig til Frikorpset.

Han blev tilknyttet Frikorpsets 2.Kompagni under ledelse af Obersturmführer Tyskeren Boy Hansen(Faldt den 11.Juni 1942) I Påsken 1942 var han på en kort orlov i Danmark, inden han returnerede til Frikorpset igen, Frikorpset lå til uddannelse i Treskau.

Med frikorpsets indsats i Demjansk var han en del af det første hold som blev fløjet ind i kedlen i JU52 fly.

Han blev såret af granatsplinter i højre hofte og blev overflyttet til et Lazaret i Allenstein i Tyskland. (Jeg har ikke dato for hvornår han blev såret, men et bud kunne være efter kampene om B.Dubovizy den 6.Juni 1942.) På lazarettet gik der betændelse i bughinden og han døde den 11.Juni 1942.

Hans forlovede og søster var på vej til Allenstein for at besøge ham, de kom dog 24 timer for sent..

 

 

 

 

Hans B.

’Musik skal der til’ råbte Hans B. fra altanen alt imens han smed en Radio ned fra 3 sal. Episoden skete på Glenkasvej 10 i København under folkestræken den 2.Juli 1944, da Schalburg folk ransagede to lejligheder på adressen.

Grunden til dette var at en Schalburg mand Viggo B. som selv boede i ejendommen havde fået ødelagt nogen møbler.

Man kan godt tænke sig at vide hvad der er gået galt for en del af dels Schalburg korps og Hipo folkene, når man ser på nogen af deres gerninger.

Et andet spørgsmål er om nogen af dem har fortrudt deres gerninger siden hen ? Ingen mennesker bliver født onde, så hvor det så er gået galt er ikke til at vide.

En af dem som var med i denne aktion den 2.Juli 1944 var Schalburg mand Hans B. (kaldet Cirkus direktøren) han var først i Waffen SS og senere Schalburg korpset.

Han blev født i Silkeborg den 12.August 1907.

Han havde forskellige jobs, bla. var han ansat i Cirkus Miehe en overgang.

Kort efter den 9.April 1940 fik han arbejde på den tyske flyveplads ved Silkeborg. Den 14.April 1941, blev han medlem af Frits Clausens Dnsap under medlemsnummer 41385.

Den 10.Maj 1941, meldte han sig til Waffen SS, han blev en del Regiment Germania i Division Wiking.

Sidst i maj 1941 rejste han via Gedser til SS forskolen i Sennheim. (Sennheim var en SS forskole, et kursus varede imellem 4-6 uger, og bestod af foredrag samt racelære..

Der blev lagt stor vægt på kammeratligt sammenvær og idræt.)

Han deltog i kampene på Østfronten, og endte med rang af Rottenführer.

Den 25.November 1943, sluttede hans tid ved Waffen SS, om han kun havde skrevet en 2 årig kontrakt eller om han blev hjemsendt grundet helbred eller andet ved jeg ikke.

Den 5.Januar 1944 kom han til Schalburg korpset, han blev en del af 1.Kompagni og fik titlen Vagtmester.

Den 1.Februar 1944, kom han til Underofficerskolen i Høvelte som tropslærer. Den 12.April 1944 blev han delingsfører hos ’Læssøe’ (Stadig Schalburg korpset) Hans B. deltog ligeledes i en mishandling af Ingolf H. den 2.Maj 1944. Ingolf H. var Bank ansat fra Ringsted,. Ingolf H. blev slået ned på Ringsted torv, og slæbt ned i kælderen på Ringsted kaserne (Hvor Schalburg korpset holdte til) herefter blev han gentagne gange slået og sparket, bla. med en maskinpistol og med kanten af en lineal..

Han fik smurt afføring og urin i hovedet.

Herefter blev han kørt væk fra Kaserne og ud på en mark, hvor han blev beordret til at grave sin egen grav, da han fik at vide han skulle skydes.. Undervejs i gravningen blev han sparket og slået.

Senere blev han beordret til at ’mave’ sig frem i en grøft hvorefter to Schalburg mænd hoppede ned på ham fra en højde på 50-75 cm.

Hans hoved kom under vand og han mistede bevidstheden.

Han blev ’løsladt’ på Roskildevej med beskeden at han var blevet udsat for et trafikuheld.

Et par gange efter Schalburg mændene var kørt vendte de tilbage og spurgte ham hvad der var sket, til sidst sagde han til dem han havde været udsat for et færdselsuheld, ’ Det var godt’ var Schalburg mændenes ord til ham…

En anden tropsfører og senere Hipo mand H.B.T. deltog ligeledes sammen med en tidligere Frikorps Danmark mand i mishandlingen. Han deltog i en hel del ’hold ups’ bla. i en Bank i Hillerød og et i Nordsjælland.

Begge gange i efteråret i 1944.

Han deltog ligeledes i en aktion i Sorø. En overgang var han ansat på Husmandsskolen i Odense hvor Gestapo havde hovedkvarter, her deltog han i mishandlinger af ’fanger’. Hans synderegister er langt, med alt lige fra hærværk til grov vold, jeg nævner et par stykker, slog en mand ned i Silkeborg som fik hjernerystelse (Dette var under hans orlov i SS i sommeren 1943),

Han truede en Kristine M. fra Sorø med en pistol da hun havde talt nedsættende om en pige der havde tyske kærester.

Den 18.December 1944 anholdt han kokke medhjælper P.Nielsen fra Vallø, på skibet ’M/S Antilope af Køge’ P.Nielsen havde kaldt en pige Feltmadras.

Han blev tildelt slag i ansigtet og i skridtet med en Gummiknippel og pisk fra en Nihalet kat(pisk) P.Nielsen fik ikke lov at gå før han havde sagt ’Heil Hitler’ 3 gange foran den forsamlede flok af Schalburg folk.

Selv indenfor Schalburg korpsets egne rækker var han kold og kynisk, en Schalburg mand Overtropsfører E.G. sad i arrest på Ringsted kaserne for af have brudt sig imod Korpsets regler.

Den 21.Oktober 1944, blev han hentet af Hans B. og John W.S. og ført over i Hestestalden.

Her blev han spændt op/fast og tildelt pisk med en Hundepisk Udover disse orgier af volds tilfælde han deltog i , var han med til afvæbningen af det danske politi den 19.September 1944.

Den 7.Maj 1945 klokken 14.00 blev han anholdt i Ringsted.

Han blev interneret på kasernen i Ringsted og den 5.August 1945 blev han overført til Alsgades Skole.

Den 19.December 1946 behandlede Landsrettens 10.afdeling hans sag i Slagelse. Han var ved retten i Ringsted blevet idømt en dom på 18 års fængsel, dette blev stadfæstet ved landsretten.(Anklagemyndigheden krævede at han blev idømt livsvarigt fængsel ovenpå hans lange register af domme) Ligeledes mistede han alt almen tillid (pension, stemmeret) for bestandig.

Han blev løsladt efter at have siddet i 7 år.

Ifølge familien som jeg har vært i kontakt med, boede han en overgang i Sverige, men bosatte sig senere i Fåborg hvor han døde i 1971.

 

 

 

 

Ejner O.

’’Ved fronten var det et helvede, fascisterne svømmede i moderne våben, vore havde bare noget gammelt møg. Europas socialdemokratiske regeringer udtrykte nok deres sympati for Spanien, men rørte ikke en finger for at hjælpe.’’ Dette er taget ud fra Leo Kari’s dagbogs optegninger over hans tid i den spanske borgerkrig.

Han var en ud af omkring 500 danskere der tog til Spanien og kæmpede på republikkens side imod General Franco’s fascister.

En anden som tog til Spanien for at melde sig, ligeledes til republikkens side var Ejner O. fra Nykøbing Falster.

Han blev født den 19.Januar 1919. Han var medlem i D.K.U (Danmarks kommunistiske Ungdom) og var Sømand.

Af eventyrlyst og sin politiske holdning tog han i 1937 til Spanien for at melde sig til krigen.

Han deltog i kampe i 18 måneder og endte med rang af korporal.

Da han kom hjem til Danmark igen i 1939, har han med stor sandsynlighed blevet straffet for at have brudt sig imod lov nummer 32 af, 26.Februar 1937, at tage til Spanien og deltage i krigen.

Den 26.Februar 1937 blev der vedtaget en lov der gjorde det ulovligt for folk uden for Spanien at melde sig til den spanske borgerkrig.(1936-39) I Januar 1940 modtog han en fængselsdom på 20 dages hæfte, efter en volds episode.

I Sommeren 1941 var han arbejdsløs og stod og manglede penge til husleje, en kammerat fortalte ham at han kunne få hjælp til betaling af hans husleje hvis han meldte sig til Frikorps Danmark.

Den 30.Juni 1941 henvendte Ejner O. sig på Rosenvængets Alle i Kbh. for at melde sig til Frikorpset.

Han fik udbetalt nogle penge som han brugte til betaling af husleje i sin lejlighed i Prinsensgade, og på sessionen skrev han under for 2 år (Man kunne melde sig for 2, 4 eller så længe krigen varede).

Ejner O. var med i første hold der den 19.Juli 1941 blev sendt af sted fra Kbh, for at påbegynde rekrut uddannelsen på Langenhorn Kaserne i Hamburg.

Her begyndte Ejner O. at få kolde fødder, først nægtede han at aflægge Ed til Hitler, og senere angav han at have lungebetændelse.

Det hele endte med at han i Februar 1942 blev hjemsendt til Danmark.

I September 1942 modtog han atter en voldsdom på 4 måneders fængsel. Både i sommeren 1943 og i slutningen af 1944 fik han domme for tyveri.

Den 18.Juni 1945 blev han anholdt i Kbh. Ved Københavns byret den 27.September 1945, blev han dømt efter lov nummer 259, at have ladet sig hverve til Tysk krigs tjeneste, og modtog en dom på 3 års fængsel (De tidligere domme må have spillet ind). Dommen blev anket og der blev den 18.Marts 1946 sat en endelig dom, som lød på 1 års fængsel, og tab af almen tillid (Herunder stemmeret og Pension) i 10 år.

Om Ejner O. har siddet hele dommen ud skal være usagt.

 

 

 

Regiments bygningen

Her et billede af en bygning, bygningen kunne være som alle andre bygninger, det kunne for den sags skyld være i Danmark, billederne kunne ligeså godt være taget af en bygning i Tyskland, Norge eller for den sags skyld Sverige.

Denne bygning skiller sig alligevel ud, bygningen står ca.1500 Km fra Danmark og på et eller andet sted er det et stykke af Danmarks historie, måske ikke den mest glorværdige, men stadig et stykke historie, som berører danskere.

Bygningen står i Narva i Estland, der hvor et stykke af Danmarks historie kommer ind i billedet er at tilbage i vinteren/foråret start sommeren 1944, var denne bygning hovedkvarter for Regiment Danmark.

Rent faktisk er det et under at bygningen overlevede krigen, da Narva mere eller mindre blev totalt smadret i Marts 1944, nærmere betegnet 7-8 Marts. Et 19 timers bombardement lagde stort set hele den gamle Barok by i ruiner, og ud af 3500 huse/bygninger stod 118 uskadte tilbage da russerne erobrede byen i Juli 1944.

Tilbage til bygningen, Første sal samt stueetagen fungerede som Stab for officerne, mere barsk var det i kælderen som var Lazaret for Regiment Danmark (Der var tale om et lille lazaret) For og baghave fungerede som Kirkegård.. Jeg kender en nu 94 årig tidligere Frikorps mand/Regiment Danmark veteran (Ham jeg skriver biografi over) han var udover at være frontsoldat var han også Sanitets mand, han deltog i kampene, men efterhånden som der kom sårede var det hans opgave at tage sig så godt af dem så muligt.

Han stod bla. for Morfin, han fortalte mig på et tidspunkt at han fik et godt råd af en ældre sanitäter, da han var på en sin første front indsats (Welikie Luki/Newel, vinteren 1943), den ældre sagde man skulle give sig selv et skud Morfin, det ville hjælpe på nerverne, som sagt, så gjort dette gjorde han, dog kun de første gange, efterhånden blev det hverdag som han siger.

Da jeg var i Narva med ham for 2 år siden tog vi et smut ud til den gamle bygning som ligger i Narva’s industrikvarter.

Han genkendte straks bygningen og herefter fortalte han om den, alt imens vi gik rundt ved bygningen, ’et virvar af kaos, skrig, død’ som han sagde.

Han ’arbejdede’ nede i kælderen og som han siger ’’Mest af alt mindede kælderen om et slagteri, blod på gulvet, og ikke mindst på lægernes dragter.

Men jeg må indrømme at de læger vi havde tilknyttet, var ganske enkelt helt fantastiske, de tog tingene i stiv arm og med en rolighed som var utrolig, skønt det var et stressende job, samt at de stod med foks liv i deres hænder, der skulle meget til at slå dem ud af kurs, selv en som mig, blev faktisk hurtigt immune overfor skrigene fra de sårede, dem var der mange af, og det var nok det der var værst af alt blandet sammen med lugten af blod, indvolde, krudt.

Vi fik en ung dansker ind, jeg husker ikke hans navn, men han var kun en 17-18 år, han havde fået et skud i maven ude ved Dolgaja Niva (16.Juli 1944)

 Han blev bragt ind på en båre til hovedkvarteret, han skreg og skreg efter hans mor.

Han var skrækslagen og græd. Han blev placeret på gulvet liggende på hans båre, hvorefter jeg gav ham en morfin indsprøjtning, han havde ikke turde kigget ned på hans mave, da han var for bange for at se hvor slemt skuddet var.

Han spurgte om man kunne se tarmene, jeg kiggede ned og heldigvis for ham havde det skud, han havde fået lavet en flænge, som nærmest havde lavet et fint snit hen over maven. Man kunne ane tarmen som bulede ud ca. en til to centimeter ud fra såret. Jeg sagde det så fint ud, hvorefter jeg med mine fingre skubbede tarmen ind, og herefter lukkede ham sammen med en slags hæftepistol.

Om han overlevede ved jeg ikke, men det vil jeg tro.

Hvis der var noget vi frygtede mest, så var det at få et maveskud, da det i mange tilfælde ville betyde døden.

 Dem der døde blev lagt i et hjørne ude i baghaven, senere blev de begravet. Det var bestemt ikke noget kønt syn, nogle af dem kendte jeg jo, nu lå de der helt stille med blodig og beskidte uniformer og med et skrækslagen ansigtsudtryk, det sidste de oplevede var jo nogen hårde nærkampe, man kunne nærmest se frygten i deres nu døde ansigter, jeg tænkte at jeg var glad for jeg ikke var i forreste linje’’.

I dag fungerer bygningen som kontor bygning, langt væk fra tiden i 1944, også alligevel ikke da rygterne siger at i forhaven skulle der stadig ligge et par nordmænd begravet..

O.H.L

Manden på billedet viser O.H.L (Vil ikke skrive navnet, i tilfælde af familie), OHL, forsvandt den 22.Maj 1942, da Frikorps folk fra 2. og 3.Kompagni skulle rense skovene for indtrængende russere, som var trængt igennem frikorpsets stillinger nogen dage i forvejen.

Frikorpset mistede 6 mand den dag, en enkelt blev meldt savnet, det var OHL.

Denne måde at dø på var sikkert ikke noget Arbejdsmanden OHL havde drømt om da han meldte sig til Frikorpset i starten af august 1941.

OHL blev født den 6.Februar 1911 i Taastrup.

Efter overstået session, blev han overført til resten af Frikorpset som var på Langenhorn Kaserne i Hamburg.

Her blev han en del af Frikorpsets 2.Kompagni under ledelse af Tyskeren Obersturmführer Harald Boy Hansen(faldt under angrebet på B.Dubovizy, 11.Juni 1942)

Han var medlem af Nazist partiet Dnsap, hvor han meldte sig ind den 12.Januar 1942, under medlems nummer 43 395.

Schütze OHL, var med i det første hold der blev fløjet ind i Demjansk kedlen den 8-9 Maj 1942.

Det må antages at det var på hans første front aktion han forsvandt, denne regnfulde maj dag i 1942.

