KAMPENE DEN 17.JULI-24.JULI 1942.
Frikorpsets stillinger: I hovedkamplinjen stod 1.kompagni
under Obersturmbannführer Per Sørensen længst til højre og til venstre 3.kompagni under Obersturmführer Heinz Hennecke. 2.kompagni lå i reserveberedskab (2.kompagni var blevet afløst af 1.kompagni natten imellem den
15 og 16 juli), dog var enheder fra 2.kompagni sat ind på hovedkamplinjen for at støtte 1. og 3. kompagni.
Ligeledes til højre for 1.kompagni lå en bataljon fra den 290.infanteridivisions
501.regiment. Inde i byen Wasssiljewschtschina(Byen lå til venstre for Pola floden) lå det 28.jägerregiment under ledelse af Oberst Röricht. Frikorpsets 4.kompagni under ledelse af tyskeren Obersturmführer H.Stenger. befandt sig
nord for byen Moklokowo tæt op af Rullebanen ( Rullebanen gik bla. fra Wassiljewschtschina til Biakowo, I Biakowo lå Gefechtstand for Totenkopf som Frikorpset var underlagt samt soldaterkirke gården).
17.Juli 1942. Selve kampene i Demjansk som Frikorpset havde deltaget i siden de ankom til området den 7- 8.maj 1942, var meget hårde kampe med russerne og ligesom terrænet
var en fare og evig udfordring.
Terrænet bestod at sump, birketræer, myg og ikke mindst en hård sol om dagen samt kolde
nætter, nogle dage var det udelukkende regn, som forvandlede alt til mudder.
Siden de hårde kampe ved byen B.Dubovizy den 11.juni
1942, havde fronten været nogenlunde rolig, kun enkelte kampe havde fundet sted. Dagene op til den 17.juli havde været med hård sol og høje temperaturer, nætterne havde været kolde og fugtige.
Den 16.juli 1942, blev Frikorpset alarmeret om et forestående stort russisk angreb ville finde sted. Kommandør K.B.Martinsen, satte alt i alarmberedskab og klar til kamp. Selve den 17.juli 1942 mindede om mange af de
foregående dage, varme og tørre og ganske rolige.
Da russerne ikke havde angrebet kl.7.00 forventede man at angrebet ville finde sted en anden dag. Varmen var nu sat ind, og flere folk
gik rundt iført shorts og bar overkrop, enkelte tog den frihed at bade i de store granathuller som nu var fyldt med vand andre gik på jagt i uniformen efter lus. Omkring kl. 12.00 var dagens højdepunkt klar, middags maden, skønt
det var den samme menu som stort set alle de andre dage, ærtesuppe med flæsk.
Kl.12.30 startede russerne et massivt bombardement
fra deres 42 batterier, 20 stalinorgler, kort tid efter slog det hele ned i et gigantisk brag, som smadrede alt materiel. Trævogne, jord, stål regnede nu ned fra himlen. Granaterne regnede ned over kompagnierne og med et massivt brag røg
hele det tyske såvel som det russiske minefelt i luften, alle telefon linjer blev smadret og kun to radiosendere blev intakt.
Fem kvarterer senere var artilleri angrebet ovre, hvorefter russerne
begyndte at beskyde Frikorpsets Stab samt reserver og artilleri.
En frikorps mand ’Det er mig en gåde den dag i dag, at vore tab i HKL(hovedkamplinjen) forblev relativt små, ovenpå
dette bombardement, men må vel tilskrives den velsignede sump, som opslugte russernes granater’. Kort efter artilleri angrebet blev det russiske infanteri (bla. fra 22.garde division) sat ind på frikorpsets østside, her lå to
wehrmacht enheder,(501. infanteriregiment) det skal lige nævnes at området her langs Pola floden var et tørt område, så det var muligt at angribe med hjælp fra Tanks. Disse to wehrmacht enheder blev tromlet ned, de havde
ikke de nødvendige våben, men også mandskab var de oppe imod en stærk modstander. Resterne af 501 infanteriregiment trak sig tilbage til Wassiljewschtschina, her lå en bataljon fra det 28.jägerregiment gravet ned, kort efter
kom russerne til byen og der var nogen meget hårde kampe, tyskerne trak sig ud af byen mod sydvest.
Med tilbagetrækningen af 501 infanteriregiment, betød dette at det var frikorpsets
1.kompagni som skulle sikre højre flanke. 1.kompagni bestod kun af ca. 40 mand, ordonnanserne ved frikorpsets Stab blev sendt ud, for at kommandør K.B.Martinsen kunne få et overblik over fronten. Det blev besluttet at 2.kompagni skulle
sende 20 mand ud til at understøtte 1. kompagni. (Russernes plan var at rulle frikorpsets stillinger op, herefter ville de 5.km længere fremme, nå Biakowo og kunne hermed afskære korridoren og dermed lukke kedlen). Hos 1.kompagni lod
kompagnichef Per Sørensen sit kompagni på ca, 40 mand opdele i tre grupper, men den ene som han selv ledede (de to andre blev ledet af Untersturmführer H.P.K. Andersen, samt Unterscharführer Jens Nielsen) for på dem måde
at simulere større styrke.
De skulle dække 400 meter skov og sump der dannede frontlinje omkring Rullebanen godt og vel 500 meter fra Wassiljewschtschina, russerne koncentrerede deres
panser om rullebanen til Biakowo, på selve rullebanen var der folk fra 4.kompagni som kom i kamp med russiske panser(T34).
Syd for Wassiljewschtschina var russerne løbet ind i kraftig
modstand fra det tyske 28.jägerregiment, herefter trak russerne sig tilbage til Wassiljewschtschina. Russerne forsøgte flere gange at storme Per Sørensen’s 1. kompagni nord for Rullebanen, det var med tab at kompagniet holdte russerne
væk. 1.kompagni blev nærmest reddet sent om aftenen af tyske Stuka fly som bombede de fremrykkende russere samt et fremrykket russisk artilleribatteri, som havde voldt 1. kompagni store vanskeligheder.
18.juli 1942: Fra midnat og indtil klokken 4.00 var fronten mere eller mindre rolig, men herfra gik det løs igen, russisk infanteri støttet af T34 tanks angreb endnu
engang frikorpsets stillinger. Frikorpset lod russerne komme ganske tæt på inden der blev åbnet ild. Trods store tab til russerne blev de ved med at sende folk ind i kampene, og det kom til voldsomme nærkampe i sumpskovene.
Frikorpset havde på et tidspunkt dagen før, lykkedes at opnå en telefon linje ud til 1.kompagni. Kommandør
K.B. Martinsen fik forbindelse til Per Sørensen for at få en briefing hvordan situationen var. På dette tidspunkt var 1.kompagni mere eller mindre trevlet op, og lå i hårde nærkampe med russerne, Per Sørensen svarede
Kommandør K.B.Martinsen ’ Ja, nu synger vi på sidste vers ! 1.kompagni eksisterer snart ikke mere’ K.B.Martinsen svarede tilbage ’ Ja men så må du trække verset lidt ud..’ Situationen hos 2.kompagni var
mere eller mindre som hos 1.kompagni, hårde kampe til følge og tab, her var der ligeledes tætte kampe mod russerne, Frikorps mand ved 2.kompagni, Sturmmann S.Larsen ’ Jeg var i en deling som kæmpede tæt ved rullebanen,
det var nogen meget voldsomme kampe, pludselig kunne vi høre motorstøj og kæderaslen, ud af en sky af diesel røg kom en T34 til syne omkring 50 meter foran os. Kampvognens tårn drejede langsomt frem og tilbage, og jeg så
godt at besætningen tilsyneladende havde fået øje på to danskere bag nogle træstammer, Så affyrede kampvognen en granat, der med et gigantisk brag ramte foran stablen af træstammer. Både træstammer og
de to danskere forsvandt i en tordnende eksplosion. Med et åbnedes lugen på T34’ern, og kommandøren stak hovedet op og en del af overkroppen, per repleks skød jeg mod kommandøren og ramte, han sank ned i vognen igen,
og kort efter blev lugen lukket og med et brøl bakkede T34’eren ind i skoven igen. Vi løb over til de to danskere og konstaterede at begge levede, den ene kendte jeg det var Fischer(Schütze Hans Peter Fischer, meldt sig til SS 20.juli
1941) og så en ny mand som jeg ikke kendte. Den nye mand var såret af granatsplinter i underlivet, Fischer havde begge ben hårdt kvæstet. Begge blev lagt op på en teltplan og derefter slæbte vi dem tilbage af rullebanen,
indtil vi kom til bataljonens kommando station (Under ledelse af Obersturmführer Dr. Konrad Lotze) her blev de undersøgt at Lotze, som ikke kunne gøre mere for dem end forbinde dem og derpå sende dem videre til det T-divisionens lazaret
i Lotnitzi(Totenkopf Lazaret). K.B. Martinsen gav mig ordre om til at køre med de to sårede til lazarettet, med orden sagde han ’og du får røven her tilbage lige så hurtigt som muligt’. Transporten foregik på
ladet af en Tatra lastbil, udover de to sårede var der chaufføren og jeg. Fischer lå halvt bevidstløs på en presenning, og den nye mand sad sammenbøjet mellem mine ben, så jeg kunne holde omkring ham(Han var såret
i underlivet), Lotze havde sagt at såret i underlivet var så stort, at han skulle sidde sammenbøjet, det var vigtigt han ikke rettede sig ud. Turen var nærmest en ren tortur for de to sårede, på grund af kampene måtte
lastbilen køre ned fra rullebanen og ned langs Robja åens bred, skrumplende gennem terrænet. Afstanden til Lotnitzi var omkring 10 km. Soldaten jeg sad med mistede hurtigt bevidstheden, men jeg kunne se at Fischer levede, men blødte
meget. Plamagen af blod på ladet omkring ham blev større og større. På et tidspunkt fumlede han ligesom rundt med sine hænder ved sin hals, nærmest som om han ikke kunne få luft, jeg råbte ’hvad fanden
laver du ? lig stille for helvede’ Han fumlede videre og først da vi nåede Lazarettet fandt jeg ud af hvorfor, han var katolik og det han havde fumlet efter ved sin hals var hans Krucifiks, han bar om halsen. Det hjalp ikke, da vi nåede
lazarettet var han død, han forblødte på lastbilens lad. Den nye mand som jeg sad med levede endnu, da han blev bragt ind til lægerne, men kun i kort tid, jeg er næsten sikker på at han også døde. Lazarettet
var for uhyggeligt at være på, så efter en rygepause kørte vi videre tilbage.’