Han var blevet lettere såret af et skud i hånden, og var gået alene tilbage imod egne linjer, hvad der derefter er sket er en gåde, men sikkert er det at OHL, blev fundet da Frikorpset angreb russerne ved Brohovedet den 2.Juni 1942, han blev i øvrigt fragtet tilbage i en Zeltbahn(Teltdug, som jeg tidligere skrev noget om) til Frikorpsets 1.kompagni’s kampstand, en frikorps mand ’’ øjnene var ligefrem gravet ud af hovedet, så kun de tomme huler var tilbage, kinderne var flænget op og panden perforeret af de karakteristiske trekantede russiske bajonetter.

Desuden var hans kønsdele skåret bort og når man bemærker, at manden havde været let såret af et skud gennem hånden og ellers ikke havde andre sår på kroppen, må han have mødt døden under de grufuldeste pinsler.’’

Inden OHL, blev begravet lod K.B. Martinsen så mange frikorps folk se liget af OHL, en frikorps mand’’ så kunne folkene selv gætte sig til, hvilke skæbne der ventede dem hos fjenden.

Den slags hærder kampmoralen, og behandlingen af krigsfanger, der blev ikke taget fanger den dag….’’ Schütze OHL blev begravet i Frikorpsets kirkegård ved Biakowo.

 

Armand Langermann

Dyrlægen: Koncentrationslejren Auschwitz Birkenau havde tilknyttet tre dyrlæger tilknyttet, en af disse var en dansker. Armand Langermann, han var født 18.Maj 1885 i Randers.

Han var et tidligt medlem af Dnsap, hvor han allerede den 1.Juni 1933 blev medlem under medlemsnummer 3138.

Langermann var overbevidst nazist, ved folketingevalget i 1939 stillede han op i Viborg amtskreds for Dnsap (Dnsap opnåede 31.032 stemmer ved valget)

Han havde egen dyrlæge praksis i Dragstrup som ligger 7-8 km fra Randers.

I April 1941 meldte han sig til Waffen SS, og kom på session den 5.Maj 1941 og blev optaget i SS med rang af Hauptsturmführer.

Den 14.Juli 1941 blev han en del af dyrlæge holdet i Auschwitz-Birkenau.

Han var ligeledes en aktiv taler ved Dnsap møder i Randers (bla. ved et medlemsmøde i Randers 3.August 1942) og Viborg når han var hjemme på orlov, men også med skrivelser i nationalsocialistiske aviser (Fædrelandet, National Socialisten).

Han udtalte bla. på et tidspunkt på et møde for unge national socialister omkring jøder ’’ Stik kniven op nedefra, vrid rundt i underlivet og ryk opad. Det er kun første gang, man berøres af det varme blod, der løber ned ad håndleddene. Senere bliver det en glæde" !! Men også som en taler ved et Grundlovsmøde i Støvring den 5.Juni 1941.

Langermann var trods sin høje alder, en af de ældste danskere der var medlem af SS.

Han var kendt i området i Randers for at være yderst provokerende, bla. slog han en ned som ikke hilste på ham med strakt arm(Hitler hilsen), anmeldte en dansker for fornærmelser og truede en politibetjent med at skyde ham.

Langermann blev den 2.Marts 1943 overført fra Auschwitz Birkenau til en ny enhed, SS Veterinär Abteilung Radom, Den 19.Juni 1943 blev han endnu engang overflyttet, denne gang til Stabskompanie beim höheren SS und Polizeiführer i Krakau i Polen. 8 måneder senere, den 17. Februar 1944 blev han igen overflyttet, denne gang igen til sin tidligere enhed, SS Veterinär Abteilung Radom.

Krigen sluttede den 6.Maj 1945 for Langermann som blev anhold af modstandsbevægelsen i Randers på sin bopæl.

Han blev herefter anbragt på Dronningborg skole (Dronningborg er en lille forstad til Randers, på skolen blev dels frivillige og andre med tilknytning til tyskerne anbragt i dagene efter befrielsen) Modsat andre tidligere SS folk fik han ikke en fængselsdom, men blev idømt ophold på en sindssygeanstalt.

Efter opholdet vendte han tilbage til sit gamle fag som dyrlæge.

Han døde den 25. april 1963 i Mou, 77 år gammel.

 

Vagn Oest

På Vestre Kirkegård i København er der på den del hvor der ligger tyskere fra krigen begravet, enkelte danskere begravet.

En af disse er en gravsten tilhørende danskeren Vagn Oest.

Vagn Oest blev født i Randers Juleaften 1920.

Han blev uddannet Tømrer, og da der ikke var arbejde at få i Danmark gjorde han som godt og vel 90.000 andre danskere der i perioden 1940-45 han fik arbejde i Tyskland.(lige en note, man var nødvendigvis IKKE nazist fordi man tog arbejde i Tyskland)

Den 2.August 1940 rejste han til Tyskland for at arbejde som tømrer.

Han boede i Aabenraa, men arbejdede i Tyskland.

Den 17.April 1941 meldte han sig ind i det danske nazist parti, Dnsap under medlemsnummer 41404.

En side bemærkning Frits Clausen, leder af Dnsap var udover uddannet Læge, med i første verdenskrig på Tysk side, han blev taget af russerne i 1915 og kom hjem Danmark igen i 1918.

Han var i øvrigt den første formand for foreningen for danske krigsfanger i Rusland under første Verdenskrig, her blev han formand i 1921.

Med frikorpsets oprettelse meldte Vagn Oest sig som en af de første til frikorpset, han meldte sig den 7.Juli 1941.

Bestået session den 14.juli 1941, blev han en del af 2.Kompagni, senere blev han dog overflyttet til 1.Kompagni under ledelse af en anden fra Randers egnen, Per Sørensen (Per Sørensen, var født i Essenbeck i nærheden af Randers, men opvokset i Øster Vraa i nordjylland)

Med i Demjansk, hvor han udmærkede sig med tildelingen af Jernkorset 2.Klasse den 2.August 1942.

I Efteråret 1942 en kort overgang overflyttet til Ersatz kompagniet i Bobruisk, men med i frontlinjen som en del af 1.Kompagni Da russerne angreb sent Juleaften(på hans fødselsdag) deltog han i de hårde kampe, dette havde nær kostet ham livet, da han sammen med Rottenführer Henning Jørgensen ligeledes fra 1.Kompagni lå i en lille landsby som beobachtere(observatører).

Russerne angreb og indtog denne lille landsby, begge forblev i ruinerne og kunne via telefon orientere egne stillinger om bombningen af landsbyen, dette resulterede i at russerne trak sig tilbage. For dette modtog han Jernkorset 2.Klasse, og Rottenführer Henning Jørgensen modtog Jernkorset 2.klasse.

Med Frikorps Danmarks nedlæggelse den 20.Maj 1943, blev han en del af Regiment Danmarks 11.Kompagni.

Situationen for Regiment Danmark var den at efter Regimentet den 7.December 1943 havde forladt Kroatien til fordel for det kolde og nordlige Rusland, startede russerne den 14.Januar 1944 en gigantisk offensiv som pressede hele den Tyske arme tilbage til grænsebyen Narva den 2.Februar 1944.

Den 25.Juli 1944 blev Narva forladt og ny front blev Tannenberg stillingen(tre høje) 15-20 Km fra Narva, Som en del af Regiment Danmarks 11.Kompagni blev han placeret foran den første høj Kinderheimhöhe, Unterscharführer Vagn Oest var en af de heldige, der som hårdt såret blev fragtet væk fra 11.Kompagnis stilling, overflyttet til et Lazaret i Graz i Østrig.

Da han var nogenlunde ovenpå blev han flyttet hjem til Danmark.

En ting er sikker og det er at han den 31.Oktober 1944 befandt sig enten på Kasernen i Langelandsgade eller på Universitetet i Århus da engelske flyvere fra RAF bombede begge dele.

I starten af oktober 1944 inddrog Gestapo dele af Universitetsbygningerne i Århus.

Her havde de hovedkvarter samt et arkiv bl.a. over modstandsfolk foruden afhøringslokaler.

Den danske modstandsbevægelse stod for planlægningen, modstandsbevægelsen frygtede, at Gestapo ville intensivere jagten på frihedskæmperne i Jylland.Ikke langt fra universitetet lå den Tyske kaserne på Langelandsgade.

Den 31. oktober 1944 kl. 11.36 lød luftalarmen over Århus. Flyvere fra Royal Air Force angreb Gestapos hovedkvarter med stor styrke og præcision.

Langelandsgades kaserne blev også angrebet. Fly angrebet var en stor succes for de engelske fly, som alle kom helskindet igennem, samtidig havde man held til at ødelægge Gestapos arkiv over modstandsfolk.

I alt døde der 20. SS folk under angrebet på Universitetsbygningerne, og 16. faldt under angrebet på Kasernen. Det er uvist hvor Unterscharführer Vagn Oest befandt sig.

Efterfølgende blev han begravet på Vestre Kirkegård hvor han ligger begravet den dag i dag.

 

 

 

Helge Christensen

Bryggeri arbejderen. Helge Christensen, blev født i København 15.August 1919.

Han var i det danske forsvar 10.Oktober 1939 til 2.November 1940.

Ligeledes var han SA tropsfører og samtidig en del af SA’s musikkorps.

Det var ham som var manden bag Frikorpsets Legionær sang.

Under et SA møde i Ringsted i 1939 blev der optøjer og noget håndgemæng, Helge Christensen fik en sten i hovedet og måtte tilbringe en måned på syghus.

Med frikorps Danmarks oprettelse den 29.Juni 1941 meldte Helge Christensen sig til Frikorpset den 7.Juli 1941, han var 4 uger forinden blevet gift.

Overstået Session (meldt sig for ’så længe krigen varede’) blev han en del af Frikorpsets 4.Kompagni under ledelse af Knud. H. E. Schock(Schock faldt 12.Februar 1944 ved forstaden til Narva-Siivertsi)

I April 1942 blev han overflyttet til Frikorpsets 1.Kompagni under Per Sørensen.

Med i kampene i Demjansk, hvor han blev såret af en granatsplint i venstre underarm. For dette modtog han sin eneste medalje Verwundetenabzeichen i Sort(Såret medalje i sort) Med hjemme i Danmark under den store orlov og en del af 1.Kompagni under vinter indsatsen ved Newel/Welikie Luki. Frikorpset var underlagt 1.SS brigade, og meningen var i første omgang at de skulle indsættes til bekæmpelse af partisaner.

Den 24.december 1942, Juleaften startede stille, russerne vidste at tyskerne på netop denne dag ønskede en rolig dag.

Juleposten hjemme fra Danmark var fordelt i de forskellige kompagnier, bunkerne var pyntet med gran for at få så meget julestemning ind som muligt og jernblikovnene gad lidt varme i den hårde frost.

Bataljonschef K.B. Martinsen havde været rundt ved de forskellige kompagnier og ønsket en glædelig jul, sammen med sin adjudant obersturmführer Knud Thorgils.

K.B Martinsen var særlig bekymret, han frygtede et russisk angreb, og det at han ikke var at finde i frikorpsets hovedkvarter gjorde det ikke bedre, da han så ikke kunne få besked om et evt. angreb.

Han havde forbudt soldaterne at drikke den julespiritus som de havde fået udleveret, da de skulle være forberedte på et angreb fra russisk side.

K.B. Martinsens inspektion i de forskellige kompagnier foregik om eftermiddagen/aftenen, da russerne i dagslys kunne beskyde de stier som førte til kompagnierne.

Kl.16.00 startede K.B Martinsen og Knud Thorgils turen rundt til mændene i de forskellige vagtposter samt ved kompagnierne.

Det hele trak ud da mændene var meget snak saglige.

Kl.22.00 var de tilbage i kommandostationen, nu kunne de to selv spise lidt julemiddag, som frikorpsets kokke have anrettet bla. Med en ko som der kom nogen bøffer ud af. Samtidig havde de pyntet op med flagranker og grangrene, for at få så meget julestemning ind som muligt.

Roen holdte dog ikke længe, klokken 23.00 gik alarm klokkerne, store russiske styrker havde sat et angreb ind.

Et russisk infanteri på 200-300 mand, angreb på frikorpsets venstre fløj hvor en enhed fra den 21. Luftwaffe feld division lå. Luftwaffe divisionen blev mere eller mindre løbet over end af russerne, dette gjorde at Frikorpsets 1. kompagni blev ladt tilbage i omringede stillinger.

Der var især meget hårde kampe omkring byerne Kondratowo og Laskaturina, det var mand til mand kampe med nærkampe med bajonetter.

Frikorpsets 4. kompagni lå i en tilbage trukket stilling i forhold til de andre kompagnier. Russerne trængte helt ind i 1.kompagnis stillinger, dette betød at 4.kompagni ikke kunne give artilleristøtte, uden at ville ramme egne folk. 2.kompagni med Obersturmführer Bent Worsøe Larsen som var indrettet i en lade og godt i gang med at holde så meget jul som omstændighederne tilladte, blev kommanderet til undsætning af 1. kompagni.

En telefonist ved 1.kompagni, Vagn Oest havde skjult sig i ruinerne af et bombet hus og kunne rapportere til 4.kompagni hvor ilden skulle ligge, russerne have nedkæmpet de frikorps soldater på det sted, dog uden at finde telefonisten, som lå skjult, og havde den eneste telefon forbindelse som fungerede, de andre var gået tabt.

Kort efter blev stillingerne bombarderet, samtidig var 2. kompagni nået frem.

Kampene varede hele natten og var mand mod mand, indtil de sidste russiske soldater var nedkæmpet kl. 6.00 den 25.december 1942.

Et par timer senere satte russerne endnu et angreb ind, Frikorpset var dog mere forberedt denne gang men russerne fik bidt sig fast i udkanten af Kondratowo, og først anden juledag var der så roligt at resterne af 1.kompagni kunne trækkes tilbage.

Den 25. december 1942 faldt H.P.K Andersen efter at have fået et hovedskud, han døde på hovedforbindspladsen ved Laskaturina.

Han blev begravet på kirkegården ved Waulino.

25 andre frikorps folk faldt i dette slag den 24 og 25 december 1942.

Schütze Helge Christensen faldt den 25.December 1942 sammen med 15 andre Frikorps folk, bla. også et brødre par.

 

 

 

Vinter 1942

Frikorpset lå i stilling i området imellem Newel og Welikie Luki.

Dette var en hel anden front end den Frikorpset var blevet sat ind på i sommeren 1942.

Den russiske vinter viste sig fra sin værste side med temperatur ned til minus 25-30 grader.

Efter Frikorpsets store orlov der sluttede 13.Oktober 1942, var turen gået over Letland for at forberede sig på vinter indsats.

Den 24.November 1942 ankom frikorpset med tog til byen Bobruisk i det nuværende Hviderusland i et stærk snestorm.

I Bobruisk var det kompagnierne der var indkvarteret på en kaserne, Dvs. 1,2,3 og 4.Kompagni var på Kasernen og Ersatz kompagniet lå i en lejr udenfor byen(Det var i denne lejr at Frikorps folk har fungeret som vagter) Kasernen kompagnierne var på var bestemt ikke som de to tidligere kaserner Frikorpset havde været på i Langenhorn i Hamburg og i Treskau forud for sommerindsatsen.

Kasernen her var noget elendigt noget.

Den 30.November 1942 modtog frikorpset deres fulde vinter udrustning.

Den 3.December 1942 var der afgang fra Bobruisk, herefter gik turen til frontlinjen for de ca.1100 mand i de fire kompagnier. Frikorpsets fire kompagnier blev placeret langs frontlinjen, og bestod af isolerede pindsvinestillinger der var forbundet af stier i snemasserne.

Imellem hver kompagni var der en afstand på 1-1,5 km og der var mere eller mindre konstant russisk indtrængen af russiske Spähtruppen(små patruljer).

Udover den hårde kulde, begyndte kulderelaterede sygdomme at hærge frikorpset. Lillejuleaften Onsdag den 23.December 1942, grundet den store afstand imellem kompagnierne sneg russerne sig ofte ind på kompagnierne, dette skete også den 23.December 1942, da en russisk spähtrupp havde sneget sig bagom 2.kompagnis vagtposter ved Kondratowo, den ene Sturmmann Carl N. havde fået et maveskud og blev hårdt såret ved dette. Den anden vagt Alfred H. blev taget med af russerne, da Frikorpset kom frem fandt de den hårdt sårede Carl N. han døde dagen efter Juleaften 1942 på felt lazaret 291.