Problemet for frikorpset
var at der ikke kunne sendes reserver ind, da disse var sat ind. Eneste mulighed for en redning var at opnå kontakt til 28.Jägerregiment som lå syd for Wassiljewschtschina (ved punkt 33,4), dette var eneste redning hvis ikke frikorpset skulle
rendes over ende og dermed ville hele Demjansk kedlen med stor sandsynlighed blive lukket af russerne og et kæmpe nederlag til tyskerne til følge.
Problemet var bare den at der ingen
telefon forbindelse var til Jägerregimentet, og eneste vej var igennem de russiske stillinger, og det ville være umuligt på motorcykel, og der var for langt til fods. K.B.Martinsen overvejede situationen, og kom til den beslutning at det måtte
være en opgave for Ordonnans ved Staben, Sturmmann Werner Bircow Lassen(kaldet Balbo efter en italiensk general som han lignede), en tidligere Dragon i det danske forsvar, og vild med heste. Hos en nabo enhed lånte han en hest som var et ideelt
til denne opgave, eneste betingelse for at låne hesten var at den kom sikkert tilbage igen. K.B.Martinsen forklarede ordren, det blev af sikkerhedsmæssige grunde ikke skrevet ned, hvis det skulle falde i russernes hænder.
Selve turen til punkt 33,4 var ca. 5-6 km. Det første stykke kunne foregå på rullebanen, men ud for 4.kompagnis stillinger måtte Balbo ind i skovene og ad snørklede stier forbi Moklokowo.
Herfra var det vanskeligste og farligste sted som skulle forceres.
Et par kilometer før målet ved 28.Jägerregiment sprang en granat ned bag Balbo, både hest og mand røg
til jorden, hesten var død, Balbo slap med småskrammer. Herfra gik turen til fods indtil han nåede ’Gefechtstand Jägerregiment 28’
Sturmmann Werner Bircow Lassen
’ Hidtil havde jeg kun set meget lidt til kampe, jeg havde ligget i reserve eller beredskab, de fleste krigsindtryk jeg havde fået var igennem ørerne, men her så jeg hvilket syn, træstammer var flået op af granater og på
begge sider lå der dynger af lig, tyske og russiske mellem hinanden, døde heste, smadrede vogne og tanks, henkastet våben og flåede uniformsdele’
Balbo viste på
kort hvordan front situationen så ud for de øverstbefalende ved 28.Jägerregiment. Oberst Röricht var klar over der måtte gribes ind hvis ikke rullebanen skulle gå tabt, rullebanen var eneste mulighed for at komme ind i kedlen.
Selvom hans egne enheder var presset. Balbo fik ordre med tilbage til K.B.Martinsen og en ordre til bataljonen fra 38. Jägerregiment som lå i Biakowo. Balbo måtte denne gang nå tilbage uden hjælpemidler, over åbne marker
og igennem sump og mudder. Han nåede tilbage til frikorpsets stillinger, hvorefter der blev sendt en motorcykel ordonnans til Biakowo med ordren fra Oberst Röricht til 38.Jägerregiment.
I
øvrigt blev Werner Bircow Lassen tildelt Jernkorset 2.klasse for sin bedrift den 2. august 1942 af kommandør K.B.Martinsen (Som i øvrigt var den første ved Frikorps Danmark der modtog Jernkorset 1.klasse, dog ikke ved kampene den
17-24 juli, men efter kampene ved B.Dubovizy 10-11.juni).