Ham der blev slæbt med af russerne, var tidligere mælkemand, og havde som en af de første meldt sig, til det på det tidspunkt nyoprettede Frikorps Danmark(oprettet 29.juni 1941) han var på session den 4.juli 1941, og blev optaget i Frikorpsets 2.Kompagni som på daværende tidspunkt var under ledelse af den senere chef for Frikorpset K.B.Martinsen.

Alfred H. var medlem af Dnsap siden oktober 1940. Han var en del af det første hold af frivillige der ankom til Langenhorn Kaserne i Hamburg den 20.juli 1941.

Med i 2.Kompagni under Demjansk indsatsen, dog kun for en kort periode da han blev overflyttet til Ersatz kompagniet, han blev overflyttet til 2.Kompagni igen den 30.November 1942. Juleaften 1942 om morgenen blev Alfred H. fundet, han blev kørt tilbage til Frikorpsets stillinger på en russisk panjevogn, han var død af skud i mave og bryst.

Hans ejendele var væk, samt hans filt støvler.

Han blev efterfølgende begravet på Frikorpsets Kirkegård i Newel.

 

 

Carl Løvert

Carl Løvert. 29.september 1909 i Kbh.

Søn af en telegrafkontrollør.

Kom i det danske forsvar som rekrut 10.maj 1930. 31,maj 1931 blev han udnævnt til underkorporal.

Blev i oktober 1932 sergent ved 15 Bataljon.

Carl Løvert meldte sig til den danske Finlands bataljon 9.marts 1940, som tidligere soldat i det danske forsvar gik han ind i Finlands bataljonen med rang af Underofficer. Finlands krigen sluttede den 13.marts 1940, der var dog en hel del danskere i Finlands bataljonen som valgte at blive i Finland, en del tog hjem i maj/juni 1940.

Bataljonen nåede aldrig i kamp, men mistede alligevel en mand da kasernen i Oulu den 25.januar 1940 hvor de danske frivillige befandt sig blev bombet af russiske fly.

Den 18.juni 1940 meldte han sig ind i Dnsap under medlems nummer 30177.

Han var ligeledes med i SA, hvor han var i 7.kolonne, han blev bla. udnævnt til kolonnefører 6.november 1940.

Den 6.januar 1941 kom han på kursus i Sennheim(Cernay hedder det nu) til den 8.februar 1941.

Herefter arbejdede han som Måleingeniør hos Geodætisk institut i Berlin som opmåler ved fronterne samt i Kbh.

Den 12.september 1942 meldte han sig til Frikorps Danmark, han skrev under på en kontrakt ’så længe krigen varede’, og fik en rang af Unterscharführer.(Grundet hans tidligere militære karriere i det dansk forsvar samt Finlands bataljonen).

Herefter blev han igen sendt til Sennheim den 25.oktober 1942 (Sennheim var en SS forskole, samt andet undervisning, her var racelære, sport, og opholdet bar præg af militær snit.)

Opholdet i Sennheim var slut den 14.november 1942, og han blev overflyttet til Frikorpsets Ersatz kompagni, som i December 1942 lå i byen Bobruisk og var under ledelse af tyskeren Untersturmführer Mendell.

Om Løvert er blevet overført til et af kompagnierne ved fronten (Frikorpset lå i Newel/welikie Luki vinteren 1942/43) er uvist.

Den 6. Maj 1943 blev Regiment Danmark oprettet, og 17.maj 1943 blev Løvert en del af Regiment Danmarks 2.kompagni, han var med i partisanbekæmpelsen i Kroatien efteråret 1943.

Med Regiment Danmark som forlod Kroatien i starten af December 1943 for at blive overført til Oranienbaum sektoren i det nordlige Rusland.(Russerne satte den store offensiv ind den 14.januar 1944)

Den 2. Februar 1944 ankom Regiment Danmark til den Estiske grænse by Narva (25.juli 1944 trak Regiment Danmark sig tilbage fra Narva by).

Dagen forinden (1.februar 1944) var Løvert blevet udnævnt til Oberscharführer. Russerne havde flere gange forsøgt at sætte angreb ind på Narva ved at komme over den tilfrosne Narowa flod, dog uden held. Russerne fik tilsendt flere mænd og materiel, og den 11. februar 1944, forsøgte de igen at angribe imellem Riigi(Nord for Narva) og Narva, forstaden Siivertsi, med 3000 mand, fra dels 98. og 131. division.

Det lykkedes russerne at komme over isen, og bryde fronten i to dele. Det kom til meget hårde kampe i Siivertsi, hvor enheder fra Brigade Nederland kom i kamp. Et tab af Siivertsi, ville få fatale konsekvenser for tyskerne, da russerne så havde let adgang til Narva, og dermed kunne ’fange’ tyskerne, og uhindret kunne trænge ind i Estland. III. Germannisches panzerkorps (Div.Nordland), sendte enheder fra Regiment Norge (16. kompagni) samt Regiment Danmarks 16. kompagni til hjælp, samt folk fra andre kompagnier, 12. februar 1944 fortsatte kampene i Siivertsi, det lykkedes at forhindre russerne at sende forstærkninger over isen.

Brigade Nederland ville sætte et angreb ind for at ’smide’ russerne tilbage, samtidig med at de angreb blev de bombarderet fra heftig Pak ild fra den modsatte østlige flodbred som var på russernes hænder. De hollandske frivillige måtte trække sig tilbage, deres danske chef Sturmbannführer, Knud Henrik Ernst Schock blev dræbt. 20. februar 1944 blev den 20. SS division (Estisk) sat ind i kampene imod den russiske 378. riffel division, og den 29. februar 1944 sluttede kampene ved Siivertsi, da russerne trak sig tilbage, efter at de Estiske frivillige i to omgange havde angrebet russerne, og var i hårde mand til mand kampe.

I starten af marts kom det igen til hårde kampe ved Siivertsi, en del danskere faldt ved den lille by Pähklemae, som lå et par kilometer vest for Siivertsi.

Det var under kampene den 13.februar 1944 at Løvert blev dræbt under et angreb med sin deling, han fik et hovedskud.

Den 20.februar 1944 modtog han Jernkorset 2.klasse ( Efter hans død)

 

 

 

Oskar Birkmar

Oskar Birkmar. 21.februar 1906 på Frederiksberg.

I det danske forsvar fra 10.maj 1927 til 8.oktober 1928, han sluttede med rang som Kornet.

Han meldte sig ind i Dnsap i 1936 under medlems nummer 12437, han havde en organisatorisk evne, og var en glimrende leder.

Han blev senere leder af Storkøbenhavns SA (sysselleder), hvor han bla. var manden som skabte de første uniformer som SA kom til at bruge senere hen. Under hans ledelse voksede Storkøbenhavns SA kraftigt.

Oskar Birkmar var ligeledes assistent i KTAS (Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, grundlagt i 1881, og er mere eller mindre det som er TDC i dag). I 1939 stillede Birkmar op til folketingsvalget for Dnsap i Østre Storkreds, samme år udgav han bogen ’Førerinstruktion for SA førere og vordende SA førere’ bogen var på 68 sider.

Ved samme folketingsvalg i 1939 var der en anden senere Frikorps mand Adam Andersen som ligeledes stillede op for Dnsap, dette var i Vestre Storkreds.

Adam Andersen var stor modstander af Frikorpsets første kommandør C.F.Kryssing, som han ville have afsat da han mente Kryssing ikke var nationalsocialistisk nok.

Adan Andersen deltog senere i kampene i Demjansk, hvor han modtog Jernkorset 2.klasse.

Han overlevede krigen og modtog en dom på 3 års fængsel.

Birkmar skrev flere artikler og kronikker til bla. Fædrelandet i 1940. Frikorps Danmark blev oprettet 29.juni 1941, og Birkmar meldte sig som Kriegsdauer (så længe krigen varede’) 19.juli 1941, han rejste den 29.juli 1941 til Hamburg (Langenhorn Kaserne) hvor resten af Frikorpset lå indkvarteret.

Den 1.september 1941 blev han udnævnt til Unterscharführer og 3.November 1941 blev han en del af 3.Kompagni efter at have været en del af Ersatz kompagniet.

Da Frikorpset blev fløjet ind i Demjansk kedlen var Birkmar en del af 2.kompagni, og det var også ved dette kompagni han faldt den 11.juni 1941 under kampene ved B.Dubovizy.

Efter Frikorps kommandør C.F.Von Schalburgs død den 2.juni 1942 forventede alle i Frikorpset at den nye kommandør ville blive Hauptsturmführer K.B.Martinsen, han var det mest oplagte valg til denne post. SS Hauptamt hev nærmest en kanin op af hatten i form af Tyskeren Sturmbannführer Hans Albert Von Lettow Vorbeck, (Søn af en tysk general under første verdenskrig, som ledede et tysk felttog i afrika).

Ifølge veteraner var K.B Martinsen (til daglig kaldet KB) naturligvis skuffet, men tog det i stiv arm.

Selvom Lettow Vorbeck var ud af en traditionsrig tysk officer familie, forstod han den måske specielle danske mentalitet, og ikke mindst humor modsat det tyske.

Russerne havde nedkæmpet en Wehrmacht deling (290.infanteridivision) ved byen Bolschoj Dubovizy den 10. juni 1942, og indtaget de stillinger som frikorpset tidligere havde anlagt (frikorpset havde erobret B.Dubovizy den 6.juni 1941, et par dage senere havde de overladt byen til en Wehrmacht enhed (290 Infanteridivision)).

Den nye kommandant(Lettow Vorbeck) var ankommet samme dag som russerne havde erobret B.Dubovizy (den 10.juni 1942) . Ved midnat den 10.juni 1942, gjorde frikorpset sig klar til kamp efter at have brugt eftermiddagen på hvile samt klargøring til angrebet, K.B. Martinsen forklarede den nye kommandant situationen og forsøgte at sætte ham ind i sagerne så meget som muligt.

Det blev besluttet at Frikorpsets 1. og 3. kompagni skulle angribe byen sydfra alt imens at 2. kompagni skulle tage sig af de russiske bunkere og efterfølgende den vestlige side af byen.

Selve angrebet var et rent infanteri angreb uden støtte af artilleri.

Omkring B.Dobovizy var det vigtigt for russerne at få fodfæste her da det mere eller mindre var det eneste sted de kunne bringe Panzer ind og dermed afskære Demjansk kedlen vor den var smal.

Den 11.juni 1942 klokken 6.30 startede angrebet, 1. og 3. kompagni kom frem til den sydlige ende af byen klokken 8.30 og var herefter involveret i meget hårde kampe, med deciderede bykampe hvor der blev kæmpet ,som man så i kampen om Stalingrad, fra hus til hus. Situationen ved Frikorpsets 2. kompagni i den vestlige del af byen var den at de trængte russerne tilbage til sumpene, Russerne havde dog her en hel del reserver som nu gennemførte et modangreb, og 2. kompagni måtte trække sig tilbage ind i B.Dobovizy. Under kampene faldt kompagnichef(2.kompagni) tyskeren Obersturmführer Boy Harald Hansen.

Klokken 11.30 var de tre Frikorps kompagnier så hårdt presset at kommandør Lettow Vorbeck ikke så nogen anden udvej end tilbagetrækning til udgangsstilling for at russerne ikke skulle omringe dem. Overalt i byen(halvdelen af B.Dobovizy var på tyskernes hænder) var der kampe og kaos, Frikorpset skulle trække sig tilbage for ikke at miste alt for mange folk.

Kommandanten lå i en grøft i den sydlige ende af byen, han sendte et par folk ind i alt kaoset for at meddele de kæmpende styrker at de skulle trække sig tilbage.

Med et blev Sturmbannführer Lettow Vorbeck ramt af kugler fra et russisk maskingevær, Lettow Vorbeck var dødeligt såret, ramt i overkroppen, venstre overarmsknogle, skulderblad var smadret og splinter fra knoglerne var trængt ind i lungen.

En Rottenführer ved 1.kompagni Claus N. tog den hårdt sårede kommandant på skulderen og ville få ham til den nærmeste forbindingsplads.

Han faldt dog om efter skud fra et russisk maskingevær, Rottenführeren overlevede men kuglerne havde ramt Lettow Vorbeck som var død.

I øvrigt var Lettow Vorbeck blevet ramt i begge arme allerede under starten af indsatsen. En del af 3.kompagni løb ind i et russisk minefeldt under tilbagetrækningen, kort forinden faldt kompagnichef Untersturmführer Alfred Nielsen(Han modtog Jernkorset 5 dage forinden hans død), ramt i halsen. B.Dobovizy blev opgivet, Frikorpset havde mistet 23 inkl.

Kommandant Sturmbannführer Lettow Vorbeck, og to kompagnichefer, yderligere døde 2 af deres sår nogen dage senere på lazarettet i Losnitzi, omkring 80 var blevet såret.

De faldne blev begravet på Frikorpsets kirkegård i Biakowo.

Efterfølgende blev K.B. Martinsen udnævnt til kommandør over frikorpset.

 

 

 

Marius Chr. Marius Jensen

Hans Christian Marius Jensen 31.marts 1899 i Draaby på Djursland.

Faderen var arbejdsmand. I 1920 blev han indkaldt som værnepligtig til det danske forsvar, han aftjente hos 2.artilleriafdeling 4.batteri.

Året efter blev han hjemsendt. Herefter arbejdede han som arbejdsmand forskellige steder, jobs uden de store lønninger.

I 1923 rejste han til Frankrig og meldte sig til den Franske Fremmedlegion.

Han var i Legionen i de obligatoriske 5 år, og størstedelen aftjente han i Nordafrika.

Han modtog flere udmærkelser bla. Medalje Coloniale(1924) og Croix De Guerre i 1925, et bud på modtagelsen af Croix De Guerre kunne være efter kampene imod Rif oprørerne. (Rif var en del af Berber stammen)

I Marokko holdte enheder fra Legionen til som udførte kolonioperationer i Algeriet og Marokko.

Om foråret og sommeren sendte legionen enheder ud i ørkenen for at sondere, det kom ofte til sammenstød imod lokale stammer.

Når vinteren startede, vendte enhederne tilbage.

En af disse oprør stammer var Rif oprørerne, ledet af Abd El Krim.

I juli 1921 havde hans stamme mere eller mindre slagtet 13000 spanske soldater ved Anoual, og ved denne lejlighed fået erobret en masse våben, bla, 20000 Mauser rifler. Marskal Hubert Lyautey, var nervøs og bad Paris om forstærkninger, dette blev ignoreret. Og hele situationen blev bestemt ikke bedre da El Krim og hans 30000 mand krydsede grænsen til fransk Marokko i 1925.

Det skulle heller ikke vare længe før det kom til kampe, den 13.april 1925 angreb 8000 Rif oprører (El Krim ville oprette en RIF republik) de franske styrker og med intelligent ledelse og modige angreb nedkæmpede de franske styrker.

Den 27.april 1925 stod El Krim’s styrker i udkanten af hovedstaden Fez. (El Krim fik hjælp fra en overløber fra Legionen, Joseph Klems. Til alt held angreb El Krim ikke Fez, dette gav franskmændene muligheden for at sende forstærkninger til Marokko.

Der blev sendt 50 bataljoner under ledelse af helten fra 1.Verdenskrig ved Verdum og skurken fra 2.verdenskrig Marskal Philippe Petain, den hidtidige kommandør Hubert lyautey blev gjort til syndebuk for de franske styrkers tilbagetrækning.

El Krim foretog intet angreb og et år senere var det franske og spanske styrker der indledte en offensiv den 8.maj 1926 og drev El Krim’s Rif styrker tilbage, 18 dage senere overgav El Krim sig. El Krim blev deporteret til Reunion, og frigivet i 1947 på den betingelse at han aldrig måtte gå ind i politik og at han kun måtte opholde sig i Frankrig.

Dette skete ikke, han flygtede på vejen til Frankrig og tog ophold i Egypten hvor han var med til at oprette den ’Nationale befrielsesfront’ , han døde i 1963.

En af Hans Chr.M.Jensen’s overordnede har muligvis været den danske prins Aage, som var i Legionen i 17 år og ligeledes modtog Croix De Guerre samt flere andre medaljer herunder Légion d'honneur. Prins Aage har med stor sandsynlighed også kendt Orla Wesby Jensen(Frikorps Danmark) samt Hipo chef Svend Aage Andersen.

Hans Chr.M.Jensen, forlod Legionen i 1928 og vendte hjem til Danmark, hvor han hurtigt fik sit øgenavn Marokko Jensen af sine kammerater.

Han mødte en pige og blev hurtigt gift med hende(17.maj 1929).

Han fik igen arbejde på en fabrik, og den 3.oktober 1942 meldte han sig ind i Dnsap under nummer 52832.

I marts 1943 fik han job som sabotagevagt på en fabrik i Søborg.

Han søgte ind som Marinevægter og den 1.maj 1943 blev han antaget og herefter uddannelse på Bådsmandsstrædes kaserne. 30.august 1943 ventede Marokko Jensen på en Sporvogn, samme sted stod andre og ventede på at komme med, bla. en fiskehandler som Marokko Jensen kendte en smule til, Fiskehandleren Svend Løhde kommenterede Marokkos Marinevægter uniform, dette skulle han ikke have gjort, det hidsede Marokko Jensen voldsomt op, Marokko Jensen ville anholde Løhde, Fiskehandleren tog det ganske roligt og sted ind i Sporvognen da den ankom, Marokko Jensen affyrede et skud i ryggen på Fiskehandleren som faldt om inde i sporvognens gulv. Inden Marokko Jensen forlod stedet fik han fat i en ambulance.

Fiskehandleren overlevede trods skud i lungen og leveren blev skadet ved skuddet.

Hele episoden blev politi anmeldt og videregivet til Gestapo.

Den 17.september 1943 var den igen gal med Marokko Jensen, han havde et voldsomt temperament som helt sikkert har haft noget at gøre med hans tid i Legionen at gøre.

Han var på værtshus sammen med en anden Marinevægter kollega, efter en masse drinks ville Marokko Jensen have hele værtshuset til at synge ’Kong Christian’ en anden gæst en Snedker bad Marokko Jensen stoppe med det pjat, og som den anden episode med fiskehandleren ville Marokko Jensen anholde snedkeren, og igen blev manden skudt af Marokko Jensen, og endnu engang overlevede manden, og igen kom politiet, de kunne ikke styre Marokko Jensen som truede dem med pistol, hvorefter Gestapo kom.

Ved retten blev han den 27.januar 1944 fængslet i tre ugers arbejdsfængsel og ligeledes fyret som Marinevægter.

Han var herefter uden job, men den 19.september 1944 blev han antaget i Hipo korpset med Hipo nummer 535.

Da det danske politi blev afvæbnet den19 september 1944, var det Marokkos første dag, han var chauffør for ET afdeling 3’s leder O.R.H. Norreen samt med til bevogtning af de anholdte danske betjente.

I November 1944 ansøgte han om tilladelse til at bære hans ordner fra hans tid i Fremmedlegionen.

Marokko Jensen, kunne mere eller mindre gøre som han ville i Hipo korpset, men selv inden for korpset var der folk som bestemt ikke brød sig om ham og hans gerninger.

Marokko Jensen blev af lokale i Søborg kaldt ’Hipo høvdingen’. Og da Gestapo på et tidspunkt ringede til Schalburg korpset for at høre efter Marokko, fik de at vide at de bestemt ikke havde ham i korpset. 9.April 1945 var Marokko Jensen sat til tjeneste på Krogerupgaard i Humlebæk, på et tidspunkt så Marokko Jensen en mand som strejfede rundt på græsplænen, Marokko gik hen til manden og forlangte at han gik med tilbage til gården, på vej derhen trak manden E.Meyer en knippel og ramte Marokko Jensen i hovedet, Marokko trak sin pistol og skød tre skud mod Mayer som blev ramt i højre øje og fortsatte indtil kuglen satte sig fast i Nakkelappen, anden skud smadrede højre overarmsknogle og det sidste gik igennem venstre hånd.

Marokko Jensen trak manden tilbage til gården, manden blev placeret i kælderen, han levede stadig og Marokko trak en sæk over hans ansigt. (Marokko forklarede at grunden til dette var for at holde fluerne væk fra skudsåret…) Flere timer senere blev en ambulance tilkaldt og overført til Skodsborg sanatorium, han overlevede mirakuløst og den 11.april 1945 altså to dage efter blev manden hentet af fire Hipo folk som kørte ham væk i en lastbil.

Den 19.maj 1945 blev manden fundet i en fællesgrav i Ryvangen, han arbejdede for modstandsbevægelsen.

Selv da befrielsen stod for døren fortsatte Marokko Jensen sine gerninger, dden 1.maj havde en gruppe mænd henvendt sig på Marokkos bopæl hvor de havde skudt hans hund.

Marokko blev vild af raseri da han kom hjem, kort efter midnat kom en reservepoliti betjent gående på den vej Marokko boede på, efter at have været til møde med modstandsfolk.

Marokko og andre Hipo folk visiterede ham og man fandt hans tjenestepistol.

Marokko beordrede manden til hans hus, og uden grund blev politibetjenten skudt ned bagfra af Marokko.

Hårdt såret blev politibetjenten kørt til et lazaret hvor han døde nogen timer senere. Marokko Jensen’s synderegister var langt lige fra mord til angiveri af danskere og tortur af fængslede.

Da befrielsen indtraf den 4.maj 1945 flygtede Marokko Jensen iført en tysk uniform, den 16.maj 1945 kl.23.30 blev han genkendt og anholdt ved Ejby på Fyn, næste dag blev han fremstillet og fængslet. 2.juni 1945 blev han overført til Vestre fængsel.

Den 28,november 1945 fik han sin dom Livsstraf eller rettere dødsstraf. Og den 1.juli 1946 blev han henrettet ved 2,Redan i Kbh, som nummer to ud af de i alt 46 der blev henrettet ved retsopgøret(den første var Flemming Helweg Larsen).

I øvrigt nægtede han at få bånd for øjnene, og ville henrettes i sin Hipo uniform, en uniform han havde tjent med ære…. Jeg har været i kontakt med familien til Hans Chr.Marius Jensen, som fortalte at han aldrig blev omtalt efter krigen, og alle billeder af ham blev brændt.

 

 

Orla Westy Jensen

ORLA WESTY JENSEN, blev født 19.oktober 1912 i Vejlby. (Mange steder bliver hans mellemnavn skrevet som Westerby, det er Westy.)

Han var oprindeligt Kontorist, han kom i det danske forsvar den 2.april 1932 og blev underkorporal 10.maj 1933.

Korporal 10.juli 1933 og endelig 8.maj 1934 Sergent ved 3.regiment.

Herefter forlod han Danmark og meldte sig til den franske Fremmedlegion, hvor han var i 7 år.

Han har ligesom Hans.Chr.M. Jensen med stor garanti deltaget i kampe i Marokko.

I maj 1941 meldte han sig til Waffen SS, og afrejste som frivillig den 21.maj 1941. Han blev tilknyttet Regiment ’Der Führer’ her var han dog ikke længe, den 28.juli 1941 blev han overført til Frikorps Danmark som lå i Hamburg, han blev en del af 4.kompagni og blev udnævnt til Unterscharführer.

Senere blev han overført til 2.kompagni. Som med Hans Chr.M. Jensen havde Westy Jensen også et voldsomt temperament, som kom til udtryk flere gange, bla den 26.december 1941 da Frikorpset var i Treskau, efter en aften med noget Rom sparkede Westy 2 skabe i stykker, og smed et juletræ ud af vinduet, men glemte at åbne det inden…

Under andre omstændigheder, ligeledes i Treskau, underholdt han andre frikorps folk med beretninger fra fremmedlegion under indtagelse af alkohol.

Den 7.Februar 1942 blev han medlem af Dnsap under medlems nummer 46914.

Den 20.April 1942 blev han udnævnt til Oberscharführer.

Med første hold der blev indsat i Demjansk. Og den 17.maj 1942 var han med i en lille Spähtrup på 5-6 mand der gik igennem en skov ved Werechiza, Spähtrupen var underrettet at skoven var mineret af russerne.

Westy Jensen trådte på en mine, sprang forover, men faldt og en splint trængte ind i halsen på ham, de andre folk transporterede ham tilbage til kompagniet, men han var død af blodtab. Dermed blev Orla Westy Jensen, den første Frikorps Danmark soldat som døde i Demjansk i sommeren 1942.

 

Max Alsing

Det er usikkert hvor mange der reelt meldte sig til SS under krigen, men en ting er helt sikkert, og det er at der var mange, især i 1941 der blev kasseret af den ene eller anden grund.

Det billede som man fremstillede efter krigen og nok også lidt i min generations ungdom(når man havde historie og man sjældent kom ind på krigen) var at dem som meldte sig til Frikorps Danmark, eller SS generelt var psykopater, arbejdsløse og kriminelle osv. Faktum er (uden på nogen måder at forsvare eller glorificere de frivillige) at det var ganske almindelige unge danskere der meldte sig, selvfølgelig har størstedelen været nazister/nationalsocialister, men en ting er helt sikkert, og det er at hvis du var straffet kunne du ikke komme i Frikorps Danmark, i hvert fald ikke da Frikorpset blev oprettet… senere hen blev der sluppet på disse krav.

Men faktum er at hvis du havde en kriminel løbebane kom du ikke ind, små forseelser blev der set igennem fingre med.

Af dem der meldte sig var mange arbejdsløse, mange var/tidligere tysklands arbejdere.

En del havde kæmpet i forskellige hærgrupper rundt omkring, der var naturligvis de omkring 150 som havde været i den danske Finlands bataljon, enkelte havde deltaget på Franko’s side i den Spanske borgerkrig, ligeledes var der tidligere Fremmedlegionærer. 2-3 stykker havde kæmpet som frivillige i den estiske frihedskrig 1918-20 (Bla.S.Å. Andersen, som ligeledes havde været i fremmedlegionen, og endte i Hipo Korpset som kommandør og en anden var Major M.Arrildskov som havde deltaget i den estiske frihedskrig).

En anden som lige efter den russiske revolution deltog på ’De hvides side’ (konservative, monakister, liberale og socialister) imod ’De røde’ (Bolsjevismen) var Max Adler Alsing.

Han blev født i København den 21.april 1895 som søn af en Marineoveringeniør.

Den 25.april 1914 blev han rekrut i den danske hær. 15. april 1915 blev han Kornet. Den russiske revolution brød ud i 1919 og Max A.Alsing tog til Rusland for at støtte de hvide imod Lenins røde kommunister.

Alsing blev Maskingevær instruktør på en maskingeværskole i Arkangelsk Som var under ledelse af den tidligere Admiral i den russiske flåde Alexander Kolchak.

Han deltog i flere kampe imod kommunisterne, og ligeledes den 24.februar 1920 nord for byen Onega, her blev Alsing taget til fange(nærmere betegnet byen Kem),sammen med den gruppe han var med i overgav de sig.

Efter at have blevet fragtet rundt imellem flere forskellige fangelejre, endte han i statsfængslet Budjirka i Moskva.

Efter noget tid i Budjirka fængslet, blev han overflyttet til fangenskab i et tidligere Nonnekloster, der var lavet om til fængsel.

Her sad han bla. sammen med andre udlændinge.

Ved et tilfælde fik han kontakt til Røde kors da der sad en anden landsmand i fængslet i Androwski.

Det var en Doktor ved navn Iversen, som havde kontakt til Røde Kors i Moskva, som bragte ham forplejning, og via ham kom Røde Kors i kendskab med Alsing.

På et tidspunkt blev hans dør til hans Celle åbnet og Alsing blev hentet ud, han var herefter en frimand.

Kampene ved Onega, som Alsing deltog i, deltog bla. Dnsap leder Ejner Jørgensen og tre andre danskere som faldt, da Alsing blev en fri mand efter fangenskabet svor han at han ville hævne disse tre på et tidspunkt.

Det skal lige nævnes at omkring 200 danskere meldte sig til kampen imod kommunismen, bla ledede danskeren Victor Anton Palludan en gruppe med navnet ’Korps Palludan’ dette ’Korps Palludan’ deltog i kampene ved Onega, men nåede væk inden de blev enten nedkæmpet eller taget til fange.

Max.A.Alsing returnerede til den danske hær igen og den 21.oktober 1921 blev han udnævnt til løjtnant af reserven ved 5.regiment i Vordingborg.

Den 1.maj 1939 indmeldte han sig i Dnsap under medlems nummer 25593.

Med Frikorps Danmarks oprettelse den 29.juni 1941 meldte Max A. Alsing sig endnu engang til at kæmpe imod russerne, men han blev kasseret da han var for gammel.

Herefter arbejdede han indenfor Dnsap, bla. som, hverver til frikorpset.

Den 12.juli 1943 meldte han sig ud af partiet, han kom herefter til Schalburg korpset og i foråret 1944 til SD(sicherheistdienst) hvor han fungerede som bla. vagtmand på tyskernes hovedkvarter Dagmarhus samt Shellhuset, her modtog han den 20.april 1945 Kriegsverdienst Medalje.

Den 5.maj 1945 blev han anholdt på sin bopæl, og interneret på Maglegårdsskolen.

Han fik i januar 1946 en dom på 6 års fængsel, men den blev senere nedsat til 4 års fængsel. Jeg er dog ret sikker på at han ikke har siddet hele tiden ud.

 

 

Charles Hansen

Charles Hansen. 23. oktober 1923 i Aulum ved Ringkøbing.

Han var tømrer indtil han meldte sig til SS den 8.juli 1941, to dage forinden havde han meldt sig ind i Dnsap under medlemsnummer 43241.

Efter bestået session den 30.juli 1941 blev han en del af frikorpsets 2.kompagni under ledelse af Per Sørensen(i september 1941 overtog K.B.Martinsen ledelsen af 2.kompagni indtil tyskeren Boy Hansen overtog det, han faldt i kampene ved B.Dubovizy den 11.juni 1942)

Charles Hansen var med i uddannelsen i Hamburg på Langenhorm kaserne og senere i Posen Treskau.

Den 13. november 1941 blev han sammen med 12 andre fra 2.kompagni overført til uddannelse i Dresden til Pioner. (Frikorpsets Pioner deling var ledet af den tidligere danske løjtnant Niels Vive Falgaard).

Uddannelsen sluttede den 15.december 1941 og Charles Hansen og de øvrige blev ført tilbage til deres kompagnier igen.

Den 10.februar 1942 blev han overført til frikorpsets 3. kompagni og kort inden afrejsen til Demjansk kedlen blev han den 1.maj 1942 overført til 4.kompagni (Schwere kompagni) under sin tidligere kompagnichef for dengang 2.kompagni K.B.Martinsen som jo senere blev kommandør over hele frikorpset efter at først Von Schalburg og Lettow Vorbeck var faldet.

Den 20.maj 1942 havde frikorpset afløst en tysk kampgruppe, frikorpset var underlagt Totenkopf divisionen under ledelse af Standartenführer Hellmuth Becker.

Frikorpset fik tildelt den sydlige frontlinje imellem landsbyerne Omytschkino og Biakowo, et afsnit på ca.5 kilometer, frontlinjen lå i sumpskoven ned imod Robja åen.

Hele Demjansk området var præget af høje temperaturer og kunne hurtigt skifte til kraftig regnvejr, myg og ikke mindst de store sump områder gjorde det hele vanskeligt at manøvrere sig frem. Området bar præg af voldsomme kampe, med rådnede heste og soldater, godt blandet med sumpvandet.

(En frikorps mand fortæller om en situation i Demjansk omkring Sumpen og døde, ’’ Det var en utrolig varm dag, jeg gik lige bag ved K.B. Martinsen igennem sumpen, jeg kunne se at for hvert skridt sank K.B. Martinsens støvler dybt ned i sumpen, jeg tænkt at det var da besynderligt at han undgik at træde på de grønne blomster, det var da nemmere og rarere at træde på dem. Længere fremme hævede terrænet sig lidt op over sumpens vand, og de grønne blomster skiftede karakter.