Om aftenen ankom en enhed fra 30.infanteri division, som blev indsat imellem 1. og 3.kompagni. Frikorpsets stillinger blev igen om aftenen
bombet af russerne.
19.juli 1942: Ved
midnat ankom delinger fra 38.Jägerregiment til frikorpsets stillinger. Kommandør K.B.Martinsen og den overordnede for Jägerregimentet diskuterede hvordan de skulle udføre angrebet den følgende dag.
Situationen blev følgende: Frikorpset skulle holde stillingerne nord for vejen, enheder fra 38.Jägerregiment skulle angribe på begge sider af vejen(rullebanen) Wassiljewschtschina skulle generobres. Frikorpsets
4.kompagni afgav mandskab til hjælp for Jägerregimentet, så disse kunne få artilleri beskyttelse.
Sydøst for Wassiljewschtschina skulle 28.jägerregiment angribe.
Angrebs start var i første omgang sat til klokken 03.00, men blev udskudt til om morgenen klokken 7.00. På slaget 7.00 startede enheder fra 38.Jägerregiment, men måtte kort efter tilbage til udgangs stilling, grundet kraftig russisk
artilleri. Angrebet kom kort efter i gang igen efter hjælp fra Stuka fly, det man ikke havde taget højde for var at russerne havde anlagt et stort minefelt, dette løb 38.Jägerregiment ind i med frygtelige tab til følge, regimentet
blev mere eller mindre ’verheist’ brændt op, de døde og lemlæstede hobede sig op på forbindelsespladsen, hvor Obersturmführer Dr. Lotze og hans sanitäter arbejde på højtryk for at redde folk.
Frikorps mand ved 3.kompagni, Sturmmann E.H.Nielsen: ’De sårede lå og skreg med bortsprængte ben eller med granatsplinter i maven eller i lungerne. Når jeg skulle forbi, måtte jeg
ligesom lukke medynk eller menneskelig finfølelse ude, det var der ikke plads til. Jeg husker dog stadig, måske fordi jeg trods alt blev rystet ind til knoglemarven, det var en ung flot fyr af den type som pigerne ikke kunne lade gå i fred
og som lå og holdte sig på det sted hvor hans kønsdele før havde været, idet han blev ved med at skrige ’ Ich werde nie wieder ein mench’ det gjorde han heller ikke, han forblødte hurtigt’’.
Frikorps mand ved 1.kompagni, Schütze Anton Hansen: Det var som at gå i et slagtehus(ved forbindelspladsen) udenfor lå de døde side om side i lange rækker, mange af de hårdest sårede
blev også lagt der, tankegangen var, om lidt er de alligevel døde’’.
Jägerregimentet var efterhånden skrumpet ind til en tredjedel, ved middagstid gik angrebet
i stå, og om eftermiddagen angreb russerne støttet af tanks og infanteri. Angrebet blev dog stoppet af omkring 17-19 tyske Stuka fly.
20.juli 1942: Klokken 7.00 angreb tyske Stuka fly russiske tanks samt artilleri stillinger, Stukaerne angreb i bølger på tre, under første angreb blev et russisk ammunitionslager ramt som sprang i luften med et gigantisk brag.
De to næste bølger blev det russiske artilleri angrebet.
Bag en birkeskov 1 ½ km sydøst for Wassiljewschtschina lå et batteri fra division Totenkopf’s Nebelwerfer
abteilung. Fra seks af disse, blev der givet ordre fra Untersturmführer Linz om affyring. Disse granater var ikke almindelige, det var granater med meget hårdt sammenpresset luft, ved detonation forplantedes en voldsom trykbølge på
få sekunder og som sprængte trommehinder og lunger på alt levende i nærheden, det betød intet om man befandt sig på jordoverfladen eller i en bunker. Da frikorps folk senere rullede nogen russiske bunkersanlæg op
fandt man samtlige russere dræbt, alle nærmest uskadte at se på, men med voldsomme blødninger ud af mund og næse, de havde fået sprængt lungerne.
1.kompagni
nedkæmpede om aftenen to russiske tanks samt angribende infanteri.
21.juli 1942: Enheder fra Jägerregimentet og frikorps
pioner forsøgte uden held at nedkæmpe et russisk støttepunkt nord for rullebanen. Herefter blev hovedangrebet sat ind, og omkring 22. tiden mødtes de to jägerregimenter (38. og 28) i byen Wassiljewschtschina, kampene disse dage
havde kostet mange tab på begge sider, både af mennesker og materiel.
De følgende dage var der små kampe bortset fra et større tysk angreb den 24.juli som fik den
virkning at fronten kom tilbage til den gamle hovedkamplinje som den var før angrebet den 17.juli 1942. Frikorps Danmark blev trukket ud af Demjansk den 4.august 1942.