Det vidste sig at de smukke blomster var en del af en masse russiske lig, der lå under sumpens vandspejl, stærkt oppustede og de steder hvor huden var blottet og sprængt havde indvoldene grønne nuancer afhængig af deres forrådnelse… Inden jeg nåede at fatte hvad jeg havde set trådte jeg min støvle ned igennem brystkassen på et russisk lig, en kvasende lyd og alt luften af liget blev presset ud og en ubeskrivelig stank kom frem’’

Tilbage til situationen sidst i maj 1942, imellem landsbyerne Omytschkino og Biakowo havde frikorpset mod vest 4.kompagnis pionerdeling(Charles Hansen var en del af dette ) som stødte op til to stærkt reducerede Totenkopf delinger.

De holdte et brohoved der hvor Robja åen løb ud fra Lovat floden.

Efter pionererne kom 2.kompagni efterfulgt af 1.kompagni og til sidst 3.kompagni, tæt ved 3.kompagnis øst side lå et regiment fra den 126 infanteridivision.

Et russisk infanteri kompagni var trængt igennem de tyske linjer den 21.maj 1942 og havde gjort situationen farlig, delinger fra frikorpset blev herefter sendt ud for at dels tage fanger men ligeledes nedkæmpe russerne.

Det kom den 22.maj 1942 til nogen meget hårde kampe i det næsten umulige sump terræn og tæt krat, og ligeledes lå der rådnede lig fra tidligere kampe.

Enheder fra Pionerdelingen deltog i kampene det er denne dag at Schütze Charles Hansen faldt grundet et hovedskud, det samme gjorde bla. leder af Pionerdelingen Untersturmführer N.V.Falgaard og en delingsfører for 1.kompagni Oberscharführer A.T.Oksen.

I alt faldt der 8 denne dag og delingsfører for 3.kompagni Untersturmführer H.P.K Nordholm blev dødeligt såret og døde dagen efter (23.maj 1942)

De faldne blev begravet på kirkegården i Biakowo.

 

 

K.H.E.Schock

Knud Henrik Ernst Schock, født 31.5. 1899 på Fredeiksberg som søn af en Guldsmed.

Student fra Frederiksberg højere borger og realskole.

Han kom i det danske forsvar i 1922 som rekrut ved 23.bataljon i Viborg.

I maj 1923 blev han Kornet. 1.november 1932 blev han kaptajn, og chef for 8.bataljons 2.kompagni i Holbæk. Senere kom han til Viborg.

Da Danmark blev besat den 9.april 1940, blev han alarmeret om morgenen og kørte til kasernen i Viborg hvor der blev gjort klar til at yde tyskerne modstand, kanoner og andre våben blev kørt i stilling i kaserne gården, på et tidspunkt kom en oberst og råbte ud over kaserne gården ’der må ikke ydes modstand’ soldaterne, inkl. Schock blev rasende over ikke at kunne forsvare deres fædreland.

Schock væmmedes ved at modtage sin løn (som han kaldte socialhjælp) fra regeringen efter at Danmark var besat, det var æreskrænkende for ham at Danmark ikke ydede modstand.

Da Frikorps Danmark blev oprette med Oberstløjtnant C.P.Kryssing i spidsen den 29.juni 1941, var Schock og hans kone på vej på dels ferie, men også for at tale med en mulig arbejdsgiver i Sønderborg (Han ville forlade hæren).

Han hørte Kryssings tale i radioen, og ringede senere til sin mange årige ven Kryssing og meldte sin støtte til ham og Frikorps Danmark.

Han aflyste mødes i Sønderborg og skrev ansøgning om at træde uden for nummer for at kunne melde sig til Frikorpset.

Han blev optaget i Frikorps Danmark og den 19.juli 1941 blev han udnævnt til Hauptsturmführer og dagen efter den 20.juli 1941 fik han kommandoen over Frikorpsets 4. kompagni.

Han var transportfører for 4. og 5. kompagni da Frikorpset rejste til Treskau i Polen.

Allerede i efteråret 1941 startede uroen i Frikorpset imod Kryssing, en stor del var utilfredse med Kryssing grundet hans holdning til korpset.

Kryssing var ikke nationalsocialistisk og var af den gamle officer skole, hvor der var en distance imellem menige og officererne, Tyskerne havde i efteråret 1941 drøftet en ny kommandør, og det var her Von Schalburg var kommet i tale, dels havde Von Schalburg udmærket sig hos Div. Wiking og kendte systemet i SS godt.

Han var vellidt hos mandskab og overordnede, modsat Kryssing som var gammeldags og IKKE nazist.

Samtidig ville tyskerne have noget mere nationalsocialistisk indflydelse ind i korpset, skønt DNSAP parti medlemmerne Ejner Jørgensen og Steen Rasmussen besøgte Frikorpset i november 1941, havde Kryssing tidligere på efteråret 1941 afvist et besøg fra Dnsap.

Et par af de frembrusende for at få Kryssing væk var Oberscharführer Erling Hallas(Død i 1947 i russisk fangenskab) og Rottenführer Adam Andersen, Hallas havde under en øvelse den 2. februar 1942 talt sin sag for at få Von Schalburg til Frikorpset, dette fandt Kryssing dog ud af og lod Hallas og andre arrestere, og det hele kulminerede den 19. februar 1942 hvor der på kaserne bygningernes mure stod skrevet ’bort med Kryssing’ og ’Schock er frimurer’ Schock var en af Kryssing’s tro væbnere og den 23.februar 1942 kom det som var ventet, Frikorpset skulle have ny kommandør, Von Schalburg blev indsat, Kryssing og Schock blev flyttet fra Frikorpset. (Schock var allerede den 1.februar 1942 blevet droppet som kompagni chef over 4.kompagni)

Med Kryssing’s afgang forsvandt nogen af hans tro væbnere, folk som Krabbe, Thor Jørgensen og Kryssing selv samt Schock fik nye stillinger i andre SS enheder, i første omgang blev Kryssing sendt til Berlin og i marts 1942 til Das Reich divisionen.

Hvad angår Schock blev han overført til Regiment Westland som var en del af Division Wiking.

For lige at runde af omkring Schalburg og Frikorpset, kom der nye tider til, Von Schalburg var modsat Kryssing overbevist nazist og øvelserne deltog han på lige fod med de menige, på et tidspunkt på eksercerpladsen i Treskau fortalte Von Schalburg om sine erfaringer i Div.Wiking, han fortalte at hurtig reaktioner var vigtig, han holdte en handske op og sagde at når handsken slap hans hånd skulle alle smide sig på jorden. Alle faldt til jorden på nær de ældre officerer , Von Schalburg gjorde det igen og sagde at ’ når jeg siger bataljon fald ned, så mener jeg alle’. Dette passede tydeligvis ikke de ældre officerer, der som Kryssing var af den gamle skole hvor der var en afstand imellem menige og officerer, og bestemt ikke gjorde som de menige skulle gøre.

Schock blev den 30.januar 1943 udnævnt til Sturmbannführer og blev kompagnichef over Pz.Jg.Abt 54 som var underlagt Brigade Nederland(Hollandske SS frivillige). Brigade Nederland var en del af Division Nordland som i Februar 1944 havde forskanset sig i Narva i Estland.

Den 11.februar 1944 forsøgte russerne at angribe med 3000 mand fra dels deres 98, 131 division samt 378 riffel division.

Russerne angreb Narva forstaden Siivertsi som ligger nord for Narva. Det lykkedes russerne at komme isen på Narowa floden.

Det kom til meget hårde kampe i Siivertsi, hvor enheder fra Brigade Nederland kom i kamp.

Et tab af Siivertsi, ville få fatale konsekvenser for tyskerne, da russerne så havde let adgang til Narva, og dermed kunne ’fange’ tyskerne, og uhindret kunne trænge ind i Estland. III. Germannisches panzerkorps, sendte enheder fra Regiment Norge (16. kompagni) samt Regiment Danmarks 16. kompagni til hjælp.

Den 12. februar 1944 fortsatte kampene i Siivertsi, det lykkedes at forhindre russerne at sende forstærkninger over isen.

Brigade Nederland ville sætte et angreb ind for at ’smide’ russerne tilbage, samtidig med at de angreb blev de bombarderet af heftig Pak ild fra den modsatte flodbreds østlige side , som var på russernes hænder.

De hollandske frivillige måtte trække sig tilbage, det var her deres danske chef Sturmbannführer, Knud Henrik Ernst Schock blev dræbt (12.Februar 1944).

Den 20. februar 1944 blev den 20. SS division (Estisk) sat ind i kampene imod den russiske 378. riffel division, og den 29. februar 1944 sluttede kampene ved Siivertsi, da russerne trak sig tilbage, efter at de Estiske frivillige i to omgange havde angrebet russerne, og var i hårde mand til mand kampe.

K.H.E. Schock ligger begravet på den tyske kirkegård i Jöhvi.

 

 

H.P.K.Andersen

Hans Peter Kjeld Andersen. 31.5 1913 i Præstø. Søn af en Murer. Født og opvokset i Præstø.

Han blev indkaldt som værnepligtig den 10.maj 1935 hos 19.Bataljon. (19.Bataljon udmærkede sig i øvrigt ganske glimrende i krigen 1848 i 3 årskrigen imod Slesvig Holstein den 6.juli i Fredericia, hvor enheden bla. erobredehele den Slesvig Holstenske artilleripark ved Hejse Kro, kroen er der stadig i Fredericia,) nok om det, det er en helt anden historie, som jeg ikke vil kaste mig ud i.

19.Bataljon blev ledet af Kaptain Gustav A.Albertus. Den 10.oktober 1936 blev H.P.K. Andersen Kornet, og to år senere blev han sekondløjtnant(1938)

Han blev medlem af DNSAP den 26.november 1940 under medlemsnummer 37 384.

Den 27 april 1941 var det slut med hans tid i det danske forsvar, og den 19.juli 1941 blev han en del af Frikorps Danmark som var blevet oprettet den 29.juni 1941.

Dagen efter sin indtræden i Frikorpset (20.juli 1941) fik han graden af Hauptsturmführer.

Han blev overført til uddannelse sammen med det øvrigt Frikorps i Langenhorn Kaserne i Hamburg, han blev en del af 1.kompagni under ledelse af Hauptsturmführer Holger Winding Christensen (Per Sørensen blev kommandør fra januar 1942).

Allerede den 9.august blev han overført til Hauptsturmführer Oluf Krabbe's 3 kompagni.

Den 21.august blev han beordret til kursus sammen med 4 andre danskere ( bla. Alfred Nielsen, faldet 11.juni 1942, og H.P.K Nordholm faldet 23.maj 1942) til Lauenburg, et 15 dages kursus i våbenteknik og skydning.

Efter overstået kursus blev han igen en del af 1.kompagni, som han vedblev ved.

Den 1.januar 1942, blev Obersturmführer Per Sørensen ny kommandør over 1. kompagni og samme dag blev H.P.K. Andersen udnævnt til Untersturmführer.

Han var med første hold der blev fløjet ind i Demjansk kedlen i maj 1942.

Han var en af 1 kompagnis delingsfører. Den 5.juni 1942 modtog han Jernkorset 2.klasse, det kan han muligvis have været ved angrebet på B.Dubovizy den 5.juni han modtog EKII for, efter 5 timers march i Silende regn gennem knædybe sump angreb Frikorpset tidlig morgen byen B.Dubovizy.

Frikorpsets 1.kompagni under ledelse af Obersturmbannführer Per Sørensen angreb B.Dubovizy's vestlige del af byen.

Kampene var slut den 6.juni 1942 efter uafbrudt 14 timers kamp, Frikorpset havde mistet 8 mand og 21 hårdt sårede.

Hovedparten af den russiske 55 division var ødelagt og Frikorpset havde taget 275 fanger.

Samme dag modtog foruden H.P.K. Andersen 5 andre danske Frikorps folk Jernkorset 2 klasse( bla. Per Sørensen og Leo Anthon Madsen, L.Madsen var senere kompagni chef over 7 kompagni i Regiment Danmark). H.P.K. Andersen modtog senere i Demjansk Infanteri sturm Abz i bronze efter kampene i Demjansk.

Han var med under den store orlov i Danmark (Orlogen der skulle have været det helt store triumftog, men endte som en katastrofe).

Igen en del af 1.kompagni da Frikorps Danmark blev indsat til vinter kampene i Welikie Luki/Newel, frikorpset var underlagt 1.SS brigade.

Den 24.december 1942, Juleaften startede stille, russerne vidste at tyskerne på netop denne dag ønskede en rolig dag.

Juleposten hjemme fra Danmark var fordelt i de forskellige kompagnier, bunkerne var pyntet med gran for at få så meget julestemning ind som muligt og jernblikovnene gad lidt varme i den hårde frost.

Bataljonschef K.B. Martinsen havde været rundt ved de forskellige kompagnier og ønsket en glædelig jul, sammen med sin adjudant obersturmführer Knud Thorgils.

K.B Martinsen var særlig bekymret, han frygtede et russisk angreb, og det at han ikke var at finde i frikorpsets hovedkvarter gjorde det ikke bedre, da han så ikke kunne få besked om et evt. angreb.

Han havde forbudt soldaterne at drikke den julespiritus som de havde fået udleveret, da de skulle være forberedte på et angreb fra russisk side.

K.B. Martinsens inspektion i de forskellige kompagnier foregik om eftermiddagen/aftenen, da russerne i dagslys kunne beskyde de stier som førte til kompagnierne.

Kl.16.00 startede K.B Martinsen og Knud Thorgils turen rundt til mændene i de forskellige vagtposter samt ved kompagnierne.

Det hele trak ud da mændene var meget snak saglige.

Kl.22.00 var de tilbage i kommandostationen, nu kunne de to selv spise lidt julemiddag, som frikorpsets kokke have anrettet bla. Med en ko som der kom nogen bøffer ud af. Samtidig havde de pyntet op med flagranker og grangrene, for at få så meget julestemning ind som muligt.

Roen holdte dog ikke længe, klokken 23.00 gik alarm klokkerne, store russiske styrker havde sat et angreb ind.

Et russisk infanteri på 200-300 mand, angreb på frikorpsets venstre fløj hvor en enhed fra den 21. Luftwaffe feld division lå. Luftwaffe divisionen blev mere eller mindre løbet over end af russerne, dette gjorde at Frikorpsets 1. kompagni blev ladt tilbage i omringede stillinger.

Der var især meget hårde kampe omkring byerne Kondratowo og Laskaturina, det var mand til mand kampe med nærkampe med bajonetter.

Frikorpsets 4. kompagni lå i en tilbage trukket stilling i forhold til de andre kompagnier. Russerne trængte helt ind i 1.kompagnis stillinger, dette betød at 4.kompagni ikke kunne give artilleristøtte, uden at ville ramme egne folk. 2.kompagni med Obersturmführer Bent Worsøe Larsen som var indrettet i en lade og godt i gang med at holde så meget jul som omstændighederne tilladte, blev kommanderet til undsætning af 1. kompagni.

En telefonist ved 1.kompagni, Vagn Oest havde skjult sig i ruinerne af et bombet hus og kunne rapportere til 4.kompagni hvor ilden skulle ligge, russerne have nedkæmpet de frikorps soldater på det sted, dog uden at finde telefonisten, som lå skjult, og havde den eneste telefon forbindelse som fungerede, de andre var gået tabt.

Kort efter blev stillingerne bombarderet, samtidig var 2. kompagni nået frem.

Kampene varede hele natten og var mand mod mand, indtil de sidste russiske soldater var nedkæmpet kl. 6.00 den 25.december 1942.

Et par timer senere satte russerne endnu et angreb ind, Frikorpset var dog mere forberedt denne gang men russerne fik bidt sig fast i udkanten af Kondratowo, og først anden juledag var der så roligt at resterne af 1.kompagni kunne trækkes tilbage.

Den 25. december 1942 faldt H.P.K Andersen efter at have fået et hovedskud, han døde på hovedforbindspladsen ved Laskaturina.

Han blev begravet på kirkegården ved Waulino.

25 andre frikorps folk faldt i dette slag den 24 og 25 december 1942.

 

 

 

Kaj Enna

Kaj Enna født den 30.september 1923 i Søborg.

Kaj Enna, var Hirdfører i NSU og var som Erik Jensen en af Von Schalburg’s Bloddrenge.

Han meldte sig ind i Dnsap ret tidligt,den 4.oktober 1939 under medlemsnummer 26215.

Kaj Enna var en fanatisk nationalsocialist, og var blevet smidt ud hjemmefra efter at han havde deltaget i optøjer imod politiet i Roskilde i sommeren 1940, (Dnsap havde møde i Roskilde og kom i klammeri med politiet, den tyske Wehrmacht kom Dnsap medlemmerne til undsætning, efter dette blev det bestemt at tyske soldater ikke måtte deltage i politiske møder)

Han arbejdede som Büroarbejder hos den tyske Wehrmacht i Værløse inden han den 28.juli 1941 meldte sig til Frikorps Danmark.

Han meldte sig for ’så længe krigen varede’. Oprindeligt i 2.kompagni, men blev overført til 3.kompagni samme gruppe som andre af Von Schalburg’s bloddrenge(Herløv Nielsen, Erik Jensen, G. Bentzen, E.Hansen)

Da Von Schalburg i slutningen af april 1942 var i Danmark havde han nogle af sine Bloddrenge med, Schalburg skulle deltage i Dnsap møder, bla. i KB Hallen, det var på denne ’orlov’ at Blodfanen blev overrakt og taget med til Frikorpset, samme orlov udlovede Schalburg en belønning til den bloddreng der først fik planet Blodfanen på Kremls ruiner… Kaj Enna var med på denne orlov til Danmark.

Den 29.april 1942 anmeldte han en dansker for fornærmelser imod ham.

Kaj Enna var en af de første der blev indsat i Demjansk i maj 1942, Kaj Enna er blevet beskrevet som en frygtløs og fanatisk soldat, under kampene i Demjansk 24. maj 1942 var enheder fra 3. kompagni i gang med at finkæmme et skovareal for russere.

Under en lille pause i kampene, inden næste angreb tog Kaj Enna og en anden bloddreng, man kan vel godt kalde det for skovtur på egen hånd for at finde russere.

Da de kom tilbage var de nær blevet skudt af egne folk, som troede de var russere, de kom ikke tilbage det sted de gik ud, men kom sikkert tilbage, tilbage til et ordentligt møgfald fra kompagnichef P.Neergaard Jacobsen.

Senere kom kompagniet igen i kamp(Det viste sig senere at 3.kompagni under skovrensningen var kommet helt op til de russiske stillinger) Kaj Enna blev beskudt af en russisk ’Baumschütze’ som lå skjult i træerne, skytten blev skudt. Kaj Enna’s vandvittige optræden i kamp viste sig senere under disse kampe, ved når han havde skudt en russer at række hånden op og råbe ’en’ .

Samme mission var en anden bloddreng Rottenführer G.Bentzen tæt på at falde da en kugle ramte hans maskingeværs toben, han slap dog med skræmmer i ansigtet(G.Bentzen faldt 2.juni 1942).

Missionen var en succes, frikorpset havde 2 tab og russerne op imod 30-40, der udover blev der taget 12 fanger.

To dage senere blev Kaj Enna og bloddreng Erik Herløv Nielsen dekoreret med Jernkorset 2.klasse af deres tidligere NSU landsungdomsfører og på det tidspunkt kommandant for Frikorpset C.F.Von Schalburg, der personligt dekorerede dem med ordene ’Det er dobbelt glæde at tildele dette til en af mine bloddrenge’ Samme dag som Kaj Enna og Erik Herløv Nielsen fik Jernkorset modtog 6 andre fra 3.kompagni også Jernkorset. Dette blev fejret med brændevin i kommando bunkeren hos kompagni chefen for 4.kompagni og senere Frikorps Danmark og leder af Schalburgkorpset K.B. Martinsen.

Som stort set alle andre frivillige som var i kamp, blev Kaj Enna også såret, han blev ramt i hovedet af granat/kugle samt venstre overarm, for dette modtog han Verwundetenabz. I sort(Såret mærke for at have været såret).

Kaj Enna deltog ligeledes i vinterkampene i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43. Frikorps Danmark var underlagt den 1.SS Brigade i Welikie Luki/Newel, oprindeligt var det meningen at Frikorps Danmark skulle deltage i partisan bekæmpelse, men korpset kom aldrig til dette grundet russisk offensiv.

De forhold Frikorps Danmark var under i vinteren 1942/43, var stik modsat Demjansk fronten, i stedet for mudder, Myg og varme var det i vinteren udskiftet med Lus, frost og ekstrem kulde med minus 30 grader.

Da Russerne indledte deres offensiv den 19.november 1942 var målet at få et gennembrud mod Østersøen og med det falde de tyske styrker i Nordrusland i ryggen. Frikorpset var kommet til byen Bobruisk 24. November 1942, og i starten af December 1942 overført til fronten.

Da Russerne angreb ved Welikie Luki, blev situationen truende, Frikorpsets fire kompagnier (1,2,3 og 5 kompagni) skulle dække en lige linje på 5 km, en farlig front da der var et godt stykke imellem hvert kompagni, og med det fare for at russerne kunne sætte en kile ind, det skal lige siges at Frikorpsets 4.kompagni(det tunge) lå i baglandet bag 3.kompagni.

Kaj Enna lå i Frikorpsets 3.kompagni, han var den 1.januar blevet udnævnt til Sturmmann.

Russerne havde en stærk befæstet stilling høj 166,2 nord for byen Taidy. Stillingen var befæstet med artilleripjecer, maskingeværreder og ikke mindst underjordiske gange.

Den 25.februar 1943 startede Frikorpsets 4.kompagni et kraftigt artilleri bombardement på stillingen, herefter angreb 3.kompagni under ledelse af Obersturmbannführer Heinz Hennecke(Faldt den 21.1 1944) Eneste betingelse for aktionen var at der skulle indbringes fanger.

3.Kompagni blev ved angrebet støttet af en pionergruppe, hurtigt blev russerne nedkæmpet, og frikorps folkene var nede i selve bunker anlægget og løbegangene, dog havde de ikke opdaget en russisk maskingeværgruppe som åbnede ild, det var her Kaj Enna faldt. Missionen blev en succes, eneste minus for frikorpset var, at der ikke blev indbragt fanger, selve bunker anlægget blev efterfølgende sprængt i luften.

En af de ting man opdagede ved indtagelsen af stillingen var at man erobrede det nye tyske ! Maskingevær M42, et særdeles effektivt våben, som med en skud hastighed på 1200 i minuttet og en skudvidde på 4500 m i stedet for M34 som havde 1800 m.

Den 1.marts 1943 blev Kaj Enna udnævnt til Rottenführer(efter hans død).

 

Knud Maagard Hansen

Knud Maagaard Hansen. 10.maj 1911 i Odense. Søn af en tømrermester i Odense, selv gik han i den modsatte retning og blev kontorist.

Den 9. November 1931 rekrut ved 5.bataljon (5.bataljon havde til huse i hans hjemby Odense, og i øvrigt på det tidspunkt var en af de ældste enheder i det danske forsvar, det var Kong Christian den 4 der oprettede bataljonen den 17.november 1614)

Et år senere 9.november 1932 blev han Kornet.

I Juni 1933 blev han elev i officerskolen (Bla. sammen med en anden senere SS frivillig S.Birkedahl Hansen)

I 1937 blev han Løjtnant og sekondløjtnant ved hærens Flyveropservatør skole.

Den 20.marts 1941 meldte han sig ind i Dnsap med medlems nummer 40776. Godt og vel et år senere den 13.marts 1942 afleverede han indmeldesblanket til Frikorps Danmark.

Han blev optaget i Frikorps Danmark og trak på den måde ’udenfor nummer ’ i det danske forsvar.

Optaget i SS med virkning fra 16.marts 1942.

Han var i Frikorps Danmarks Ersatz kompagni.

Da Regiment Danmark blev oprettet den 6.maj 1943 i Grafenwöhr blev han en del af 5.kompagni. Under de hårde kampe ved Tannenberg stillingen ved Narva(Estland) i august 1944 modtog Untersturmführer K.M. Hansen Jernkorset 2.klasse.

Division Nordland, herunder Regiment Danmark den 22.september 1944 forlod Estland (ny front var syd for Riga,Letland), blev Knud Maagaard Hansen overflyttet fra Regiment Danmarks 5.kompagni for derefter at blive kompagni chef over Regiment Danmarks 10.kompagni.

Den 1.januar 1945 overtog han Regiment Danmarks 9.kompagni, han havde da rang af Obersturmführer.

Den 23.januar 1945 gik det galt for ham, Regiment Danmark lå i hårde kampe i Kurland sektoren.

Regiment Danmarks III bataljon (som 9.kompagni var ind under) lå i et område sydvest for Preekuln. Regiment Danmarks 11.kompagni på højre side, i midten under ledelse af Maagaard Hansen’s 9.kompagni herefter tæt op af 9.kompagni lå de Norske frivillige.

Klokken 3.30 den 23.januar 1945, blev der slået alarm, alle enheder skulle være klar, til russernes ventede angreb.

Angrebet kom den følgende morgen klokken 7.00 Efter et kort, men yderst stærkt artilleri angreb, støttet af russiske fly.

Kom det ventede infanteri angreb støttet af tanks. Det fjerde Kurlandsslag var en realitet I første omgang gik det hårdt ud over Regiment Danmarks 6.kompagni som blev angrebet af stærke russiske styrker anført af 40 tanks. Trods store tab hos russerne og tab af 10 tanks, nedkæmpes Regiment Danmarks 6.kompagni og senere også Regiment Danmarks 7.kompagni.

Herefter kom det til store kampe med Regiment Danmarks 11.kompagni som var på den yderste del af hovedkamplinjen.

Russernes styrke var tyskerne langt overlegen, trods stor modstand fra tyskerne, herunder Regiment Danmark. Russerne have drevet Regiment Danmark væk fra den oprindelige hovedkamplinje ved Preekuln. Det var ved den lille by Bunkas at Obersturmführer Knud Maagaard Hansen faldt. Hans lig er aldrig blevet fundet.

Et par dage før han faldt, sad han i en bunker og skålede sammen med hans tidligere officekammerat fra det danske forsvar og på det tidspunkt kompagnichef for Regiment Danmarks 8. kompagni S.Birkedahl Hansen(Som roede hjem i en robåd, fra Tyskland til Falster)

 

Erik Jensen

Erik Jensen. Født den 6.maj 1923 i Hellerup.

Erik Jensen voksede op på Lille Strandvej i Hellerup. Skolegang foregik på Maglegårdsskolens filial i Hellerup, fra 3. klasse kom han til at gå i klasse med 2 andre senere Frikorps veteraner, Erik Herløv Nielsen, og K.Andersen(Den yngste modtager af Jernkorset i Demjansk).

Efter skolegangen startede han i Maler lære, han var samtidig medlem af NSU (National Socialistisk Ungdom).

Erik Jensen var en del af Von Schalburg’s såkaldte Bloddrenge, For lige kort at skrive hvad Bloddrengene var, så var det en gruppe NSU’er der fik dette navn under DNSAP’s landsstævne i Kolding i Juni 1939. Til stede ved dette møde var NSU’er fra Absalons Banner i Kbh under ledelse af Von Schalburg(Schalburg’s eget distrikt).

Under dette møde kom de i slagsmål med de lokale ’røde’, flere af NSU’erne blev slået til blods, og fanen blev herefter omdøbt til Blodfanen. (Blodfanen må ikke forveksles med Frikorps fanen(Dannebrog med skriften i det ene hjørne Frikorps Danmark). Da Schalburg blev kommandør over Frikorpset tog han 12 af sine bloddrenge med, og disse blev placeret i Frikorpsets 6. gruppe under 3. kompagni.

Erik Jensen var Hirdfører i NSU, og den 2.August 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark, han meldte sig for en tjeneste så længe krigen varede.(Man kunne melde sig som Kriegsdauer, 2 eller år) Erik Jensen blev i første omgang tildelt 2.kompagni, men da C.F.Von Schalburg kom til som kommandør for Frikorpset i Februar 1942, blev han overført til 3.kompagni sammen med andre ’bloddrenge’.

Erik Jensen var med i første hold af Frivillige der i starten af maj 1942 blev fløjet ind i Demjansk kedlen.

Schütze Erik Jensen blev dansker nummer 26 der døde i Demjansk.

Den 25. maj 1942, en del Bloddrenge fra 6 gruppe var kommanderet ud for at forstærke 1. deling i 3.kompagni som lå helt ude på Frikorpsets højre fløj, de såkaldte Pionerstillinger, de værste i hele afsnittet.

Russerne havde den foregående dag indledt flere kraftige angreb, alle var dog blevet slået tilbage.

Terrænet som de frivillige lå i var sumpskov med lavt tæt krat, det var umuligt at grave sig ned, da jorden nærmest inden man fik jorden væk var fyldt med vand. Den måde de lavede stillinger på var at lave lag af grangrene, det jord man kunne grave væk blev placeret foran som brystværn.

Selve brystværnet var en okay beskyttelse imod granatsplinter, men dårlig imod riffel kugler.

Disse stillinger lå med 20-30 meters mellemrum med ca. et par mand i hver, man kunne ikke se hinanden pga. krat men udelukkende høre hinanden, hvis man skulle ’besøge’ en anden stilling måtte man kravle helt nede på maven.

 En tidligere frivillig har skrevet omkring den 25.maj 1942, Pinse søndag, ’ vi lå i vores stillinger da en lyskugle steg til vejrs og lyste hele området op, vi tog næserne helt ned i sumpen, denne lyskugle var en afstandsmåling for artilleriet(Russernes), med et susede det i luften, stalinorgel.

Afstanden havde de beregnet hårfint, nedslagene lå hårfint, granaterne lå i vores afsnit, de gik hele rækken ned langs hullerne, og tilbage igen, det hele var et stort virvar af svovl, sumpsprøjt og røg efterfulgt af kraftige granatnedslag. Gruppeføreren kom kravlende i sumpen og hørte om nogen var kommet noget til, til al held var ingen kommet noget til.

Hen på morgenen og solen begyndte at varme området op, kom den specielle lugt af sump, men også stanken af lig i forrådnelse. Den stilling jeg havde lagt i sammen med 2 andre blev afløst og vi kravlede de ca. 40 meter tilbage fra hovedkamplinjen for at få noget hvile og noget mad, vi var våde, kolde og sultne at selv stanken af lig ikke kunne tage appetitten fra os. Ved en lille granhytte som jeg havde lagt i tidligere på aftenen inden jeg kom ud til maskingeværet, lå en benstump og flød rundt med støvle og strømpe på. Den var revet af lige under knæet med knoglestumpen stikkende frem blandt blodårer og kødtrevler, huden var gulbleg og lignede voks, fluerne havde allerede sat sig på den i tætte klynger.

Jeg spurgte en hvis det tilhørte, an sagde det var Erik Jensens, det stammede fra stalinorglet… Erik Jensen var kommet ud til fronten dagen før og skulle have været tildelt den maskingevær gruppe jeg havde været sammen med om natten, men da gruppeføreren havde set mit Jernkors havde han ladet os bytte plads, da jeg var mere erfaren. Erik havde ligget på min plads i granhytten da en af stalinorglets granater havde eksploderet ganske tæt ved og revet hans ben af, så det kun hang fast i et par trevler..

Saniteteren S.Espensen havde klippet resten over og forbundet stumpen, hvorpå Erik Jensen blev fragtet i bevidstløs tilstand bagud til forbindingspladsen i Losnitzi.

Jeg begravede benstumpen og tænkte på at han(Erik Jensen) aldrig nåede at løsne et eneste skud.’ Schütze Erik Jensen døde 4 dage senere den 29.maj 1942 og blev begravet på Frikorpsets kirkegård i Biakowo.

Han ligger i dag begravet i Korpowo 34 km fra Demjansk på en af Volksbund’s kirkegårde.

 

Søren Bøvig

Søren Heinrich Frederik Bøvig. 6.maj 1904 i København som søn af en Maler.

Hans moder arbejdede på en Cigarfabrik.

SA adjudant og gruppefører i 8.kolonne. Medlem af Dnsap 11.6 1940 under medlems nummer 30063.

Med i Frikorps Danmark fra oprettelsen i juni 1941.

Den1.juli 1941 sendt over Gedser til SS forskolen i Sennheim.

Tilbage til Frikorps Danmark i juli 1941, hvor han den 19.juli 1941 blev udnævnt til Unterscharführer ved 1.kompagni.

På Langenhorn kaserne i Hamburg stod han for dele af idrætten, (2 timer hver aften) Ligeledes stod han for at tage imod nye rekrutter som ankom til Langenhorn Kaserne. 30.august til 10.september 1941 havde han orlov, og to dage senere var han med i en gruppe der skulle klargøre Frikorpsets afrejse fra Hamburg til Treskau.

Sidst i november 1941 havde han en juleorlov på 6 dage. Han var ikke med da Frikorpset blev indsat i Demjansk kedlen i sommeren 1942.

Det var han da Frikorpset blev indsat i området Welikie Luki/Newel, Frikorpset var underlagt 1..SS Brigade.

Han blev tilknyttet 3.kompagni. Han kom direkte fra en 14 dages togrejse fra København og så ud til fronten, han kom ud til støttepunktet ’Drossel’

Drossel var en armeret stilling på en lille høj, rundt om stillingen var der anlagt Miner og pigtråd.

I denne stilling var der tilknyttet 18 mand, under ledelse af en Godsejersøn J.Jørgensen. Han var dog ikke længe dels ved denne stilling, men også ved 3.kompagni, han blev overført til Frikorpsets 4.kompagni det tunge kompagni(Artilleri) grunden han blev overflyttet var at han havde en uddannelse ved artilleriet fra det danske forsvar.

 Den 29.januar 1944 blev Hauptscharführer S-Bøvig meldt savnet ved Kerstowo. (Det er i øvrigt samme dag som Erik Herløv Nielsen , samt S.Bøvig’s gode ven Erling Hallas).

Hans dødsdag er ukendt, men ifølge vidner blev han taget til fange sammen med andre danskere, han overfaldt en fangevogter, og skød ham, hvorefter han selv blev skudt.

 

Bent Worsøe Larsen

Bent Worsøe Larsen blev født 2.juli 1913 i Jordløse.

Han var Sekondløjtnant i det danske forsvar og 1 maj 1941 trådte han uden for nummer i det danske forsvar for at indtræde i SS med rang af Untersturmführer.

 

 Den 17 maj 1941 rejste han sammen med 10 andre danske officerer til Officerskolen i Bad Tölz(Nogle af de andre var bla. K.B. Martinsen, A.T.Oksen(faldt i Demjansk) Selve opholdet på skolen i Bad Tölz var en mindre skuffelse for de danske officerer idet de nærmest var overkvalifikaserede, (Det var kun i skydning taktik de kunne bruge).

I juni 1941 indså skolen i Bad Tölz at det var meningsløst at lade dem fortsætte, istedet tilbød leder af skolen Standartenführer Dörffler Schuband at tilbyde 3 af officerne at komme med til en enhed. Tyskland havde den 22.juni 1941 angrebet Rusland, og den 27.juni 1941 rejste 3 af officerne ud til den enhed de var blevet underlagt og skulle følge, det var 1.SS Brigade(samme brigade som Frikorpset var underlagt i tiden i Welikie Luki/Newel vinteren 42/43) Foruden Worsøe Larsen, var K.B.Martinsen og P.R. Engelhardt de andre.

De 3 danskere blev dog ved ankomsten ved Brigaden splittet op, det var dog kun P.R.Engelhardt der kom til et andet regiment(SS.Brigade regiment 10) K.B og Worsøe Larsen blev en del af 1.SS Brigade’s 8 Regiment. 1.SS Brigade lå på dette tidspunkt i Krakow i Polen, og tilværelsen for de 3 danskere var meget afslappet, de overværede øvelser osv, men ellers var der meget fritid.

 1.SS Brigade's opgaver var at operere bag fronten, dvs. til indsættelse af Partisan bekæmpelse,(Det var faktisk også det Frikorpset var indsat til at skulle deltage i vinteren 42/43, det kom Frikorpset dog ikke til da russerne indledte angreb).

I tiden da de var underlagt 1.SS Brigade var Frikorps Danmark blevet oprettet(29.juni 1941) og sendt til uddannelse i Langenhorn kaserne i Hamburg.

Den 20.august 1941 fik de at vide de skulle overføres til resten af deres danske landsmænd i Hamburg.

  Den 1.September ankom de 3 danskere til Hamburg, her blev Worsøe Larsen en del af Frikorpsets Stab, på Kasernen blev de budt velkommen af frikorps kommandør C.P.Kryssing som indledte med at tildele hver af de 3 mand 14 dages orlov med start fra den 6.september 1941.

 Den  18.september var Worsøe Larsen tilbage ved Frikorpset som nu lå i Treskau, hvor han blev overført som Instruktionsofficer ved Frikorpsets 4.kompagni. (I øvrigt delte han bolig med K.B.Martinsen i Treskau) Den 20.april 1942 blev han udnævnt til Obersturmführer og var nu at finde i Frikorpsets 2.kompagni som var ledet af tyskeren Obersturmführer Boy Hansen(Faldt ved kampene ved B.Dubovizy den 11.juli 1942, samme dag som leder af Frikopset Lettow- Vorbeck også faldt)

 Under Frikorpsets vinter indsats 1942/43 ved Welikie Luki/Newel (Som tidligere skrevet var Frikorpset underlagt 1.SS Brigade) var Worsøe Larsen kommandør over 2.kompagni.

Juleaften 1942 satte russerne et angreb ind imod Frikorpset, (Russerne vidste at Frikorps folkene samt tyskerne gerne ville have en rolig juleaften).

Kommandør K.B.Martinsen og hans adjudant Obersturmführer K.Thorgils havde været rundt ved Frikorpsets kompagnier for at ønske glædelig jul, de to var lige kommet tilbage i deres kommando bunker kl. 22.00 og ville fejre jul, da der kl.23.00 blev råbt alarm, russerne angreb ved byen Kondratowo hvor 1.kompagni under ledelse af Per Sørensen befandt sig.

Russerne var talmæssigt overlegne og det var meget hårde kampe her, 2.kompagni under ledelse af Worsøe Larsen blev beordret til et modangreb, missionen lykkedes russerne trak sig tilbage, Worsøe Larsen blev dog alvorligt såret, for hans ledelse af 2.kompagni i dette angreb modtog han Jernkorset 2.klasse.

 Frikorpset blev officielt nedlagt den 20.maj 1943, (Regiment Danmark blev oprettet den 6.Maj 1943) Worsøe Larsen var da kommet tilbage og den 20.maj 1943, blev han kompagni chef over Regiment Danmarks 11.kompagni samtidig blev han den 1.7 1943 udnævnt til Hauptsturmführer.

 Den14.januar 1944 indledte russerne angreb i Oranienbaum sektoren i det nordlige Rusland, med overlegne styrker tvang de tyskerne tilbage.

 Russerne satte et angreb ind på Jamburg(Kingisepp) hvor Regiment Danmark havde II. Bataljon liggende. Regiment Danmarks III. Bataljon (11 Kompagni var under III Bataljon) som lå øst for Jamburg, blev beordret til et modangreb mod russerne, under dette faldt kompagnichef Hauptsturmführer Bent Worsøe Larsen, i front for sit kompagni den1. februar 1944. III. bataljon måtte herefter trække sig tilbage, og samme dag, den 1. februar 1944 måtte Jamburg forlades. Ny forsvarsstilling blev ved de Estiske by Narva.

 

Kaj Bertramsen

En beskrivelse af en kompagnichef.

Trafik assistenten. Kaj A.H. Bertramsen. 13.2.1913 i Berlin, (men dansker, faderen var revisor)

Oprindeligt Trafikassistent, men I det danske forsvar fra den 9.november 1935 til han meldte sig til SS.

 

 Indmeldt i Dnsap 6.august 1941 under medlemsnummer 43716.

 

Sekondløjtnant Kaj Bertramsen ønskede at ’træde udenfor nummer’ i det danske forsvar 1. juli 1941 for at melde sig til Frikorps Danmark som lige var blevet oprettet (29.juni 1941)

Han fik rang af Untersturmführer.

Han blev overført til Ersatz kompagni Frikorps Danmark (reservekompagniet), hvor han stod for uddannelse af nye rekrutter.

 

Den 5.december 1942 blev han overført fra Ersatz kompagniet til Frikorpsets 3.kompagni, (Frikorpset lå i denne periode i Welikie Luki/Newel) Ersatz kompagniet lå bag fronten i byen Brobuisk, herfra blev der overført folk til fronten efterhånden som der faldt folk og som erstatning for sårede.

 

Den 4.januar 1943 blev han såret af granat splinter i knæet, (for dette modtog han Verwundetenabz. I sort)

13.marts 1943 blev han på ny overført til sit gamle kompagni til Frikorpsets Ersatz kompagni.

 Frikorpset blev som skrevet trukket væk fra fronten Welikie Luki/Newel den 24.marts 1943 og overført til Grafenwöhr, hvor Frikorps Danmark blev nedlagt og derefter kom til at hedde regiment Danmark, Kaj Bertramsen var en overgang tilknyttet uddannelsesreservebataljonen i Graz (SS-Pz.Gr.AuE.Btl.11) Senere blev han kompagnichef over 6.kompagni Regiment Danmark.

 

Chef for regimentets motorcykel afdeling. 23.januar 1944 blev han overført fra 6.kompagni til Staben, han deltog i kampene i det nordlige Oranienbaum i januar 1944 (Russerne indledte den store offensiv den 14.januar 1944) Som chef for Regiment danmarks Motorcykeldelingdeltog han i kampene ved Gurlowo den 28.januar 1944 da tyskerne angreb Gurlowo for at kunne åbne landevejen, efter 2 timers var kampene slut og landevejen var åben for tyskerne.

Det var 30.januar 1944 modtog han Kriegsverdienstkreuz med sværd, det er med stor sandsynlighed for sin ledelse af kampene ved Gurlowo.

 

Den 20.Februar 1944 modtog han Jernkorset 2.klasse. Regiment Danmarks 11.kompagni blev placeret foran den første høj, Kinderheimhöhe, det var 150 meter til selve hovedkamplinjen, (Division Nordland trak sig tilbage fra Narva den 25.juli 1944 til Tannenberg stillingen).

Den 27.juli 1944 blev kompagnichef Hauptsturmführer Tyskeren Paul Trautwein alvorligt såret af et maveskud (Han overlevede dette og krigen også, han døde i 1988) Untersturmführer Kaj Bertramsen blev overført fra Staben som ny kompagnichef.

Som en glemt enhed lå Regiment Danmarks 11. kompagni, blandet op med styrker fra Regiment Danmarks 10. kompagni samt Unterscharführer, Heinz Mellenthins panserjægerdeling foran Kinderheimhöhe.

En styrke der var nede på omkring 40 mand, som blev beordret til at holde stillingen øst for Kinderheimhöhe. (Der var 7-8 mand der den 2.august 1944 kom væk fra denne stilling og i sikkerhed hos det hollandske SS Regiment 49 ’De Ruyter’ der overlevede dette).

Midt i russernes angreb på Grenadierhöhe, kæmpede enheden foran Kinderheimhöhe i mod overmagten, men mange tab og sårede til følge.

Den nye kommandant for Regiment Danmarks 11.kompagni Untersturmführer, Kaj Bertramsen, faldt under kampene, og nåede kun at være kommandant i to dage.

 

Kaj Bertramsen er aldrig fundet (Der er dog rygter om at han skulle være fundet sidste år, det har dog ikke været muligt at finde ud af om dette er korrekt).

 

Info: Kaj Bertramsen var medlem af Dansk-Tysk forening (Stiftet 24.juli 1940, som en kommunikationskanal til den tyske værnemagt, som ikke var baseret på medlemskab af det tyske (NSDAP) eller danske nazistparti (DNSAP).) Kaj Bertramsen blev dog slettet for restance i april 1943. Udover KVK 2.klasse og Jernkorset 2.klasse modtog han Dnsap’s partimærke med sværd(Ved ikke dato) Ligeledes deltog han i flere forskellige kurser, bla. i November 1942 i Bromberg, et kursus i beskyttelse imod gasangreb.

De andre kurser var i august 1942 i instruktion af våben i Lauenburg. Og det sidste var igen et kursus i beskyttelses angreb imod Gas, denne gang i Celle.

 

 

 

 

Arne Michaelsen

En beretning omkring en dansk frivillig, (Igen, det er for at fortælle historien om en person, og ikke gøre personen til en martyr eller lign.)

Bristede drøm.

Arne Michaelsen. 13.3.1923 i Randers.

Arne Michaelsen voksede op i Randers i en søskende flok på 7. Moderen gik hjemme og passe børn og hus. Faderen var Forretningsfører på en stor avis.
Da A.Michalesen var 4 år fik faderen nyt job i København, familien fik et hus i Hillerød og den unge A.Michaelsen gik i skole, efter overstået mellemskole startede han på Teknisk skole og fik en læreplads som Kemigraf hos Linde Hansens Cliceanstalt i København.

A.Michaelsens store interesse var at male, han drømte om at blive kunstmaler, og talentet var bestemt med ham. Desværre for ham var hans far ikke enig i sønnens beslutning om at blive kunstmaler, dette førte til diskussioner, og i ren protest imod faderen, meldte han sig til Waffen SS den 10.maj 1941.
Han bestod sessionen og den 25.maj 1941 rejste han over Gedser til SS forskole i Sennheim(Et kursus varede imellem 4-6 uger, med en masse sport, racelære, kammeratlig sammenværd osv).

Ved rekrut uddannelsen var han en del af Division ’Das Reich’ og den 1.april 1942 blev han overflyttet til Staben i Ers. Bataljon Westland.
Den 22. juli 1942 overført på ny, denne gang til 3.kompagni i Regiment Germania, kort efter sin tilgang til denne enhed blev han såret af et skud i venstre overarm(26.juli 1942) og dagen efter modtog han Jernkorset 2.klasse(27.juli 1942) samt såret mærke i sort.
1. August 1942 blev han udnævnt til Sturmmann og overført til Reserve krigs lazaret i Krakau i Polen.
Efter overstået lazaret osv. På ny overført til fronten.

Med Regiment Danmarks oprettelse den 6.maj 1943, blev der ikke bare tilført Rgt.Danmark en hel del rumænere og tyskere, men ligeledes kom der folk fra Division Wiking, og en af disse var Arne Michaelsen, han blev overført den 16.juni 1943. Han blev en del af Regiment Danmarks 7.kompagni.

Han har med stor sandsynlighed haft en orlov i løbet af sommeren 1943(De frivillige blev i små hold sendt hjem på orlov, dette skete efter den store orlov i september 1942 som skulle have været et triumftog for Frikorpset, men var en stor skuffelse, derefter gik de fra en stor samlet orlov over til små hold som kom på orlov).
Han havde ifølge familien som jeg har talt med, et talent for at blive officer, og den 6.september 1943 blev han sendt på officerskole i Bad Tölz (Samme hold deltog danskeren E.S.Jensen som faldt under Kurland kampene, W.Efsen(faldt juli 1944) samt Belgieren G.Mooymann som modtog Ridderkorset.

Uddannet Officer og den 7.april 1944 sendt fra Tölz via Division Nordlands(som Regiment Danmark var en del af) ersatz bataljon i Graz Wetzeldorf i Østrig, og herfra til fronten ved Narva i Estland.

Regiment Danmarks 7.kompagni lå i en lille forpost Dolgaja Niva ved Narva(i Dag ligger Dolgaja Niva på den russiske side) længere ude lå ligeledes en forpost kaldet Sonnenschein.
Den 12.juni 1944, satte russerne et voldsomt bombardement ind på Dolgaja Niva, samtidig dækkede røg granater hele området.
Tyskerne havde inddækket stillingerne omkring Dolgaja Niva i pigtråd, det de dog ikke havde opdaget var at russere i løbet af nogen nætter, lydløst havde klippet pigtråd over flere steder, så det var til at flytte i tilfælde af et angreb.
Da russerne angreb med 800 mand, skulle det gå meget hurtigt, så tyskerne ikke kunne nå at lægge spærreild.
Missionen lykkedes, russerne stormede ned i tyskernes stillinger.
Samtidig med angrebet på Dolgaja Niva angreb omkring 120 russere Sonnenchein.
Det lykkedes dog 7. kompagnis chef Untersturmführer L. A. Madsen, som var i Sonnenchein , at sende en lysgranat op, som var et tegn på at stillingerne var angrebet.
Kort efter slog SS artilleri Regiment 11’s granater ned.
Det stoppede flere russere i at komme ned i stillingerne end dem der allerede var kommet derned.
Det lykkedes tyskerne/Rgt.Danmark at generobre stillingerne tilbage.
Midt i alt kaoset, satte Regiment Danmark et modangreb ind anført af Unterscharführer Egon Christoffersen. Senere kom der hjælp fra Regiment Danmarks 9. kompagni under ledelse af Hauptsturmführer Heinz Hämel.
Efter kampene havde Regiment Danmark mistet 90 mand, som var faldet eller taget til fange af russerne.
Unterscharführer Egon Christoffersen, modtog som den første dansker Jernkorsets Ridderkors 11.juli 1944.
Forposten Sonnenchein blev herefter nedlagt.

Det var under russernes bombardement at Arne Michaelsen blev hårdt såret af granat splinter i maven samt i hans side. Det lykkedes at få ham i sikkerhed og han blev overført til et lazaret, hvor han døde af sine kvæstelser den 16.juni 1944.

Han ligger i dag begravet på Volksbunds kirkegård inde i Narva.

Ole Høst

Maleren Ole Høst (Billedet er taget fra bogen 'Ringen om Ole'

For mit eget vedkommende, har Maleren Oluf Høst eller hans kunst ikke interesseret mig synderlig meget.
Men på en måde har jeg alligevel mere eller mindre haft kunstneren inde på livet. (Hvis man kan skrive sådan).

Nu er det efterhånden mange år siden jeg flyttede hjemme fra de trygge rammer hos mine forældre(16 år siden).
Så længe jeg kan huske det, har mine forældre haft et maleri hængende som Oluf Høst har malet.
På et tidspunkt fandt jeg ud af at denne kunstner som mine forældre har et billede af, havde en søn som havde været SS frivillig.

Nu er historien omkring Kunstmaleren Oluf Høst’s søn-Ole ingen ny Se og Hør sensation, men jeg vil alligevel fortælle historien så godt så muligt.
(Igen det er historien der er interessant, det er ingen hyldest)

Kunstmaleren/digteren Ole Wiedemann Høst. Født i Dragør den 23.april 1915, som barn af Kunstmaler Oluf Høst og Hedwig Wiedemann (Gift Høst)
Ole Høst blev født i Dragør, da hans far Oluf Høst gik på forskellige kunstakademier i Kbh.
Familien flyttede til Gudhjem på Bornholm i 1929.

Ole Høst, kom ikke fra noget nazistisk hjem, der kom mange forskellige folk og besøgte kunstner parret Høst i deres hjem i Gudhjem, det var alt lige fra Studerende, håndværkere, fiskere og malere, alle havde de det tilfælles at de var interesseret i forskellige former for kunst alt lige fra kunsthåndværk, billedkunst og klassisk litteratur.

På et tidspunkt kom en tysker Fritz Waschnitius som fortalte han arbejde på en bog om Nordisk kunst.
Ole Høst og F. Waschnitius blev gode venner og da Ole Høst flyttede til Kbh for at lige som sin far at studere kunst blev venskabet kun styrket med F. Waschnitius.
De to diskuterede ofte verdens situationen, og senere blev de begge en det af ’Ringen’ som var en gruppe som sympatiserede med nazismen, Ringen bestod bla. af O.Wivel(forfatter) K.W.Jensen(senere stifter af Louisiana) S.H. Mikkelsen(Kunstner) N.H. Nielsen(Dyrlægestuderende) H.Bertram(Maler) P.Tramsen Kontorist)
De holdte nogen møder på Cafe Kronborg, og det var her gruppen lærte E.Johansen at kende, han var søn af værten på Cafe Kronborg.

Ole Høst og E.Johansen var begge begejstret for F. Waschnitius og ville selv stifte bekendskab med Tyskland, og sammen rejste de i 1941 til en kulmine i Grube Elise ved München, her arbejde de i et år inden de vendte hjem til Danmark igen.
Begge to var ikke nazister, men samtidig var de heller ikke begejstret ved et kommunistisk Europa, og de så ingrn anden udvej end at melde sig til at bekæmpe kommunismen.

Ole Høst havde talt meget positivt omkring Frikorps Danmark, forældrene var bestemt ikke begejstrede for det, faderen Oluf, så helst og regnede med at han skulle videreføre kunstner huset i Gudhjem.

Den 17.august 1942 meldte Ole Høst sig til Waffen SS, han havde på et tidligere tidspunkt besøgt Jernbanegade 7, Kbh(Herfra kunne man hente indmeldesblanket til SS men også melde sig fra)
Ole Høst bestod sessionen, og havde meldt sig for en kontrakt på 2 år.
Udover at bekæmpe kommunismen ville han samtidig frigøre sig fra sin far, nærmest identisk med en anden SS frivillige Arne Michaelsen, som ligeledes i protest i mod faderen meldte sig til SS

Ole Høst havde en kæreste(Som han havde da han arbejde i Tyskland, (både kæresten og forældrene håbede på at han ville blive kureret for sin begejstring for Tyskland efter han havde arbejdet dernede)
Da hun fandt ud af at han havde meldt sig til Waffen SS, ophævede hun forlovelsen.

I August 1942 blev Ole Høst sendt til SS forskolen i Sennheim og fra den 3.oktober 1942 startede han på selve rekrut uddannelsen i Klagenfurt i Käntern.

Ole Høst blev en del af Regiment Westland’s 4 kompagni.
30.marts 1943 blev han overført til front indsats sammen med Regiment Westland(Division Wiking), han var dog indlagt på et tidspunkt med Gulsort, han kom dog på benene igen og kom tilbage til sit kompagni.

20.juli 1943 gik det galt for Grenadier Ole Høst, Russerne satte den 20.juli en stor offensiv ind syd for Kharkov, der går flere historier/beretninger om hvordan han døde, en at han blev ramt af en russisk snigskytte, men ifølge officielle tyske papirer er han død af en granatvolltreffer ved byen Sawodskoj, han blev begravet Kirkegården i Barwenkowo, felt nr II grav nr 71.

I dag ligger han begravet på den store Volksbund kirkegård i Kharkov i Ukraine.

4.juli 1944 opsatte forældrene en sandstenstavle i deres have i Gudhjem som minde over Ole Høst.
Tavlen kan stadig ses i dag, da hjemmet i Gudhjem er museum for Høst.

Johannes Just Nielsen

Det er på ingen måde for at gøre en eller flere personer til martyrer, men Dette er udelukkende lavet ud fra et historisk synspunkt, for at fortælle beretningen om en eller flere personer.

Johannes Just Nielsen, blev født den 6.7.1920 i Darum som søn af en præstefamilie.(Han meldte sig ud af folkekirken)

Da hans skoletid var forbi, meldte han sig til det danske forsvar.

Han var en del af officerstaben i den danske finlands bataljon, hvor han kom til den 9.2. 1940. Han modtog Talvison Muistomitali med baren ’Kotijoukot’ samt Finlandskorset.
Just Nielsen var fra starten med i Frikorpset som Untersturmführer. Han var med i Hamburg (der findes billeder af Just Nielsen i dansk uniform, da frikorpset forlod Kbh 19.7.1941)
Zugführer i 2. kompagni i Langehorn kaserne under Obersturmbannführer Per Sørensen.

Da Obersturmbannführer Per Sørensen i marts 1942 (Frikorpset var i Treskau) blev Per Sørensen kompagnichef for 1. kompagni og i den forbindelse tog han Just Nielsen med 1.kompagni.

Med i første hold der blev fløjet ind i Demjansk (Frikorpset blev fløjet ind i Flytypen Ju52).

Den 28.5.1942 gik det galt for Just Nielsen under en operation.
En patrulje fra Frikorpset havde et par dage i forvejen (natten imellem den 26 og 27. maj) gjort en iagttagelse.
Russiske tropper der var i den lille landsby Ssutoki var i gang med at bygge et brohoved nord for Robja åen. Patruljen fandt ud af at russerne allerede havde bygget bunkere og stillinger.
Med andre ord, det russiske brohoved var fuldt etableret og mere eller mindre klar til et russisk angreb.
Frikorpset kunne i tilfælde af et russisk angreb risikere at miste Rullebanen som kun lå 2.km fra de russiske stillinger, dette ville være katastrofalt var hele Demjansk fronten hvis de tabte rullebanen, da det var den eneste forsyningsvej ind i kedlen.
Patruljen kom tilbage til kompagniets egne stillinger om morgenen den 27.maj, og fik underrettet Hauptsturmführer P.Neergaard Jacobsen kompagnichef for 3. kompagni som herefter underrettede Frikorps kommandør C.F.Von Schalburg (Og i øvrigt Just Nielsens ven).

Situationen blev diskuteret igennem af C.F. Von Schalburg og K.B. Martinsen og de øvrige kompagnichefer (Obersturmbannführer Per Sørensen 1.kp, Obersturmbannführer Boy Hansen(Tysker) 2. kp Hauptsturmführer P.Neergaard Jakobsen 3.kp).
Von Schalburg ville angribe det russiske brohoved med et direkte angreb, hvorimod K.B. Martinsen mente det var en farlig manøvre og uden viden for konsekvenserne ved et direkte angreb.
Faktum blev at missionen ville være den at, enheder fra 1.kompagni skulle observere russerne og evt. angribe brohovedet.
Leder af denne mission blev Untersturmführer Just Nielsen(1.kompagni) Han udvalgte selv sine folk i løbet af dagen den 27.maj.
Just Nielsen skulle trænge frem på den østlige side, og Oberscharführer A.Kern(Tysker) fra den vestlige side.

Von Schalburg og K.B. Martinsen holdte taktik møde (kan man vel godt kalde det). Enhederne skulle trænge så tæt på de russiske stillinger så muligt og derefter trække sig tilbage, hvis muligheden bød sig skulle de nedkæmpe dem.
Frikorpsets pioner deling havde lavet specielle sprængladninger på rør(ala dem de amerikanske soldater brugte i Normandiet, i filmen Saving Private Ryan)
Patruljen fik udleveret ekstra håndgranater og andet ammunition.
Operationen startede, og gik fint, Just Nielsens gruppe sneg sig helt frem til de russiske stillinger uden at blive opdaget. Just Nielsen vurderede at et angreb var muligt.
Angrebet startede, håndgranater blev kastet ind i de russiske stillinger, og kort efter invaderede frikorps folkene de russiske stillinger, og kom ind i løbegravene og nedkæmpede russerne.
Angrebet var en stor succes, omkring 100 russere var blevet dræbt.

Untersturmführer Just Nielsen gav ordre til tilbagetrækning, og kort efter blev stillingerne bombet af russiske 120 MM morterild.
Bombningen varede ca. 10 min hvorefter de blev beskudt af skud fra tunge russiske maskingevær. Frikorps folkene kravlede ud af stillingerne og trak sig tilbage, som en af de sidste skulle Just Nielsen til at forlade Robja åen, da han blev ramt af en lang salve fra et maskingevær, han styrtede død om og rullede ned i Robja åen, hvor han ikke kunne hentes ind og formentlig stadig ligger den dag i dag.
Udover Untersturmführer Just Nielsen faldt Rottenführer G.Jensen samme dag, 5 andre blev såret.
Succen var kort, idet russerne om formiddagen den 28. maj havde genetableret sig i stillingerne.

19 Jernkors blev uddelt den 28. maj, Untersturmführer Just Nielsen en af modtagerne, han fik sit posthumt, samtidig blev han den første dansker der blev nævnt i Ehrenblatt des deutschen heeres (De andre var Per Sørensen, Alfred Jonstrup, samt N.O. Christensen(Ikke fundet endelig bevis for det).

Niels Olav Christensen

N.O.Christensen.24.2 1924.

Oprindeligt i lære som købmand, men den 7.4.1941 meldte han sig til SS (Frikorpset var ikke oprettet på det tidspunkt).
Han var NSU'er(Hirdfører) og medlem af Dnsap med medlems nummer 27326 (Indmeldt 10.4.1940).
Han var i 'Der Führer' regiment der var en del af Das Reich divisionen, senere overført til Division Wiking.

Med Division Wiking i kamp, han blev i oktober 1942 såret(Rang af Sturmmann) og kom på lazaret i Wien (såret af et skud i låret) indtil han kom tilbage til sin enhed.
Han modtog Verwundetenabz i sort(Modtaget for at have været såret) samt medaljen Winterschlacht medalje

Han var hos Division Wiking indtil han den 17.5 1943 blev overført til Regiment Danmarks 1 kompagni.
Han faldt den 22.11.1943 efter hårde kampe ved Prekopa, han blev sammen med sin deling taget til fange af partisaner, de blev bedt om at afklæde sig uniformerne.
N.O.Christensen havde to håndgranater i lommen som han trak splinten ud på og dermed tog han ud over sig selv nogle af partisanerne med i døden.
Det lykkedes derefter et par af de tilfangetagne at undslippe.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Søren Jensen | Svar 08.07.2017 15.46

Fin, mangler en Børge Madsen, født 1918 syd for Aarhus, meldte sig formodentlig nov 1943!

Svend Hangaard | Svar 11.06.2017 16.58

Hej jeg søger oplysninger om min far Evin Bønding Pedersen født 16/10 1917 død dec. 1976. Han kom til Tyskland tidligt og kom i SS.

Tony hasslund | Svar 30.04.2017 00.58

Hola, Muy buena información. Tiene alguna información sobre Hugo Hasslund 3ra, Compañía frikorps denmark?. Estuvo en finlandia tambien.

Ørum | Svar 24.02.2017 18.30

Hej
Martin Ingemann Bruun Olesen f. 2/2 1914 Skørping sogn - død i V. Svenstrup Hjortdal sogn 1987. Har du oplysninger om hans tid som soldat i tysk tjeneste?

Kasper | Svar 09.01.2017 22.16

Super spændende side. Rigtigt flot arbejde.

Gert Hansen | Svar 05.01.2017 23.47

min far Valdemar Hansen var med 44 ved Narva floden i Estland. Har du oplysninger om ham?

Gerhard Bang | Svar 04.01.2017 20.49

Findes der oplysninger vedr. Kaj Eskild Marius Nilsen. Se foto i bogen om Schalburgkorpset side 142 af Andre Monrad Pedersen.

Lars Flyge Østergaard | Svar 20.12.2016 14.57

Hej, jeg har i familien en Johan Ludvig Flyge, som skulle være meldt savnet på østfronten i 1944 i tysk mil.tjeneste. Er det muligt at finde opl. om ham?

Hugo Bech | Svar 23.10.2016 01.05

Mine 2 onkler Ole Bech og Helge Bech var med i Finlandskrigen.
Kender nogen noget til dem?
Jeg ved at Helge Bech senere faldt deroppe.
Mvh
Hugo Bech

Niels | Svar 11.08.2016 18.52

Hej,
Spændende læsning. Jeg søger info om min morfar Karl Jacobsen.Født i Hoed på Djursland. Meldte sig til Frikorps. Sad to år da han kom hjem. Har du noget?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.10 | 18:01

Hej!
Jag skulle vilja beställa boken Frikorps Danmark.

Mvh
Jörgen Kristiansson
Starrarpsvägen 199
27568 vollsjö
Sverige.

...
14.10 | 01:26

Do you know many Danish Waffen SS soldater who served in either the Danske Baltic-Auxiliare Corps in Estonia or the Palludan Korps in Northrusland in 1919-1920.

...
03.10 | 14:14

Jeg søger efternavnet på den 30-årige kvinde Gudrun B.J., der blev likvideret af modstandsbevægelsen den 6. maj 1945 og efterladt i skolegården til skræk og adv

...
09.09 | 11:17

Jeg skal et Estland og arbejde - der vil jeg bruge min fritid på noget af denne historie, det ligge ligesom til højre benet...

...
Du kan lide denne side